Fredsbevægelse
 

Storborgerskabernes krige - ikke arbejdernes, ikke de unges

Af Kaj Rudi Rasmussen

Indlæg ved fredsfestivalen i Århus 8. september 2011

Jeg vil begynde med en lille anekdote fra det virkelige liv. På P4 Østjylland den 5.9. var der valgkamp. Alle partier er inviteret og til stede.
I den joviale stemning, der er mellem alle disse kandidater til de høje stillinger på Christiansborg, siger intervieweren så: Vi vil nu om lidt tage fat på et emne, som der ikke rigtigt er blevet talt om i valgkampen. Kan I gætte hvad det er?

Som håbefulde skolens dukse markeres der; -  miljø? – uddannelsespolitik? – øøøh måske efterløn?
Ikke en af de politiske dukse kom på, at det kunne være DKs deltagelse i USA's imperialistiske krige rundt på kloden, ikke en! Og naturligvis blev disse barbariske røverkrige ikke nævnt med et ord, i hele den time udsendelsen varede. Selv om det på mange måder ville være nærliggende og aktuelt. Og endda på den krigselskende danske stats nye flagdag den 5.september og 6 dage før 11- sept.

Dette er jo ret sigende for det politiske miljø i blandt politikerne i Danmark i dag. Krigene og deres årsager og mål skal skjules, glemmes, forties.

Derfor er det jo virkeligt rart at kunne stå her i dag, sammen med en flok ægte krigsmodstandere, hvor vi kan tale frit om sandhederne angående krigene i vores tid. Og det siger jeg arrangørerne tak for.

Hovedfjenden i de sidste ti års krige er helt klart USA med dets militærkompleks.
Men fjenderne er også de stater der hjælper USA med soldater, krudt og kugler.
Gadaffi-styrets libyske stat er ved at være nedkæmpet. Krigen kan gå videre og tropperne kan flyttes til udraderingen af den næste stat der står i vejen for den imperialistiske strategi om verdensherredømmet.

Jeg vil sige et par ord om hvem det er der styrer de imperialistiske røverkrige og hvem tjener på dem, og hvem er taberne?

Vi lever i imperialismens tidsalder. Kapitalismens frie konkurrences samfund er for længst afløst af de imperialistiske monopolers tid. Og som vi ved, har USA ført an i disse omfordelingskrige efter Anden verdenskrig.

Det er storborgerskaberne i de rigeste lande der har interesse i disse krige. Det er dette ubetydelige mindretal af hovedrige mennesker, der udgør det imperialistiske borgerskab, der styrer bankerne, forsikringsselskaberne, finanskapitalen og industrikapitalen og naturligvis de multinationale foretagender.

Langt de fleste krige i verden de sidste tiår, har været krige, hvor en gruppe af imperialistiske stater har forsøgt militært at rane råstoffer, geografiske områder og markeder fra en anden imperialistisk magt eller gruppe af lande.

Dette gør sig også gældende for de aktuelle krige som den mod Libyen, mod Afghanistan og Irak.

Her er der tale om, at den mægtigste militære, industrielle og økonomiske magt USA i samarbejde med de største europæiske magter i NATO, har samlet en gruppe villige aggressive mindre lande omkring sig. For storborgerskaberne er der udsigt til yderligere ekspansion på de nedkæmpede lande og stater og deres borgerskabs vegne.

Til deres hjælp har de en militær kaste af officerer indenfor militær og politiet, der er rekrutteret fra de højere samfundslag.
De højere embedsmænd i samfunds- og statsforvaltningen får en løn der gør, at disse i hovedsagen også står borgerskabets side.
Ud over dette, har dette borgerskab hånd og halsret over næsten samtlige større og mindre selvstændige virksomheder, især ved at kontrollere bankerne og dermed kreditterne til virksomhederne. Fra den side kan vi næppe forvente den store modstand mod krigene foreløbig.

Ikke nok med det. Storborgerskabet har også afgørende indflydelse på medieverdenen.

Næsten alle medier ejer de, såvel papiraviser, TV kanaler, og digitale medier ejer de og har den bestemmende indflydelse på. Medierne og journalisterne lader sig trække ved næsen af den herskende stemning, af deres ejere.

Vi ser dette hver dag, og ikke mindst her i valgkampen. Den Danske Stats rolle i myrderierne i Libyen bliver overhovedet ikke nævnt. De barbariske bombardementer og myrderier af civile, bliver ikke nævnt. Men ”heltene”, de såkaldte oprørere, bander af udisciplinerede sværtbevæbnede unge, bliver fremhævet som ”befriere”. Man har på det seneste kunnet se dem danse og skydende på totalt udbombede bygninger.

