Rapport fra WSF 2004, Mumbai, IndienAf
Doris Kruckenberg For mig at se var hovedbudskabet i årets
WSF det at den aktuelle økonomiske
verdensordning er i dyb krise. Det
er desperation der præger den hidsige jagt på profit, hvori også
terroristjagten og de dermed begrundede krige har sin del.
På en
workshop om "Udenlandsk kapital til U-lande??", som Attac-Tyskland afholdt,
udtalte Riaz K. Tayob, sydafrikansk økonom, specialiseret i "FDI"
(Foreign Direct Investments):
"Tro ikke at det bare handler om at DE
er grådige, det vil de gerne have os til at tro for at dække over
den egentlige årsag. Den hidsige profitjagt der siden 70-erne har opfundet
stadig flere veje at udnytte (der er nemlig ikke flere reelle tilgange penge kan
produceres på), bunder i at kapitalismen er i krise, en krise der hele
tiden fordybes.
Derfor er DE desperate, derfor bliver verden et stadig farligere
sted at leve i, og derfor må folkenes kamp for overlevelse intensiveres
og målrettes. Det er nu hvor krisen er som en åben sprække,
at der skal handles."
Walden Bello siger: "Imperiet er i krise
også på grund af OS der er samlet her og hele den globale sociale
bevægelse, (en opmuntrende gulerod). Og Arundhati Roy nævner
i sin tale ved åbningssceremonien kapitalismens
krampetrækninger,
USA-imperialisme, krig og multinationale selskaber (Halliburton,
Coca-Cola,
Monsanto, m.m.) i samme åndedrag.
"Terrorisme er sidste udvejs
strategi, også DERES; og fattigdom er terrorisme ligesom krig er det",
siger hun, "Der iscenesættes ny racisme og nye folkemord for at splitte
OS", og hun opfordrer os til kamp mod besættelsen af Irak bl.a. ved
at bekrige de amerikanske selskaber, der lukrerer på kontrakterne dér,
ikke med voldelige våben men ved boykot. "Det er ikke nok at stå
med plakater og råbe udenfor deres kontorer, vi skal være meget mere
drastiske".
Hun sluttede sin tale således:
"Hvis
vi virkelig vil stoppe den nyliberalistiske offensiv må vi anse os selv
som
værende i krig".  
Fotos:
Mumbay's slum På en workshop i regi af sydkoreanere gik det ud
på at vælte Bush i 2004.
Koreanerne har planlagt en global kampagne
til hjælp for de mange amerikanere
der vil af med Bush. "Og der
er jo også tale om selvhjælp, for hele verden burde have stemmeseddel
til det amerikanske præsidentvalg", sagde prof. Hee-Yeon Cho.
Vi blev præsenteret for ideen at maile til amerikanske medborgere og oplyse
dem om de skændige handlinger deres regering udfører i vores respektive
lande. For folk i mange asiatiake lande er det relevant, men en filipiner fortalte
at majoriteten af filipinerne er så hjernevaskede af amerikanske TV-serier
at de elsker USA, tiltror de amerikanske troppers tilstedeværelse de bedste
hensigter og daglig tyller Coca-Cola i sig i litervis. En amerikaner sagde
at vi skal passe på med at "lyde for kommunistiske" i vores henvendelser
til almindelige amerikanske vælgere. Men man kunne "fortælle
sin historie enkelt og venligt".
Walden Bello dukkde også op her.
Han talte om Irak. Han mener at der er en ændring i balancen. "Supermagten
opfører sig som om den stadig har al magt, men modstanden
i Irak har
rykket på det". Hele processen i folkebevægelserne for fred og
mod nyliberalisme er blevet hjulpet af den modstand, mener han, og således
også WTO's fiasko i Cancún. Han henviste til Arundhati Roy's opfordring
til boykot af USA-baserede multinationale selskaber, "vi skal gennemføre
det i alle lande". Han tror ikke at demokraterne, hvis de kommer til magten
i USA, vil trække sig ud af Irak, men en global modstand, sammen med modstanden
i Irak, kan måske gøre det.
"Vi er i krig", han henviste
atter til Roy's tale, "og vi skal kæmpe, omend ikke med andre våben
end den civile ulydigheds. Og vi KAN vinde", sluttede han.
Et samarbejde
mellem belgiere og japanere spreder allerede budskabet om boykot
af de amerikanske
selskaber der støtter Bush's valgkampagne, fortalte repræsentanter
fra hver af disse lande. Et andet redskab blev nævnt, at propagere for at
få fagforeninger, virksomheder og regering i ens land til at stoppe brugen
af dollars som handelsvaluta. (Er man ikke varm EU-tilhænger kan man være
tvivlrådig.) Yderligere en kampagne blev nævnt, "Bushville",
opbygning af en "landsby" i Washington d.29.august, åbningsdagen
for republikanernes nationale "convention". Der vil publikum få
at se hvad (forfærdeligt) Bush-regimet har gjort for den almindelige amerikaner.
Vi fra resten af verden opfordres til at hjælpe med kampagner hjemme
hos os selv. "Boycott Bush", var titlen på en anden workshop
med undertitlen "og de selskaber der står bag ham". Der samarbejdes
med antikrigsbevægelsen, og d.20.marts står som første store
mærkedag.
