| Irak |
Saddam Husseins tilfangetagelse vil ikke fjerne det irakiske hængedyndWorld
Socialist Web Site Tilfangetagelsen af den tidligere irakiske dikatator Saddam Hussein, skjult i et hul ved et bondehus udenfor byen Tikrit i det centrale Irak har givet anledning til Bush administrationens, de amerikanske besættelsesmyndigheder i Irak og de amerikanske mediers uskrømtede jubel. Oprindelige modstandere af den illegale amerikanske invasion er blevet revet med af Washingtons triumfbølge. Den tyske kansler Gerhard Schröder og den franske præsident Jacques Chirac sendte øjeblikkeligt deres krysteragtige lykønskninger til George Bush. Der er ingen tvivl om, at skadefryden i både det Hvide Hus og i medierne vil fortsætte i mange dage fremover. Efter at have dæmoniseret Hussein som et sidestykke til Hitler behandles pågribelsen af ham som en milepæl i forbindelse med fødslen af et "frit" og "demokratisk" Irak. Denne fortolkning af begivenhederne unddrager sig et antal ubekvemme spørgsmål. Det første blev stillet af en journalist på en pressekonference, der blev afholdt af den provisoriske regering i Baghdad i forbindelse med bekendtgørelsen af tilfangetagelsen. "Var det muligt at lede en guerilla fra et hul i jorden?", spurgte han. Svaret er tydeligvis nej. Saddam Hussein
var ikke en eller anden bagmand, der koordinerede de angreb, der på det
senseste er steget til 55 om dagen over hele det irakiske territorium. Han blev
jaget som en enkeltperson, der tilsyneladende bevægede sig fra sted til
sted overvejende optaget af sin egen overlevelse. Amerikanske militære kilkder
bemærkede at der ikke blev fundet kommunikationsudstyr, end ikke Amerikanske embedsmænd nægtede at diskutere, hvordan de fandt frem til hans opholdssted, og hvorvidt nogen havde gjort krav gældende på de $25 mio dusør, der var sat på hans hovede. Der var i begyndelsen spekulationer gående på , at han kan have været angivet af fjendtlige elementer indenfor hans eget tidligere herskende Baath parti. Den taktiske succes ved arrestationen af Hussein kan få en kortvarig virkning ved at afstive besættelsens faldende prestige. Den danner imidlertid næppe grundlag for at løse de uregerlige problemer, der plager USA´s forsøg på at genkolonisere Irak, eller for den sags skyld undertrykke den irakiske befolknings voksende modstand. Ejendommeligt
nok udsender de amerikanske TV netværk i deres åndeløse rapporter
om de irakiske festligheder i anledning af Husseins skæbne, uafladeligt
fotoreportager af to demonstrationer i Baghdad. Den første var den, der
viste tilhængere af det irakiske kommunistparti, der svingede røde
flag udsmykket med hammer og segl, mens den anden var organiseret af en shi-itisk
fraktion, der bar portrætter af ayatollaher. Hvad der end bliver gjort med Hussein vil være et spørgsmål om sejrherrens rettergang. Det irakiske regeringsråd og den nye domstol er begge produkter af Washington og har ingen legitimitet. Den amerikanske besættelsesmyndighed har intet grundlag i international lov til at udøve nogen form for rettergang over tidligere irakiske funktionærer. Hvis anklagerne for krigsforbrydelser bliver sat i relation til Irak, vil den alvorligste af dem alle under alle omstændigheder blive sidestillet med Bush administrationen selv for at have planlagt og gennemført en uprovokeret aggressionskrig. Der er gode grunde for Washington til at søge at undgå enhver form for offentlig retsforfølgelse af Hussein. Besættelsesmyndigheder beskrev ham som "samarbejdsvillig", da han blev pågrebet i lørdags. Dette adjektiv kunne ligeså vel anvendes til at beskrive hans relationer til den amerikanske administration gennem mange år. Hans regimes største forbrydelser imod det irakiske folk - Iran-Irak krigen, undertrykkelsen af Shiiterne og kurderne osv. - blev udøvet med Washington´s aktive støtte. Dette involverede den direkte deltagelse af nogle af de, der nu spiller de ledende roller i amerikansk politik, således som forsvarsminister Donald Rumsfeld og og Bush´s nye særlige udsending, den tidligere udenrigsminister James Baker. Hvem er den mand, der nu er i amerikansk