"Modstanden i Irak behøver politisk støtte"

Af Patrik Paulov
Proletären 39/2004

Hvad har den irakiske modstandsbevægelse opnået under halvandet års kamp mod okkupationen? Hvad betyder udviklingen i Irak for omverdenen? Exilirakeren Sammi Alaa, medlem af den Irakiske Patriotiske Alliance samt ordfører for den danske Komitéen for et Frit Irak, tegner sit billede af situationen i dette interview med svenske Proletæren.

Proletæren møder Sammi Alaa i forbindelse med den palæstinensiske solidaritetskonference i Gøteborg. Hans tale er en af de mest værdsatte, et tegn på den irakiske modstandskamps betydning for antiimperialister verden over.
- Kampen mod USA's okkupation opmuntrer folk andre steder i verden til at kæmpe mod imperialismen og dets system, kapitalismen. Irakernes modstand indebærer en støtte til palæstinenserne og andre kæmpende folk, siger Sammi Alaa.

Hans forældre var aktive kommunister i Irak. Som så mange andre på venstrekanten flygtede familien fra Saddam Husseins undertrykkelse i begyndelsen af 1980'erne. Siden 1988 lever Sammi Alaa i Danmark. Han er aktiv i Komitéen For et frit Irak samt medlem i den Irakiske Patriotiske Alliance, en af de organisationer, som bekæmper okkupationsmagten USA og dens udenlandske og irakiske allierede.

- I dagens Irak findes to politiske hovedretninger. De, som samarbejder fuldt ud med okkupationsmagten, mener, at krigen var legitim, da den rettede sig mod Saddam Husseins undertrykkelse. Modstandspartierne anser, at det var en uretfærdig, imperialistisk krig, at det irakiske folk aldrig kan befris af imperialismen, siger Sammi Alaa og beskriver fremvæksten af irakernes oprør:

Allerede inden USA's angreb 20. marts 2003 fandtes patriotiske og religiøse kræfter, som forberedte sig på den kamp, som de vidste skulle komme, og regimet åbnede våbenlagrene for folket. Modstandens fase ét var den officielle krig, i hvilken irakere opfordredes til at forsvare sig mod det imperialistiske angreb. At stoppe verdens stærkeste krigsmagt var forstås en umulighed.

Da Bagdad faldt 9. april, indledtes fase to, den nationale befrielseskrig mod besættelsesmagten. Sammi Alaa beskriver, hvordan den igangsattes af personer knyttet til det styrtede regime. De kom fra det tidligere statsbærende Baath-parti, hæren og sikkerhedspolitiet.

I løbet af de halvandet år, som er gået siden da, har modstandens karakter ændret sig og er overgået i en ny, tredje fase.
- Det, som pågår i dag, er en meget bredere, folkeligt forankret modstandskamp. Den har ingen loyalitet mod noget regime eller nogen leder. Målet er alene at befri Irak, siger Sammi Alaa.
- Det er dette, som gør Pentagon og det Hvide Hus rædde - at det er en folkelig og voksende modstand. De er bange for, at også kvinder og børn skal inddrages i kampen. De er bange for, at den irakiske hær og politiet, som nu uddannes, skal slutte sig til modstandsbevægelsen.

Modstandens sejre

Sammi Alaa påpeger, at et af modstandskampens vigtigste resultater er, at den har forhindret USA's forsøg på at splitte Irak efter etnisk oprindelse og religion. Dette begyndte allerede, da okkupationsmagtens Paul Bremer sammensatte det styrende råd sommeren 2003. Dets medlemmer sagdes at repræsentere kurdere, turkmenere og den arabiske folkemajoritet, og de sidstnævnte deltes i sunni- og shiamuslimer.
- Modstanden har forenet folket mod fjenden, okkupationen. USA er ikke lykkedes med at ødelægge Iraks arabiske karakter og splitte landet.

Frihedskampen i Irak har nået flere sejre. Striderne i al-Falluja i april i år tvang USA til at forlade byen til gengæld for, at Fallujabrigaden, en nyoprettet irakisk styrke, fik kontrollen. Men denne løsning blev slet ikke, hvad besætterne ville. Fallujabrigaden, som var bevæbnet og udrustet af USA, opløstes i begyndelsen af september, efter at mange af dens medlemmer havde hjulpet eller sluttet sig til modstandskæmperne.
Yderligere en sejr kom i Najaf i august, da USA's plan om at arrestere shialederen Muqtada al-Sadr og afvæbne Mahdimilitsen totalt mislykkedes.

- Under apartheid sagde Nelson Mandela, at ANC måtte gøre Sydafrika ustyrligt. Det er, hvad der er sket i Irak. Besættelsesmagten har ingen virkelig kontrol over landet, bortset fra den Grønne zone i det centrale Bagdad. Modstanden er lykkedes med at afbryde forsyningerne til okkupationstropperne fra Tyrkiet og Jordan. Deres eneste forsyningsveje går fra Saudi-Arabien og Kuwait, men al-Sadrs bevægelse er begyndt at angribe disse.

