Fredsbevægelse

 

Århus mod Krig og Terror udtaler

Stop bombardementerne
af Irak –
træk F16-flyene hjem!

30. juli 2015






Tillidsfolkene for de mekanikere der servicerer F16 bombeflyene i Irak har opfordret politikerne på Christiansborg til at trække Danmark ud af krigen mod Islamisk Stat. Begrundelsen er den ringe bemanding, der betyder stress og sygefravær på grund af for stort arbejdspres.

Vi bakker helt op om at trække flyene hjem, men for os er den væsentligste grund, at krigen ikke stopper IS. Bomberne skaber blot kaos, ødelagte lande, et enormt flygtningeproblem - og flere terrorister.

I øjeblikket kan vi også se hvordan Tyrkiet, der siger de er gået ind i kampen mod terroristerne i IS, i virkeligheden retter deres skyts mod den kurdiske modstandsbevægelse og mod Assads styre.

Det sker med NATOs accept.

Danmark har intet at gøre i denne plan for nyopdeling og magtovertagelse i Irak og Syrien, hvor IS mest af alt bruges som et påskud for at føre krig.

Regeringen har også lagt frem, at de overvejer at udvide bombardementerne til også at ramme Syrien. Konservative melder ud at de er klar – uanset om FN afviser at give sit mandat.

Som begrundelse for at udvide krigen henviser forsvarsminister Kristian Jensen til FN, der betegner situationen i Syrien ”som den værste humanitære katastrofe de har set”.

Han 'glemmer' at tage i betragtning, at det netop er Vestens indblanding med opfordring til borgerkrig og støtte til terrorgrupperne i Syrien, der har givet IS deres fremgang og skabt den katastrofe, der sammen med bombardementerne knuser det syriske samfund.

Det vil kun blive meget værre, hvis der falder endnu flere bomber.

Danske politikere forbereder nye krige og ønsker at købe nye kampfly til milliarder til dette formål.

Det er ikke et ønske den danske befolkning deler. Et stort flertal foretrækker at droppe købet og bruge pengene på hospitaler og skoler.


Vi siger:


Nej til nye krige!

Stop dansk krigsdeltagelse i Irak – træk F16 flyene hjem!

Nej til køb af nye kampfly!

 

Århus mod Krig og Terror kan kontaktes gennem Helge Ratzer, tlf.  20 47 96 99

facebook:
https://www.facebook.com/aarhusmodkrigogterror?ref=hl

Kampagnen Nej tak til nye kampfly:
https://nejtaktilnyekampfly.wordpress.com/




- End-