Fredsbevægelse
 

Vi har brug for en ny antikrigs-strategi

Af Ron Ridenour
Oktober 2012


Vi har haft brug for at genoprette en antikrigs-bevægelse, siden Enhedslisten trak sig ud af antikrigs-aktioner i 2008-9. Det har ført til en nedgang af antikrigs-aktiviteter. Men det har også ført til, at ikke kun lederne af EL har besluttet at koncentrere sig om en parlamentarisk strategi, men at også næsten resten af venstrefløjen har gjort det.

Der er undtagelser. Blandt dem er de tapre pacifistiske Fredsvagterne, og APK med deres små aktioner og Stop Terrorkrigens hjemmeside. Men ”Stop Terrorkrigen” og alle andre antikrigsinitiativer som ”Nej til Krig” eksisterer i virkeligheden ikke.

Nu hvor alle ved, at EL's ledere støtter kapitalens præmisser – de har skrevet under på den lyseblå regerings finanslov fra starten af, som er bygget på kapitalismen og dens imperialistiske verdensorden, krigene indbefattet – må der genskabes antikrigs-grupper. I Århus er den gamle ”Nej til krig og terror” og andre gode folk så småt begyndt igen. Den 26. oktober vil der være den anden Fredsfestival med oplæg og workshops om, hvordan vi kan protestere mod krigene. Jeg foreslår, at vi gør det samme i andre byer, hvor der er individer og grupperinger, som stadig mener, at det er nødvendigt at kæmpe imod kapitalens og alle de parlamentariske partiers krige.

Det må være mere muligt at tiltrække mange flere end de overnævnte, nu hvor EL har demonstreret sin tåbelige establishment-politik. Mange EL-medlemmer og stemmer kunne genaktiveres og skabe noget nyt.

De sædvanlige marcher duer ikke, især når vi er så få. Når man går passivt gennem gaderne med 100-200 gode folk i tavshed og samles de sædvanlige steder og hører (og ikke hører) de sædvanlige taler, gør vi i virkeligheden ikke nogen forskel. Ingen hører på os.

Jeg vil gerne ridse nogle andre muligheder op:

1. Vi kan ikke bare komme ud med vores kritik af alt muligt, som er rigtigt nok, men ikke er nok. Vi skal ud med vores fredsbudskab om, hvad slags verden vi gerne vil danne. Ikke noget med fem kroner mere her eller der. Nej. Folk vil gerne høre, hvad der kunne gøres bedre, og hvordan. Vi skal lære at kommunikere meget bedre.

Vi skal også ud med vores materialer, vores løbesedler, vores annoncer til steder hvor folk er: arbejdspladser, skoler, supermarkeder, foran rådhuset og Christiansborg. Vi skal snakke med folk på gaderne lige som Amnesty International gør, og som vi gjorde i 60-70erne i mange lande.

2. Frankrig er i gang med at forlade Afghanistan med sine kampsoldater. Den nye præsident, Francois Hollande, har lyttet til det store flertal af franskmænd, som vil ud af en krig, som ikke kan vindes. En af de første ting, han gjorde efter valget, var at tage til Afghanistan (den 25. maj 2012) og fortælle de franske soldater, at de vil være hjemme ved udgangen af dette år.

I forbindelse med et ambassadørmøde sidst i august holdt Hollande en tale, hvor han sagde, at de var begyndt med at trække deres 2000 kamptropper ud. De første 550 ville forlade Afghanistan i samme måned, og resten mellem september og december.

Jeg forslår noget nyt for os: Lad os samle så mange, vi kan, foran den franske ambassade i de sidste dage af december eller lige efter nytår, når det bliver klart, at alle kamptropper er ude. Lad os lave en glædelig happening. Og så tager vi til dødens ambassade og viser vores vrede. Og så tager vi videre til, hvor Fredsvagterne bor, og viser vores indignation over lakajregeringen for den amerikanske imperialisme. Vi skal kræve, at Danmark gør det samme som Frankrig.

I USA er antikrigsbevægelsen i gang igen. Den største demo i flere år fandt sted i maj 2012 i Chicago, da NATO holdt sit stormøde. Der var også mange demonstrationer i USA og andre lande, som Canada, den 5.-7. oktober i anledning af 11 års krig imod Afghanistan. Der var 15,000 på gaden imod NATO, og mange var veteraner fra forskellige krige. Til mødet sagde dronning Thorning, at Danmark ikke vil bryde sin ”solidaritet” med NATO og trække tropperne ud før sidst i 2014. Men det har Holland og Canada gjort, og nu Frankrig og Australien.

Lad os gøre tilværelsen sur for denne marionetdronning og hendes udenrigs- og krigsminister så længe de beordrer mord på uskyldige mennesker for kapitalens skyld.

3. Lad os begynde at bruge civile ulydigheds-aktioner, som vi gjorde i USA og Europa i 60'erne og 70'erne imod krigen mod Vietnam, Laos og Cambodja. Vi er nok arbejdsløse og pensionister, som kunne spise gratis bag tremmer for et stykke tid. Vi kunne lave sit-ins og andre kreative aktioner.

4. Vi kunne også lære af anonymous-denmark.org og andre i autonome kredse. For eksempel: Danmarks lejesoldater skal ikke blive set som helte, men som betalte krigsforbrydere, som de er. De melder sig frivilligt som mordere for Børsen og deres politikeres angrebskrige. Vi kunne hælde symbolsk blod på deres symboler. Vi kunne genoptage aktioner som Lars og Rune gjorde imod de danske top-krigsforbryder-politikere. Nu er det S/SF/R-krigsforbryder-politikernes tur.

Ligesom under Vietnam-krigen skal soldater ikke slippe for vores vrede, bare fordi de kommer fra arbejderklassen. De skal lære at bruge våben til ærligt forsvar og ikke for at myrde mennesker, som har ikke angrebet os. Jeg vil minde folk her om, at hvad vi gjorde i USA, havde en positiv effekt. Mange tusinder soldater vendte sig om og handlede imod krigen, blandt andet fordi vi var så mange, som viste dem, at deres opbakning af kapitalen og dens politikeres krig var forkert og umoralsk. Vi skal sige til dem, at de har været forkert på den, og opfordre mere tænksomme soldater fra Irak- og Afghanistan-krigen til at skabe en 'veteraner for fred'-brigade og deltage i antikrigs-aktioner.

5. Måske kunne vi danne aktioner imod storkapitalens tyveri, denne gang foran Børsen.

Vi skal tænke kreativt, tænke på happenings, tænke på, hvordan vi kan komme ind til folks samvittighed og vise forbindelsen mellem dalende social velfærd/løn og krig.

I hvert fald synes jeg, at gode folk, som ønsker retfærdighed og fred, skal samles uden om parlamentariske interesser og skabe enhedsaktioner og parallel-aktioner.

Først offentliggjort i Kommunistisk Politik 20, 2012

End