International fredsbevægelse
 

En tur i biografen
- med Fahrenheit 9/11

Af Gerd Berlev

Har du diskuteret krigen mod Irak med dine arbejdskammerater? Eller har det været lidt svært at få en diskussion i gang? Med den ensidige dækning, der har været i den danske dagspresse, har det ofte været lidt svært at få en dialog i gang. Jeg har min mening, og du har din. Punktum. Det er ikke muligt at diskutere på grundlag af manglende viden.

Michael Moore har med sin film Fahrenheit 9/11 bidraget til, at nye vinkler på besættelsen af Irak kan blive fælles baggrundsviden, som udgangspunkt for en mere nuanceret meningsudveksling.

Moore kaster sig med hud og hår, inspirerende og underholdende over et brandfarligt tema: Hvad er drivkræfterne bag præsidentvalg, krig og besættelse? Der bliver som sædvanligt ikke lagt fingre imellem - et blik, et håndtryk, en sætning, løsrevne stumper sættes sammen, så et anderledes billede kommer til syne, hvor de bærende teser underbygges med research og dokumentation. Trods humoren er emnet så alvorligt og aktuelt, at jeg hele tiden har den ubehagelige fornemmelse: Dette er virkelighed, det nytter ikke noget at benægte det. Det er eminent filmkunst.

I et forrygende tempo, uden at miste humøret, sætter filmen store spørgsmål til debat:
Var valget af Bush manipuleret? Er Bush fungerende præsident eller er det hans far og olieinteresserne? Har Saudi-araberne i virkeligheden stor indflydelse på USA's politik? Blev Afghanistan overfaldet alene for at få bygget en olieledning? Var Patriot Act (dvs. USA's terrorlovgivning, som giver vidtstrakte beføjelser til at krænke privatlivets fred) et skuffeprojekt, der bare ventede på en anledning til at blive gennemført? Handler krigen mod og besættelsen af Irak udelukkende om kontrol over olien? Bliver de arbejdsløse i USA brugt som kanonføde?

Kritikerne af filmen, som flokkes mest på internettet og på Jyllandspostens redaktion, beskylder Moore for manipulation. Kan det da tænkes, at Moore i virkeligheden ønsker at støtte præsident Bushs valgkampagne og derfor har lavet en film, der er så åbenlyst fejlagtig, at den får den modsatte virkning? Nej, det, der virkelig træder dem over tæerne, er den manglende respekt for samfundets spidser, troen på almindelige mennesker og så den kendsgerning, at de store spørgsmål bliver hevet frem i lyset. De er der. De kan diskuteres. Det er farligt. Derfor griber disse reaktionære kritikere småtingene og diskuterer dem i stedet. Jyllandsposten skriver i sin leder: "… Bagdad før det amerikanske felttog. Vi ser smilende mennesker (…) Derpå klippes der til krigens gru (…) Moore fortæller ikke, at den bombede bygning er Saddams forsvarsministerium." "Sådan er Moores metode. Bevidste udeladelser, manipulation og skrupelløs propaganda." At der er mange andre bombede bygninger, udelader JP skrupelløst. At krig er død og lemlæstelse er en kendsgerning, der ikke bør forties.

Så vent ikke, gå straks i gang med at organisere en biograftur sammen med din klasse, dit fodboldhold, dine arbejdskammerater, dine naboer og din familie. Nu er der ingen undskyldning for at lade dagspressen alene om at forsyne os med viden. Der er masser af underholdning og masser af stof til eftertanke og videre diskussion i Fahrenheit 9/11. Og skulle det blive til, at du så filmen to gange, så kan den godt tåle det.

- End -