Den store russiske løgn

Af Vibeke Pedersen

Putin har meget at se til. Han vil så gerne være med i "det pæne europæiske selskab". Men det er ikke nemt.

Han har for meget roderi i sin baggård. For mange mord. For mange menneskerettighedskrænkelser. Især i Tjetjenien.

De europæiske politikere vil hellere end gerne have, at Rusland bliver gjort "stueren". For de kan ikke lide kritiske spørgsmål. De vil meget gerne slippe for at indrømme, at Rusland aldrig nogensinde har gjort sig fortjent til at være medlem af Europarådet. For det er en betingelse for medlemsskab, at staten overholder de fundamentale menneskerettigheder. Det har Rusland aldrig gjort.

Men europæerne var flinke. De "gav Rusland en chance" for at vise, at de kunne gøre noget ved det "med tiden".

Men tiden er efterhånden knap. De kan ikke blive ved med at holde hånden over ham. De skal have noget at tilbyde folket. De skal kunne vise, at han "arbejder på sagen". Ellers får de for meget brok på hjemmefronten.

Så de har bedt ham om at stramme sig lidt an. Han må se at få ryddet op. At stoppe alle disse myrderier, lovovertrædelser og menneskerettighedskrænkelser i Tjetjenien.

Det er derfor, han er så ihærdig. Og det er da også tydeligt, at han forsøger at gøre noget ved sagen. Med "cleaning-up"-operationer i Tjetjenien, hvor soldater og sikkerhedsstyrker går fra hus til hus og anholder de mennesker, som mistænkes for at maltraktere den tjetjenske civilbefolkning og sprænge bomber i naborepublikkerne og i Rusland.

Men menneskerettighedsorganisationerne er efter ham. Det passer simpelthen ikke sammen. De undersøger sagerne og konkluderer, at det hovedsageligt er uskyldige mennesker, der bliver anholdt. Enhver mand eller dreng over 14 år risikerer at blive anholdt som "potentiel terrorist".

Og menneskerettighedsorganisationerne fortsætter. For tit nøjes soldaterne ikke med at anholde. Så begår de voldtægt mod kvinder (og mænd) og torturerer og henretter civile uden rettergang. Bortfører civile. Forlanger løsepenge for at udlevere deres torturerede lig, når de har dræbt dem. Eller de anholdte forsvinder bare. Tit er der endda rapporter om tilfældige skyderier mod civile.

Europæerne rynker næsen. Putin kan åbenbart ikke styre sine soldater. Men Putin lover, at han nok skal bringe disse brådne kar i militæret for en domstol. Og samtidigt lover han, at de anholdte tjetjenere, som anklages for terrorisme og kriminalitet, får en retfærdig rettergang. For det gør man jo i et demokratisk land.

Men det viser sig, at der stort set ikke er nogen militærpersoner, som har gjort noget forkert. Og der er i det hele taget ikke ret mange, der klager til myndighederne over militære personer. Så de russiske myndigheder konkluderer, at det nok ikke er så slemt. Og samtidigt konkluderer de ud fra bevismateriale og vidneforklaringer, at stort set alle de tjetjenske ledere er terrorister.

At journalister og menneskerettighedsorganisationer gang på gang dokumenterer, at klager har det med at "forsvinde" og beviser og vidneforklaringer har det med at "dukke op" hos den russiske anklagemyndighed, når nogen presses hårdt nok, kommer ikke ud til den brede russiske og europæiske befolkning.

Så de europæiske politikere lader til at være tilfredse. For de kan sige til folket, at Putin viser sin gode vilje. Og det er da altid en start.

For europæerne er ikke færdige med at stille krav. Der skal være fred i Tjetjenien. Så de russiske myndigheder skal indlede fredsforhandlinger med tjetjenerne. Og så skal der være ordentlige levevilkår for tjetjenerne. Boliger. Skoler.

Når bare han lige får forhandlet freden på plads.

Og Putin vil jo meget gerne vise, at han har opnået strålende resultater. Så han nedlægger flygtningelejre i Ingusjetien for tjetjenske flygtninge. Og så forsøger han at sende flygtningene tilbage til Tjetjenien. Ikke direkte, for ingen skal jo tvinges til at rejse. Myndighederne nøjes med at lukke for varmen. Som ingen kan undvære i et område, hvor temperaturen falder til 10-15 graders frost om natten.