Medierne siger samstemmende at det dog var fantastisk, at disse unge så hurtigt kunne nedkæmpe Gadaffis elitestyrker. Var det mon var disse oprørere der fik bygningerne til at kollapse totalt eller hvordan? Raketterne og kamphelikopterne siges der ikke meget om, og de fremmede flys bombardementer, bliver kun nævnt i bisætninger. At den såkaldte folkerevolution er et blændværk, siges der ikke et ord om. Om NATOs eliteenheders omfattende deltagelse i kamphandlingerne på jorden, siges der ikke et ord om.

At USA's mand håndgangne mand, FNs generalsekretær, i sidste uge forlangte at få besættelsestropper til Libyen med FN mærker på, er knapt kommet frem i medierne.

Det er også denne gang arbejderklassen og den almindelige befolkning der må bære byrderne.

Ikke nok med at det er arbejderklassens og mellemlagenes unge, der er kanonføde i krigene, både i DK og de andre aggressive lande.
Disse befolkningsgrupper må også holde for ved krigsøkonomiens nedskæringer, som ikke gøres lettere af den aktuelle skærpede verdensomspændende kapitalistiske økonomiske krise.

Lønnedgang, sociale nedskæringer, fyringer, opskruet tempo, omfattende arbejdsløshed, social deroute for tusinder, familier der må gå fra hus og hjem. Alt dette hører til dagens orden i DK.

I det  krigsførende land DK har regeringen og folketinget vedtaget USA's terrorpakke, og hvor denne ikke har forudset alt hvad den utilfredse befolkning måtte protestere imod, og hvordan den protesterer, har regering og villige politikere straks lavet nye undertrykkelseslove til at fylde hullerne ud. Tænk blot på Lømmelpakken og de omfattende visitationszoner, der flittigt har været i brug overalt i landet. Har I  været opmærksom på, at nordbyen i Århus mindst en gang har været omfattet af sådan en visitationszone?

Retssalene har de seneste år fået til opgave at forsøge at udvide grænserne for de undertrykkende loves virkningsfelt. Handlinger, der før var helt lovlige, er nu omfattet af hårde straffe gennem retssalenes udvidelse af praksis på dette eller hint område eller hurtigt gennemførte love i folketinget. Hvem havde for få år siden troet, at det var en alvorlig forbrydelse mod den danske stat at tale i mikrofon fra en ladvogn?  -  eller at brede et banner ud ved en reception?

I skolen lærte vi, at den danske stat var virkelig demokratisk, ja vist nok den demokratiske stat i verden. Det får vi da også at vide gennem medierne dagligt.
Vi fik at vide at der var en tredeling af statsmagten, hvad der garanterede os for dette herlige demokrati. Den lovgivende magt (folketinget og regeringen) var adskilt fra den udøvende (politiet og militæret) og disse to magter var så adskilt fra den dømmende (retssalene).

Hvis dette nogensinde har været blot lidt sandt, så er det så sandelig ikke sandt i dag. Praksis viser, at tredelingen er nu en saga blot. Politistaten er lige på trapperne.
Oven i alt dette, kører krigspropagandaen og propagandaen for terrorfrygten på fulde drøn i snart sagt alle medier. Kun ganske få blade og hjemmesider forsøger at finde sandheden i dette kaos, og præsentere den for borgerne i landet.

Der er brug for at vi udvider protesterne i kampen mod krigene.

For at gøre dette, må krigsmodstanderne først og fremmest være enige om, at de imperialistiske krige ikke kan tolereres, uanset hvilken undskyldning de krigeriske imperialiststater har for dem. Så vidt jeg lige kan se, har USA's militær, NATO og deres alliancer ikke ført en eneste retfærdig forsvarskrig siden Anden Verdenskrig, men kun angrebskrige. Ikke nok med at vi i fredsbevægelsen stå sammen om at fordømme disse krige.

Det er af afgørende betydning, at vi også er enige om at hovedfjenden er USA og alle de krigsførende allierede.

Lige til sidst, et lille hip til vores fagforeninger. Det er oplagt at fagforeningerne lægger deres følgagtighed for borgerlig politik på hylden. Det er på høje tid at medlemmerne (og tillidsfolkene på lavere niveau ) i fagforeningerne kræver og arbejder for af fagforeningerne går ind i kampen mod de imperialistiske krige, også selv om ”deres eget land” er aggressivt krigsførende. Dette vil være en mægtig styrkelse af vores kamp mod de uretfærdige krige.

 Vi må aflægge al partitaktisk snævertsynethed og holde os til sagen, nemlig en styrkelse af antikrigsbevægelsen og en udvidelse af denne bevægelse ud fra at USA er hovedfjenden og at også Danmark er en aggressiv deltager i røverkrigene. Vi må blive flere, vi må inddrage nye områder i kampen.

- End -