International fredsbevægelse
 

Venstrefløjen og en blødere, mildere krig?

Hvad "krigen imod terror" i virkeligheden handler om

Af Lee Sustar

Counterpunch
22.-23. oktober 2005

Anti-krigsbevægelsens opgave er ikke at omforme den amerikanske krig imod terror, så den bliver mere effektiv


Fra den største demonstration mod Irak-krigen siden dens start:
Washington DC 24. sept. 2005

Mens støtten til Irak-krigen var ved at bryde sammen forud for den amerikansk påtvungne forfatnings-afstemning i denne måned søgte George W. Bush tilflugt i sit gamle trick med at forsøge at knytte den amerikanske besættelse til angrebene d. 11 september og "krigen imod terror".

"Terroristerne betragter Irak som den centrale front i deres krig imod menneskeheden," sagde Bush d. 6 oktober på et møde i the National Endowment for Democracy (NED). "Og vi må betragte Irak som den centrale front i vores krig imod terror."

En regerings-funderet stiftelse, NED har kanaliseret penge til pro-amerikanske politiske bevægelser rundt omkring i verden siden 1980´erne, senest de, der var involveret med forud planlagte "revolutioner" der fordrev regeringerne i Ukraine, Georgien og Kirgisistan. Bush beskrev den amerikanske rolle i Irak som endnu et eksempel på en sådan "demokrati fremme". Han påkaldte sig også d. 11 september og "den gode krig i Afghanistan" til inddæmning af den voksende kritik af Washington´s udenrigspolitik og den amerikanske militære indblanding.

At påberåbe sig "krigen imod terror" i forbindelse med Irak har ikke hjulpet Bush tol at bremse hans tilbagegang i meningsmålingerne. Alligevel er det lykkedes det Hvide Hus at bevare udenrigspolitisk konsensus blandt republikanere og demokrater omkring aggressive --- og om nødvendigt, pre-emptiv -- brug af militær magt.

Således følger demokraternes høgeagtige præsident-aspiranter som senatorerne Joe Biden og Hillary Clinton i John Kerrys fodspor med at forsøge at overtrumfe Bush som den "nationale sikkerheds" champions. Selv dele af antikrigs bevægelsen tøver med at beskrive den amerikanske besættelse af Irak som et led i et bredere imperialistisk pres for at dominere en strategisk korridor, der strækker sig fra Middelhavet til Central Asien.

Dette skaber det politiske rum såvel for Bush som for pro-krigs demokrater til at bruge islamoforbi til at lamme deres kritikere. "Ligesom den kommunistiske ideologi forfølger vor nye fjende totalitære formål," sagde Bush i sin tale til NED. "Dets ledere foregiver at være en krænket part, der repræsenterer den magtesløse overfor imperialistiske fjender. I virkeligheden har de endeløse ambitioner om imperialistisk dominans, og de ønsker at gøre alle magtesløse bortset fra dem selv."

Med skam at melde er der stadig nogle på venstrefløjen, der slutter op med en næsten identisk retorik. "Al-Qaeda er klassisk imperialisme, der ser frem til at undertrykke etablerede sociale systemer og erstatte dens fjenders kulturelle og institutionelle infrastruktur med sin (guddommeligt inspirerede) hierarkiske autokrati , idet den ser frem til at udforme det næste kapitel af menneskeheden historie i sit eget billede," skrev journalist Sasha Abramsky.

Hans artikel med overskriften "Vort al-Qaeda problem," var hovedartiklen i oktobernummeret af The Progressive, et magasin, der er gennem årtier er kendt for sin principielle antikrigs politik. Forsideartiklen kan kun kaldes racistisk --- en kæmpemæssig bin Laden lignende figur, der bærer en turban og som vifter med et enormt scimitar-blade og hamrer på en lille bitte hvid mand, der holder to meget mindre sværd.

Så efter de amerikanske soldaters rasen i irakiske byer som Fallujah, Tal Afar og Ramadi; den farceagtige forfatningsafstemning; udbredt dokumentation af tortur og endog mord af arresterede i amerikanske militærfængsler; beretninger om en hemmelig Gulag, der strækker sig kloden rundt; amerikanske trusler imod Syrien og Iran; og sammenbruddet af støtte for Irak krigen --- så er det netop nu The Progressive vælger at bringe os Abramsky til at fungere som rekrutteringssergent for en ordentlig "krig imod terror".

