Modstandens verden –
om mulig domfældelse af legitime handlinger

Af Patrick Mac Manus

Et center mod ’historieforfalskning’ søger at hævde og genskabe den historiske sandhed. Dette er dybt nødvendig i spørgsmålet om folkeligt oprør som historisk kendsgerning og i visse tilfælde: en fortsat nødvendighed.  

En nødvendighed, der indtræffer når alle andre handlingsmønstre er undertrykte og utilgængelige for en stor befolkningsdel. Dette ser vi fortsat flere tilfælde af. Men de nægtes af den dominerende politiske og sociale magt, både i de enkelte nationer og i et globalt perspektiv. I stedet sættes en liberalistisk økonomisk model, der hævdes at være den nødvendige og tilstrækkelige forandring til opnåelse af sociale og politiske mål. 

Dette ser vi en del eksempler på. Det udtrykker sig stærkt i forhandlingerne om markedsadgang mellem afrikanske lande og Den Europæiske Union, hvis resultat vil være en omfattende underminering af landenes egen udviklingsproces. Egen produktion vil blive erstattet af import af statsunderstøttet europæisk eksport. Egne handlingsmuligheder vil blive stærkt begrænset. 

Modstanden og konflikten mellem folkelige interesser og statspolitiske mål ses i mere voldsomme former.  Foreningen Oprør har søgt at gøre sig gældende her. Blandt mange eksempler har vi valgt to, andre valg ville også have været mulige.  
Vi peger på Palæstina, på okkupationen og undertrykkelsen af befolkningens liv og fremtid uden at en fredelig tilgang til konflikten har kunnet ændre vilkårene. Tværtimod er besættelsen og etablering af omfattende boligsektorer vokset, selv i de seneste måneder hvor fremtiden netop var blevet søgt forhandlet i Annapolis med omfattende deltagelse. Landet bliver i stigende grad delt i isolerede og dybt kontrollerede sektorer, hvor befolkningen indelukkes i områder, der minder om den tidligere sydafrikanske apartheids adskillelse af befolkningen i såkaldte bantustans.   

Vi peger på Colombia, hvor en statsmagt båret af jordejere og militæret og de privilegerede hersker over magten. Som få af sine nabolande har styret tilsluttet sig en ubetinget økonomisk politik som genstand for ubegrænset eksport og produktionsmuligheder for stormagten. Her har dens selskaber kunnet herske som sjældent ellers muligt i vor tid med omfattende drab på ledere og medlemmer af faglige organisationer, der søger at opnå tålelige vilkår for de arbejdende.  Modstandens forsøg på at deltage i den demokratiske proces, herunder præsidentvalget, blev præget af mord i tusindvis af dens kandidater, medlemmer og sympatiserende. Igen vendte FARC tilbage til skoven, til de mere utilnærmelige områder og er der endnu. Når stemmen ikke kunne tale, når stemmen blev kvalt og udslettet, var der kun våbnene tilbage. 

Det er det, vi hæfter os ved. Ved en ’terrorlovgivning’, der er trådt til igennem de sidste fem år. I Danmark og verdensomspændende. ’Terrorlisten’ omfatter de to nævnte organisationer og deres registrering på listen opretholdes. – ”Svaret er nej. Der er ingen grund til at ændre vores holdning”, udtalte EU’s udenrigspolitiske leder Javier Solana efter et møde med Colombias præsident Alvaro Uribe. ”Ulribe har vores fulde støtte til kampen, som han kæmper mod terrorisme”, tilføjede Solana ifølge BBC (23.1.2008).  FARC organisationens opremsning på ’terrorlisten’ blev anbefalet af USA, som allerede var i konflikt med bevægelsen, og blev snart inkluderet i den europæiske liste.  

Oprør er tiltalt men endnu engang er det udsat. Justitsministeriet ønsker tilsyneladende, at sagen mod Fighters & Lovers først bliver afgjort. Frifindelsen i Københavns Byret er klaget videre til Landsretten, hvor anklagemyndigheden sandsynligvis vil anlægge en anden strategi. I byretten forlod den sig på utroværdige vidner bl.a. fra den israelske efterretningstjeneste.  

