Fredsindlæg
 

FN’s Sikkerhedsråd undviger spørgsmålet om menneskelige tab i Irak konflikten

12. februar 2003

Er Sikkerhedsrådet bange for at se de menneskelige omkostninger i øjnene ved en konflikt i Irak? spørger Amnesty International.

”Uanset hvad holdningen er til en evt. krig mod Irak, så bør den danske regering arbejde for, at det humanitære beredskab bliver bygget op på et kvalificeret grundlag. Det forudsætter, at man bakker op om Amnesty Internationals opfordring til FN’s Sikkerhedsråd om at foretage en tilbundsgående og åben gennemgang af de humanitære og menneskeretslige konsekvenser af en krig,” siger Amnesty Internationals generalsekretær Lars Normann Jørgensen.

Amnesty International skrev i sidste uge til præsidenten for Sikkerhedsrådet. I brevet udtrykkes bekymring for den manglende opmærksomhed på omkostningerne for civilbefolkningen, som en militær aktion mod Irak kan få. ”Det fortjener at blive debatteret i åbne møder med tilstedeværelse af alle FN’s medlemmer,” fastslår Amnesty International. Organisationen hilser samtidig Sydafrikas anmodning om en åben debat velkommen: ”Det er bydende nødvendigt, at Sikkerhedsrådet imødekommer denne anmodning.”

”De menneskeretslige og humanitære konsekvenser må omhyggeligt overvejes og vurderes op imod den trussel, som Irak siges at være for fred og sikkerhed, hvis Rådet ifølge FN’s eget charter skal udfylde sit ansvar ordentligt.”

Amnesty er stærkt bekymret for, at den nuværende tragiske situation i Irak vil blive hurtigt forværret i tilfælde af en militær aktion. Især er der fare for fornyede overgreb på menneskerettighederne fra de irakiske magthavere, væbnede oppositions-grupper og andre parter, der er involverede i militære operationer og gengældelsesforanstaltninger af etniske eller andre årsager. Der er derfor et klart behov for nøje undersøgelse og ekspertvurderinger af menneskerettighedssituationen i Irak.

Amnesty International forstår, at FN har vurderet den humanitære risiko ved konflikten i Irak.
”FN’s generalsekretær, Kofi Annan, har planer om at diskutere konfliktens humanitære følger ved en uformel briefing i Sikkerhedsrådet, men sagen er al for alvorlig til at blive diskuteret bag lukkede døre. Der er behov for en formel, åben og gennemsigtig debat,” siger Amnesty International.
Amnesty har nu iværksat et globalt pres fra organisationens medlemmer på Sikkerhedsrådet for at få en fyldestgørende debat i FN.

Amnesty har ligeledes opfordret Sikkerhedsrådet til at bede generalsekretæren om at give en presserende offentlig briefing om militære aktioners indvirkning på civile i Irak og andre lande.

Amnesty International har især bedt Sikkerhedsrådet om at undersøge:
1) De sandsynlige følger på den menneskeretslige og humanitære situation for den irakiske befolkning. En befolkning, som allerede er tynget gennem voldsomme overgreb fra regeringens side og konsekvenserne af de økonomiske sanktioner.
2) Risikoen for, at en militær aktion vil føre til massive flygtningeproblemer som dem i 1991. Behovet for at sikre åbne grænser og international støtte til effektiv beskyttelse og assistance til flygtninge og fordrevne.
3) Risikoen for grove overgreb på den humanitære lovgivning, herunder direkte angreb på civile og brugen af ”levende skjolde”. Der er også brug for en vurdering af resultatet af en mulig brug af kemiske og atomare våben, der alle, ifølge deres natur, rammer tilfældigt.
4) Muligheder for at sikre indsættelse af menneskerettighedsobservatører på linie med resolution 57/232, som gik gennem generalforsamlingen så sent som december 2002.

Amnesty har støttet initiativer fra Sikkerhedsrådet de seneste år, som har omhandlet en øget støtte til civile ved væbnede konflikter og sikret en større ansvarlighed overfor overgreb. Det gælder resolutionerne 1265 (1999), 1296 (2000) og 1460 (2003).

”Sikkerhedsrådet må nu de bruge de formuleringer i resolutionerne i forbindelse med den nuværende situation i Irak”, siger Amnesty International.


For yderligere oplysninger:
Pressechef Stig Nielsen, Amnesty International, tlf. 33 45 65 65

- End -

______________________

Debat - Aktiviteter - Kommentarer - Indlæg

Send dit til
stopterrorkrigen@ofir.dk