NOAM
CHOMSKY OG DE DANSKE ANMELDEREAf Edvard Berg For
nyligt udkom Noam Chomskys bog "11. september" på Forlaget Bindslev
i en dansk udgave, og det har været interessant at følge reaktionerne. Chomsky
har et ekstremt omfattende forfatterskab bag sig, både hvad angår
hans politiske tekster og hans fagområde lingvistik. På begge områder
kræver det en ikke uvæsentlig indsats af læseren for at sætte
sig ind i og forstå hans argumenter og det er ikke altid nemt. Det var der
desværre et stort underskud på, blandt de danske anmeldere af "11.
September"
Bundskraberen stod uden tvivl David Gress for i Jyllands
Posten d. 10/9, hvilket man måske kunne have forventet. Der er tale om primitiv
mudderkastning, som på intet tidspunkt forholder sig til den konkrete tekst,
men i stedet strør om sig med udokumenterede udfald ala "Chomsky er
en ensporet fanatiker, der hader USA, demokratiet og det kapitalistiske markedssystem
med et raseri, som overgår selv Osama bin Ladens" og "han er lige
så uhæderlig i sin analyse som Adolf Hitler var, da han i "Mein
Kampf" skød skylden for al Tysklands misere på jøder
og bolsjevikker". Hele Gress’ artikel indeholder kun to direkte henvisninger
til Chomskys bog og de er begge faktuelt forkerte.
Der kan være god grund
til at tænke over, hvad Gress laver nede på et så dybt niveau
af usaglighed, men det må blive en anden gang. Her ligger fokus på
de mere generelle tendenser hos anmelderne, som trods alt ligger et stykke over
Gress. Det ville dog blive alt for omfattende at gennemgå alle anmeldelserne
da der, mange lighedspunkter til trods, selvfølgelig stadigt er ganske
stor variation. Jeg vil derfor primært forholde mig til Bent Blüdnikows
anmeldelse fra Berlingske Tidende d. 27/8, da det er den klart mest omfattende
og samtidig ganske godt opsummerer de vigtigste problemer, som også findes
i de fleste af de andre anmeldelser.
En helt basal misforståelse,
som optræder i så godt som alle anmeldelserne, er at Chomsky skulle
påstå at "USA er den store satan", eller at "amerikansk
imperialisme er skyld i verdens ulykker", som Blüdnikow udtrykker det.
Enhver som bruger tid på at sætte sig ind i Chomskys forfatterskab,
vil se at dette åbenlyst er fejlagtig og at han aldrig har påstået
noget sådant. Det svarer til at sige at Claus Meyer tror at dårlig
kost er skyld i alle verdens problemer, fordi alle hans bøger nu engang
handler om god madlavning. For det er selvfølgeligt sandt, at det absolutte
flertal af Chomskys tekster handler om USA, men det er der en meget simpel grund
til, hvilket Chomsky også selv har pointeret igen og igen: Nemlig den at
han er amerikaner og derfor har mulighed for at påvirke og ændre USAs
opførsel. Efter Chomskys overbevisning bør man først og fremmest
koncentrere sig om de forbrydelser man selv er medansvarlig for (som amerikansk
statsborger, stemme berettiget og skattebetaler) inden man kaster sig over andres
ugerninger. Han kunne selvfølgelig godt have brugt hele sit virke på
at skrive kritiske analyser af andres forbrydelser, men som han siger ville det
have samme moralske værdi som at kritisere Ghengis Khan: Man kan alligevel
ikke gøre noget for at ændre det. De vigtigste problemer, bør
nu engang være dem man selv har mulighed for at ændre på.
Hvis
en kinesisk eller iransk intellektuel brugte al sin tid på at kritisere
f.eks. amerikansk politik, ville man nok foreslå vedkommende at der muligvis
var andre steder han burgte rette sin opmærksomhed først, men hvis
en amerikaner kritiserer sit eget land, så er han "anti-amerikansk",
"et levn fra halvfjerdserne" og hvad har vi ellers. Det er tankevækkende.
Derfor
bør det heller ikke overraske nogen at de konflikter og tragedier Chomsky
behandler "som regel" kan føres tilbage til USA og Israel. Nej,
det er netop fordi de kan det, at Chomsky skriver om dem.
Derfor er det ganske
afslørende når Blüdnikow siger at "alt hvad der rørte
sig i verden, interesserer Chomsky." Han har med andre ord ganske enkelt
ikke fattet de grundlæggende antagelser, der ligger til grund for den bog
han er sat til at anmelde. Det er generelt slående så overfladisk
de fleste anmeldere forholder sig, ikke bare til Chomskys teorier generelt, men
også til den konkrete bog. F.eks. er det tilstrækkeligt for Blüdnikow
som et eksempel på Chomskys "70’er holdninger", "konspiratoriske
tankegang" og "provokerende formuleringer", blot at nævne
at han kalder USA for "en terroriststat", uden at han bruger tid til
at forholde sig til Chomskys argumenter herfor, som blandt meget andet er at USA
er den eneste stat i verden der er blevet dømt for ulovlig magtanvendelse
af Den Internationale Domstol. Et af de centrale argumenter i "11. September",
men det nævnes ikke i anmeldelsen. Er det en seriøs måde at
anmelde bøger på? Flere af anmelderne kommer ind på Chomskys
forhold til Pol Pol og de Røde Khmerer i Cambodja. David Gress forklarer
at mens Pol Pots myrderier stod på "nægtede" Chomsky det,
Bo Bjørnvig skriver i Weekendavisen at Chomskys "ry blev blakket efter
hans stædige forsvar af Pol Pot-regimet" og Blüdnikow tager skridtet
fuldt ud og taler om Chomskys "engagement i Pol Pots regime" samt hans
"indirekte støtte til Khmer Rouges folkemord". Han fortsætter
med at omtale de bestialske mord som Pol Pot og venner stod for og tilføjer
at "i Noam Chomskys øjne var det blot de vestlige medier, der forvrængede
virkeligheden", og at han tilmed "fastholdt denne vanvittige holdning".
