Lovprisning
af den sunde fornuftaf Eduardo
Galeano Oversat fra fransk af Orla Jordal 
Vores
syge verden af ustadighed og forsømmelser lider af en anden grusom sygdom:
fraværet af større åbne områder for dialog og for fælles
arbejde. Hvor finder man et frit mødested, hvor mødet og udvekslingen
endnu er mulig ? Kunne man mon begynde med at søge det i den sunde fornuft
? Den sunde fornuft i fremtiden så værdifuld og så sjælden. Tag
nu for eksempel militærudgifterne. Hver dag helliger verden 2,2 milliarder
USD til produktion af død. Mere præcist verden bruger denne kolossale
formue for at fremme gigantiske jagtudflugter, hvor jægeren og byttet er
af samme art, og hvor den går ud som sejrherre, der har dræbt det
største antal af sine artsfæller. 9 dages militærudgifter er
nok til at skaffe mad, uddannelse og pleje til alle de børn på jorden,
som savner det. A priori udgør denne finansielle udsvævelse
et åbent brud på den sunde fornuft. Og dernæst hvad skal det
nytte ? Den officielle forklaring retfærdiggør dette spild med en
krig mod terrorismen. Men den sunde fornuft siger os, at krigen og terrorismen
er rigtig gode venner. Man behøver ikke være professor for at konstatere,
at krigene i Iraq og Afghanistan har givet terrorismen en ordentlig gang dopning.
Krigene giver statsterrorisme, statsterrorisme nærer den private terrorisme
og spiralen kører. Tallene er offentliggjort fornylig: den amerikanske
økonomi har det bedre og gror igen i en tilfredsstillende takt. I henhold
til eksperterne ville denne vækst være væsentlig svagere uden
de udgifter, der knytter sig til krigen i Mesopotamien. På en eller anden
måde udgør krigen mod Iraq en rigtig god nyhed for økonomien.
Og for de døde ? Lytter den sunde fornuft til den økonomiske statistik
eller til den sønderknuste far, Julio Anguita [hvis journalistsøn
blev dræbt af en raket i Iraq] når han siger: "forbandet være
denne krig og alle krige". De 5 største fabrikanter og sælgere
af våben (USA, Rusland, Kina, UK og Frankrig) er samtidig de stater, der
har vetoret i FNs sikkerhedsråd. Det, at garanterne for verdensfreden samtidig
er de største leverandører af våben, er det ikke en fornærmelse
mod den sunde fornuft ? I sandhedens time er det de 5 magter, der bestemmer.
Det er ligeledes dem, der styrer IMF. De fleste af dem optræder blandt de
8 stater, som tager de afgørende beslutninger i Verdensbanken. Ligesom
i WTO, hvor stemmeretten står i dokumentet, men aldrig er blevet brugt. Kampen
for demokrati i verden skulle den ikke begynde med en demokratisering af de påstået
internationale organer ? Hvad siger den sunde fornuft ? Det er ikke forudset,
at den afgiver et råd. Den sunde fornuft har ikke stemmeret og knapt nok
ret til ordet. En stor del af de mest forfærdelige forbrydelser og
de værste røverier, der begås på denne planet, udøves
gennem disse organer (IMF, WTO og Verdensbanken). Deres ofre er de "forsvundne":
ikke bare dem, der forsvinder i militærdiktaturernes rædselsnætter
og tåge, men også "demokratiets forsvundne". I de
senere år har vi i mit land, Uruguay, som i resten af Latinamerika og i
andre af verdens områder set forsvinde: arbejdspladser, lønninger,
pensioner, fabrikker, jord, floder. Selv vore egne børn er forsvundet,
tvunget til at emigrere for at finde det, som de har tabt, idet de gentager, men
i omvendt retning, deres forfædres emigrationsvej. Tvinger den sunde
fornuft os til at lide den slags undgåelige smerter ? Til at acceptere det
med korslagte arme, som om det var tidens skæbnesvangre arbejde eller døden
? Accept, resignation ? Det er nødvendigt at tilstå, at lidt
efter lidt, bliver verden mindre uretfærdig. For at tage et eksempel, forskellen
på kvinders og mænds lønninger udgør bestemt en mindre
kløft end tidligere. Men i det tempo, som tingene bevæger sig i,
det vil sige ikke ret hurtigt, så har vi ligeløn mellem kvinder og
mænd om 475 år ! Hvilket råd har den sunde fornuft ? Der er
ingen kvinde i min bekendtskabskreds, som kan leve så længe... Den
virkelige uddannelse, den som stiger frem af den sunde fornuft, lærer os
at kæmpe for at generobre det, man taget fra os. Den katalanske biskop,
Pedro Casaldaliga, har en lang erfaring fra de år, han tilbragte i den brasilianske
skov. Og han siger, at hvis det er sandt at det er bedre at undervise i at fiske
and at give en fisk, så er det på den side sådan, at det ikke
nytter at lære nogen at fiske, hvis floderne er forgiftede eller solgt. For
at få bjørnen til at danse i cirkus dresserer domptøren den:
til musikkens rytme slår han den på bagdelen med en stav tæt
besat med pigge. Hvis den danser som den skal holder domptøren op med at
slå og giver den mad. Hvis ikke fortsætter torturen og natten falder
på og bjørnen vender tilbage til sit bur med tom mave. På grund
af frygt, frygt for slag, frygt for sult, danser bjørnen. Fra domptørens
synspunkt er det kun sund fornuft. Men fra det knækkede dyrs synspunkt ? September
2001, New York. Da flyet sprængte det andet tårn åbent og det
begyndte at knage og siden falde sammen skyndte folk sig at løbe med fuld
fart til trapperne. Højttalerne gav ordre til, at alle ansatte skulle vende
tilbage til deres arbejdsplads. Hvem er de, der handlede med sund fornuft ? Kun
de, der ikke adlød, nåede at redde livet. For at redde os skal
vi samles. Som fingrene på en knyttet hånd. Som gæssene (*)
i en flok. Teknikken i en kollektiv flugt: den første gås flyver
op og åbner vejen for den næste, som giver retningen for den tredje
og den tredjes energi får den fjerde til at flyve som leder den femte, den
femtes afsæt provokerer den sjette til at lette, hvad der giver kraft til
den syvende .... Når førergåsen bliver træt, opsøger
den flokkens ende og overlader sin plads til en anden, som stiger op til det omvendte
V’s top, som gæssene tegner på himlen. Alle tager sin tørn
som fører og som bagtrop i gruppen. I henhold til min ven Juan Diaz Bordenave,
som ikke er svømmefugleekspert, men som dog kender noget til dem, så
er der ingen gås, der tager sig selv for en supergås, som skal flyve
først, eller som en undergås, der altid skal være bagerst.
Gæssene, de har nemlig ikke tabt den sunde fornuft. * Den franske
oversættelse bruger ænder. Oversat fra "Eloge du
bon sens", Monde Diplomatique, Août 2004, p. 28 af Orla Jordal,
www.jordals.dk
- End - |
