International fredsbevægelse
 

Sagaen om Bradley Manning, Julian Assange og Wikileaks

Af William Blum

”Forsvarsadvokaterne siger, at Manning tydeligvis var en problemfyldt ung soldat, som hæren aldrig skulle have sendt til Irak eller givet adgang til klassificeret materiale, mens han var udstationeret der … De mener, at han var i et følelsesmæssigt oprør, idet han var homoseksuel soldat på et tidspunkt, hvor homoseksuelle var afskåret fra åbent at gøre tjeneste i de amerikanske væbnede styrker”.
 (Associated Press, 3. februar)    

Det er uheldigt og forstyrrende, at Bradley Mannings advokater har valgt så konsekvent at basere hans forsvar på den præmis, at det var personlige problemer og utilstrækkelighed, som motiverede den unge mand til at overdrage hundredtusinder af klassificerede filer til Wikileaks. De burde ikke fremstille ham sådan, lige så lidt som Bradley bør fremstå i retten som kriminel eller forræder. Han bør hyldes som en national helt. Ja, også når advokaterne forsøger at tale til militærfolk. Man bør snarere forsøge at trænge igennem deres sind og finde frem til den frieste og bedste person, der bor der. Bradley bærer også militæruniform.

Her er Mannings egne ord fra en online-chat: ”Hvis du havde fri adgang til klassificerede netværk … og du så utrolige ting, forfærdelige ting ... ting, der rettelig hører hjemme i det offentlige domæne og ikke på en server gemt i et mørkt rum i Washington DC ... Hvad ville du så gøre?  Guderne må vide, hvad der nu sker … Forhåbentlig verdensomspændende diskussion, debat og reformer … Jeg ønsker, at folk ser sandheden … for uden ægte information kan man ikke træffe bevidste beslutninger som offentlighed."

Skal verden bildes ind, at disse ord stammer fra en problemfyldt og irrationel person? Taler Nürnberg-tribunalet og Genevekonventionerne ikke om en højere pligt end blind loyalitet over for ens  regering, en pligt til at rapportere om denne regerings krigsforbrydelser?

Længere nede i denne artikel vil nogle af de ting, der afsløres i udenrigsministeriets kabler og forsvarsministeriets filer og videoer, blive opstillet. For at afsløre en så pinlig og æreløs opførsel risikerer den amerikanske hærs Bradley Manning og Wikileaks' Julian Assange at skulle  tilbringe resten af deres liv i en moderne fangekælder, meget af tiden underkastet den særlige form for tortur, der er kendt som ’isolationsfængsling’. Faktisk har det været antydet, at mishandlingen af Manning har haft til formål at få ham til at vidne mod og implicere Assange. Amerikanske mediefolk og embedsmænd i dusinvis har opfordret til at henrette eller snigmyrde Julian Assange.

Med den nye National Defense Authorization Act (Loven om militærudgifter, som på Obamas  initiativ nu tillader ubegrænset tilbageholdelse og tilmed mord på amerikanske statsborgere, KP) kan Assange meget vel blive kidnappet og myrdet. Hvilket århundrede lever vi i? Hvilken verden?

Det var efter at have set amerikanske krigsforbrydelser som dem, der vises i videoen ”Collateral Murders” og dokumenteres i “Iraq War Logs”, offentliggjort af Manning og Wikileaks, at irakerne nægtede at fritage de amerikanske soldater fra at blive stillet for retten for krigsforbrydelser. Videoen viser en amerikansk helikopter, som i en Baghdad-forstad vilkårligt myrder adskillige civile i tilgift til to Reuter-journalister og sårer to små børn, mens helikopterpiloterne jubler over angrebene, som var det et krigsspil i Philadelphia.

Den irakiske regerings insisteren på at hævde retten til at retsforfølge amerikanske soldater for at krænke irakisk lov, noget som USA sjældent eller aldrig accepterer i et eneste af de mange lande, hvor dets tropper er udstationeret, tvang Obama-administrationen til at trække de resterende amerikanske tropper hjem.

