International fredsbevægelse
 

Vestens progressive opinion:

Lad ofrene blot komme!  Fordøm modstandskæmperne!

Af James Petras

James Petras
Amerikansk venstrefløjs ’grand old man’, professor James Petras, afleverer her en bidende kritik af vestens ’progressive’ meningsdannere – amerikanske, europæiske eller danske.


Vi er nogenlunde detaljeret vidende om den villige og ufortjente støtte, som titals millioner amerikanske borgere har skænket gerningsmændene til forbrydelser mod menneskeheden i Det Hvide Hus og kongressen.

Clinton-administrationen blev frit genvalgt i 1996 – efter med fuldt overlæg at have indført en hungerblokade mod Irak og indledt en ubarmhjertig og uigengældt bombekampagne mod det udsultede land fire år i træk, hvilket førte til dokumenteret død for mere end 500.000 børn og utallige flere sårbare.

Et flertal af de amerikanske borgere genvalgte Bush, også efter han udløste krige, som førte til over en million civile irakeres død og til døden for mange snese tusind afghanere og tusindvis af pakistanere, og efter at han gav sin fulde støtte til Israels morderiske angreb på palæstinensiske civile og blokaden af vitale fødevarer, vandforsyning og brændstof til de besatte områder. For ikke at nævne de hyppige bombninger af Libanon og Syrien, som i Bushs anden præsidentperiode kulminerede med de grufulde israelske bombetogter mod libanesiske byer og landsbyer, der slog tusindvis af civile ihjel.

Vi ved, at denne brutalitet modtog ubetinget støtte fra præsidenterne for de 52 største amerikanske jødiske organisationer og deres tusinder af tilknyttede lokalgrupper (i alt over en million medlemmer). Vi ved, at for hvert eneste israelsk snigmord på en palæstinenser, enhver tvangsflytning af palæstinenserne fra deres land og hjem, enhver oprivning af deres frugtplantager og vingårde og forgiftning af deres brønde foregår der en systematisk kampagne her for at udradere vores demokratiske ret til ytrings- og forsamlingsfrihed – og ganske særlig vores ret til offentligt at fordømme Israel og afsløre dets agenter, der opererer blandt de amerikanske magthavere.

Belært af hårde erfaringer er et flertal i den amerikanske offentlighed nået til at erkende militarismens fælder og er langsomt ved at opdage de dybe trusler mod vore ”fire frihedsrettigheder”, som udgøres af den rodfæstede zionistiske magtklike.
Det er godt nok. Imidlertid er disse fremskridt i den offentlige mening langtfra tilstrækkelige. Det amerikanske folk har netop valgt en ny præsident, der lover at styrke den imperialistiske militære tilstedeværelse i Afghanistan og besætte nøgleposter i sin administration med velkendte militarister og zionister fra præsident ’Bill’ Clintons tidligere regime.

Hvad der er forbigået offentlig opmærksomhed, er fredsbevægelsens nærmest totale forsvinden og dens opslugning i den nyvalgte amerikanske præsident Barack Obamas valgmaskine og det krigsførende Demokratiske Parti. Ligeledes omfavnede den største del af de ’progressive’ amerikanske meningsdannere Obamas kandidatur, lejlighedsvis med milde reservationer, og de er i virkeligheden blevet en del af den ’brede koalition’ – hånd i hånd med fanatiske zionistiske milliardærer, Wall Streets finanssvindlere, clintonske ”humanitære” militarister, impotente millionær-fagforeningsbureaukrater og diverse opadstræbende ”minoritets”-politikere og stemmesjakrere.

Uanset om progressive lod sig beruse af den tomme kampagneretorik om ”forandring” eller ej, ofrede de villigt deres mest elementære principper for et tjene det onde (for at tjene det ’mindste onde’, vil de formentlig sige), men uden tvivl ondskaben i nye imperialistiske krige og meddelagtighed i Israels koloniale barbari samt og det amerikanske folks stadig dybere fald ned i elendighedens morads.

