Fredsbevægelse
 

En forudsigelig Højesteretsdom om Danmarks
deltagelse i den ulovlige krig mod Irak

Af Frank Johannesen

Frank Johannesen

Frank Johannesen var en af de 25 sagsøgere i sagen mod regeringen for grundlovsbrud, da Anders Fogh sendte Danmark i krig mod Irak. Blandt sagsøgerne var også Johann Kirkmand, hvis søn Bjarke Kirkmand var soldat og blev dræbt i krigen

Højesteret afsagde sin forudsigelige dom onsdag den 17. marts, der i alle henseender frikender regeringen og legitimerer, at Danmark kan deltage i ulovlige krige i strid med FN-pagten og dermed grundloven.


FN-pagten fastslår nemlig et generelt forbud mod magtanvendelse mellem stater. Undtaget fra forbuddet er alene selvforsvar eller en beslutning fra FNs sikkerhedsråd og ingen af betingelserne var opfyldt i forbindelse med angrebet på Irak.

Sagen havde 25 sagsøgere og startede helt tilbage i 2005 ved Østre Landsret. Landsretten afviste sagsøgerne på grund af såkaldt manglende ”søgsmålskompetence” i foråret 2007, hvorfor sagen blev anket til Højesteret. Sagsøgerne startede med advokaterne Christian Harlang og Bjørn Elmquist, men Grundlovskomiteen valgte på grund af utilfredshed med Christian Harlang en ny advokat Christian Dahlsager, der procederede ved Højesteret for Grundlovskomiteens 9 sagsøgere. Ud over at advokatskiftet skabte et noget mudret billede af sagsførelsen, har det ikke haft nogen som helst indflydelse på domsresultatet.

At Højesteret har holdt hånden over tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen er i historisk henseende ikke noget specielt.

Første grundlovsbrud i forbindelse med ”kommunistloven” under besættelsen

For det første alvorlige grundlovsbrud skete nemlig under besættelsen i juni 1941, hvor en enig rigsdag bestående af de borgerlige partier og Socialdemokratiet, men uden de forinden fængslede kommunistiske rigsdagsmedlemmer, vedtog ”kommunistloven”, der gjorde kommunisterne fredløse med massearrestationer til følge. Højesteret var efterfølgende yderst behjælpelig med systematisk at gøre det ulovlige lovligt.

Forfatteren Hans Scherfig har i sin bog ”Frydenholm” fuldstændig utilsløret beskrevet hvad, det drejer sig om og jeg citerer fra s. 302: ”Jeg troede også på Højesteret, sagde overlærer Magnussen. Vi burde have tænkt os bedre om. ---Hvad loven siger er uvæsentligt. Statsmagtens lovbrud bliver lovligt, når Højesteret godkender det. I denne specielle situation må det være dommerens opgave at gøre det ulovlige lovligt.”

Kommunisten Børge Houmann og medlem af Frihedsrådet har i sin bog ”Kommunist under besættelsen ” beskrevet grundlovsbruddet lige så skarpt og jeg citerer fra side 16:
”Forfatteren Hans Kirk var blandt de mange, som blev arresteret den 22. juni 1941 og ført til koncentrationslejren Horserød. Herfra skrev han til sin gamle skolekammerat, den socialdemokratiske folketingsmand Hartvig Frisch: ’Den nytte gør koncentrationslejren dog i hvert fald, at man, hvis man ikke går moralsk i stykker, kommer ud af den som en bedre og mere konsekvent marxist. Men det kan gøre ondt at få de demokratiske mælketænder trukket ud’

Men ud kom de! Dansk demokrati krakelerede den 22. juni 1941. Grundloven fik en ordentlig en på sinkadusen. Den lå i sit sølvskrin på Christiansborg, og så yndig så den ud, den blev besunget af alle, som havde en myndighed at udøve i de dage. Den blev beundret af måbende tusinder af langnæsede skolebørn. Men da den i praksis skulle stå sin prøve, viste den sig at være gjort af samme stof som kejserens nye klæder i H. C. Andersens eventyr.”

Myten om domstolenes uafhængighed

Hvem er det, der har opfundet myten om de borgerlige domstoles retfærdighed og at Højesteret altid vil respektere grundloven? Mon ikke det er borgerskabet selv, der fører ideologisk krig mod arbejderklassen og via sine partier og massemedier idylliserer og opretholder fiktionen om de fundamentale grundlovsbestemmelser og de lovfæstede borgerlige rettigheder.

