Fredsbevægelse
 

Amerikansk militær, krige og globalisering

Af Ron Ridenour

Oplæg til Fredsfestival 2012 Århus 26. oktober 2012

Vi lever i en tilstand af permanent krig, som jeg kalder Den Permanente Krigsalder! USA's linie er ganske entydig—en line som dækker supermagtens arrogance og pengemagtinteresser; en linie som synes at opfylde de fleste amerikaneres idé om, at bevare The American Dream.

Flertallet synes de er verdensmestre i alt: de stærkeste, største, bedste, og ejerne af The Land of Opportunity.
 
Som journalisten Mette Holm skrev ”Man føler sig nærmest anti-amerikansk, hvis man ikke på den eller den anden led flager” med `stars and stripes´.
(Metro, 19. februar 2002)

Dog, som Leonard Cohen synger, ”there are cracks in everything; that’s how the light gets in”.
..….1

Mindre krig blandt grupper har eksisteret siden man opfandt ideen om at privatisere jord og bagefter andres ejendom. Der har været store krige siden det først imperium for ca. fire tusind år siden (Akkadian i Mesopotamien). Empire søger efter territorial ekspansion og udøver kontrol over andre socialpolitiske enheder.

Imperialismen er processen i at skabe og vedligeholde imperier. Siden enden af konkurrencen med Sovjetunionen har USA stået som den eneste supermagt, som søger efter at dominerer verden gennem alliancer med andre stærke kapitalistiske lande som EU/NATO, Canada, Australien og Japan.

Den såkaldte kolde krig endte for to årtier siden men krig forsætter og militærisering af verden bliver ikke bare globalt—essensen af globalisering—men også udvidede til rummet. USA slipper af med at invadere flere lande, især i mellemøsten, med undskyldning af terrorangrebet den 11. september 2001.

Drejebogen om ”krig mod terror” for den kommende periodes kamp for råstoffer, olie og gas, og 800 militær baser i nu 131 lande var skrevet allerede et år før af nogen politikere, erhvervs mænd og våbenproducenter.

Project for a New American Century (PNAC)
forudså, at der skulle ske en krises som var skabt med angreb mod Pearl Harbor før nok folk kunne acceptere sådan omfattende ”krig mod terror”. Heldigvis for storkapitalen skabte nogen den situation for dem den 11. september 2001.

Den Permanente Krigs Tidsalder skal sælges. Vi skal være bange! Og dermed passivt støtte krige, deres terrorpakker, og formindske vores egne borgerrettigheder og arbejderklassens magt og løn.

”Når en stat har bundet sig til at føre en sådan politik, må den prøve på én eller anden måde at aflede befolkningen. De skal ikke se, hvad der sker omkring dem… Standard måden er, at indgive frygt for de forfærdelige fjender, som er klar til at overvælde os, og ærefrygt for vores storslåede leder, som vil redde os fra katastrofen netop i rette øjeblik,” sådan indsigt havde Noam Chomsky i 1986 i sin bog, ”What Uncle Sam Really Wants”.

Her i ”lille” Danmark, som så mange vil have som et stat i USA, skrev Søndagsavisen, den 16. september 2001, ”Terror uden grænser,” hvor læsere skulle forstå at USA var nød til, at forsvare sig selv. Det kom som en efterfølger af Philadelphia Inquirer overskrift: ”Giv krigen en chance”, den 13.september 2001. Og sådan har det gået siden.
 
George Bush jr. begyndte med krig imod Afghanistan (Oktober 7, 2001) og så kom Irak. Militær kunne bruge ubegrænsede penge og ressourcer. CIA fik ti gange så meget penge som før til bestikkelse og bruge af mordere og bødler. Og det lykkes de PNAC rige politikereomkring Bush (Richard Cheney tidligere chefen for Halliburton, Donald Rumsfeld, Paul Wolfowitz, Elliott Abrahams, John Bolton, Richard Perle, John Ashcroft…) at gennemføre ”Loven om Fædrelandet” (Patriot Act) som åbner for politistaten, fængsling uden beviser eller dommer godkendelse, forbyggende krig, nye masseødelæggelse våben blandt andet atombombe og bakteriologiske.

