Saddam og historiens kendsgerninger

af Poul Villaume

Information 28. september 2002

Kan EU-landene modstå USA’s pres for et angreb på Saddam Husseins Irak og dermed undgå at blive medansvarlig for en drastisk forværring af det vestlige-arabiske forhold? Svaret falder, når de første krydsermissiler sendes afsted mod Bagdad...

Det er en ofte fremført påstand i medierne, at FN’s våbeninspektører i Irak i slutningen af 1998 blev smidt ud af Irak af Saddam Hussein. Påstanden genfindes f.eks. i Martin Burcharths analyse i Information den 19. september – angiveligt »baseret på historiske kendsgerninger« – hvor det hedder, at våbeninspektørerne »fik besked om at forlade landet,« hvorefter USA og Storbritannien »som halvhjertet straf« bombede irakiske militæranlæg i fem dage.
Den historiske kendsgerning er, at det var daværende leder af våbeninspektørerne (UNSCOM), Richard Butler, som på direkte, kraftig opfordring fra USA’s FN-ambassadør énsidigt trak UNSCOM-personellet ud af Irak. Årsagen var den enkle, at Clinton-regeringen havde besluttet sig for at starte sine massive bombeangreb af Irak og frygtede, at våbeninspektørerne kunne blive ramt eller på anden vis ville lide overlast under angrebene, som foregik uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd og under flere af de permanente medlemmers protest.
Hvad kunne FN-våbeninspektørerne da rapportere i december 1998, umiddelbart inden bomberne begyndte at regne ned over Irak? At Iraks atomvåbenprogram var blevet effektivt elimineret, at elimineringen af Iraks kemiske våben og missil-trussel var næsten fuldstændig, at der stadig var nedrustningsarbejde at gøre på det biologiske våbenområde, at Irak stadig skulle give flere oplysninger på alle områder, samt at Irak i princippet havde accepteret et program for langtidsovervågning, omend endnu ikke et specifikt system.
Stribevis af uafhængige vestlige eksperter erklærede dengang, at Irak for alle praktiske formål allerede var afvæbnet og ikke i overskuelig fremtid kunne udgøre nogen troværdig militær trussel mod sine naboer. Når Iraks regering i slutningen af 1998 vitterligt lagde visse hindringer i vejen for UNSCOM’s våbeninspektører, var det dels med henvisning hertil, dels med påstande om, at en række af FN-våbeninspektørerne, primært de mange amerikanske, opførte sig særdeles provokerende og misbrugte deres hverv til regulær spionage, herunder udpegning af (senere) bombemål for USA’s flyvevåben. Disse påstande er i mellemtiden blevet bekræftet og dokumenteret til overmål.
Bl.a. den tidl. formand for UNSCOM, Rolf Ekeus, har erkendt, at USA på denne måde bidrog til at kompromittere FN’s kontrolindsats i Irak.

Saddam Husseins regime er et brutalt diktatur. Men det har det været fra starten, da det i 1978 med USA’s og CIA’s hjælp kom til magten og slagtede den irakiske (venstre)opposition, og da det i 1980’erne med fuld amerikansk og britisk støtte gik i krig mod ayatollahernes Iran.
Der lød heller ingen kritik fra Washington af Saddam Hussein, da Irak i 1980erne brugte kemiske våben mod både soldater og civile. Først da Irak i 1990 besvarede kuwaitiske provokationer (bl.a. olieboringer under irakisk grænseterritorium) med den komplet illegitime militære invasion og annektering af den lille oliestat, vendte USA sig imod Saddam Hussein.
Det skete til gengæld med en så militant kompromisløshed, at den savnede historisk sidestykke i USA’s udenrigspolitik efter 1945. Arabiske og andre kompromisforsøg på forhandlinger i 1990 om Iraks fredelige tilbagetrækning fra Kuwait blev reelt affejet af USA, og Saddam blev fra den ene dag til den anden af præsident Bush Sr. udnævnt til verdens farligste mand siden Hitler – en status han i Washingtons retorik har beholdt lige siden (omend han en overgang blev stillet lidt i skyggen af en vis bin Laden).
De resolutioner om afvæbning af Irak, som USA efter Kuwait-krigen i 1991 fik FN’s Sikkerhedsråd til at vedtage, er de uden sammenligning mest vidtgående siden bestemmelserne om afvæbningen af Tyskland efter Anden Verdenskrig.
Men i årene efter 1945 havde sejrherrerne lært af de dyrekøbte erfaringer med udstødelsen af Tyskland som en international paria efter Første Verdenskrig – en behandling, som var med til at bane vej for Hitlers magtovertagelse.
Den fremsynede, og succesrige, amerikanske og vestlige politik gik derfor ud på at integrere (den vestlige del af ) Tyskland både politisk og økonomisk (og senere også militært), frem for at isolere og boykotte den slagne fjende.
Det skete ganske vist ud fra den magtposition, som den vestlige militære tilstedeværelse i Tyskland gav i de første år.