Nye anmeldelser vokser også frem. Nu også mod Den Faglige Klub i København fra fagforbundet TIB (Træ- Industri- Byg), der er anmeldt for at have doneret 10 000 kroner til en colombiansk fagforeningsleder, Raul Reyes. Efter dødstrusler måtte han gå under jorden og fortsætte kampen i guerillabevægelsen FARC. Men endnu er de ikke sigtet, anklagemyndigheden afventer tilsyneladende udfaldet af sagen mod Fighters & Lovers i Landsretten. Klubbens holdning er klart formuleret i en pressemeddelelse:
”Vi fastholder, at det må være legitimt at støtte befrielsesbevægelser, der kæmper mod undertrykkende regimer… Danske solidaritetsbevægelser har før, bl.a. i Vietnam og Sydafrika, reddet Danmarks omdømme ved at være på tværs af regeringens politik”. 

Også Horeserød-Stutthof Foreningen har overført midler til FARC i 2006 og informerede Justitsministeriet om overførslen, men er endnu ikke blevet sigtet. Professor i strafferet ved Københavns Universitet Vagn Greve er forundret over, at modstandsfolkene ikke behandles på samme vis som andre tiltalte. – ”Grundsætningen om lighed er helt fundamental for juraen. Især i strafferetten. Det virker derfor uheldigt, at man lægger den ene sag på hylden og kører den anden”, siger han.

Selv siger formand for foreningen, Anton Nielsen: ”Det viser jo det hykleriske i terrorlovene. Det er nok nemmere med en retssag mod nogle unge mennesker, frem for at skulle hive gamle modstandsfolk, som Anders Fogh har lovprist, igennem retssystemet. Det er simpelthen en politisk dårlig sag at anklage modstandsfolk for støtte til terrorister.” 
 
Sagen, der allerede er rejst mod Oprør bliver alvorlig. Det beløb, der er påstået overført til PFLP og FARC er på 100 000 kr. og er ikke knyttet til et bestemt formål. Blot et bidrag til modstandsbevægelsernes evne i de pågældende områder. Formålet med Fighters & Lovers beløb, som var væsentlig mindre, var rettet mod bestemte aktiviteter, i form af radio og trykkeri. Dette blev ikke betragtet som relevant i byretten, men kan have en vis forsvarsværdi i Landsretten, også ved eventuel straffeudmåling. Samtidig er Oprør anklaget for at have udsendt en opfordring til over 200 europæiske organisationer om i et samarbejde med os men på egen måde at iværksætte en indsamlingskampagne til støtte for legitime frihedsbevægelser på ’terrorlisten’. 

Sigtelsen mod Foreningen Oprør er et forsøg på at skræmme og straffe den begrundede tvivl og modstand, som retter sig mod terrorlovgivningen og den såkaldte internationale krig mod terror. Senest har anklagemyndigheden dog anerkendt, at en organisations optagelse på ’terrorlisten’ ikke i sig selv er tilstrækkelig til at dømme aktivitet og tilknytning.  


II 

Den rolle, som international solidaritet tidligere har spillet i løsning af konflikterne, er under voldsomt pres. Herudover er civil ulydighed, protestkampagner og faglige aktioner i stigende fare for at blive ramt af gældende terrorlovgivning. 

Denne underminering af politiske rettigheder er drevet frem af en statslig strategi, hvor en liberalisering af økonomier og markeder ledsages af en statslig disciplinering af den politiske aktivitet. I dette perspektiv er ’krigen mod terror’ den neoliberale stats globale projekt, der sigter på at inddæmme og knuse en folkelig modstand mod deregulerede markedskræfters ekspropriation af livsvigtige ressourcer.  

Samfundenes historie afløses af en verdenstilstand, der dybest set er ahistorisk og historieløs. Verden tømmes for de alternativer, der udspringer af forskellige historier, af forskellige vilkår, erfaringer og behov. En tilsyneladende afpolitiseret udgave af denne tilgang, hvor både den strukturelle og umiddelbare vold i processen underbetones, findes i udbredte opfattelser af ’globaliseringen’.  

I en verden uden alternativ kan den tilbageværende modstand nu betegnes som irrationel og dens overvindelse, også gennem voldelig intervention, betragtes som legitim.    

Den folkelige modstand omdefineres nu til at være udtryk for international terrorisme. Undertrykkende stater har i den ’globale krig mod terrors’ navn søgt at iklæde sig ny international legitimitet. I mange lande er statsterrorisme i dag den mest presserende og dødelige trussel mod befolkningers liv og velfærd. 

Det er nødvendigt at udfordre det politiske paradigme, der ligger til grund for den såkaldte ’globale krig mod terror’. Den udstøder sociale og politiske bevægelser fra den internationale politiske dialog, der i sig selv er en forudsætning for en politisk løsning af de konflikter, som bevægelserne er part i.  

