Hvem er ekstremisterne?

af John Pilger

ZNet Commentary 23 august 2003

Originalartiklen på engelsk
Who Are The Extremists?

"Befrielsen" af Irak er en grusom spøg på et slagent folks bekostning. Amerikanerne og briterne har som partnere i en stor, indlysende forbrydelse stillet Mellemøsten og en stor del af verden i øvrigt terrorisme og lidelser i udsigt i et omfang, som al-Qaeda kun kan drømme om.

Det er, hvad denne uges blodige bombning af FN´s hovedkvarterer i Baghdad, fortæller os.

Det er iflg Mary Robinson, den tidligere FN- kommissær for humanitære anliggende , et "signal til at vågne op".

Hun har selvfølgelig ret, men det er samtidig et signal, som millioner af menneser gav udtryk for i Londons gader og over hele verden for mere end syv måneder siden - før drabene begyndte.

Og den anglo-amerikanske spin-maskine, hvis mindre hjul for tiden bliver blotlagt af Hutton-undersøgelserne, er stadig i funktion. Ifølge Bush og Blair-regeringerne er de, som er ansvarlige for voldshandlingen imod FN "udefra kommende ekstremister": Al-Qaeda terrorister eller iranske militante, eller begge.

Uanset om outsidere er involveret eller ikke, så er formålet med denne propaganda at bortlede opmærksomheden fra den sandhed, at Amerika og England nu er nedsunket i en klassisk guerilla krig, en krig for modstand og selvbestemmelse af den slags, som er blevet ført imod fremmede aggresorer og koloniherrer siden historien begyndte.

For Amerika er det et nyt Vietnam. For England er det et nyt Kenya, eller faktisk et nyt Irak.

I 1921 sagde general løjtnant Sir Stanley Maude i Baghdad: "Vore styrker kommer ikke som erobrere, men som befriere." I løbet af tre år døde 10.000 i en opstand imod England, som gassede og bombarderede "terroristerne".
Intet er forandret, bortset fra navnene og de fint trykte løgnagtigheder.

Hvad angår "ekstremisterne udefra" - så vend simpelthen meningen på hovedet, så får man en præcis beskrivelse af de nuværende besættere, der uprovokeret angreb et forsvarsløst suverænt land, på trods af FN og størstedelen af menneskehedens opposition.

Ved at bruge våben konstrueret til at forårsage et maximum af menneskelige lidelser - klyngebomber, projektiler med sprænghoveder af uran og ildbomber (napalm) - forårsagede disse ekstremister fra udlandet mindst 8.000 civiles død, og omkring som 30.000 soldaters død, overvejende værnepligtige teenagere.
Hvilke bølger af sorg er ikke udløst af dette blodbad?

I deres "sejrs" øjeblik har dissse ekstremister fra udlandet- efter at de i forvejen har ødelagt Iraks infrastruktur med en 12 år lang bombekampagne og embargo - myrdet journalister, væltet statuer og opmuntret til gennemgribende plyndring, mens de samtidig har nægtet at sikre den mest basale humanitære genoprettelse af de skader, de har forvoldt på forsyningen med strøm og rent vand.

Dette betyder, at syge børn i dag er døende af tørst og mave/tarm-lidelser, at hospitaler hyppigt løber tør for ilt, og at de, som kunne være reddet, ikke bliver det.
Hvor mange har mistet livet på denne måde?

"Vi tæller hver eneste skruetrækker," sagde en amerikansk oberst under den første Golf-krig, "men at tælle civile, som dør henad vejen, er simpelthen ikke vores politik."

Den største militærmaskine i verden, der siges at forbruge op imod $5 milliarder om måneden på sin besættelse af Irak, kan tilsyneladende ikke finde resourcer og mandskab til at skaffe generatorer til et folk der, døjer med temperaturer et godt stykke over århundredets gennemsnit - næsten halvdelen af dem børn, hvoraf otte pct. iflg. UNICEF lider af ekstrem fejlernæring.

Når irakere har protesteret imod dette, har ekstremisterne fra udlandet skudt dem. De har skudt dem i mængder, eller individuelt, og de praler med det.

Forleden dag myrdede Task Force 20, en "amerikansk eliteenhed", mindst fem mennesker, mens de kørte ned ad en gade. Den følgende dag myrdede de en kvinde og hendes tre børn, mens de kørte ned ad en gade.
De er ikke til at skelne fra de dødspatruljer, som amerikanerne trænede i Latin Amerika.

Disse udefra kommende ekstremister er sluppet afsted med meget af dette - dels som følge at et net af bedrag i London og Washington, og dels som følge af de, der frivilligt gengiver og forstærker deres løgne.

I forbindelse med den aktuelle konflikt mellem Blairregeringen og BBC er der opstået en ny myte: Det er, at BBC var og er "anti-krig".
Dette er, hvad George Orwell kaldte en "officiel sandhed". Igen, blot vend den rundt, og så har man den virkelige sandhed; at BBC støttede Blairs krig, at det dag efter dag transmitterede og "debatterede" og legitimerede paradeforestillingen om masseødelæggelsesvåben, og kolporterede rent nonsens som det at fremstille Blair som en "modererende indflydelse" på Bush - når de, som vi nu ved, er næsten identiske krigsmagere.