Havde Manning begået krigsforbrydelser i Irak i stedet for at afsløre dem, ville han være en fri mand i dag, ligesom de mange hundredtusinder af amerikanske soldater, der er skyldige i dybt afskyelige krigsforbrydelser i Haditha, Fallujah og andre steder, hvis navne er blevet skændet i landet, der engang var Mesopotamien.

Ud over at spille en rolle i at få skrevet Slut på den afskyelige Irakkrig hjalp Wikileaks’ afsløringer til at antænde det arabiske forår, der begyndte i Tunesien.
Da folk i Tunesien læste eller hørte om telegrammer fra den amerikanske ambassade, der afslørede den udstrakte korruption og dekadence i den omfattende herskende familie – et langt og detaljeret telegram var betitlet: ”KORRUPTION I TUNESIEN: HVAD DER ER DIT ER MIT" – at Washingtons støtte til den tunesiske præsident ikke var virkelig stærk, og at USA ikke ville støtte regimet i tilfældet af et folkelig opstand, gik de på gaderne.

Her er eksempler på andre af Wikileaks’ afsløringer, der gjorde verdens folk klogere:

  • I 2009 blev den japanske diplomat Yukiva Amano ny leder af Det Internationale Atomenergiagentur, der spiller den ledende rolle i at undersøge, hvorvidt Iran udvikler atomvåben eller blot arbejder med fredelige atomenergiprojekter. Et telegram fra den amerikanske ambassade i oktober 2009 oplyste, at Amano ”gjorde sig umage for at fremhæve sin støtte til de amerikanske strategiske mål for agenturet … Amano mindede ved adskillige lejligheder den amerikanske ambassadør om, at … han tilhørte det amerikanske hof ved enhver nøglebeslutning af strategisk karakter, fra udpegning af højt placeret personale til behandlingen af Irans påståede atomvåbenprogram”.

  • Rusland tilbageviste amerikanske påstande om, at Iran har missiler, som kunne ramme Europa.

  • Den britiske regerings officielle høring om, hvordan man blev involveret i krigen mod Irak, var dybt kompromitteret af regeringens tilsagn om beskyttelse af Bush-administrationen under høringen.

  • En diskussion mellem Yemens præsident Ali Abdullah Saleh og den amerikanske general David H. Petraeus, hvor Saleh indikerer, at han vil dække over USA's rolle i missilangreb på al-Qaedas støtter i Yemen. ”Vi vil forsat sige, at bomberne er vores, ikke jeres”, sagde Saleh til Petraeus.

  • Den amerikanske ambassade i Madrid har haft alvorlige gnidninger med den spanske regering og civilsamfundet:
    a) Forsøg på at få droppet kriminalsagen mod tre amerikanske soldater anklaget for at dræbe en spansk tv-kameramand i Baghdad under et uprovokeret amerikansk tankangreb imod det hotel, hvor han og andre udenlandske journalister boede.
    b) Sager om tortur rejst af en spansk ngo imod seks højtstående embedsmænd i Bush-administrationen, heriblandt den tidligere kammeradvokat Alberto Gonzales.
    c) En spansk regeringsundersøgelse af tortur af spanske statsborgere tilbageholdt i Guantánamo.
    d) En undersøgelse ved en spansk ret om brugen af spanske baser og lufthavne til torturflyvninger med fanger. e) Fortsat kritik af Irak-krigen fra den spanske statsminister Zapatero, der til sidst trak de spanske tropper ud.

  • Udenrigsministerielle embedsmænd ved FN såvel som amerikanske diplomater ved flere ambassader var udpeget til at samle så meget af følgende information som muligt om FN’s embedsmænd, herunder generalsekretær Ban Ki Moon, de permanente sikkerhedsrådsrepræsentanter, centralt FN-personale og udenlandske diplomater: e-mail og hjemmeside-adresser, internet brugernavne og passwords, personlige krypteringsnøgler, kreditkortnumre, ofte anvendte kontonumre, arbejdsskemaer og biometriske data. Diplomater ved USA’s ambassade i Asunción, Paraguay blev bedt om at få fat i dato, tid og telefonnumre på opkald foretaget eller modtaget af diplomater fra Kina, Iran samt venstreorienterede latinamerikanske stater som Cuba, Venezuela og Bolivia. Amerikanske diplomater i Rumænien, Ungarn og Slovenien instrueredes om at indsamle biometrisk information om ’nuværende og kommende ledere og rådgivere’, såvel som informationer om ’korruption’ og om lederes sundhed og ’sårbarhed’.  FN-direktivet bad også specielt om ’biometrisk information om højtstående nordkoreanske diplomater’. Et tilsvarende telegram til ambassaderne i området omkring De store søer i Afrika oplyste, at biometriske data inkluderer dna såvel som irisscanninger og fingeraftryk.