Også på det internationale plan har kampen givet resultat.
- Den første store sejr var, at vi kastede de spanske tropper ud, siger Sammi Alaa. Modstanden har lykkedes med at isolere USA og Storbritannien internationalt. Næsten ingen lande vil sende tropper til Irak. Modstandskampen har også forhindret USA i at angribe andre lande som Cuba, Nordkorea og Syrien. Den har sat en stopper for planerne om at anvende den irakiske olie mod EU og dets interesser, og den har midlertidigt presset EU til en mere selvstændig udenrigspolitik i forhold til USA.

Der gøres forsøg på at stemple irakernes væbnede kamp som terrorisme. Hvordan ser du på det?
- Den irakiske modstand mod besættelsen er lovlig og retfærdig, ifølge internationale love, FN-grundlaget og Genève-konventionerne. Historien lærer os, at ingen okkupationsmagt frivilligt forlader okkuperet territorium. Se på Europa under Anden Verdenskrig, Vietnamkrigen eller koloniernes befrielseskamp. Der er altid væbnet modstand.

Politisk front

Hvilke politiske kræfter er det da, som står bag modstandskampen? Sammi Alaa peger på, at den har en stor bredde. Her findes oppositionelle Baathpartister, panarabister, patriotiske kommunister, som har brudt med det USA-venlige Iraks Kommunistparti, samt religiøse grupper, som ikke er overens med de religiøse samarbejdspartier. Her er arabere, kurdere og turkmenere, sunni- og shiamuslimer.

- I dag findes intet centralt lederskab, men der er samarbejde mellem de forskellige grupper. Det så vi under striderne i Najaf. Da kom folk fra al-Falluja og andre byer.
Men samtidig som den væbnede modstand forstærkes, findes en alvorlig brist. Der savnes politiske repræsentanter for denne folkelige bevægelse. De gamle partier i Irak er alle en del af okkupationen og deltager i det USA-dikterede politiske spil. Dannelsen af en politisk front af modstandspartier er derfor et spørgsmål, som den Irakiske Patriotiske Alliance arbejder intensivt med.

- Det er et svært arbejde, konstaterer Sammi Alaa. Der findes på grund af diktaturet ikke så megen erfaring med politisk arbejde. Samtidig bliver irakerne forvirrede af, at de to store shiitiske partier ligesom kommunistpartiet samarbejder med okkupationsmagten. Men den folkelige væbnede modstand behøver politiske repræsentanter, og jeg tror, at vi i de nærmeste måneder vil se etableringen af en politisk modstandsfront.

- I dag styres Irak af USA's ambassade og ambassadør John Negroponte. Jeg tror ikke, at det politiske trick med at gennemføre valg til januar får nogen påvirkning på modstanden.

Medens størstedelen af den frihedskæmpende bevægelse savner officielle repræsentanter, findes der en person, som er kommet til at symbolisere oprøret mod okkupationsmagten, den religiøse shialeder Muqtada al-Sadr. Efter gentagne USA-provokationer greb al-Sadrs Mahdihær i april til våben. Efter kampene viste opinionsundersøgelser, at al-Sadrs popularitet, selv i sunnimuslimske områder, var øget. Samme resultat gav slaget om Najaf i august.

Men fra det europæiske venstre rejses kritik mod al-Sadr og religionens fremtrædende rolle i frihedskampen: Står de religiøse ledere virkelig for noget positivt? Har de tænkt sig at forvandle Irak til et nyt Iran? Vi beder Sammi Alaa om at kommentere dette:
- For det første er det et principielt spørgsmål. Jeg er socialist, men hvis det irakiske folk stemmer islamiske fundamentalister til magten, accepterer jeg det. Så må jeg arbejde bedre for at overbevise folket. Samme sag gælder i Sverige. Hvis det svenske folk stemmer Moderaterne til magten, så skal de styre.

- For det andet må man forstå, at det irakiske samfund er et sekulært samfund, religionen er først og fremmest kulturel. Alle religiøse ledere, som Ali al-Sistani og Muqtada al-Sadr, har sagt, at de ikke ønsker at skabe en islamisk stat. De ser dermed til virkeligheden, for et islamisk projekt i Irak ville være en umulighed. En talsmand for al-Sadr sagde i et interview med dansk tv, at de kæmper for et demokratisk Irak med islam som reference for samfundet, samtidig med at de er for et multireligiøst samfund. I Irak lever muslimer, kristne og jøder.

USA-bluff afsløret

Sammi Alaa påpeger, at al-Sadr har erstattet sin religiøse retorik med et mere nationalistisk ordvalg. Efter at regeringen al-Allawi blev indsat i sommers, kaldte al-Sadr den for en "kolonialistisk, imperialistisk forlængelse af den amerikanske okkupation af vort land".