Hvem husker ikke BBCs triumferende chefkorrespondent Andrew Marr i "koalitionens" triumføjeblik. Tony Blair, erklærede han, "sagde, at de ville tage Baghdad uden et blodbad, og at irakerne i sidste ende ville fejre det. Og på begge disse punkter har han selvfølgelig vist sig at have ret."

Hvis man erstatter "have ret" med "tage fejl", så har man sandheden. For BBCs mand i Downing Street udgør op til 40.000 døde øjensynlig ikke et "blodbad".

Ifølge den uafhængige amerikanske analyseorganisation Media Tenor, tillod BBC færre afvigelser imod krigen end alle de undersøgte førende internationale radiostationer tillod, derunder de amerikanske sendere.
Andrew Gilligan, den journalist som afslørede Dr David Kellys bekymringer vedrørende regeringens "snedige dossier" om Irak, er en af de meget få enegængere, en ubekvem type, der udfordrer den officielle sandhed

En af de vigtigste løgne forbandt Saddam Husseins regime med al-Qaeda. Som vi nu ved, ignorerede både Bush og Blair deres efterretningsvæseners råd og offentliggjorde forbindelsen. Det fungerede. Da angrebet på Irak begyndte, viste meningsmålinger, at de fleste amerikanere troede, at Saddam Hussein stod bag den 11 september.

Det modsatte var sandheden. Monstrøst som det var, så var Saddam Hussein´s regime en veritabel bastion imod al-Qaeda og dens islamiske fanatisme. Saddam var Vesten´s mand, som var bevæbnet til tænderne af Amerika og Storbritannien i 1980´erne, fordi han havde olje og en masse penge, og fordi han var en fjende af de anti-vestlige mullah´er i Iran og andetsteds i regionen. Saddam og Osama bin Laden afskyede hinanden. Hans alvorlige fejltagelse var at invadere Kuwait i 1990, Kuwait er et
anglo-amerikansk protektorat, del af det vestlige olje imperium i Mellemøsten.

Drabene i FN lejren i Baghdad i denne uge danner, ligesom drabene af tusinder af andre i Irak, et spor af blod, der fører til Bush og Blair og deres hoffolk. Det var indlysende for millioner af mennesker over hele verden, at hvis amerikanerne og englænderne angreb Irak, så kunne det indbildte forbindelse mellem Irak og islamisk terrorisme meget vel blive en kendsgerning.

Brutaliteten i forbindelse med besættelsen af Irak - hvor børn bliver skudt og arresteret af amerikanerne og utallige mennesker er "forsvundet" i oncentrationslejre - er en åben invitation til dem, der nu ser Irak som del af en hellig jihad.

Da jeg rejste i længere tid i Irak for mange år siden, følte jeg mig fuldstændig sikker. Jeg blev modtaget overalt med genrøsitet og elskværdighed, selv om jeg var fra et land, hvis regering var i færd med at bombardere og belejre mine værter.

Bush´s og Blairs hof undertrykte den sandhed, at de fleste irakere både var imod Saddam Hussein og invasionen af deres land.
De tusinder af landflygtige, fra Jordan til Storbritannien, sagde dette igen og igen.
Men hvem lyttede til dem? Hvornår afbrød BBC sine anti-krist trommehvirvler om Saddam Hussein og rapporterede disse vitale nyheder?

Heller ikke de Forenede Nationer er blot de "peacemakers" og "nationbuilders", som denne uges overskrifter siger, de er.
Der var engagerede humanitærfolk blandt de døde i Baghdad, men i mere end 12 år tillod FN´s Sikkerhedsråd sig at blive manipuleret, således at Washington og London kunne påtvinge den irakiske befolkning en embargo, der mindede om en middelalderlig belejring

Hvem er ekstremisterne?

Det var dette, der forkrøblede Irak og ironisk nok koncentrerede al magt i hænderne på regimet og på den måde gjorde en ende på ethvert håb om en vellykket opstand.

For nylig sad jeg sammen med Dennis Halliday, tidligere Assistent Secretary General i FN i New York. Halliday var den senior-funktionær i Irak i midten af 90´erne, der trak sig tilbage hellere end at administrere blokaden.

"Disse sanktioner," sagde han, "repræsenterede uophørlig krig imod den irakiske befolkning. De blev efter min opfattelse til folkedrab i deres virkning gennem årene, og Sikkerhedsrådet opretholdt dem, til trods for dets fulde viden om deres virkning, især på Iraks børn.

"Vi lod hånt om vores egen traktat, international lov og vi dræbte sandsynligvis over en million mennesker."

"Det er en tragedie, som ikke vil blive glemt. ... Jeg er sikker på, at irakerne vil smide besættelsesmagterne ud. Jeg ved ikke, hvor længe det vil vare, men de vil smide dem ud drevet af nationalistisk harme.

"De vil ikke tolerere nogensomhelst fremmede troppers tilstedeværelse i deres land, som dikterer dem deres livsstil, deres kultur, deres fremtid, deres politik.

"Dette er et meget stolt folk, meget bevidst om en stor historie.

"Det er groft uacceptabelt. Ethvert land, der nu er truet af Mr Bush, som det er hans vane, repræsenterer et overgreb for os alle.

"Skulle vi stå passivt og blot se til en mand, der er så farlig, at han er villig til at ofre amerikanske liv og værre, andres liv."

Oversættelse: Hans Pendrup