(Undertegnede har meldt sig som dansk kontaktpeerson, så
man kan henvende sig til mig for samarbejde.)
Her følger en række
citater:
"Køber du deres varer er du med til at betale
kugler der dræber irakiske børn", brasiliansk mand.
"Boykot så mange firmaer du kan, luk dem, om så bare for en time!",
amerikansk mand. "Hvis bare 5% af produkterne boykottes ændrer
firmaerne politik", engelsk kvinde. "Marcos og Estrada
blev væltet gennem boykot, det var amerikanske firmaer der
støttede
dem", filipinsk mand. "Vi skal boykotte Becktel og Halliburton
for at hjælpe modstandsbevægelsen i Irak", australsk kvinde.
"Okkupér en tankstation for en time, eller en automat med Coca-Cola
og Mallboro cigaretter!", koreansk mand. "Folk tror på
noget de selv gør, så boykot er også bevidsthedsdannende",
belgisk mand. "Studerer man og arbejder samtidigt, som jeg, så
har man ikke tid til så meget andet end at undlade at købe visse
varer", spansk kvinde. Fra Indien lyder budskabet at Coca-Cola
og Monsanto igen vinder point hos regeringen. Mange små og store kampagner
arrangeres over hele landet.
Vandprivatiseringen er lige over, og vi kan slå
to fluer med ét smæk ved at skrive til:
THE PRIME MINISTER.
152 SOUTH BLOCK. NEW DELHI 110 001.
INDIEN.
Med teksten:
¤
WE DEMAND THAT YOU RECOGNICE WATER AS IN THE COMMONS AND NOT A TRADEABLE COMMODITY.
¤ BAN THE ENTRY OF MULTINATIONAL CORPORATIONS IN WATER THROUGH PUBLIC-PRIVATE
PARTNERSHIPS.
Det opfordres I hermed til at gøre! Antikrigsbevægelsen
fortsatte med at plædere for og stadfæste d.20.marts som
international
kampagne/demonstrationsdag. Fra Paris og ESF's beslutning om den
dato, til
Mumbai og den internationale dito; ligesom det sidste år gik fra Firenze
til Porto Alegre med beslutningen om d.15.februar. Der var massiv skiltning og
opråb for d.20.marts fra alle verdenshjørner. Som hvid oplevede
man at være i stærkt mindretal udenfor konferencelokalerne,
men
indenfor var forholdet ikke det samme. I mange workshops og konferencer
var
der næsten lige så mange asiater som hvide, men i mange andre var
vi de
fleste. Man kan ikke lade være med at indse at dette forhold var
som verden i en nøddeskal. (Afrikanere var der næsten ingen af. Der
blev fremført skarp og
berettiget kritik af at repræsentanter
for afrikanske lande ikke havde fået
økonomisk støtte fra
WSF til rejsen.) Men det politiske liv der udspillede sig udenfor lokalerne
havde det overflod af glød der manglede inde i fornuftens indskrænkede
bure. Dagen igennem foregik der optog, demonstrationer, sang, dans, teater, -
ofte alt dette i ét. Vores firkantede plaketer med
latinske blokbogstaver
falder pladask på gulvet ved siden af de kunstverker af
transparanter
og bannere koreanerne, nepaleserne, bhutanerne, filipinerne,
indoneserne, malaiserne,
m.fl. og især de mange indiske folkeslag kunne opvise
i mængder.
(At WSF kan sammenføre os så vi lærer af og beriger hinanden,
er vores alles ønske og håb.)
Men der var og er skismaer.
Lige som i Porto Alegre 2003 havde WSF i år et parallelt meget mere yderliggående
forum. Årets hed Mumbai Resistance 2004 og Arundhati Roy deltog også
i det. Takket være hende og det link hun dermed oprettede mellem de to fora,
blev det skisma delvis udjævnet.
To kendte mænds citater (i
koncentreret format) må afslutte dette referat. De repræsenterer hver
sin side af skismaet og udtalelserne er begge fra panelet omkring Globalisering
og dets Alternativer.
George Monbiot:
"Uden internationale
sociale love kan nationale sådanne ikke gennemføres. Se på
Lula, (Brasilien). Det er ikke nok at tænke globalt og handle lokalt; vi
skal også handle globalt. Vi burde, parallelt med WSF, begynde oprettelsen
af en valgt international regering. Vi skal demokratisere FN og andre internationale
organer. Vores magt ligger hvor vi kan tage det DE lavede og omarbejde det til
vores brug."
Walden Bello:
"De internationale institutioner
er ikke demokratiserbare. Vi må starte fra bunden med at oprette sådanne
der ikke kan gøres udemokratiske. Vi befinder os i en vedvarende kamp for
social retfærdighed og for bæredygtig miljøhåndtering
og økonomi. Vi skal nedefra gradvis tage verden i brug på vores måde,
til der ikke er noget tilbage for DEM at "lave market" med. I stedet
for en global overordnet regering skal vi sprede magt, så der er mindre
magt pr.enhed, og så folket får plads til at agere." WSF
2004, set med øjne, hørt med øre af Doris Kruckenberg. -End
-
|