Først på listen af 40 lande som PNAC-Bush betragtede som mål for ”regime skifte” var Irak, Afghanistan, Iran, Libanon, Somalia, Sudan, Nordkorea, Libyen og Syrien, og, som altid, Cuba.

US General Wesley Clark sagde senere hen, at ti dage efter 11.09.01 Bushs regering havde planner om, at invadere flere af de lande så hurtigt som muligt. Hvad de havde til fælles var olie og banker uden at være under kontrol af Banking International Settlement (BIS) regler for private interesser.

Og det lykkes USA til at få de meste af Europa med, inklusiv Sociale Demokrater og Socialister. Snart var NATO omdannet fra en defensiv militær organisation til en aggressor i Afghanistan og klar for andre angreb.

Mens Bush nøjes med to krige har Obama brugte USA i syv krige: stadig i Irak og Afghanistan, også i Pakistan, Yemen, Somalia, Uganda og Libyen. Han hjælper til i Syrien og længer ud efter Iran sammen med Israel. Statsbudget er nu 3.7 billion dollars; ca. det halve er for nuværende og tidligere krige. I dag er der 25 millioner krigsveteraner og de skal også være betalte for deres gerninger og deres skade.
……

For at forstå hvordan USA er den supermagt den er i dag bliver vi nødt til at kigge gennem sine to århundrede historie som er fuldt med krige for præcis at skabe og vedligehold sit imperium. 

De første krige i USA var imod de indfødt allerede før revolutionærkrigen imod det britiske imperium. Hvide besætter fra Europa begyndte at myrde Indianer for at tage deres land. Den første deciderede krig begyndt i 1775 og hed Chickamauga Wars imod den Cherokee nation og andre indianer som de Shawnee. Op mod to millioner indianer var dræbt i løbet af et århundrede. 

De krige, og dem som kom bagefter, var del af de hvide europæers Manifest Destiny (Åbenbaret Skæbne) ”at udvide og forøge sin politiske, sociale og økonomisk indflydelse” overalt.

I 1823 erklærede USA's regering og kongres den Monroe Doktrin som gav europæiske magter besked om at hiolde sig fra de to amerikansk kontinenter. Hands Off! Og så gik USA i gang med at voldtager hele Latin Amerika.

Ud af de tusindvis af gange USA har invaderet eller interveneret med militær tropper, skibe og flyvemaskiner har nogle lande været ramt mange gange og ikke kun i deres ”baghave”. Kina, for eksempel, har USA angrebet 30 gange fra 1843 da ”gunboat diplomacy” begyndte og så sent som i 1999 da de bombede sin ambassade i Jugoslavien.

Cuba har været angrebet 12 gange siden 1814; Panama 13 gange siden 1856; Nicaragua 12 gange siden 1853.

Krig hvor alt våben er brugt begyndte allerede i 1798-1800 imod Frankrigs territorium i Caraibiske hav, og imod UK i 1812. USA stjal det halve af Mexico i 1846-8, som i dag er staterne: Texas, Californien, New Mexico, Colorado, Utah, Nevada og Wyoming.

I 1933, forklarede den pensionerede US Marine Corp General Smedley Butler, hvad de store multinationale selskaber og deres hære står for:

”Jeg har brugt 33 år i Marine Corps. Jeg brugte årene til at blive en `high class muscle man´ for Big Business, for Wall Street, for bankerne. Jeg var et gangsteruvæsen for kapitalismen…Sådan hjalp jeg med til at sikre US’s olieinteresser i Mexico. Jeg medvirkede til at Haiti og Cuba blev et godt sted for National City Bank til at samle penge…Jeg hjalp med at udrense de internationale banker i Nicaragua. Jeg banede vejen for USA’s sukker interesser i Republik Dominica. Jeg hjalp Honduras til at blive et godt sted for USA’s frugtselskaber.”   

I min research om USA's militær invasioner og andre militær/politiske interventioner fandt jeg mange kilder med mange statistiker, nogle kommer fra USA's kongres, andre fra historiker, journalister, tidligere USA regering embedsmænd og nationale sikkerheds officer. Jeg ved at, at læse op tal er kedeligt, men holdt med mig fordi de tal er opskræmmende.

Mellem 1869 og 1897 sendte USA krigsskibe til Latin Amerikanske havn 5,980 gange, eller en gang hver to dage over tre årtier. (1) Hundrede af de dokninger førte til dræbt af lokale arbejder som lavede strejke eller folkelig oprør mod brutale regeringer. 