Alt for mange af mine medsagsøgere har haft tillid til grundlovens beskyttende magt og på dommernes retskaffenhed, uafhængighed og agtværdighed. Men det er fordi de tror, at domstolene er neutrale og frit hængende uafhængige af klasseinteresser. De enkelte højesteretsdommere kan da være udmærkede mennesker, men de ved så sandelig også, hvilke interesser de skal varetage.

Jeg har ihvertfald fået bekræftet min marxistiske børnelærdom om, at statsmagten er den kapitalistiske stats magtapparat mod arbejderklassen. Og som et af de vigtigste statsorganer har Højesteret som klassedomstol naturligvis den samme opgave. Specielt i krigs- og krisetider, hvor kapitalismen kæmper mod opløsning og død, har alle statsinstitutionerne en tendens til, specielt i politisk betonede sager, at smelte fuldstændig sammen, således at grundlovens forudsatte tredeling af den lovgivende, udøvende og dømmende magt bliver en fuldstændig illusion.

Modvægten skulle være den folkelige opinion imod krigen, men den er svag, og når de toneangivende medier med DR og TV2 i spidsen enten har været tavse eller i det store hele været mikrofonholdere for regeringen, og når dertil lægges den meget tamme parlamentariske opposition har det været helt naturligt for Højesteret at holde hånden over tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og optræde som et ekspeditionskontor for regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti.

Højesterets dom, terrorlove og vejen til politistaten

Vi har ikke alene fået nægtet vores ret til at føre sagen mod Anders Fogh Rasmussen, for Højesteret har samtidig med afvisningen taget stilling til det materielle i sagen ved at anføre i dommen, ”at der ikke foreligger nogen uklarhed om forståelsen af grundlovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med ordlyden som en procedureregel, der regulerer forholdet mellem regering og folketing. En forståelse som hævdet af appellanterne ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN´s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler. En sådan forståelse ville også stride mod en grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft” (min understregning).

Med andre ord - nu har regeringen Højesterets ord for, at Danmark ikke er bundet af FN-pagten og folkeretten. Grundlovsbruddet er gjort lovligt.

Allerede ved grundlovssagens start i 2005 fremhævede jeg i min artikel ”Ulovlige krige”, at hvis vi taber sagen, vil Danmark ikke længere være forpligtet af det kollektive sikkerhedssystem, som er grundlaget for FN-pagten. Herefter vil alene jungleloven regere, hvor Danmark sammen med stormagter kan deltage i ulovlige NATO-aktioner under de smukke benævnelser ”humanitære interventioner” eller ”forebyggende krige”, som dække for at varetage imperialismens interesser.

Alt i alt har Danmark specielt under Anders Fogh Rasmussens regimente fra 2001 ændret sig fra at være et ”lille smørhul” med en vis international anseelse til en aggressiv krigernation, der på godt 10 år har deltaget i 3 ulovlige krige - først mod det tidligere Jugoslavien i 1999, så mod Afghanistan fra 2002 og endelig imod Irak fra 2003-2007 - alle tre krige i tæt alliance med den amerikansk-britiske imperialisme.

Under krig og kapitalistisk krise svækkes som sagt det borgerlige demokrati. Derfor har vi også i kølvandet på Bush´s ”krig mod terror” fået de uhyrlige terrorlove i 2002 og stramningen i 2006 med al dens overvågning, registrering, aflytning og begrænsning af de grundlovssikrede rettigheder som ytrings-, forsamlings- og demonstrationsfrihed. Herom påpegede venstrefolkene Britta Schall Holberg og Birthe Rønn Hornbech ved den sidste stramning i 2006, at de i Folketinget ville stemme imod, fordi en vedtagelse ville betyde, at Danmark bevægede sig hen mod en politistat. Loven blev vedtaget og afmonteringen af de sidste rester af det borgerlige demokrati kunne forsætte med en faretruende udvikling mod en fuldbyrdet politistat.