Igen
kan man kun ønske at anmelderne havde gjort sig den mindste indsats for
at sætte sig ind i Chomskys skriverier. I så fald ville det ikke tage
dem længe at finde frem til at Chomsky har kaldt de Røde Khmerers
massakrer for "det værste folkedrab i den moderne tidsalder" og
at der er et utal af de hårdeste fordømninger af deres ugerninger
mange steder i hans forfatterskab. Kigger man i Chomsky og Edward Hermans "After
The Cataclysm", som Blüdnikow henviser til, vil man allerede på
den første side af kapitlet om Cambodja kunne læse, at "in the
case of Cambodia, there is no difficulty in documenting major atrocities and oppression."
(s. 135)
Chomsky har aldrig benægtet folkedrabet i Cambodja, tværtimod
er det et centralt element i hans analyse, som primært ikke drejede sig
direkte om selve Pol Pots forbrydelser, men måden hvorpå de blev fremstillet
i de amerikanske medier. Med han og Hermans egne ord: "Our primary concern
here is not to establish the facts with regard to postwar Indochina, but rather
to investigate their refraction through the prism of Western ideology, a very
different task." (ATC, s. 140) Chomskys konklusion var at folkedrabet i Cambodja
som blev begået af "en officiel fjende" blev ekstremt stærkt
eksponeret i de amerikanske medier, som tilmed helt ukritisk viderebragte grove
løgne og fordrejninger, så som udokumenterede høje drabstal,
manipulerede fotografier osv., hvorimod det samtidige folkemord på Øst
Timor blev totalt fortiet af de selvsamme medier, selvom USA bar en stor del af
ansvaret for dette, i form af intens militær og diplomatisk støtte
til den indonesiske besættelsesmagt. Blüdnikow taler om den "fængende
enkelhed" i Chomskys budskab, men han er ikke selv i stand til at fatte de
mest fundamentale forudsætninger, så som det at kritisere de amerikanske
mediers dækning af Pol Pots folkedrab i forhold til dækningen af folkedrabet
på Øst Timor, ikke er det samme som at støtte eller benægte
disse forbrydelser. Én ting er, at de fleste ikke havde taget sig
tid til at finde den nødvendige baggrundsviden om Chomskys generelle teorier
og derfor ikke synes at have forstået særligt meget, men noget andet
som også er ganske iøjnefaldende er så stor mangel på
interesse for bare de mest basale fakta angående den konkrete bog, som flere
af anmelderne udviser. Anders Jerichow skriver f.eks. i Politiken at bogen er
sammensat af interviews lavet i "det forgangne år" og "øjensynligt
redigeret i den senere eftertankes klare lys". Havde han undersøgt
sagen, ville han vide at den amerikanske udgave gik i trykken allerede i midten
af oktober 2001 og alle kapitlerne begynder i øvrigt med tydelig angivelse
af hvilken dato interviewene er gennemført, det seneste d. 5. oktober.
På samme måde påstår David Gress, at bogen er "et
interview med en beundrer". Igen kunne han ved rent faktisk at læse
den bog han er sat til at anmelde, finde ud af at den er sammensat af en lang
række interviews givet til tidsskrifter, tv stationer og andet i Tyskland,
USA, Grækenland, Italien osv, også klart angivet i begyndelsen af
hvert kapitel. Hvorvidt man er enig med Chomsky eller ej er selvfølgelig
en individuel sag, men han fortjener under alle omstændigheder at blive
taget mere seriøst end han er blevet i den danske presse. Når
alt dette er sagt, så er "11. September" ikke en af Chomskys bedste
bøger. Det skyldes i høj grad nogle ganske ugennemtænkte spørgsmål
fra interviewernes side, men også Chomsky udtaler sig af og til mindre klart
end man kunne have håbet. Det er værd at finde nogle af Chomskys andre
skriverier og foredrag fra tiden efter 11/9, hvis man er interesseret i at få
uddybet pointerne i bogen. Det forhindrer imidlertid stadig ikke "11. September"
i at være en af de bedste bøger der er kommet på markedet om
situationen før og efter tragedierne d. 11/9 og 7/10+, år 2001. Langt
bedre er dog Chomskys "Understanding Power", som jeg meget varmt vil
anbefale og som ligeledes udkom tidligere på året. Den består
også af en lang række interviews og uddrag fra debatter igennem de
seneste ti år og her er betydeligt mere kød på både svar
og spørgsmål end i "11. September". Med til bogen hører
derudover ikke mindre end 450 siders fodnoter, udførlig uddybende dokumentation
og referencer til Chomskys kilder. En sand guldgrube.
Endeligt er den brilliante
dokumentar film "Manufacturing Consent" også netop blevet genudgivet,
på både video og DVD. Den giver et glimrende og meget lettilgængeligt
indblik i Chomskys teorier, og er tilmed ganske underholdende. Også varmt
anbefalet. Edvard Berg
berg_edvard@hotmail.com
-
End -
______________________Debat
- Aktiviteter - Kommentarer - Indlæg Send
dit til
stopterrorkrigen@ofir.dk
|