Den social-liberale stat viger for sikkerhedsstaten. Sociale og politiske løsningsmodeller trænges i baggrunden af modeller, der mere hviler på magtanvendelse, kriminalisering, øget strafudmåling, udvidede politimæssige beføjelser og indskrænkninger i borgeres retsbeskyttelse. Det synes at være en regel, at jo større deregulering på det socialpolitiske felt i bredeste forstand, jo større bliver den statslige repressionstilbøjelighed. 
 
Hvis et samfund vælger et vidtgående sikkerhedshensyn frem for den udvidelse af de demokratiske rettigheder, der alene kan løse både globale og interne konflikter, vil dette sikkerhedshensyn før eller senere vende sig mod samfundet og de rettigheder, der hidtil har kendetegnet det. I et sådant samfund vil netop ingen til syvende og sidst kunne vide sig sikker. 

Den sikkerhedspolitiske tendens går igen i både den indenrigspolitiske tilgang til kriminalitet og migration og i den udenrigspolitiske tilgang til opretholdelsen af det internationale system som ramme for en global liberalistisk økonomi.  Og imens skyller havet ligene af de flygtende ind på en ugæstfri kyst. 
 
Der skal helst opretholdes en kritisk-solidarisk dialog med bevægelser som PFLP, FARC og andre modstandsorganisationer. Der er behov for et helt andet paradigme end det, som udstøder modstandsbevægelserne fra det internationale samfund. En sådan udstødning og marginalisering uddyber blot konflikten, og afskærer modstandsbevægelserne fra den dialog, der kan fastholde og videreudvikle demokratiske og moralske normer også i modstanden mod en illegitim magts umenneskelighed.  

En opfattelse af modstandens grundlæggende mangel på nutidig legitimitet har bredt sig i de senere år. I stedet træder visionen om en global markedsliberalisering, der skal danne grundlag for formelt demokratiske styreformer. Demokratiske styreformer, hvis formål oftest er at legitimere en privat ekspropriation af nationale ressourcer.  
I sin globale rækkevidde søger den såkaldte ‘krig mod terror’ at inddæmme den folkelige modstand mod en global økonomisk politik, der i så mange lande i verden betyder øget marginalisering, voksende uro og opbrud. En modstand, der udfolder sig også i voldelig form i en række latinamerikanske, asiatiske og afrikanske lande. ‘Krigen mod terror’ er den disciplineringsform, som understøtter den tvungne markedsliberalisering, der i dag er den fremherskende globale økonomiske dagsorden. Tvang er den globale markedsliberaliserings andet ansigt.

En befrielses- eller modstandskamp udspringer i sig selv af dybtgående krænkelser af civile rettigheder, og vil i mange tilfælde uvægerligt medføre en fortsat krænkelse af disse rettigheder. Krig er i sig selv en krænkelse af den mest fundamentale menneskerettighed, retten til livet. Sådan er det i den virkelige verden. Og i al sin ufuldkommenhed er det den eneste verden, der er til.
 
Under langvarige konflikter kan der også ske tilpasninger til selve konflikttilstanden, der underminerer en langsigtet løsning, også tilpasninger, der kompromitterer de demokratiske mål, som har været retningsgivende i konflikten. Der kan og der vil ske politiske og moralske afsporinger.  

Der vil forekomme modstandsformer, der kan være moralsk uantagelige. Igennem de senere år er der eksempelvis sket en betydelig svækkelse af de verdslige grupperinger i den palæstinensiske modstandskamp. Den nuværende overvægt af islamiske tolkninger og motiver udspringer af desperate tilstande. Årtiers israelsk besættelse og overvældende magtanvendelse bærer et grundlæggende ansvar herfor. Og dybest set også for handlinger, der rammer egne sagesløse civile.

Solidaritet og kritisk dialog med modstandsbevægelserne i verden skal fastholdes. Vi peger på verden og sige: her er den, her er de unge kvinder og mænd, der kæmper i verden, her er smerten og lidelsen, her er der de fejltagelser, der hører en ufuldkommen verden til, her er verden, her er fremtiden.   

Og fremtiden er måske stadig en ‘tid hvor ingen skal savne brød, roser, sol, frihed og dø unge af længsel og nød, i kamp’ for at citere den tyrkiske digter og kommunist Nazim Hikmet, som selv sad fængslet i tretten år og døde i eksil.

- End -