Myndighederne begrunder lukningerne med, at "der jo ikke længere er brug for flygtningelejrene", for "nu er der jo fred i Tjetjenien". Smidigt får han manøvreret sig ind imellem de kritiske røster, som siger, at det er livsfarligt for flygtninge at vende tilbage til Tjetjenien. De taler om fortsatte russiske bombardementer og hastigt voksende overgreb på civile i Tjetjenien. De er endda begyndt at tale om, at Rusland bryder de internationale love og konventioner.

Så meget mere grund til for Putin at få afsluttet sagen om flygtningenelejrene hurtigst muligt. Og de russiske myndigheder har selv været ude i pressen med besked om, at alle lejrene er væk inden nytår. I Tjetjenien er der jo ikke så mange journalister og menneskerettighedsorganisationer til at holde øje med, hvad der foregår. Der bor i dag 20.000 tjetjenske flygtninge i lejrene i Ingusjetien.

De europæiske politikere tier og samtykker. For kan Putin give indtryk af, at der er fred i Tjetjenien, kan de europæiske stater begynde at sende de tjetjenske flygtninge tilbage.

Og så indkalder han til fredskonference i Tjetjenien. På det tjetjenske folks vegne. Og både de tjetjenske og russiske parter bliver hurtigt og ubesværet enige om, at Tjetjenien ubetinget vil give afkald på selvbestemmelse, og at det er underlagt Rusland i enhver henseende.

Det er næsten for nemt. Efter alle de lidelser, som tjetjenerne har været ude for, er det svært at forestille sig, at folket står bag de tjetjenske repræsentanter. Til gengæld er det meget logisk, at de tjetjenske repræsentanter er så nemme at forhandle med, eftersom de er udpeget af Moskva. De folkevalgte tjetjenske politikere, som af OSCE blev anerkendt efter et frit valg, er udenfor. For de er ifølge de russiske myndigheder terrorister. Og Putin forhandler ikke med terrorister.

Tjetjenerne ryster på hovedet. For dem er det en tragikomisk farce. Og de tjetjenske repræsentanter er på ingen måde repræsentanter for det tjetjenske folk. Tværtimod. De er for tjetjenerne garanter for, at overgrebene og bombardementerne legaliseres.

Situationen i Tjetjenien bliver mere og mere desperat. Før krigen boede der ca. 1 mill. mennesker i Tjetjenien. Nu bor der i flg. Amnesty International kun 300.000. Op mod 200.000 mennesker, hovedsageligt civile tjetjenere, er i krigens løb blevet dræbt. Og der er ikke udsigt til, at det bliver bedre. Tværtimod. Antallet af overgreb og bortførelser begået af russiske soldater mod civile tjetjenere er voksende. Menneskerettighedsorganisationen Helsinki Komiteen taler endda om "systematiske overgreb", som er "tæt på folkemord".

Alligevel gør de europæiske politikere ikke ret meget. De nøjes med ind imellem at "være bekymrede". Men de vil ikke støtte at iværksætte en undersøgelse, så det kan komme frem i lyset, hvad der konkret sker i Tjetjenien, og hvem, der er ansvarlige. Derimod henviser de til, at konflikten er "et internt anliggende" for Rusland, som Europarådet ikke kan blande sig i.

Men det er forkert. For brud på konventioner er i allerhøjeste grad et anliggende for Europarådet. Og organisationen bør være garant for, at alle medlemsstater behandler indbyggerne efter Den europæiske Menneskerettighedskonvention og andre relevante konventioner og love. Tjetjenerne har samme ret til beskyttelse som de øvrige indbyggere i Europa.

Derfor strider det imod Europarådets egne demokratiske grundprincipper, når europæiske stater er villige til at samarbejde med Rusland på bekostning af et helt folks basale rettigheder.

Vibeke Pedersen er fredsaktivist og researcher - og har bl.a. været aktiv i modstanden mod krigene i Bosnien, Kosovo, Afghanistan og Tjetjenien.

______________________

Debat - Aktiviteter - Kommentarer - Indlæg

Send dit til
stopterrorkrigen@ofir.dk