Højesteretsdommen må betragtes som endnu et led i den kæde af eksempler på indskrænkning af demokratiet, der begrænser eller kriminaliserer reel opposition til regeringen. Jeg skal specielt nævne fængselsdommene mod Fighters+Lovers og foreningen Oprørs talsmand Patrick Mac Manus, der har gjort det ulovligt at støtte befrielsesbevægelser som FARC og PFLP, fængslingerne af de aktive unge i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, tuneserloven og masseanholdelserne af demonstranter ved klimatopmødet, der eliminerede demonstrationsfriheden.

Foragt for retten er tiltrængt

Derfor var det beskæmmende at høre advokat Christian Dahlagers rosenrøde udtalelser til pressen efter domsafsigelsen. Han udtalte, at det er forståeligt, at Højesteret er tilbageholdende i sager med politisk islæt, således som også kammeradvokaten har plæderet. Endvidere, at Højesteret har lavet en grundig vurdering af sagen, der tages til efterretning, men han ville godt have haft en blødere landing, men på den anden side er det måske meget sundt, at dommerne var enige.

Det er også helt malplaceret at vise Højesteret respekt, når man tager i betragtning, hvad den ulovlige angrebskrig har medført: over 1 mio. dræbte irakere, 5 mio. internt og eksternt fordrevne flygtninge, flere hundrede dræbte akademikere og læger, en fuldstændig ødelagt infrastruktur, den kulturelle destruktion osv. Læs selv videre på den glimrende hjemmeside Brusselstribunal.org.

Så havde det været mere betimeligt at optræde ligesom landsretssagfører Carl Madsen i forfatteren Dan Turélls historie ”Til minde om Carl Madsen” Jeg citerer sidste afsnit af historien:
”Landsretssagfører Carl Madsen fik flere irettesættelser for ”foragt for retten” og hold kæft hvor var det et godt show han lavede. Hold kæft mand hvor han kørte det godt. Det var fuldstændig rigtigt det han gjorde, han udstrålede simpelt hen ”foragt for retten”, og der er intet ”retten” trænger så meget til som dyb dyb foragt.”
Ja, og det gælder i aller højeste grad også Højesteret.

Juridiske og politiske tiltag i forbindelse med Irak-krigen

Sagsøgerne vil nu overveje sammen med deres advokater, om man skal klage til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Det kan man gøre på baggrund af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retfærdig rettergang.

De politiske og juridiske efterdønninger af den ulovlige krig er mange.
Efter at Europarådet erklærede krigen ulovlig har Tysklands forfatningsdomstol i 2005 voteret, at krigen var i strid med FNs-charter.Det samme har alle førende folkeretseksperter udtalt.

Jura-professor Preben Stuer Lauridsens har efter domsafsigelsen i Højesteret foreslået, at der også i Danmark bør oprettes en forfatningsdomstol. Det er en overvejelse værd og der er ingen tvivl om, at højesteretsdommen vil indgå i en debat herom, hvilket kan være med til at styrke den folkelige opinion imod yderligere grundlovsbrud.
Den britiske Chilcot-undersøgelse, der forventes at vare hele 2010 har indtil videre været skuffende, idet den ikke har medvirket til at klarlægge Tony Blairs ansvar i forhold til den ulovlige krig, men mere har været et skuespil til ære for den britiske opinion.

Anderledes lødig er den hollandske David-kommission med juridiske eksperter, der i en afsluttende rapport den 12. januar 2010 har fastslået, at krigen manglede det fornødne FN-mandat og at hensynet til Hollands alliance med USA og Storbritannien overskyggede hensynet til krigens lovlighed.

I kølvandet på Davids-rapporten har en lang række topjurister med jura-professorerne Ole Espersen (tidligere Justitsminister), Jens Elo Rytter og Jens Vedsted-Hansen i spidsen opfordret til, at regeringen iværksætter en uvildig undersøgelse, hvilket den selvfølgelig hele tiden har nægtet.

I forbindelse med et kommende regeringsskifte vil det derfor være afgørende at holde den nye regering fast på, at denne undersøgelse gennemføres, således at den nuværende generalsekretær for NATO Anders Fogh Rasmussen kan få sin velfortjente straf for krigsforbrydelserne, først via en Rigsretssag og dernæst sammen med Bush og Blair m.fl. ved den internationale straffedomstol i Haag.

Den 27. marts 2010

Først offentliggjort i Kommunistisk Politik 7, 2010

- End -