  • En særlig ’Iran-observatør’ i Aserbajdsjans hovedstad Baku rapporterede om et skænderi, der fandt sted under et møde i det iranske nationale sikkerhedsråd. En rasende stabschef for revolutionsgarden, Mohammed Ali Jafari, kom angiveligt i en hed diskussion med den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad og gav ham en lussing, fordi den generelt konservative præsident overraskende havde advokeret for pressefrihed.

  • Det amerikanske udenrigsministerium var reelt ene på den vestlige halvklode om ikke utvetydigt at fordømme militærkuppet i Honduras den 28. juni 2009, selvom et ambassadetelegram fastslog: ”Der er ingen tvivl om, at militæret, landets højesteret og parlamentet konspirerede den 28. juni om et illegalt, forfatningsstridigt kup mod den udøvende magt”. USA’s støtte til kupregeringen har været ubrudt siden.

  • Ledelsen af Socialdemokratiet i Sverige – det neutrale, pacifistiske og liberale Sverige, ifølge en indgroet myte – besøgte den amerikanske ambassade i Stockholm for at spørge om råd til, hvordan man bedst solgte Afghanistan-krigen til en skeptisk svensk befolkning. De bad, om ikke USA kunne arrangere, at et medlem af den afghanske regering kom til Sverige og i rosende vendinger fremhævede  NATOs humanitære tiltag for afghanske børn, og så videre. (I en årrække har Sverige fuldt ud af gavn, om ikke af navn, været medlem af NATO – og det forfølger Julian Assange for at tilfredsstille en vis bestemt vestlig magt!).

  • Amerikanerne pressede på for at få indflydelse på den svenske aflytningslov, så kommunikation via Sverige kunne blive opsnappet. Den amerikanske interesse heri var klar nok: 80 % af al internettrafik fra Rusland går via Sverige.

  • Det europæiske råds præsident Herman Van Rompuy fortalte i januar 2010 folk fra den amerikanske ambassade i Bruxelles, at ingen i Europa troede på Afghanistan mere. Han sagde, at Europa var med af ærbødighed for USA. Der måtte komme resultater i 2010, ellers er ”Afghanistan forbi for Europa”.

  • Irakiske ledere anså Saudi-Arabien og ikke Iran som den største trussel imod integritet og sammenhæng i deres spæde demokratiske stat. De irakiske ledere var ivrige om at forsikre deres amerikanske herrer om, at de let kunne ’styre’ iranerne, der ønsker stabilitet, men at saudierne ønskede et ’svagt og splittet’ Irak og endog ’anstiftede terrorisme, der ville destabilisere regeringen’. Den saudiske konge ville derudover meget gerne se et amerikansk angreb på Iran.

  • Saudi-Arabien truede i 2007 med at trække sig ud af en  investering i et olieraffinaderi i Texas, medmindre den amerikanske regering greb ind for at stoppe et sagsanlæg imod det saudiske Aramco ved amerikanske domstole for at fikse oliepriser. Den saudiske viceolieminister sagde, at han ville have USA til at give Saudi-Arabien fuld immunitet mod retssager.

  • Saudiske donorer var hovedsponsorer af militante sunni-grupper som Al Qaeda, det afghanske Taliban og Laskhar-e-Taiba, som udførte Mumbai-angrebene i 2008.

  • Verdens største farmaceutiske firma, Pfizer, lejede detektiver til at opgrave beviser på korruption mod Nigerias kammeradvokat for at overtale ham at droppe at forfølge en kontroversiel retssag i 1996 om stoffer, der bl.a. blev brugt til børn med meningitis.

  • Rusland tilbageviste amerikanske påstande om, at Iran har missiler, som kunne ramme Europa.

