| Fredsbevægelse |
Tale til mindekoncerten for Thomas KoppelAf Lars Grenaa
En gammel sandhed, der stadigvæk gælder, det er at uanset hvor mange medarbejderaktier vi køber, så er det de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. Der findes ikke grænser og kvoter for hvor rige folk må være, og hvis der gjorde, så ville direktørerne og millionærerne nok bare snyde alligevel. Efter at de rige i de sidste mange år har scoret det ene rekordoverskud efter det andet – efter mange år hvor størrelsen på deres pengepung er vokset proportionelt med antallet af sultende i Afrika. Og dem skal vi betale! Sådan har det altid været, og sådan skal det ifølge både den forhenværende og den nuværende borgerlige regering blive ved med at være. Det store mantra er, at firmaernes konkurrenceevne skal styrkes – på bekostning af alle os andre der ikke er så heldige at være født med en guldske i munden. Den nuværende borgerlige regering er, ligesom den forhenværende, firmaernes regering. Og den dagsorden de har sat med deres såkaldte ”velfærdsudspil”, det er firmaernes dagsorden! Regeringens velfærdsudspil er hamrende asocialt og betyder bare at uligheden i Danmark vil øges. Og det er jo som bekendt regeringens plan og klokkeklare politik – den må bare ikke siges højt. De planlagte nedskæringer og forringelser rammer bredt og hårdt. Mens dem der allerede er på arbejdsamarkedet, skal piskes i længere tid, så skal dem der står udenfor piskes endnu hårdere, både dem der er arbejdsløse og dem der er studerende. Til gengæld så har man nu fremlagt et meget mærkeligt udspil, når man tænker på regeringen ikke har lavet andet end at lukke vores grænser mere og mere i hele sin levetid, så har regeringen lovet opholdstilladelse til alle – der vel og mærke kan bevise at de har et fast job og en årsindkomst på mindst 375.000 kr! På uddannelsesområdet, så er det helt tydeligt, at den målrettede elite skal tilgodeses – efter at de har delt klasselokaler og uddannelsesmuligheder med pøblen, så skal de have deres privilegier tilbage. SU'en skal målrettes til stræberne og eliten, og resten skal sorteres fra. Svage elever skal ikke længere have adgang til uddannelse, for skolerne skal fremover have penge når eleverne består deres eksamener – og hvem vil så lade svage elever komme ind? Fogh og Bertel Haarder vil privatisere daginstitutionerne, gøre skolen for livet til erhvervslivets skole, afskaffe 10. klasse og gruppeeksamner. De riges børn skal kunne købe sig igennem det hele på 1. klasse, andre må klare sig, som de bedst kan, og skide være med resten. I globaliseringen og den hellige konkurrences navn vil regeringen lave elitebørnehaver, eliteuddannelser og dermed elitemennesker. Man går fra at ville danne folk, det vil sige: gøre dem til mennesker, til at ville uddanne folk, det vil sige: gøre dem til maskiner. Det er det perspektiv, der ligger i skolereformer og velfærdsreformer, og det er det, skoleelever og uddannelsessøgende ikke vil være med til. Heldigvis er både faglige folk og elev- og studenterbevægelsen vågnet op til kamp – og i dette øjeblik arbejder tusindvis af græsrødderpå at mobilisere til kæmpe demonstration under parolen: Nej til nedskæringer – ja til velfærd og tryghed! Når man tænker på alle de her velfærdsforringelser, så kunne man godt ønske sig at den bortgåede skærmtrold Hugo kunne komme tilbage. Så kunne han banke lige så stille på Anders Foghs hoved, og spørge: Hallo, er der nogen hjemme? Hvorpå en stemme ville sige – ”Du har ringet til regeringen. Vi kan desværre ikke tage telefonen, men du vil blive stillet om til George Bush i Det hvide hus”. For faktum er jo, at Anders og resten af tosserne blindt importerer alt hvad Bush og hans kumpaner kommer med. Blandt andet terrorloven, som nu også skal strammes yderligere. Terrorloven er første skridt på vejen til en politistat der bliver så vild, at ikke engang George Orwell kunne have udtænkt den. Efterretningstjenesten skal have ubegrænset adgang til at overvåge tlf, mail og stort set alt andet. Alle eksperter er enige om at man ikke fanger flere terrorister på den måde, og praksis viser da også at terrorlovene slet ikke er vendt mod terrorismen. Den skal bruges til at forfølge politiske aktivister, græsrødder, christianitter og andre der kæmper for frihed. Politiske organisationer skal straffes kollektivt hvis medlemmer laver aktioner der kan betegnes som terror. Regeringen påstår at den forsvarer ubegrænset ret til ytringsfrihed – men den eneste frihed, de forsvarer, er friheden til at hetze muslimer og andre mindretal. Da den første terrorlov skulle vedtages i 2002, skrev Thomas til os alle sammen: Og det har han ret i! En god kammerat har lært mig dette ordsprog: Politkere er ligesom duer. Når de er nede på jorden, så spiser de af din hånd, men når de bare kommer lidt op og flyve, så skider de på dig! Så la vær med at stole på politikerne, lad være med at regne med at de nok skal gøre tingene bedre for os alle, ligeså snart de er færdige med at gøre tingene bedre for de rige. Vi må alle sammen sætte os i bevægelse, vi må alle sammen være græsrødder og lade Budskabet fra Græsrødderne sprede sig! Derfor vil jeg gerne sige til jer, og arrangørerne vil også gerne sige det, og Thomas ville sige det – gå til jeres arbejdspladser, gå til jeres skoler, gå til jeres familier, og snak med alle jeres medmennesker, og sig til dem at de skal på gaden. De skal på gaden 1. maj og de skal møde op til demonstration d. 17 maj. I maj måned, der starter vi en protestbevægelse der helst skal matche den der lige har presset den borgerlige regering i Frankrig til at droppe planlagte asociale nedskæringer. Den dag bliver startskuddet til et opgør med den nyliberale og asociale dagsorden der har præget dette land i så mange mørke og kolde år. Lad jer ikke skræmme af terrorlove og ensretning – gå med i kampen for frihed og lighed! - End - |