De progressive amerikanske intellektuelle fremviser ingen sådanne (u)moralske skrupler, når det drejer sig om de antiimperialistiske modstandsbevægelser i Asien (især Mellemøsten), Afrika og Latinamerika.


De amerikanske progressive og den tredje verdens modstandsbevægelser

Blandt de mest prominente progressive intellektuelle (PPI’ere) i USA og Europa, forfattere, bloggere og akademikere er der næsten ikke en eneste, der udviser samme ’pragmatisme’, som de praktiserer i valget af ’mindre onde’ politikere i USA eller Europa, når det handler om at foretage politiske valg i de konfliktramte lande.

Findes der måske blot en enkelt PPI’er, der vil argumentere for, at de støtter det demokratiske valgte Hamas i Palæstina eller Hizbollah i Libanon, eller den folkeligt støttede nationalist Muqtada al-Sadr i Irak eller Taliban i Afghanistan, der går op mod besættelsen, eller det iranske folks ret, anerkendt under international lov, til fredelig udvikling af atomenergi – fordi disse, deres mangler ufortalt, udgør det ”mindre onde”?  

Lad os se lidt mere detaljeret på dette. PPI’erne retfærdiggjorde deres støtte til Obama på basis af hans kampagneretorik for fred og retfærdighed, selv da han stemte for Bushs krigsbudget og udenlandske støtteprogrammer, der forsyner de økonomiske midler til mordet på hundredtusinder af irakere, afghanere, palæstinensere, colombianere, somaliere og pakistanere og til fordrivelse og tvangsforflytning af mindst ti millioner mennesker fra deres byer, landbrug og hjem.

De selv samme PPI’ere afviser pure og nægter at anvende det ”mindre onde” som kriterie for støtte til Hamas, den demokratisk valgte palæstinensiske administration i Gaza, der står i forreste linje i kampen mod den brutale israelske koloniale besættelse – fordi de er ”voldelige” (hvilket betyder, at den gør gengæld mod de næsten daglige væbnede israelske angreb), ønsker en ”teokratisk stat” (på linje med den teologisk definerede ”jødiske” stat Israel) og undertrykker dissidenter (ved undertiden at slå ned på CIA-støttede Fatah-funktionærer og militser).

I bedste fald viser PPI’erne alene interesse for de palæstinensiske ofre for Israels folkemorderiske embargo af mad, vand, brændstof og medicin; man protesterer mod åbne racistiske angreb begået af Israels koloniale judæisk-fascistiske bosættere, når de angriber skolepiger på vej i skole eller ældre landmænd i deres vingårde; de protesterer mod de vilkårlige og bevidste forsinkelser ved de israelske militære checkpoints, der betyder døden for akut syge palæstinensere, cancerramte, fødende kvinder, mænd med hjertestop og folk med behov for nyredialyse ved at forhindre dem i at nå frem til medicinske faciliteter.

Sagt med andre ord: PPI’erne støtter palæstinenserne som ofre, men fordømmer dem, når de som frihedskæmpere slås mod bødlerne. PPI’ernes støtte til ofrene er en omkostningsfri gestus, der forsyner stemplet ’progressiv’ med troværdighed; oppositionen mod frihedskæmperne forsikrer den herskende elite om, at PPI’ernes kritik ikke vil påvirke USA’s imperiebyggeri og dets israelske allierede negativt.      

De mest højrøstede, selvudnævnte progressive ”frisindede” og ”demokrater” i den vestlige verden hævder at støtte national selvbestemmelse og gå imod imperialistisk erobring, men alligevel afviser de konsekvent de reelt eksisterende folkelige massebevægelser, som kræver selvbestemmelse og fører an i kampen mod imperialistisk aggression og udenlandsk besættelse.

Næsten uden undtagelse fordømmer man de nationale modstandsbevægelser for ikke at passe til deres egne forudfattede meninger om perfekt retfærdighed, fredelig tolerance og sekulære, demokratiske principper, som en modstandsbevægelse skal opfylde ifølge deres forestilling.