varetægt og hvordan nåede han frem til sin nuværende lidet misundelsesværdige situation? Svaret på disse spørgsmål er forbundet med amerikansk imperialismes dominans over Irak gennem hele den sidste halvdel af det tyvende århundrede og den arabiske nationalismes skæbne. Den vej, der førte Hussein til magten i Irak, begyndte i 1957 da han som 20 årig sluttede sig til det arabisk socialistiske Baath Parti. Baathist´erne er hyppigt blevet beskrevet i medierne som "nationale socialister", men denne definition er kun brugbar inden for snævre grænser. At sidestille baathisme med nazisme og Hussein med Adolf Hitler, som både Washington og det zionistiske regime i Israel ofte har gjort, er en bevidst forvanskning. Irak er et tilbagestående og historisk undertrykt land, ikke en imperialistisk magt med tilbøjelighed for global erobring. Hussein udøvede et skånselsløst diktatur, der systematisk undertrykte den irakiske arbejderklasse. Der var imidlertid en klar forskel mellem den form for nationalistisk bevægelse, som han var leder af og de halvfeudalistiske komprador regimer, som blev installeret af den bristiske imperialisme, således som det, der blev ledet af Nuri al Said´s, der blev anset for en forrædder af sin egen befolkning og hele den arabiske verden. Nationalistiske regimer som det irakiske kom til magten i en hel
serie af lande, og medbragte en national og social dagsorden, der var forbundet
med fremkomsten af en anti-kolonialistisk masse bevægelse. I sammenligning
med de koloniale marionet-regimer , der gik forud for dem - såvel som de
feudalistiske monarkier og emirater i Golfen - repræsenterede de en politik,
der førte til afgjorte forandringer i levestandard og vilkår for
befolkningsmasserne. Den omfattede sundhedsvæsen, uddannelse og øgede
sociale rettigheder for kvinder. De repræsenterede også en politik,
i Iraks tilfælde Baathpartiets modsætninger Baath partiet blev etableret
under den anden verdenskrig som del af en voksende bølge af nationalisme
og anti-kolonialisme, der fejede henover Melleøsten, Afrika og Asien. Dets
grundlæggere, fransk-uddannede syriske intellektuelle ledet af Michel Aflaq,
gik ind for et pan-arabisk program, der tog sigte på at overvinde regionens
tilbageståenhed, deling og den udenlandske dominans. Det gik ind for arabisk
enhed med sigte på at udslette de "streger i sandet", der var
arven fra den koloniale opdeling, som blev nedfældet efter 1. verdenskrig
, og som opdelte Mellemøsten i en samling af økonomisk og politisk
ikke-levedygtige stater. Partiets slogan var "En nation, fra Atlanten til den (Persiske) Golf." Ligesom andre partier i regionen ogsom i Afrika og Asien, var baathisterne imidlertid organisk ude af stand til at gennemføre en konsistent kamp imod imperialismen. Da de først markerede sig som det politiske hovedinstrument for et lille, svagt og rovgrisk nationalt bourgeoisie i både Irak og Syrien, viste de lokale herskende eliters interesser i at opretholde de statslige strukturer, der var nedarvet fra kolonialismen sig for stærke til at nå til enhed selv fra Damascus til Baghdad. Faktisk forblev de to regimer bitre fjender under det meste af den periode, der fulgte baathisternes opstigen til magt i begge lande. I Irak vedvarede hovedkonflikten mellem regimet og en arbejderklasse, der var den mest organiserede og politisk udviklede i hele Mellemøsten. Hussein dukkede frem i denne komplekse og modsætningsfyldte bevægelse som del af et lag af borgerlige nationalister, der var fanatisk fjendtlige overfor kommunisme, og som var forberedt på at afslå en handel med de store imperialistiske magter. I 1958 blev han fængslet for at snigmyrde sin svoger, der var medlem af kommunistpartiet. Fem år senere vendte han tilbage fra eksil efter at baath-partiet havde deltaget i et kup, der styrtede den venstrenationalistiske leder General Abdel-Karim Kassem, og som kortvarigt bragte partiet til magten. Omstyrtningen af Kassem blev udført med støtte af CIA, der forsynede kuppets organisatorer med navne og addresser på irakiske kommunister, så at de kunne opspores og henrettes. I 1968 bragte et nyt militært