I denne sammenhæng argumenterer Abramsky, "at progressive er nødt til at fastsætte nogle af termerne for debatten snarere end ustandselig at spille op til de konservative." Han anbefaler "forebyggende arrestation" af mistænkte terrorister samtidig med opretholdelse af demokratiske illusioner som "et hurtigt trial" --- som om man kan stilles for retten for en forbrydelse, der endnu ikke er begået.

Abramsky springer over den politisk Islams virkelige historie, der - fostret af USA - bakkede det saudi arabiske regime som et bolværk imod sekulær nationalisme og venstre i Mellemøsten fra 1950'erne til 1970'erne. Abramsky ved uden tvivl, at CIA kanaliserede penge, våben og missiler til den afghanske modstandsbevægelse - inklusive Osama bin Laden - i dens krig imod den russiske besættelse af dette land i 1980´erne.

Hvis bin Ladens islamistiske retning har nogen tiltrækning, er det fordi unge muslimer vokser op under repressive Washington støttede regimer og er konfronteret med mørke udsigter i en økonomi, der er gearet til diktater fra den Internationale Valutafond og Verdensbanken.

Føj hertil mere end et årti med dræbende sanktioner i Irak; 100,000 irakeres død og næsten 2000 amerikanske soldater siden den amerikanske invasion begyndte; en borgerkrig på lavt blus næret af besættelsesstyrkerne; $8 mia. forsvinden under en amerikansk udpeget irakisk regering; og det planlagte salg af landets oljeindustri til U SA og vestlige oljeselskaber. Så er der Washingtons støtte til Israels apartheidvold på Vestbredden og tilstedeværelsen af amerikanske tropper i Saudi Arabien.

Abramsky ryster alt dette af sig som om det ikke havde noget at gøre med 11. september og London undergrund bombningerne - til fordel for et rent ekko af Bush´s "hvorfor hader de os" retorik.

"Faktisk," skriver han, "hvad al-Qaeda tilsyneladende hader mest ved ´Vesten´ er dets bedste sider: pluralismen, rationalismen, den individuelle frihed, kvindefrigørelsen, åbenheden og den sociale dynamik, der repræsenterer den stærkeste arv fra oplysningstiden. Disse værdier står i modsætning til den tyranniske sociale codeks, der er idealiseret af al-Qaeda og af beslægtede politiske grupperinger som Afghanistans Taliban."

Hykleriet i forbindelse med dette er slående i lyset af USA's politik i dag. Beskriver ordet "rationalisme" USA i dag, hvor teorien om evolution er under vedvarende angreb fra politisk magtfulde kristne fundamentalister?

Hvad "individuel frihed" angår, så har der altid været en enorm kløft i USA imellem forfatningens sprog og den politiske realitet i form af racistisk diskrimination - især i den amerikanske PATRIOT acts æra, arrestationer og deportationer af arabere og muslimer og andre "homeland security" forholdsregler.

"Kvindefrigørelsen" er aldrig blevet nået i virkeligheden -- en kendsgerning, der er så meget mere tydelig i henseende til kvinders ret til abort. Social dynamik? Abramsky har på en eller anden måde overset den økonomiske og klassemæssige polarisering i USA, der har ført til faldende reallønnninger, stigende fattigdom og den største koncentration af velstand på toppen siden 19 20´erne.

Abramsky går muligvis videre end de fleste, men andre liberale og progressive accepterer i det mindste den del af disse forhold. De tager fejl.

Den amerikanske "krig imod terror'" er intet andet end ideologisk retfærdiggørelse af den aggressive projektion af amerikansk imperialistisk magt i udlandet - og en nedkæmpelse af enhver alvorlig udfordring af systemet på hjemmefronten. Islamfjendtlige smædeskrifter er midler til at fremskaffe dække over denne realitet.

Anti-krigsbevægelsens opgave er ikke at omforme den amerikanske krig imod terror, så den bliver mere effektiv --- men at gøre modstand imod den.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -