Fredsbevægelse
 

Der er altid bedre løsninger, indtil krigen slippes løs

Af Carsten Andersen
Århus mod krig og terror

Oplæg til Fredsfestival 2012 Århus den 26. oktober 2012

Jeg skal sige lidt om den aktuelle konflikt i og omkrig Syrien. Og om den danske regerings indsats og fredsbevægelsens holdninger.

I det her selskab er jeg jo bogstavelig talt på hjemmebane. Jeg regner med at de fleste her konsekvent og uden for mange dikkedarer går ind for fred.

Det er desværre ikke en holdning, der politisk er så moderne.
Politikerne går kun ind for fred på deres egne præmisser.

Se på vores regering og udenrigsminister, se på FN.

Vi burde kunne regne med, at de arbejdede for fred. 

Regeringen skriver i regeringsgrundlaget, at der skal være et klart FN mandat, hvis Danmark skal involveres i krigshandlinger igen.
Det er godt. Det kan vi støtte. Lad os holde regeringen fast på det.

Men hvad gør Villy Søvndal? Første gang regeringens nye politik skulle bruges i praksis, fordi USA ikke kunne få et FN mandat til at vælte Assad i Syrien, så meldte Villy Søvndal sig i klubben Syriens venner, som krigsmagerne oprettede for - uden om FN - at skabe den nuværende krig i Syrien. 
Med sådanne venner, har Syrien faktisk slet ikke brug for fjender.

Det er et rigtig dårligt selskab Villy Søvndal har meldt sig ind i. Udover vore NATO allierede, som holder den demokratiske facade, og officielt er bekymrede for demokratiet og civilbefolkningen i Syrien, tæller klubben gode vestligt-demokratiske regimer som Saudi-Arabien og Bahrein, som levere våbnene til de sunni-muslimske oprørsgrupper i Syrien, mens Tyrkiet og NATO bevæbner Den Fri Syriske Hær

Når jeg her taler om demokratiske regimer, er det ikke ud fra den naive opfattelse, at demokrati betyder folkestyre. Nej, i dag - og i hvert fald siden Bush-doktrinen fra 2001 - er det afgørende kendetegn på, om et regime er demokratisk, om der er ”free enterprice”, dvs. fri foretagsomhed, fri adgang for amerikanske og multinationale selskaber.

Saudi-Arabien og Bahrein har jo gode og friske erfaringer med at forsvare disse vestlige demokratiske værdier ved at sætte saudiarabisk militær ind mod demonstranterne i Bahrein.

Se på FN’s rolle.

Sikkerhedsrådet bøjede sig ikke for presset. USA fik ikke en resolution, der tillod en   gentagelse af krigen mod Libyen.

FN’s observatørkorps skulle i stedet sikre freden, samtidig med at USA og de magter der pressede på for en FN-mandat til intervention, sørgede for at sikre borgerkrigen.
FN krævede, at den ene part, regeringen, skulle holde fred, mens den anden part, oprørerne, med støtte fra USA og Syriens venner førte krig.

FN observatørerne skaffede dokumentation om regimets krigsførelse og overgreb, som blev misbrugt til krigspropaganda i alverdens TV-stationer.

Da oprørerne begyndte at erobre byer, og observatørerne også kunne dokumentere oprørernes overgreb, blev observatørerne trukket ud.

Konflikten i Syrien påvirker hele magtbalancen i området, og giver konflikter i Jordan, Libanon og Syrien. Konflikterne skyldes dels at syrere flygter fra krigen over grænserne til nabolandene, dels at oprørsgrupper opererer fra baser i nabolandende, og endelig at magtbalancen i området er ændret.

Vestlig presse, også de danske medier fremstiller det ukritisk som om, den syriske regering søger at udbrede konflikten til nabolandene.
De burde spørge hvem en spredning af konflikten gavner. Er det i Syriens interesse at komme i krig med Tyrkiet, eller er det NATO, der er interesseret i at få lov at gå i krig mod Syrien?