opbakket kup baathisterne til magten, som de opretholdt indtil den amerikanske invasion tidligere dette år. Hussein overtog den indre sikkerhed, der blev den virkelige magt i det nye regime. Baathisterne kom til magten i Irak indenfor rammerne af en strategisk alliance mellem Washington og Shahens diktatur i nabolandet Iran. Sammen pressede USA og Shahens regime i denne periode Irak til at give ufordelagtige indrømmelser i relation til den omstridte grænse ved Shatt-al Arab. Både for at fremme iranske interesser og som gengæld for baathist-regimets nationalisering af amerikanske oljeinteresser i Irak, opererede Washington og Teheran i samarbejde med Israel for at fremkalde og støtte en kurdisk nationalistisk opstand imod Bagdhad. CIA-våben og -finansiering blev leveret til de kurdiske grupper, mens det iranske militær bidrog med direkte logistisk støtte. Da de politiske vinde brat skiftede retning i Iran, hvilket fik Shahens
politistat til at bryde sammen og et islamistisk fundamentalistisk regime kom
til magten, skiftede Washingtons egen politik ligeledes. Nu smedede det tættere
forbindelser med Irak, idet det tilskyndede det til at slå tilbage i grænsestriden
og til aktivt at modsætte sig enhver spredning af den iranske revolution.
I særdeleshed frygtede det, at Iran ville opildne en shi-itisk revolte,
der kunne sprede sig over de afgørende olje-producerende Iraks svar på Washingtons nye strategiske orientering fandt sit udtryk i en massiv udrensning af Baathpartiet og Husseins opstigning til præsident i juli 1979. Hovedmålet for denne udrensning var den tidligere alliance, der var dannet med det irakiske kommunist parti, der havde sluttet sig til Baathisterne i en national koalitionsregering. Henrettelsen af kommunistiske partimedlemmer tillige med de baathister, der var nært knyttet til denne alliance, tjente som et klart fredstilbud (olive branch) for Washington. Mindre end et år senere udløste det irakiske regime en krig med Iran over Shatt al-Arab. Mens Iraks mål var begrænsede og Hussein opportunistisk håbede, at de kunne opnås som resultat af hans nyfundne amerikanske støtte, var militæraktionen en brøler. Irak blev stegt i en morderigsk konflikt, der kom til at kræve så mange som en million tab, og som blev opildnet af den iranske revolutions politik. Det var under denne periode, at Washington smedede de mest intime bånd med Hussein og kanaliserede for milliarder af dollars i værdier i form af bistand og våben inklusive avanceret militær- og kommunikationsteknologi, til baathist-regimet. I maj 1987 , midt under konflikten, fandt den amerikanske støtte til Hussein sit mest dramatiske udtryk, da en irakisk jager affyrede et Exorcet missil ind i USS Stark i den Persiske Golf, og dræbte 33 amerikanske søfolk. Washington´s reaktion var at fritage det irakiske regime for ansvaret og at skyde skylden for angrebet på Iran, der varmålet for den amerikanske militære opbygning, som Starks deployment var en del af . Knapt et år senere nedskød USS Vincennes, et amerikansk krigskib, der sejlede i iranske territorialfarvande, et iransk passagerfly med et missil, der dræbet alle 290 ombordværende. Mange af de skikkelser, der nu spiller centrale roller i amerikansk politik, havde deres egne venligtsindede udvekslinger med Hussein under Iran-Irak krigen. Donald Rumsfeld, der arbejdede som særlig udsending under Reagan administrationen, fløj til Baghdad i slutningen af 1983 for at føre private samtaler med Hussein under hvilke han udvidede en amerikansk invitation til at etablere direkte diplomatiske relationer. Rumsfeld vendte tilbage til Baghdad i marts 1983 for at gennemføre samtaler med den daværende udenrigsminister Tariq Aziz, og det blev bekendtgjort, at fuldstændige kontakter var blevet genoptaget i enhver henseende udover den nominelle. Som udenrigsminister i den første Bush administration,
orkestrerede James Baker en massiv amerikansk indsats for at bistå og illegalt
bevæbne Irak. Baker udstedte tilladelser til Irak med henblik på erhvervelse
af militær teknologi inklusive materialer til biologisk og kemisk krigsførelse.