Åbenlyse militære invasioner eller interventioner

Efter 2. verdenskrig har målet været total verdensdominans. Chefen for udenrigsministeriets nationale sikkerhedsplanlægning, George Kennan, fremlagte supermagtens forhold til verden i et hemmeligt dokument, Policy Planning Study 23, i 1948.

 ”Vi har omkring 50 procent af verdens rigdom, men kun 6,3 procent af dens befolkning (...). I denne situation kan det ikke undgås, at vi bliver genstand for misundelse og fortørnelse. Vores reelle opgave er at udarbejde et mønster af forhold, som vil tillade os at bevare denne stilling af ulighed (…). For at nå det må vi frigøre os fra al sentimentalitet og dagdrømmeri. Vores opmærksomhed skal overalt fokusere på vore øjeblikkelige nationale mål (…) rene magt begreber. Jo mindre vi er forhindrede af idealistiske slagord, des bedre.”

I en rapport til Kongres i 2008 var 330 militær interventioner detaljerede. (2) 167 interventions fra 1798-1800 (krig mod Frankrig) til 1941-45 plus 163 interventions fra 1945 (Kina) til 2008 (Kosovo/Afghanistan). Alle krige udtagen de to verdens krige var aggressive. I alt 330 militære interventioner fra 1798-2008. Og siden da skal man tilføje Libyen, Pakistan, Somalia, Yemen og Uganda interventioner med drone og andre angreb, i alt 335.

Flere analytiker tilføjer tusindvis af militær magt for politiske grunde brugt til af tvinge regeringer til at gøre hvad USA vil og det lykkes uden af brug kugler. Bare fra januar 1946 til januar 1976 skete det 218 gange. (3)

US militær baser i udlandet var brugt 200 gange fra 1945 til 1991 for militære interventioner i tredje verdens lande og millioner af mennesker var dræbte i de stedfortrædere (proxy) kolde krige. (4)

USA har lavet krige i stor eller mindre omfang i mindst 60 lande mellem1945 og 1988. Næsten alle har været uerklærede (proxy) krige. (5)

Når man samler de direkte militær angreb og mindre militære/politiske angreb mellem 1798 og 2008 kommer kilder op med en total af 560 åbenlyse voldelig interventioner og 390 af dem siden anden verdens krig. (6) Disse kilder skønner at op mod 20 millioner mennesker var dræbt uden at tage de to store verdens krige med. De angreb inkludere ikke de tusindvis af gange at flåde var brugte til at intimiderer folk og regeringer.

Af de invaderede lande har USA bombede 28 nationer siden anden verdens krig til 2000. (7) Og siden da har USA bombede Afghanistan, Irak, Libyen, plus drones imod Pakistan, Somalia og Yemen—34 nationer i alt.

De Skjulte Krige

Vi er ikke færdigt med USA's voldelige handlinger imod folk og regeringer i det halve af verden. Der skal tilføjer de skjulte (covert) interventioner som har skete med CIA i spidsen siden sin oprettelse i 1947.

I Præsident Harry Trumans National Security Directive 10/2 var det fastslået at den overalt råd National Security Council, med CIA som den mest voldelig del af det, skulle ”fra tid til tid” vælte regering med skjulte paramilitære eller på andre måde, lave snig mord og andre attentater, skride ind i fri valg kampagne, og gør økonomier ustabilt i hvert hjørne i verden. Og NSC/CIA skal gøre det sådan at, ”USA regering kunne tilsyneladende benægte ansvar”.

Efter Vietnam vandt over USA's kriger sat kongressen i gang med at undersøge hvor meget USA's administrationer havde lavet af ulovlig vold mod andre lande. I 1976 fandt U.S. Senator Frank Church Committee, at CIA havde gennemført 900 store og 3,000 mindre operationer. (8)

Den tidligere CIA officer John Stockwell sagde, i 1990, at CIA havde indledt og førte ca. 3000 store og 10,000 mindre skjulte operationer i fire årtier siden anden verdenskrig.