Magten i Libanon er fordelt som et kompromis mellem kristne, shiittter og sunnier. Magtfordelingen afspejler styrkeforholdet mellem USA/Israel på den ene side shia alliancen Iran/Syrien/Hisbollah på den anden side.
Nu er Syrien svækket. Hvem er det, så der har interesse i en ny kamp om magten i Libanon?

Trods de åbenlyse interesser giver dansk presse Syrien skylden for ustabilitet i Libanon, og formidler samtidig sympati til og menneskeliggørelse af de demonstranter, der kræver at regeringen i Libanon går af.  
Arbejder Danmark nu også for at skabe krig i Libanon ?

Og hvad får vi så ud af Villy Søvndals og FN’s anstrengelser?
Får vi bedre forhold for befolkningen i Syrien? Næppe. Det er ikke det, der er meningen?
Får vi folkestyre i Syrien? Overhovedet ikke, hvor naivt kan man spørge?

Vi får efter al sandsynlighed et regimeskifte fra et undertrykkende, verdsligt - altså ikke religiøst - styre, hvis basis er shia-muslimske alevitter og kristne, til et undertrykkende, sunni-fundamentalistisk religiøst styre.

Assads styre er undertrykkende, ingen tvivl om det. Siden hans far i 1970 kuppede sig til magten i Baathpartiet og Syrien har styret brutalt undertryk alle progressive kræfter. Men der er desværre ikke udsigt til, at borgerkrig giver nogen forbedring.
Som i Afghanistan, Irak og Libyen udskiftes et undertrykkende styre med en andet mere pro-vestligt, undertrykkende styre. Befolkningen bærer omkostningerne i form af krig, drab og ødelæggelser, men får inden forbedring af deres levevilkår.

Hvorfor ønsker USA, NATO, Villy Søvndal og alle andre såkaldte demokratiforkæmpere med alle midler at indsætte et sunni-fundamentalistisk styre?

Forklaringen er, at den vigtigste modvægt mod USA’s og Israels totale dominans i Mellemøsten er den shia-muslimske alliance mellem Iran, Syrien, Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza.

Ved at pille Syrien ud af denne alliance, opnås en svækkelse af Iran og Hizbollah, og en afbrydelse af deres forsyningslinjer.

Vi hørte i sommer om Israels planer om at angribe Iran er blevet lækket. Det diskuteres, om det er de ægte angrebsplaner, og hvor lækken kommer fra, men det benægtes ikke, at der er konkrete angrebsplaner.
Det omtaltes i TV og presse som en helt naturlig ting, og der høres ingen protester mod dette fra vores regering, som ellers er imod krig uden FN mandat.

Dagens krig mod Syrien er et led i at skubbe magtbalancen i mellemøsten, og styrke USA’s Israels, Saudi-Arabiens position overfor Iran. Det kan vises sig at være forberedelse til den næste krig mod Iran.

At tage Syrien ud af shia-alliancen, gør et gengældelsesangreb mod Israel langt mindre farligt.

Der er fare for at krigen breder sig. Og krigsfaren er blevet større af borgerkrigen i Syrien.

Vi kan ikke overlade ansvaret for krig eller fred politikerne. Det er de forkerte interesser de varetager. 
Der er brug for, at vi - almindelige fredselskende mennesker - blander os.
Regeringen og folketinget gør ingenting for freden. Desværre.

Det er her vi i fredsbevægelsen må ud med vores budskab om at krig ikke er løsningen.
Det er for sent at forhindre krigen i Syrien.
Hvis vi skal undgå en krig mod Iran, er det nu, vi skal gøre noget.

Og vi kan gøre det sammen med andre, i alle lande, også i Syrien og Iran, er der fredsbevægelser, progressive partier, fagforeninger, og andre gode mennesker vi kan samarbejde med.
Og der er altid bedre løsninger, indtil krigen slippes løs.

Tag det op i din fagforening, tag det op i dit parti, skriv et læserbrev, kræv at regeringen protesterer mod de åbenlyse krigsplaner.

Gør noget!


-End -