Han indledte også et program De massakrer, gasangreb og andre grusomheder, som Bush administrationen har påkaldt sig for at fremstille Saddam Hussein som den værste tyran siden Hitler, og for at retfærdiggøre den amerikanske invasion af Irak, blev for størstedelen begået i denne periode. Det var kulminationen på den amerikansk-irakiske alliance, og Washington leverede de våben, der blev brugt i disse begivenheder. Dette
var ikke kun et amerikansk foretagende. Som varemærket på det missil,
der blev anvendt til at sænke USS Stark gør det klart, så konsolidereder
også Frankrig intime forbindelser med Saddam Hussein. I Frankrigs tilfælde
var den enkeltperson, der var mest ansvarlig Jacques Chirac, der netop har sendt
lykønskninger til Provokation over Kuwait I kølvandet
på Iran-Irak krigen var den amerikansk-irakiske alliance ved at knække
sammen over den skumle strid mellem Baghdad og det Kuwaitiske emirat. Iraks historiske
krav på Kuwait - som det betragtede som et kunstigt produkt af britisk imperialisme
- blev indviklet i en serie af andre konflikter. Midt under denne konflikt afholdt Saddam Hussein et møde
med den amerikanske ambassadør i Irak, April Glaspie, som erklærede,
at Washington "ikke havde nogen mening vedr Arabisk-arabiske konflikter,
som Deres uoverensstemmelser med Kuwait." Hun tilføjede, at udenrigsminister
Baker havde "understreget" , at USA ikke havde nogen interesse i den
sag. Hussein opfattede denne erklæring som grønt lys til at Igen havde den irakiske diktator taget enormt fejl. Der er gode grunde til at tro, at Glaspie interviewet var et bevidst forsøg på at lokke Irak til at angribe Kuwait for at fremkalde et påskud til at realisere længe forberedte planer om at etablere en direkte militær tilstedeværelse i den persiske Golf. Washington var også klar til at skille sig af med en besværlig allieret, hvis tjenester, der ikke længere var brug for. Hussein stod overfor en uhyre ændret geopolitisk situation. Ligesom
lederne af mange af de andre borgerlige nationalistiske regimer havde han i vid
udstrækning konsolideret sin magt ved delvis at balancere mellem Moskva
og Washington, idet han hældede snart til den ene side og derefter til den
anden. I 1990 var sådanne Der var intet, han havde kunnet gøre for at undgå en amerikansk krig, som krævede et skønnet tabstal på 100.000, og som efterlod Irak i ruiner. Ikke desto mindre demonstrerede Washington endnu engang, at det stadig værdsatte den irakiske diktator som en stabiliserende magt i regionen. Med en femtedel af det irakiske territorium under amerikansk
besættelse, beordrede Washington, at ingen aktion skulle tages for at holde
Husseins regime tilbage fra en brutal undertrykkelse af de shi-itiske og kurdiske
oprørere. Faktisk blev der udsendt et direktiv, der tillod irakiske helikoptere
at flyve uhindret. Som New York Times bemærkede d. 11 april 1991 "bragte
(revolterne) de Forenede Stater og dets arabiske allierede frem til et forbavsende
enigt synspunkt: hvad der end måtte være den irakiske leders synder,
så udgjorde han for Vesten og regionen et bedre håb for hans lands