Stockwell sagde at mindst seks millioner mennesker var dræbt i de skjulte krige. Og i alt var 26 millioner mennesker dræbt i både skjulte og åbenlyse krige i de år. (9)

Libyen

På trods af, at næste alle mennesker i verden ved, eller kan vide, at USA er så grusom som de tal viser, var der mange som synes at det var helt i orden at USA med NATO skulle af med Gaddafi. Han skulle være en være en, som lavede massakre mod civile—som om det gør USA og NATO ikke. Men lad os se hvad virkelig ståede bag den beslutning i FN.
 
Gaddafi regi brugte Libyen olie skat til fordel for hel befolkning plus sin familie. Uddannelse og sundheds behandling var gratis for alle. Der var ingen fattigdom; alle havde penge nok ($15,000 per person årlig, den højest i hele Afrika). Der var skole, hospitaler og biblioteker for alle. Der var lige rettigheder for begge køn og alle farver.

Titusindvis af studenter kunne studere i udland, inklusiv i USA, helt betalt af staten. Alle nye ægtepar fik $50,000 fra staten for at begynde deres familie. Bønder var fri for at betale skat. Libyen betalte for en moderne satellit kommunikation system for hele Afrika. Alle banker var central og de finansierede den menneske lavede flod af 4.000 kilometer så der var drikke vand og overrisling for madvare for alle.
 
Alt det var slemt nok for stor kapital i vesten men alle værst var at Gaddafi ønskede at handle endnu mere med Kina, og gå over til et guld dinar valuta for oliehandling til fordel for hele Afrika og andre interesserede lande. Frankrigs Præsident Sarkozy sagde, at det var ”en trussel til finansiel sikkerhed for hele verdens befolkning”—som om Afrikaner ikke er befolkning—og så kom bomberne, og oprørene gik frem til fordel for krigshersker og for vestens økonomiske interesser.

Oppositionen til Gadaffis styre i Libyen oprettede sin egen bank allerede få uger efter at konflikten var brudt ud – og inden det på nogen måde var afgjort, hvordan den ville slutte. Det var første gang at en folkelig opstand havde lavede sin egen bank lige efter opstand og før krigen var afgjort. De selvfølgelig fik lidt hjælp fra vestens herredømmer.

Med Syrien og Libanon i dag kan vi se mere om hvordan vestens kapitalister og deres politikker arbejder for at vende det ægte folkeligt arabisk forår til deres fordel. Det er ikke til at sige at alt er roser med de forskellige herredømmer i de lande, heller ikke Libyens Gaddafi og præstestyre i Iran.

Men for fanden det er op til hver befolkning at finde ud af de regi de vil have. Det er ikke op til kapitalisterne og deres politikker i vesten, heller ikke er det op til Villy Søvndal og Frank Åen. De forslår ikke at invadere Saudi Arabien, Bahrain, Yemen og Israel hvor regeringer er brutalt, vel, og heller ikke var der taler om at vælte de tidligere diktatorer i Egypten og Tunesien. 

Den tidligere US State Department embedsmand William Blum mener, at den påstand at Gaddafi havde massakrerede tusindvis af civile er løgn, og det var US/NATOs hoved grund, sagde de, for at lave en ”begrænsede” fly overvågning. Det minder man om grunde til at invadere Irak, ikke os. 

Hvad Gaddafi gjorde var at holde en TALE hvor han sagde: hvis de bevæbnet civile ville lægge våben ned vil han ikke skyde dem men giver dem amnesti. Hvis de forsat med våbenkamp vil de blive skudt. Er det ikke sådan alle regering vil sige og gøre?

En vigtig person i USA, udenrigspolitik Richard Haas, som er præsident af den borgerlig Council on Foreign Relations, mente at “Beviser er ikke overbevisende, at et stort mål stok massakre eller folkemord var enten sandsynligt eller forestående.” (Se Blum)

I dag

Men det er ikke valgte politikker og deres udnævnte civile personelle som bestemmer over den militær-industriel kompleks. Politikkernes rolle er, at forstrække publikum over for såkaldte slyngel statsleder og alternative økonomiske systemer til kapitalisme. Ordet ”krig” skal erstattes med ”humanitære operationer” for offer. Udenrigsminister Clinton er en ekspert i denne doble speak.  

