Krigsforbryderne må stilles til regnskab

Af Arundhati Roy

World Tribunal on Iraq
Istanbul 23.-27. juni 2005

Arundhati Roy

Ved den afsluttende samling af Verdenstribunalet om Irak i Istanbul den 23.-27. juni 2005 holdt den indiske forfatter Arundhati Roy følgende tale som formand for samvittighedsjuryen.
Verdenstribunalet om Irak har holdt møder i en række hovedstæder om Irak-krigen på basis af principperne fra Nürnberg-domstolen i de sidste to år.
Den afsluttende session i Istanbul dokumenterede ubestrideligt Irak-krigens kriminelle karakter og dens karakter af en forbryderisk sammensværgelse mod menneskeheden og freden.

Lettere forkortet udgave.
Se hele talen på engelsk her

Med denne samling kulminerer Verdenstribunalet om Irak.
Vidneudsagnene ved det tidligere samlinger af Verdenstribunalet i Bruxelles og New York har vist, at selv de af os, som har søgt at følge Irak-krigen tæt, ikke har kendskab til blot en brøkdel af de rædsler, som er sluppet løs i Irak.
Samvittighedsjury'en ved dette tribunal er her ikke for at afgive en simpel kendelse om skyldig eller ikke-skyldig mod USA og dets allierede. Vi er her for at undersøge et omfattende spektrum af beviser om motiverne til og konsekvenserne af den amerikanske invasion og besættelse – beviser, som bevidst er blevet marginaliseret eller undertrykt. Ethvert aspekt ved krigen vil blive undersøgt – dens lovlighed, de internationale institutioners og de største virksomheders rolle i besættelsen, mediernes rolle, konsekvensen af våben som ammunition med forarmet uran, napalm og klyngebomber, brugen og legitimeringen af tortur, krigens økologiske konsekvenser, de arabiske regeringers ansvar, konsekvenserne for Palæstina af besættelsen af Irak og de amerikanske og britiske militærinterventioners historie i Irak. Dette tribunal er et forsøg på at sætte historien på plads. At dokumentere historien ikke ud fra sejrherrernes synspunkt, men ud fra de midlertidigt – jeg gentager ordet: midlertidigt – besejredes synspunkt.

Før vidneudsagnene starter vil jeg så kort og ligefremt som jeg kan sige et par ting til de spørgsmål, som er rejst om dette tribunal.
Det første: at dette tribunal er en skueproces. At det kun repræsenterer ét synspunkt. At det er anklage uden forsvar. At dommen er givet på forhånd.
Dette synspunkt giver udtryk for en i denne barske verden ganske rørende omhu for, at den amerikanske regerings og den af præsident Bush og premierminister Tony Blair anførte såkaldte koalition af villiges synspunkter på en eller anden måde ikke er repræsenterede. At Verdenstribunalet om Irak ikke kender argumenter for krigen og er uvillig til at tage invasorernes synspunkt i betragtning. Hvis der er nogen, som i denne de multinationale mediers og den 'indlejrede' journalistiks tid for alvor kan mene det, så lever vi sandelig i Ironiens Tidsalder, i en tid hvor satire er blevet meningsløs, fordi det virkelige liv er mere satirisk end satire nogensinde kan være.
Lad mig kategorisk erklære, at dette tribunal er forsvaret. Det er en modstandshandling i sig selv. Det er et forsvar, som rejses mod en af de mest krysteragtige krige, historien nogensinde har set, en krig hvor de internationale institutioner blev brugt til at tvinge et land til afvæbning og så stod på sidelinjen som tilskuere, da det blev angrebet med et større arsenal af våben end der nogensinde før i historien er taget i anvendelse.

For det andet er dette tribunal ikke på nogen måde et forsvar for Saddam Hussein. Hans forbrydelser mod irakere, kurdere, iranere, kuwaitere og andre kan ikke afskrives i denne proces med at bringe Iraks nyeste og stadig voksende tragedie frem i lyset. Vi må imidlertid ikke glemme, at da Saddam Hussein begik sine største forbrydelser, støttede den amerikanske regering ham politisk og materielt. Da han gassede kurdere, finansierede og bevæbnede USA ham og så tavst til.

Der er bemærkelsesværdige folk samlet her, som konfronteret med denne vedholdende og brutale aggression og propaganda stædigt har arbejdet for at samle et mangesidet spektrum af beviser og informationer, som bør tjene som et våben i hænderne på dem, som ønsker at deltage i modstanden mod besættelsen af Irak. De bør blive et våben i hænderne på de amerikanske, britiske, italienske, australske og andre soldater, som ikke ønsker at slås, som ikke ønsker at ofre deres liv – eller at tage andres liv – for en samling løgne. De bør blive et våben i hænderne på journalister, forfattere, digtere, sangere, lærere, blikkenslagere, taxa-chauffører, mekanikere, malere, sagførere – alle som ønsker at deltage i modstanden.

Beviserne som dette tribunal har samlet bør for eksempel bruges af Den Internationale Straffedomstol (hvis jurisdiktion USA ikke anerkender) til at stille George Bush, Tony Blair, John Howard, Silvio Berlusconi og alle de regeringsembedsmænd, generaler og selskabsdirektører, som deltog i denne krig og nu profiterer af den, for domstolen som krigsforbrydere.
Angrebet på Irak er et angreb på os alle: mod vores værdighed, vores intelligens og vores fremtid.
Vi anerkender at dommen fra Verdenstribunalet om Irak ikke er bindende under international ret. Vores ambitioner er imidlertid større end som så. Verdenstribunalet om Irak sætter sin lid til samvittigheden hos de millioner af mennesker verden over, som ikke ønsker at se passivt til, mens det irakiske folk slagtes, undertvinges og ydmyges.

Istanbul, Tyrkiet 24. juni 2005

World Tribunal on Iraq
www.worldtribunal.org

- End -