Alligevel anvender PPI’erne ikke sådanne kriterier, når de anbefaler støtte til kandidater i deres egne lande. Hizbollah afvises blankt som for ”klerikalsk” af PPI’erne, mens britiske progressive støttede Tony Blair, lederen af Labourpartiet, og hans rolle som blodig medskyldig til Clinton, Bush, Sharon og hele bundtet af servile marionetregimer i Irak, Afghanistan, Somalia og andre steder.

Når det drejer sig om militær aggression – og døde, tab af lemmer og hjem – har de ”mindre onde” demokrater og de europæiske socialdemokrater og centrum-venstre-politikere et langt værre generalieblad end Taliban, Hizbollah, Hamas og sadrist-styrkerne. Og nok så relevant: Levevilkårene og sikkerheden for hovedparten af befolkningen var bedre under det uafhængige, om end autoritære styre under Saddam Hussein, det klerikalske Taliban i Afghanistan og De Islamiske Råd i Somalia end under USA’s og EU’s militære besættelse og deres vasalregeringer.

Nogle af PPI’erne undgår de reelle og vanskelige valg ved at foregive, at der ligger et ”tredje valg” lige i horisonten i lande, der i øjeblikket lider under imperialistisk og koloniale erobring og besættelse: De fordømmer de imperialistiske hære og den anti-imperialistiske modstand i abstrakte progressive frihedsprincippers navn.

De skammelige floskler og hykleriet i deres stillingtagen står klart, når det samme spørgsmål rejser sig ved politiske valg i de imperialistiske moderlande. Her har PPI’erne hundrede og sytten argumenter for at støtte op bag én (Obama) af de to imperialistiske præsidentkandidater. Her kommer argumenterne om ”realisme” og ”det mindre onde” i forgrunden.

Og hvilke ”valg” foretager man ikke! De samme forkæmpere for frihed og demokrater, der fordømmer Taliban for dets ødelæggelse af gamle religiøse monumenter, støtter demokraternes kandidater, der som Obama foreslår at udvide den amerikanske militære besættelse af Afghanistan og forøge de morderiske slagmarker i Sydasien.

Der er dybe moralske og politiske dilemmaer ved at foretage politiske valg i en verden, hvor destruktive imperialistiske krige ledes af frit valgte politikere, som mødes af energisk modstand fra klerikale og sekulære autoritære bevægelser og ledere.

Men den historiske lære af de sidste tre hundrede år er klar: Den vestlige parlamentariske imperialisme og dens arv nu til dags har ødelagt og undergravet langt flere menneskers liv og udkomme i langt flere lande over et længere tidsrum end selv de værste postkoloniale regimer. Desuden har kolonikrigene, der gennemføres af ”mindre onde” valgte regimer og politikere, haft en dybtgående destruktiv virkning på de selv samme ”demokratiske værdier” i de vestlige lande, som PPI’erne hævder at forsvare.

Konklusion

PPI’erne har ved at vælge “det mindste onde – i det seneste tilfælde ved at støtte Obama – dømt sig selv til politisk impotens ved at frede Washingtons politik og til politisk irrelevans i forhold til de nationale befrielseskampe.

Konsekvente støtter af millionerne af ofre for det vestlige og israelske slagteri lever ikke af økonomiske nådesgaver fra fonde. De tager det svære (og bekostelige) valg at kaste deres lod i solidaritet med modstandskæmperne.

”Omkostningen” for progressive intellektuelle i USA er, naturligvis, at invitationer til at tale på universiteter, der tilbyder femcifrede honorarer, tørrer ud. ”Gevinsten” er selvrespekt og den værdighed, der kommer af at være en del af en international anti-imperialistisk bevægelse.

Originalartikel http://www.informationclearinghouse.info/article21306.htm

Oversat efter Information Clearing House 23. november 2008.

- End -