Fredsbevægelse |
Som dagen bryder frem …Lidt triste meditationer på Geneve-konventionens fødselsdag Af Ulla Røder
JEG SIDDER OG MEDITERER som dagen bryder frem. Det er fødselsdag – Geneve konventionens fødselsdag, men der er ikke noget at råbe hurra for. Min meditation blev til tristhed i stedet. Til en følelse af nåh, ja, hvad pokker. Rundet regnet halvdelen af Danmarks befolkning er jo ligeglade, og en stor del af resten tror, at de alligevel ikke kan gøre noget ved det. Vores verden er ved at bryde sammen, og det overlader en hel egoistgeneration af morakkere til deres bedstemødre at tage sig af, mens de selv iler til arbejdet, passerer forbi en arbejder med fejemaskinen på metro stationen, der får mig til at tænke på apartheid. Nu sidder en forkælet generation egoister, der ikke har andet i hovedet en at proppe mad ind og lukke brok og kværulanterier ud her og der og alle vegne over deres luksusproblemer, mens en del af verden er skudt i ruiner og folk blevet drevet på flugt. De har bygget op en tornerosehæk så høj, og de sover i 100 år og vågner aldrig op.
Jeg skuer over e-mails efter e-mails, der ruller ned over skærmen, deprimerende læsning.
Israel havde for 11 dage siden bedt om flere raketter med 'wide blast' fra Bush administrationen, som kan spredes som granater over store områder. Dem vil de 180.000 libanesere, der er på vej retur ad blokerede og ødelagte veje til deres sønderbombede huse og marker kunne mærke det næste år eller mere, inden robotter, produceret af de samme våbenfabrikanter, som smed bomberne, får ryddet al den ikke sprængte ammunition, der ligger og flyder. Hvor mange børn, der endnu skal miste benene på disse ueksploderede granater, er ikke til at holde ud og tænke på, og hvor mange familier, der må leve i flygtningelejre i lang tid fordi deres jord er rene minefelter eller forurenet af gift og radioaktivitet står hen i det uvisse. De israelske tropper har ikke have målrettet deres angreb mod huse, ligger disse ikke desto mindre i ruiner og deres marker med tobak, kaktus eller oliven er ødelagte. Hvad skal disse mennesker gøre? De skal nok ikke dele aviser ud, for der er ingen kunder i butikkerne, de røg med i farten. Jeg sidder og tænker på, at Bush allerede i St. Petersborg den 16. juli helt klart kunne sige, at han vidste nu, at der var et forhold mellem Syrien og Iran, fordi de trænede Hezbollah. Det er roden til hele ustabiliteten i Mellemøsten. Han glemte at nævne, at våben producenterne har haft travlt i godt et årti med at opfinde nyt udstyr, der skal sikre, at vores tornerosesøvn ikke forstyrres af missiler fra terrorister eller Iran inden de når USA. Inden da hed det sig, at de samme nye våben skulle produceres for at holde Irak fri for diktatorer. Det er en bagatel i dag, som vi helt må glemme alt om – lige bortset fra den soldat, der er anklaget for militærnægtelse i Irak krigen, og risikerer 7 års fængsel for at nægte at deltage i forbrydelser mod menneskeheden, for at håndhæve Nürnberg-Principperne.
Det er kendt at den engelske befolkning heller ikke ønsker disse missiler på deres jord, og vil protestere herimod. Statsminister Tony Blair og Bush fik vendt debatten bort fra Blair en lille tid ved at vende sig mod fastlandet i Europa. Han har også været godt klemt på hjemmefronten, hvor en stor del af befolkningen vil ånde lettet op den dag, han går af. Det sammen gælder da for resten også vores fremmedfjendske og racistiske regeringsflertal. I den ene ende af den røde tråd, der går gennem alle disse angrebskrige, finder vi politikerne, i den anden ende finder vi våbenindustrien. Imens mennesker er blevet fordrevet og angrebskrig efter angrebskrig har raset, har våbengiganterne BAE Systems, Lockheed Martin og den israelske stats våbenfirma Rafael senest fået bygget det ubemandede skib The Protector , der skal overvåge enhver fjendtlig bevægelse, mens de store maritime styrker og bemandede fly holdes parat i sikker afstand fra evt. fjendtlige missiler. DER ER INGEN TVIVL OM, at krig er en god forretning. Krig avler flere terrorister, som vi så må opbygge en masse systemer for at bekæmpe. Jo, der er god grund til at Libanon skulle pacificeres, og at Palæstina skulle totallammes, inden man sætter et knusende angreb ind mod Iran. USA's angreb på Libanon har været endnu en anledning til test af nye våben, så som de nye directed energy våben. En nyhed , der kunne være glædelig, er at USA i hvert fald foreløbig har opgivet at teste deres kæmpe ' blast' bombe i Nevada. Dette er dog ikke nogen garanti for, at denne type bombe med en gigantisk sprængningseffekt mod underjordiske anlæg af bunkere, ikke kan blive droppet ned over Irans 70 millioner store befolkning. Den type bombe er ren terrorisering og klart ulovlig at anvende, da de ikke kan skelne mellem militære anlæg og mennesker. Man har flere gange udsat test af denne bombe i Nevada, da man blandt andet frygter den vil udløse et jordskælv, der vil forplante sig 80 mil til Las Vegas. Nu har man testet de nye fosforvåben, de nye dybdeborende bomber med forringet uran, 'blast effekt' bomberne i praksis i Afghanistan, Irak og nu også i Libanon. Der er ingen tvivl om, at Iran er det næste land på listen, og da landet er stort, skal der også noget af en sprængstyrke til at lægge alt øde i miles omkreds. Uanset hvad, og om Israel, sammen med USA vil bruge alle midler for at bekæmpe 'terrorister', eller rettere 'kidnappere efter kidnappere', så er brug af sådanne våben ikke proportionelt i forhold til den akutte situation i Libanon eller Iran. At NATO nu er på vej med tropper til at 'assistere' FN tropperne er en sidste krampetrækning fra USA, som godt ved helvede bryder løs, hvis de får anledning til at sende flere flygtninge af sted. Nato, hvis atomdrevne og nyudrustede ubåde er klar til at tage de nye mini-atombomber med inden længe - konsekvenserne heraf vil jeg slet ikke meditere over.
- End - |