stabilitet end de, der havde lidt under hans undertrykkelse." I en TV transmitteret henvendelse søndag aften oplæste Bush et "budskab til det irakiske folk", der erklærede at tilfangetagelsen af Saddam Hussein var afslutningen på en "mørk og pinefuld æra" og indvarslede ankomsten af en "forhåbningsfuld dag." Den amerikanske præsident påstod, at begivenheden ville fremme en amerikansk politik med sigte på at bringe "Jeres land suverænitet og værdighed for Jeres store kultur og for alle irakiske borgere muligheden for et bedre liv." Så langt fra at garantere irakerne suverænitet er Bush administrationen gået igang med et program til rekolonisering af Irak, inddrage dets oljerigdom og strategiske geopolitiske position for at fremme et program for globalt amerikansk hegemoni. Besættelsen har berøvet stadig større lag af den irakiske befolkning deres værdighed og har skabt voksende folkelig støtte til angreb på de amerikanske styrker. Hvad angår den mulighed, der er sikret i ubegrænsede mængder til at korrumpere politisk indspiste korporationer som Halliburton med henblik på plyndring af både Iraks resourcer og amerikanske skatteyderes midler, aå er irakerne er stillet overfor massearbejdsløshed og fattigdom. Pågribelsen af den tidligere irakiske diktator vil intet gøre for at legitimere hverken den illegale besættelse eller de håndlangere, som Washington har udvalgt til at danne et regime med et "irakisk ansigt". Og det vil heller ikke når det kommer til stykket standse den eskalerende blodsudgydelse, der kræver både irakeres og unge amerikanske soldater liv. Bush administrationen håber tydeligvis, at Husseins tilfangetagelse vil tilvejebringe en mere eller mindre hurtig disintegration af den irakiske modstand imod besættelsen. På sigt er det imidlertid sandsynligt, at det vil få lige den modsatte virkning. Den utilsigtede virkning af tilfangetagelsen af den tidligere irakiske præsident vil blive en yderligere delegitimisering af den amerikanske besættelse og dermed intensivere konflikten. Det spørgsmål vil uvægerligt blive rejst så meget mere uafviseligt: Hvis Saddam Hussein ikke længere er en trussel, hvorfor er der så stadig 130.000 tropper i Irak? Det indlysende svar er, at USA ikke har til hensigt at trække sig tilbage. Det har udført en rovgrisk krig og er til sinds at opretholde en permanent besættelse for at sikre sig selv uhindret kontrol med regionens vitale energikilder. Mens forbindelserne mellem Hussein og Washington stort set er blevet holdt skjult for den amerikanske befolkning, så er de udbredt kendt blandt Iraks politisk læsende befolkning. Det virkelige spørgsmål er, hvorvidt folk som Rumsfeld og Baker skal anses for at være medskyldige i Saddam Husseins forbrydelser, eller hvorvidt Hussein selv kun var medskyldig i den amerikanske imperialismes større forbrydelser. Bush´s tomme løfte om at Saddam Hussein vil blive stillet for "retten" må besvares med kravet om den øjeblikkelige tilbagetrækning af alle amerikanske styrker og at alle de amerikanske funktionærer, der er ansvarlige for den nuværende krig såvel som den hidtidige politik, der har krævet irakiske liv i hundredtusindevis, bliver gjort ansvarlige for disse forbrydelser. Overs. Hans Pendrup NOTER. (1) Another Amazing Coincidence
Saddam Hussein has always threatened that
he would tell the world of is real connections with the Reagan and Bush administrations
if he got the chance. But, thanks to an "amazing coincidence", he won't
get his day in a world court. That's because 3 days before his alleged capture,
the Bush Interim government in Iraq set up a special war crimes tribunal that
will be closed to the world except for "outside My guess is that Hussein was captured days ago...if it is indeed him. The hastily put together tribunal set up seems aimed at one of two possible things: Keeping anything damning Hussein might say out of the world's "hearing" or Keeping a captured "double" away from too much scrutiny ....... - End - |