Danmarksbesøg:

Hvem er de 'irakiske oliearbejdere'?

Af Gerd Berlev
Stop Terrorkrigen

Noget sker der i Nej til krig.
Den 9-15. oktober er der arrangeret besøg af 'irakiske oliearbejdere' i Kbh., Odense og Århus.

Der kunne være mange gode grunde til at oliearbejderne udgjorde en vigtig del af modstanden mod besættelsen af Irak.

Det er bl.a. blevet formuleret således af irakerne selv:

I januar 2004 sagde Abd Al-Jabbar Al-Kubaysi:
Hvor er indtægterne fra de mere end to millioner tønder olie, som de ( amerikanerne og deres irakiske stråmænd) sælger hver dag?

I november 2004 forlød det fra Iraks patriotriske Alliance:
For at virkeliggøre befrielsesstrategien angriber den irakiske modstand besættelsesstyrkerne, deres institutioner og dem, der leverer mad, olie og andre fornødenheder til dem. Den irakiske modstand forhindrer besættelsesmagten i at bruge olien som et politisk middel .

I december 2004 udtalte Iraks Islamiske Hær for Hellig Krig :
Vi vil binde dem ( amerikanerne ) her i Irak og dræne deres ressourcer, mandskab og deres vilje til at kæmpe. Vi vil tvinge dem til at bruge ligeså meget, som de stjæler, hvis ikke mere.
Vi vil afbryde og helt stoppe strømmen af vores stjålne olie og derved gøre deres planer ubrugelige.

I april 2005 siger Abu Yusef, tidligere general i den irakiske hær og nu modstandsmand i et interwiev at han
” betragter såvel den infrastruktur, som er knyttet til olien, der forsyner Halliburtons firmaer, som de lastbiler, der skaffer brændstofforsyninger til besættelsesmagten, og som ofte kan ses køre på hovedvejene omkring Bagdad, eskorteret af pansrede amerikanske militærkøretøjer, som legitime mål for den væbnede modstand.” dog fortsætter han ” ikke al sabotage mod olierørledninger er modstandsbevægelsens værk. Nogle gange, især i det sydlige Irak, men også omkring Kirkuk-Ceyhan-olierørledningen i nord findes der irakiske funktionærer i olieindustrien, som har forbindelser til mafiaer, og som i al hemmelighed opdæmmer den spildte olie eller overdriver mængden af brændt olie efter et angreb for så senere at smugle det ud”.

"Oliearbejderne": De fakto støtte til besættelsen

Hvordan hænger det så sammen med oliearbejdernes indstilling?
Hassan Juma'a Awad, formanden for oliearbejderne, siger i april 2005 at
” den kommende kamp mod privatisering er vigtigere end kampen mod besættelsen, eftersom USA forsøger at privatisere alle dele af den irakiske økonomi.

Fagforeningen GUOE er oprettet efter besættelsen i 2003 og samarbejder med den irakiske kollaboratør-regering. Den er i ord imod besættelsen, men bruger først og fremmest sine kræfter på lønforhandlinger og organiseringsspørgsmål og modstand mod 'privatisering ' af olien. Hvormed de i realiteten holder oliearbejderne i ro. Istedet for at organisere en aktiv kamp for at få stopppet olieprodutionen, der jo udgør det økonomiske grundlag for besættelsen. At de ikke anses for en større fare af regimet ses bl.a. ved at de uden større problemer med visa etc. rejser verden rundt.

Dette er blevet skrevet før, men hvorfor er det så vigtigt at få disse oliearbejdere til Danmark? Argumentationen lyder noget i retning af, at det er en måde at få fagbevægelsen til at støtte og deltage i krigsmodstanden i Danmark.

Resultatet af at forbinde modstanden i Irak med oliearbejderne bliver således at krigsmodstanden udvandes og mister retningen.

En retning der efter min mening bør vende sig mod imperialismens krige i Mellemøsten og støtte enhver modstand mod besættelsen af Irak (og Palæstina og Afghanistan ...), herunder modstanden mod ethvert samarbejde med besættelsesmagten.

Kommunistisk Politik 18, 2006

- End -