Riverbend –
pigeblog'eren fra Baghdad

Riverbend rapporterer på sin hjemmeside Baghdad Burning løbende om livet i det besatte Irak, oplevet af en ung civil pige. Her hendes betragtninger ved 2-års-dagen for den ulovlige Irak-krigs start og ved to-årsdagen for indledningen af besættelsen den 9. april.

Riverbend: Baghdad Burning

To år

Onsdag den 23. marts 2005

Der er gået to hele år, siden krigen begyndte. Disse seneste to år har føltes som årtier, men krigen selv husker jeg som var det i går.

Himlen var oplyst af røde og hvide lysglimt og jorden rystede af eksplosioner den 21. marts 2003. Bombningerne var faktisk begyndt ved solopgang den 20. marts, men den blev rigtig kraftig den 21. Jeg kan huske, jeg blev fanget ovenpå, da det kraftige bombardement først begyndte. Jeg knoklede for at slæbe en tung bomuldsmadras ned fra mit værelse til en tante, som tilbragte nogle uger hos os, og pludselig hørte jeg et ‘whiiiiiiiiiiiiiz' langt borte fra, der lød som om det ville komme nærmere.

Bombningen af Baghdad
Klik på billedet og forstør

Jeg fik fart på – trak og hev og skubbede den tunge madras og prøvede halvt at kaste den, halvt at hale den ned ad trappen. Halvvejs nede ad trappen sad jeg fast, og på det tidspunkt var whiiiz-lyden blevet så høj, at det føltes, som om den kom ud fra mit eget hoved. Jeg hev igen i madrassen og råbte E.'s navn for at få hjælp til at bugsere tingesten ned, men E. var udenfor med min fætter for at se, hvor missilerne skulle hen. Jeg skiftede position og begyndte at sparke til den tunge madras, ligeglad med hvordan den kom nedenunder, og håbede bare at jeg ville være i stueetagen, når missilet ramte.

Til sidst blev madrassen føjelig og begyndte at glide og bumpe ned ad de resterende ti trin, og endte til sidst i en stor bunke for enden af trappen. Jeg fulgte den i en fart, to trappetrin ad gangen, mens jeg hvert øjeblik forventede at mærke et stort 'BOOM'. På det sidste trin faldt jeg i den desperate flugt mod jordplanet og endte i en dynge på bomuldsbunken på gulvet. Eksplosionen kom i samme øjeblik – efterfulgt af en serie større eksplosioner, som ikke lød som de almindelige missiler, vi havde oplevet i de sidste fyrre timer, eller deromkring.

I dette øjeblik herskede der kaos i huset. Mine forældre løb rundt, far forsøgte at finde sin batteridrevne radio, og mor ville sikre sig, at komfuret var slukket. Hun råbte også ordrer over skulderen og kommanderede os ind i det 'sikre rum', som vi havde specialdekoreret med isoleringstape og bløde puder, 'bombesikret', som min fætter plejede at sige. Tanten, der boede hos os, halsede rundt, mens hun højlydt forsøgt at finde sine to børnebørn, to piger (som allerede var i det sikre rum sammen med deres mor). Fætteren havde vildt travlt med at lukke for oliebrændeovne og åbne for vinduerne, så de ikke ville blive knust af trykket. E. skyndte sig at komme ind, mens han prøvede at bevare et cool udtryk i det blege ansigt.

Mens dette stod på blev bombningen højere og hyppigere – jorden knagede og rystede med hver eksplosion. E. sagde noget om himlen, men wiiish-lyden ovenfra var så høj, at vi ikke kunne høre, hvad han sagde: 'Himlen er fuld af røde og hvide lys…', skreg han, mens han hjalp mig med rystende at rejse mig fra madrassen. 'Vil du med ud og se?' Jeg gloede på ham, som om han var skør, og fik ham til at hjælpe mig med at trække madrassen ind i dagligstuen. Vi fløj tilbage til det sikre rum og bomberne regnede stadig ned, højt og hurtigt, den ene efter den anden. Nogle gange føltes det, som om de ramte lige ved siden af, andre gange som om de var et par karréer væk. Vi vidste, at de var længere væk end det.

Ansigterne i det sikre rum var hvide af anspændelse. Min fætters kone sad i hjørnet med en datter på hver side, og med armene om deres skuldre, mens hun fremmumlede nogle bønner. Min fætter stæsede frem og tilbage foran døren til det sikre rum med et dystert udtryk, og min far prøvede at finde en anstændig radiostation på den lille AM/FM radio, han havde med sig overalt, hvor han gik. På dette tidspunkt hyperventillerede min tante, og min mor sad ved siden af hende og prøvede at få hende til at lytte til radiofyrens stemme, som talte om bomberegnen over Baghdad.

