Fredsbevægelse
 

FredsVagten ved Christiansborg bliver

Fra Nyhedsbrev for FredsVagtens Venner, juli 2007

I anledning af at de danske tropper trækkes ud af Irak her til august har offentligheden interesseret sig lidt for om det indebærer at vi så trækker FredsVagten hjem fra Christiansborg . TV2-Lorry bragte således hele 3½ minut medio juni.

Med hensyn til vores forhold til Irakkrigen må vi anføre, at vi jo ikke startede ved dennes begyndelse, men helt tilbage ved Afghanistankrigens begyndelse i oktober 2001. Vores fokus har hele tiden været på selve det forhold, at vi er gået sammen med USA i den ideologiske terrorkrig, som truer med at brede sig til Iran. Vi protesterer generelt mod at løse de globale samværsproblemer med krig.

Og tilbagetrækningen fra Irak betyder ikke, at Danmark gør op med Bush-regeringens ideologi, vi fortsætter vort engagement i Afghanistan. Uanset at den internationale opbakning til denne krig er større qua en propaganda om 'fredsbevarende' styrker, så finder vi, at det ikke gør den store forskel. Under alle omstændigheder er det en krig USA startede med skumle hensigter, og det er den 'fred', de har skabt som skal bevares. Den kan øjensynlig kun bevares med massive besættelsesstyrker i landet, så krigen fortsætter.

Historisk set: hverken englænderne eller russerne kunne klare afghanerne, og jo mere vedvarende uro besættelsesstyrkerne skal bekæmpe, jo mere støtte får oprørerne, så nej – osse i Afghanistan er der kun én vej, så brutal den end er; hjem med besættelsesstyrkerne og lad dem selv finde ud af hvem der skal lede landet på deres måde.

Demokratiet ER ikke en Uncle Sam hat vi kan trække ned over dem.

- End -