Men selv uden en tilsvarende vestlig militær tilstedeværelse i Irak efter Kuwait-krigen er det meget svært at se, hvorfor en tilsvarende, målbevidst re-integration og dermed fredeliggørelse af Irak ikke kunne være lykkedes op gennem 1990erne. Den skandaløse handelsboykot af Irak gennem mere end 10 år, som ulykkeligvis finder sted i FN’s navn, men som alene er blevet opretholdt på grund af USA’s (og Storbritanniens) benhårde pres og insisteren, har ikke blot indirekte – ifølge samstemmende ekspertrapporter fra bl.a. flere FN-underorganisationer – kostet mindst én million irakere livet, bl.a. pga. mangel på kemiske vandrensningsmidler (et resultat, som vi i dag véd, at USA’s regering fra starten var fuldt ud informeret om risikoen for).
Boykotten har også smadret den tidligere så stærke irakiske middelklasse, dvs. det sociale lag, som historisk set har været en hovedkraft i mange samfunds demokratisering og modernisering. Netto-resultatet er det forudsigelige, at Saddam Husseins greb om magten i Irak i de sidste ti år er blevet styrket og strammet.
(Det er i øvrigt ofte blevet dokumenteret, at det opreklamerede, såkaldte ’olie-for-mad’-program, som har været i kraft i de senere år, er helt utilstrækkeligt til at afhjælpe den påførte nød i Irak – programmet tjener formentlig mest til at dulme Vestens dårlige samvittighed en smule).
Var Irak derimod efter Kuwait-krigen blevet ’oversvømmet’ udefra med mad og medicin og hjælp til uddannelse og kommunikation med omverdenen osv., ville den irakiske befolkning fremfor at skulle bruge alle kræfter på at overleve fra dag til dag i boykottens dødsskygge have fået både fysisk og mentalt overskud til at kæmpe imod Husseins regime.
Og Hussein ville ikke have haft samme – helt forudsigelige – mulighed for at legitimere sin (totale) magt ved at henvise til en (totalt) fjendtlig vestlig omverden.

Rødderne til dagens misere skal således søges mange år tilbage. Ja, fremtrædende amerikanske samtidshistorikere med ekspertise i USA’s politik over for Mellemøsten og den arabiske verden siden 1945 har gennem årene på grundlag af amerikanske regeringsarkiver dokumenteret Washingtons ofte chokerende mangel på forståelse for dynamikken og mentaliteten i den arabiske og mellemøstlige region.
Resultatet har været, at amerikansk udenrigspolitik i denne del af verden er fumlet fra den ene katastrofe til den anden. Hovedprincippet, som ikke er ændret afgørende selv efter Den Kolde Krigs afslutning, har været støtte til de regimer, som efter Washingtons skøn tjente USA’s angiveligt vitale strategiske og økonomiske (olie)interesser mest loyalt, i det mindste på kort sigt, uanset hvor undertrykkende og diktatoriske de har været indadtil.
Siden 1967-krigen, hvor det sovjetiske spøgelse set fra Washington for alvor dukkede op i området, har den betingelsesløse og massive amerikanske støtte til Israel og dettes klokkeklart folkeretsstridige besættelsespolitik yderligere forringet den amerikanske udenrigspolitiks anseelse i de arabiske befolkninger.
Indsigtsfulde iagttagere af den mellemøstlige verden har efter 11. september 2001 peget på, at al-Qaeda-terroristnetværket for alvor fik tilslutning som direkte følge af den USA-anførte krig mod Irak om Kuwait i 1990-91.
Mens denne krig af de fleste i Vesten blev opfattet som nødvendig og retfærdig, ja, »velsignelsesrig« som indvarsler af en »ny verdensorden«, så blev den bredt i de arabiske befolkninger snarere set som det hidtil klareste udslag af amerikansk (og vestligt) hykleri og magtarrogance til forsvar for eget fortsat olie(over)forbrug og for korrupte arabiske eliters overlevelse. Den afmægtige harme over supermagtens og dens allieredes direkte eller indirekte statsterrror fik sit perverterede udtryk i al-Qaedas terror mod uskyldige civile.

Med et blot beskedent mål af historisk viden og bevidsthed har det vel alt sammen været til at forudse. De (få) af os, som dengang i 1990-91 offentligt tog afstand fra den amerikansk ledede koalitions enøjede satsning på en hurtig, massiv militær løsning på Iraks besættelse af Kuwait, begrundede ikke mindst vores kritik med faren for voldsomme reaktioner mod USA/Vesten fra arabiske eller muslimske fundamentalister.
Kritikken blev dengang enten ignoreret eller stemplet som »anti-amerikansk« – uanset, at nogle af de skarpeste kritikere af USA’s udenrigspolitik dengang (ligesom i dag) netop var amerikanske forskere og intellektuelle.
En kommende amerikansk (anført) »præventiv« krig mod og efterfølgende besættelse af Irak vil ikke blot være (dobbelt)moralsk betændt, men også politisk katastrofal ud fra enhver synsvinkel – også selv om det skulle lykkes, mod forventning, at »få ram« på Saddam selv og hans inderkreds med det nyeste højteknologiske våbengrej. En angrebskrig vil uden skygge af tvivl skabe nye tusinder af Osama bin Laden’er blandt unge, dybt frustrerede palæstinensere og andre arabere. USA’s nationale sikkerhed og interesser vil derfor være mere, ikke mindre truet efter en sådan krig.
I Europa, herunder i Danmark, har flere og flere kritiske og bekymrede intellektuelle i den senere tid sat deres lid til den Europæiske Union som den eneste mulige ’modvægt’ til USA’s globale magtudfoldelse.
Men vil EU-landene i denne situation stå fast på deres afvisning af at lade sig koste rundt i manegen – i og uden for FN og FN’s Sikkerhedsråd – af Bush Jr.’s og hans højre-fundamentalistiske regerings og rådgiveres monomane fiksering på Saddam-regimet og dets fjernelse med magt udefra?
Og dermed undgå at blive medansvarlige for en yderligere, potentielt katastrofal forværring af det i forvejen spændte forhold mellem den vestlige verden og den arabisk-muslimske verden?
Sandhedens time vil indfinde sig, hvis og når de første krydsermissiler hvisler gennem mørket med kurs mod Bagdad.