  • Oliegiganten Shell hævdedes at have ’indsat personale’ og hele vejen igennem  infiltreret Nigerias regering.

  • Obama-administrationen fornyede de militære bånd med Indonesien trods alvorlig bekymring fra amerikanske diplomater om det indonesiske militærs aktiviteter i provinsen Vest-Papua. Man frygtede, at den indonesiske regerings forsømmelighed, den udbredte korruption og brud på menneskerettighederne ville fyre op under uro i regionen.
  • Amerikanske embedsmænd samarbejdede med Libanons forsvarsminister om at spionere imod og evt. tillade Israel at angribe Hizbollah i ugerne op til den voldelige militære konfrontation i Beirut i maj 2008.

  • Gabons præsident Omar Bongo forgreb sig angiveligt på mange millioner fra svindelramte  fonde fra centralafrikanske stater og kanaliserede en del af dem til franske politiske partier som støtte til Nicolas Sarkozy.

  • Telegrammer fra den amerikanske ambassade i Caracas i 2006 bad den amerikanske udenrigsminister om at advare præsident Hugo Chávez imod en venezuelansk militærintervention for at forsvare den cubanske revolution i tilfælde af  en amerikansk invasion efter Castros død.

  • USA var bekymret for, at det venstredrejede latinamerikanske tv-netværk Telesur, der har  hovedkvarter i Venezuela, skulle samarbejde med al Jazeera i Qatar, hvis dækning af Irak-krigen havde gået Bush-administrationen på nerverne.

  • Vatikanet fortalte USA, at man ønskede at underminere den venezuelanske præsident Hugo Chávez’ indflydelse i Latinamerika af frygt for afsvækkelse af katolicismens magt dér. Man frygtede, at Chávez alvorligt skadede forbindelserne mellem den katolske kirke og staten ved at karakterisere det klerikale hierarki i Venezuela som del af den privilegerede klasse.

  • Pavedømmet hilste præsident Obamas nye tilnærmelse til Cuba velkommen og håbede på snarlige videre skridt, der måske kunne omfatte besøg i fængslet af  konerne til ’De cubanske fem’. Forbedrede amerikansk-cubanske forbindelser ville berøve Hugo Chávez et af hans yndlingsemner og kunne hjælpe  til med at bremse ham i regionen.

  • Diplomaternes vidunderlige verden: I 2010 rejste den engelske premierminister Gordon Brown sammen med USA’s udenrigsminister Hillary Clinton spørgsmålet om visa til to af konerne til ’De cubanske fem’: ”Brown anmodede om, at konerne (der tidligere er blevet nægtet visa til USA) fik visa, så de kunne besøge deres fængslede mænd … Vores efterfølgende forespørgsel til Nr. 10 indikerer, at Brown fremførte anmodningen som følge af en aftale, han havde indgået med britiske fagforeningsfolk, der udgør en del af Labours kernebagland. Nu hvor anmodningen er gjort, har Brown ikke til sinde at forfølge sagen længere. Der kræves ingen handling fra den amerikanske regering.”

  • Britiske embedsmænd skjulte for det britiske parlament, hvordan USA fik tilladelse til at anbringe klyngebomber på britisk jord til trods for traktater, som forbyder opmagasinering af sådanne våben.

  • Et telegram blev sendt af en embedsmand ved en afdeling af den amerikanske ambassade i Havanna i juli 2006 under optakten til konferencen i den alliancefri bevægelse. Han noterede, at han aktivt var på udkig efter ’interessante skæbnehistorier og andre nyheder, der kunne ryste myten om cubansk medicinsk overlegenhed’ (formodentlig for  at svække støtten til Cuba blandt medlemslandene på konferencen).

  • De fleste af de mænd, der blev sendt til Guantánamo, var uskyldige eller operative på et lavt niveau; mange af de uskyldige individer blev solgt til USA mod dusør.

  • DynCorp, et magtfuldt amerikansk firma med store våbenkontrakter, som forlanger næsten to milliarder dollars om året af amerikanske skattemidler, afholdt et særligt ’drengespil’-party for afghanske politiske  rekrutter (jo, det er, hvad du tror, det er).