Efter sejren i Najaf har der floreret rygter om, at al-Sadrs bevægelse vil nedlægge våbnene, blive en politisk bevægelse og deltage i det USA-instruerede valg næste år. Ligger der nogen sandhed i dette?

- Man må have klart for sig, at al-Sadrs bevægelse er tydeligt antizionistisk med en arabisk profil. Allerede tre uger efter, at okkupationen indledtes, begyndte de med fredelige protester. Det var vigtigt, for det afslørede USA's påstande om, at shiiterne bød dem velkommen. Al-Sadr har hele tiden været mod okkupationen, og jeg er overbevist om, at hans tilhængere, med eller uden ham, vil fortsætte den væbnede kamp.

- En grund tilkampene i Najaf var, at al-Sadr afslog at deltage i den politiske konference, hvor en rådgivende forsamling skulle udses. Jag føler mig sikker på, at han ikke vil deltage i valget eller i det politiske liv, så længe Irak er besat, for han er mod besættelsen.

Hvordan ser den Irakiske Patriotiske Alliance på kurdernes rolle? De to store kurdiske partier, Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) og Kurdistans Patriotiske Union (PUK) samarbejder jo fuldt ud med okkupationsmagten?

- Almindelige kurdere i Irak er vore brødre. Vi har længe levet sammen. Kurderne findes ikke bare i det nordlige Irak, men overalt i landet. I Basra i syd bor 200.000 kurder. Problemet i Irak var aldrig, at Saddam Hussein undertrykte nogen, fordi denne var kurder eller shiamuslim. F. eks. var den tredjemægtigste person under Saddam kurder. Undertrykkelsen rettede sig mod alle, som truede Saddams og regeringens magt.

Misnøje blandt kurdere

- Under FN-sanktionerne og flyveforbudszonerne fik de to kurdiske partier støtte fra USA og Israel. De forsøgte at isolere de nordlige dele fra det øvrige Irak. Men under okkupationen har de kurdiske områder tabt den økonomiske særstilling, de havde før krigen, da FN's olie for mad-program gav dem flere penge per indbygger end det øvrige Irak.

- Vi har information om, at der i dag findes et stærkt misnøje blandt almindelige kurdere i det nordlige Irak. Tusinder sidder fængslet. Under oprøret i al-Falluja i april var der konfrontation mellem kurdere og KDP's og PUK's styrker. De har mistet støtte, og kurderne begynder at spørge sig selv, hvilken rolle de spiller i ødelæggelsen af Irak. Der findes kurdiske grupper, som kæmper mod okkupationen.

Vor samtale overgår til solidaritetsarbejdet i Europa. I Danmark er Sammi Alaa ordfører for Komitéen for et Frit Irak, som både arbejder med at sprede information om og støtte modstanden.

- Det, modstandskampen behøver, er ikke våben, penge eller folk. Det, som behøves, er en tydelig politisk støtte til irakernes kamp modbesættelsen, intet andet, siger han og taler om den politiske forvirring, som findes inden for venstrefløjen i Europa:
- Der findes venstrepartier og socialistiske partier, som erkender det irakiske folks ret til selvbestemmelse. Samtidig siger de, at modstanden er udemokratisk, reaktionær og voldelig, og at vesten giver Irak civilisation og demokrati.

- Vi hører ofte argumentet, at der vil blive borgerkrig, hvis USA forlader Irak. Men under oprøret i april overtog den irakiske modstand i løbet af to uger byer som Karbala, Najaf og al-Nasiriyya med flere. Der blev intet kaos, der skete ingen plyndring. Vi irakere er ingen kannibaler, som dræber hinanden. Kom i hu, at vi har en 7.000-årig historie, at Irak er civilisationens vugge.

Imperialismen

Der er andre, der bedre forstår virkeligheden. Sammi Alaa beretter om, da amerikaneren Scott Ritter, tidligere chef for FN's våbeninspektører i Irak, besøgte universitetet i Roskilde. I diskussionen hævdede nogle studenter, at Saddams diktatur retfærdiggjorde et angreb på Irak, hvilket gjorde Ritter vred.

- Han forklarede, at krigen handler om USA-imperialismen, om at opbygge et amerikansk imperium. At Scott Ritter, som er republikaner og har arbejdet for CIA, til forskel fra venstrepartier i Europa forstår, hvad det handler om, det gør mig forvirret.

Sammi Alaa vender flere gange i vort samtal tilbage til, at kernespørgsmålet er imperialismen og kampen mod den. Han siger afslutningsvis:
- Chomsky har sagt, at imperialismen kan føre hele menneskeheden i graven. Vor opgave er at forhindre denne katastrofe. Derfor må vi opbygge en antiimperialistisk front for at støtte den irakiske modstand og stoppe imperialismens planer for Irak og resten af verden. Hvis USA får kontrol over olien, giver det en mulighed for at kontrollere hele verden.

Omskrevet til dansk af KomPol fra den svenske ugetidning Proletæren 39/2004.

- End -