Fyrre tilsyneladende uendelige minutter senere kom der en lille pause i bombningerne – det virkede som om de var længere væk. Jeg benyttede den relative ro og gik ud for at finde telefonen. Huset var koldt, fordi vinduerne stod åbne for undgå at de blev knust. Jeg rakte ud efter telefonen i forventning om at den var død og blev forbavset, da jeg hørte opkaldstonen. Jeg begyndte at dreje numre – venner, slægtninge. Vi kontaktede en tante og en onkel i andre dele af Baghdad og stemmerne i den anden ende lød rystede og udmattede. 'Er I OK? Er I alle sammen OK?' Det var alt hvad jeg kunne spørge om i telefonen. De var ok … men bombningen var kraftig over hele Baghdad. Shock & Awe var begyndt.

Denne uge er det to år siden.

Næsten en måneds massive bombardementer fulgte. Denne kaotiske nat blev indledningen til endeløse kaotiske dage og lange, søvnløse nætter. Man når et punkt under omfattende luftangreb, hvor man taber følingen med, hvad dag det er. Man mister tidsfornemmelsen. En uge består ikke længere af fredag, lørdag, søndag o.s.v. Dagene handler ikke om timer. Man begynder at måle tiden med antallet af bomber som faldt, med det antal minutter, terroren varede, og det antal gange, man vågner midt om natten til lyden af skud og eksplosioner.

Vi forsøger at slå det ud af vores hoveder, men det vender tilbage alligevel. Nogle gange sidder vi, når der ikke er nogen elektricitet, eller når vi samles til frokost eller middag, og en eller anden siger: 'Kan I huske for to år siden, da…” Kan I huske da de bombede Mansur, et boligområde … Da de begyndte at brænde bilerne i gaderne med Apacher (helikoptere)… Da de ramte lufthavnen med den bombe, der oplyste halvdelen af byen … Da de amerikanske tanks begyndte at rulle ind i Baghdad…?

Kan I huske dengang frygten endnu var ny – og terroren var relativ frisk – dengang det var muligt at blive chokeret og slået med frygt i Irak?'

Den grusomme måned …

9. april 2005

Tusinder demonstrerede i dag over hele landet. Mange områder i Baghdad var dagen igennem afskåret af sikkerhedsgrunde og for at få demonstrationerne til at glide. Der var nogle sunni-demonstrationer, men langt hovedparten af demonstranterne var faktisk shi'itter og tilhængere af Al Sadr. De kom fra hele Baghdad og samledes på Firdos-Pladsen – den angivelige befrielsesplads. Der var tusindvis af dem. Ingen af nyhedskanalerne dækkede det. Jazeera viste brudstykker fra protesterne om eftermiddagen, men alle andre havde travlt med en anden nyhedshistorie.

Gigantprotest på Firdos-pladsen 9. april 2005: , hvor Saddam-statuen blev væltet to år før:
USA ud af Irak!
Klik og forstør

BBC og EuroNews havde travlt med at dække brylluppet mellem prins Charles og den forfærdelige Camilla. CNN viste pavens begravelse. Ingen bekymrede sig om demonstrationerne i Baghdad, Mosul, Anbar og i syden. Der var hundredtusinder af shi'itter, som råbte: 'Nej til Amerika! Nej til besættelse! Nej til terror! Nej til djævelen! Nej til Israel!” Antallet var forbløffende, og også lidt skræmmende.

Se
Massiv protest i Baghdad (fotos)
Bellaciao

Lige siden Jalal Talabani blev udnævnt som præsident har mange shi'itter været vrede. Det er nyttesløst at forklare, at præsidentembedet blot er symbolsk – det har ingen betydning. "La izayid we la inaqis." Som vi siger i Irak: ‘Det lægger ikke noget til, og det trækker heller ikke noget fra.”

Folk har en fornemmelse af, at alle topembederne er 'symbolske' – hvorfor skulle shi'iterne så ikke have hovedsymbolet? Det foruroligende er at kurderne er blevet enige om én med så meget blod på hænderne. Talabani er kendt for hans underhåndsaftaler med Tyrkiet, UK, Amerika og andre og for sine fejder med Barzani, som har ført til tusinder af kurderes død.

Vejret er varmt nu. Vi tænder ofte viften (eller panka'en) i loftet i et forsøg på at flytte rundt på den lummervarme luft. April er en måned, hvor alting begynder på en frisk over hele verden – bortset fra Irak. April er ikke den bedste måned. April er lummervarm og med en luft fuld af støv og sand – og nu af besættelse. Vi begyndte måneden med en støvstorm, som sandfarvede møblerne i vores huse og efterlod et tykt lag støv. Vi åndede støv, spiste støv og drak støv i nogle dage. Luften er klarere nu, men alt ser lidt mindre ud, og beskidt. Det passer til stemningen.

To år og det er Besættelsesdag igen. Hvad har ændret sig i det sidste år? De samme ansigter som i april 2004, men de har nu i april 2005 lidt andre positioner. Skakbrikkerne blev flyttet rundt og alle blev trætte af spillet.

Hvem var det, som kaldte april for en grusom måned? De vidste, hvad de talte om.

- End -