  • Kendte ægyptiske torturbødler blev trænet ved FBI-akademiet i Quantico, Virginia.

  • USA lagde stort pres på Haitis regering for at indstille forskellige projekter uden hensyn til det haitianske folks velfærd. Et telegram fra 2006 understregede USA’s vedvarende insisteren på, at der måtte tages alle tænkelige skridt for at forhindre den tidligere præsident Jean-Bertrand Aristide, som USA havde styrtet året før, i at vende tilbage til Haiti eller få indflydelse på den politiske proces. I 2006 var Washingtons mål præsident Réne Préval for hans aftale med Venezuela om at tilslutte sig Caracas Caribiske Oliealliance, Petro Caribe, ifølge hvilken Haiti kunne købe olie fra Venezuela mod en kontantbetaling på  kun 60 % og resten tilbagebetalt over 25 år med 1 % i rente. Og i 2009 støttede udenrigsministeriet amerikanske firmaers modstand mod at betale en forhøjelse af mindstelønnen for haitianske arbejdere, som er de dårligst betalte på den vestlige halvkugle.

  • USA brugte trusler, spionage og andet for at prøve at få sin vilje gennemført på det vigtige klimatopmøde i København i  2009.

  • Mahmoud Abbas, præsidenten for Den palæstinensiske nationale myndighed og leder af Fatah-bevægelsen, henvendte sig til Israel for at få hjælp til at angribe Hamas i Gaza i 2007.

  • Den britiske regering trænede en paramilitær gruppe i Bangladesh, der fordømmes som en ’regerings-dødspatrulje’ af menneskerettighedsorganisationer.

  • En amerikansk militærordre befalede de amerikanske styrker ikke at undersøge sager om tortur mod irakiske fængslede

  • Amerikanerne var i 2006 involveret i den australske regeringskampagne for at få fordrevet Solomon- øernes statsminister Manasseh Sogavare.   

  • Et amerikansk telegram fra 2009 fortalte, at politibrutalitet i Ægypten mod almindelige kriminelle var rutine og udbredt overalt, og at politiet brugte magt til at tvinge tilståelser ud af kriminelle på daglig basis.

  • Amerikanske diplomater pressede den tyske regering til at lamme retsforfølgelsen af CIA-agenter, der bortførte og torturerede Khalid El-Masri, en tysk statsborger. [El-Masri blev kidnappet af CIA, mens han var på ferie i Makedonien den 31. december 2003. Han blev fløjet til et torturcenter i Afghanistan, hvor han blev slået, sultet og udsat for analsex. Den amerikanske regering løslod ham på en bakketop i Albanien fem måneder senere uden penge eller midler til at rejse hjem].

  • Telegrammer fra 2005 handler om ’udbredt alvorlig tortur’ i Indien, som er vidt berømmet som ’verdens største demokrati’. Internationalt Røde Kors skrev: ”Den fortsatte mishandling af fængslede, der sker på trods af langvarig dialog med den indiske regering fra Røde Kors’ side,  har fået Internationalt Røde Kors til at konkludere, at New Delhi tolererer tortur”. Washington blev underrettet om sagen af Røde Kors år tidligere. Hvad gjorde USA, der er en af verdens førende brugere og læremestre i tortur det seneste århundrede, så ved det? De amerikanske ledere, den nuværende indbefattet, fortsætter med at tale varmt om ’verdens største demokrati’. Som om tortur og en af værste rater af fattigdom og børneunderernæring i verden ikke modsiger selve demokratiets ide.

  • USA omstødte et forbud at mod at træne den indonesiske hærs specialstyrker – på trods af dens lange historie af vilkårlige fængslinger, tortur og mord – efter den indonesiske præsident havde truet med at aflyse præsident Obamas rejse til landet i november 2010.

  • I hvert tilfælde siden 2006 har USA finansieret politiske oppositionsgrupper i Syrien, herunder en satellit-tv-kanal, som sender anti-regerings-udsendelser til landet.

William Blum er forfatter til Killing Hope: US Military and CIA Interventions Since World War II og en række andre bøger om det amerikanske imperium. Hjemmesiden er www.killinghope.org

- End -