International fredsbevægelse
 

Det må være ond vilje

Af Jan Myrdal

Jan MyrdalSverige fører krig i Afghanistan – og snart måske ikke kun med frivillige lejesoldater. Det kan blive gjort til en pligt for svenske forsvarsansatte, at slås mod, hvad man kalder banditter og ekstremister.
Men selv svenske politikere burde indse, at man ikke kan frelse folk med geværløb. Der må være direkte ond vilje med i spillet. Og grådighed, skriver Jan Myrdal i kronik i Aftonbladet .

Det måste vara ondska, Aftonbladet

Nu fører Sverige krig imod Afghanistan. I samdrægtighed stiller vor stats politiske ledere soldater og penge til rådighed for den vaklende supermagt i kampen om Indre Asiens råstoffer. Svenske officerer er med, når der nedskydes det, der betegnes banditter og ekstremister. Trods elendige finanser rejste Tolgfors til Budapest og lovede NATO 1,5 milliarder fra statskassen som til indkøbet af C-17-fly og stridsvogne til krigen alene i de fire førstkommende år.

End så længe består de svenske tropper af frivillige: lejesoldater. Men nu planlægges det at gøre tjeneste ved Hindu Kush til en pligt for svenske forsvarsansatte.
Og allerede i skolen får de små svenske børn at vide, at Sverige af ren og skær ædelmodighed spreder demokrati og menneskerettigheder til de afghanske tykpander i deres bjerge. Eller som tyskerne siger: ”Und willst du nicht mein Bruder sein so schläg ich dir den Schädel ein” (og vil du ikke være min broder, slår jeg hjerneskallen ind på dig).

At svenske soldater skal til Afghanistan for kvindefrigørelsens skyld, er et argument på linie med det Mussolini gav, da han til Nationernes Forbund sagde, at de italienske soldater ville afskaffe slaveriet I Abessinien (hvor der fandtes slaver). Hvis regeringen vil hjælpe kvinder i udlandet ud af elendigheden, så send tropper til Hamburg Reeperbahn!

Selv en svenske politiker burde kunne indse, at man ikke kan frelse folk med geværløb. I særdeleshed ikke et folk, der i århundreder – ja siden perserriget og gupta herrredømmet – har kæmpet mod enhver udenlands besætter. Hvis vore politikerere bare havde handlet af uvidenhed og ikke af ond nykolonial grådighed, burde de have læst på lektien.

Afghanistan historie er ikke ukendt. Selv har jeg skildret Afghanistan før de seneste stormagtsinvasioner i bl.a. ”Rejse i Afghanistan” (Kulturens korsvej), 6. oplag 2003, og ”Afghanistan i mit hjerte” (bag bjerge og ørkener), tredje oplag 2007.
For da, inden stormagterne invaderede landet i nye afsnit af det store spil, var det et fattigt land, men et fremtidsland.

Det er hverken islam eller stammetraditioner, men Sovjet med sine lydstater og USA med sine lydstater - hvortil Sverige hører– som bærer hele ansvaret for den nuværende elendighed, for blodbadet og undertrykkelsen. Og for at de fremskridt og reformer – også når det gælder kvindernes situation: læs det, som jeg har skildret! - som prægede 50’ernes og 60’ernes Afghanistan – skønt datidens normale politiske og sociale konflikter – nu tilintetgøres.

Nå, jeg tror ikke, at disse demokratispredende nordamerikanere og europæere er ukyndige. En sådan ukyndighed ville være utrolig. Der må være direkte ondskab med i spillet. Nu som før. Og grådighed.

Tag et eksempel: der fandtes en fuldt tolereret kristen, nestoriansk forsamling i Afghanistan fra det 6. århundrede helt frem til 1. Afghanske krig. Den gang havde briterne feltpræster med. Da briterne var fordrevet var der ikke en kristen tilbage. De ansås for medskyldige i de britiske forbrydelser.

Det er velkendt. Men nu sender de svenske politikere egne feltpræster med til deres krig i Afghanistan, der til forskel fra de, der er sendt fra Storbritannien og USA, er bevæbnede (på trods af Geneve aftalen, protokol I fra 8. juni 1977, artikel 43.2 slår fast, at feltpræster er ikke krigsførende og ikke har ret til at deltage i strid – og ifølge den tredje aftale fra 1949 ikke en gang kan tages som krigsfanger).

Jeg kan ikke tolke denne handling på anden vis end, at vore svenske politikere bevidst og med en ond provokatorisk hensigt forsøger at forvandle afghanernes patriotiske krig mod de fremmede styrker til en mere almen, og for de ledende kredse i vore stater mere lønsom, religionskrig.

Omtrent som under 30-årskrigen. Hvor der taltes om idealer fra prædikestolene, når ”Løven fra Nord” kæmpede som betalte franske lejesoldater, og hvor krigsherrerne kunne bygge herregårde i Sörmland for deres krigsbytte!

Jan Myrdal er 81 år, svensk forfatter og veteran på venstrefløjen

 
- End -