Den 1. maj 2009 holdte hun en ”humanitær” tale med advarsel om, at Kina, Rusland og Iran skulle stoppes fra deres voksende indflydelse i vesten. Hun sagde, at Bushs politik var ikke tilstrækkelig i Latin Amerika og det førte til, at Chavez var kommet til magten i Venezuela, Morales i Bolivia og Ortega i Nicaragua, og at de forfremmer anti-Yankee propaganda og laver alliancer med de tre slynge stater.

En måned efter hendes tale den USA trænede Honduras General Romeo Vasquez Velasquez ledede en kup imod den demokratiske valgt rige konservativ-omvendt radikal Præsident Manuel Zelaya. Derefter sendt han tropper til at overfalde ambassadør fra Venezuela, Nicaragua og Cuba. Han hørte efter sin mester i Washington.

I dag har USA baser i lande hvor det var utænkeligt før: i lande som var tidligere i sovjet unionen, i Irak, Afghanistan, Australien; selve i den Nordlige Polarcirkel har de missile skjold deployering. De har permanent tropper i Polen og Colombia, selvfølgelig Israel. De laver militær og flåde øvelse med lande som de tidligere smadret: Vietnam og Cambodja.

Hvis deres permanent krig ikke kan løse deres økonomiske kriser, har de et sidste kort: fascisme. Der er gang i en ny fascistisk bølge i Europa og USA, og igen er racisme og frygt dets grundlag.

Positive tegn

Der er også nogle positive tegn i de sidste få år: Wikileaks whistle-blowers; arabisk forår oprør, dog er imperiet med hjælp af arabiske regi og nogle såkaldte socialister i gang med at ødelægge den; Occupy Wall Street protester, som Obamas politi smadre; kamp for at bevare arbejdernes levestandard i flere syd europæiske lande. Hvad med os her?

Det næste trin måtte være at samle de få vi er og ikke spilde tid og energi. Vi skal gendanne en bred og kraftig anti-krigs bevægelse. Netop på grund af denne unikke og enormt farlige situation med USA’s eneherredømme – og i kraft af denne situation – har vi fået en ny mulighed for at vores budskab kan blive hørt. Vi skal sætte en ny dagsorden. Alle ved at vi er imod krig og for fred.

Men dét er der ikke noget perspektiv i for sig selv. Vi skal være klar til at tage kampen op for fred og retfærdighed og forklare til folk hvordan det kunne se ud og hvordan vi kunne kæmpe effektiv. Og vi skal bygge fra bunden. Det gør ingen af de politiske partier i folketinget.  

Hjemmeside
www.ronridenour.com

Se også

Vi har brug for en ny antikrigs-strategi

Af Ron Ridenour

Noter

1.William Appleman Williams. (1980). Empire As A Way Of Life. Oxford University Press, p. 122.

2. History US military Overt and Covert Global Interventions
http://www.brianwillson.com/history-us-military-overt-and-covert-global-interventions/
Congressional Research Service (CRS). (February 2, 2009). Instances of Use of United States Armed Forces Abroad, 1798-2008. Washington, D.C.:CRS Report for Congress.

3. Blechman, B.M., and Kaplan, S.S. (1978).  Force Without War: U.S. Armed Forces as a Political Instrument, Appendix B. Wash., D.C.: The Brookings Institution. 

4. Gerson, J. and Birchard, B., eds. (1991). The Sun Never Sets… Boston: South End Press.

5. Barnaby, F., ed. (1988). The Gaia peace Atlas.  New York: Doubleday.

6. Se: CRS, Gerson’s and Barnaby’s essays, Blechman og Collins, J.M. (1991). America’s Small Wars: Lessons for the Future.  

7. Blum, William. (2000). Rogue State. Common Courage Press, pp. 92-95.

8. Prados, J. (1996). President’s secret wars: CIA and pentagon covert operations from World War II through the Persian Gulf. Chicago: Elephant paperbacks, Ivan R. Dee, 336. 

9. Stockwell, J. (1991). The Praetorian Guard: The U.S. role in the new world order. Cambridge, MA: South End Press. “The CIA and the Gulf War” – A Speech by John Stockwell, February 20, 1991, Santa Cruz, CA. Man kan se 345 af de krige og militære interventioner på website http://www.endusmilitarism.org/forceandinterventions.html

De er arrangerede ved landet siden 1798 til tidlige i 2000s. Man kan også de noget lignende på: http://en.wikipedia.org/wiki/Timeline_of_United_States_military_operations



-End -