Den grønne Republik
Af Riverbend
Riverbend en ung pige fra Bagdad giver på sin hjemmeside Baghdad Burning et enestående indblik i dagliglivet i det besatte Irak i en patriotisk middelklassefamilie. Denne beretning (noget forkortet) er fra den 21. juni 2005
Min fætter, hans kone S.og deres to døtre har været gæster i huset de sidste tre dage. De kom i bil med adskillige poser med vasketøj. 'Der har ikke været vand i vores kvarter i tre dage' . Hans kone mukkede mens hun slæbte på en sort plastiksæk med beskidt tøj. 'Vandet kom sent i aftes og forsvandt tre timer senere
Hvordan er det hos jer?
Vores vand havde ikke været helt afbrudt, men det kom og forsvandt dagen igennem.
Vand har været et stort problem i mange distrikter i Bagdad. Ejendomme uden elektriske vandpumper har ikke altid adgang til vand. Sådan var situationen de fleste steder igen i dag. Vi fylder plastiskbeholdere og gryder bare for at være på den sikre side. Det er ingen god ide at savne vand i Iraks juni-hede.
'Jeg må have børnene i bad og vaske alt tøjet', råbte S. til mig som den ældste af de små piger, og jeg tømte deres overnatnings-tasker. 'Og lagnerne vi har ikke fået vasket noget som helst siden sidste uges ajaja'. I Irak kalder vi en sandstorm for en 'ajaja'. Når en ajaja slår ned i en by bliver luften på nogle få timer tung og tyk med beige-farvet pulversand.
Man kan tilmed nogle gange smage sandet i maden. Disse storme kan vare alt mellem nogle timer til flere dage.
'Jeg skal virkelig have gardinerne og lagnerne vasket efter ajaja'en' , stønnede S., mens hun hev tilstøvede gardiner ud af plastiksækken. Hun gjorde pludselig en pause, en styg tanke slog ned i hende: 'I har da vand? Har I ikke? ' Jeg forsikrede hende om at vi havde vand. Jeg nævnte imidlertid ikke, at der det meste af morgenen ikke havde været elektricitet og at generatoren kun lavede nok til køleskabet, fjernsynet og et par lamper. Den almindelige vaskemaskine slugte for meget vand og el vi måtte bruge minimaskinen, blemaskinen, som min mor kalder den.
Vi brugte en del af i går og det meste af i dag på at vaske tøj, og rense det mens vi spekulerede på, hvordan vores forfædre overlevede uden vaskemaskiner og vandpumper.
Irakisk pige læser til eksamen i petroleumslampens skær
El-situationen er forskellig fra kvarter til kvarter. Nogle dage er der to timers elektricitet, så fire timer uden. Andre dage er det fire timers el, og så fire eller seks uden. I de sidste par uger har vi af en eller anden grund ikke haft el om morgenen. Ventillationen kan ikke køre, og varmen er trykkende kl. otte.
Arrestationer og mord har sammen med den periodiske elektricitet bidraget til søvnløse nætter. Vi hører især om razzia'er i Karhk-delen af Baghdad. I fjernsynet taler de om 'terrorister', som anholdes, men snesevis af folk tilbageholdes uden grund. Så godt som alle irakiske familier kan opgive navnet på en ven eller slægtning, som er i et af de mange amerikanske fængsler uden særlig grund. De får ikke lov til at have sagførere eller besøg og beretninger om tortur er almindelige. Både sunni- og shia-gejstlige, som er modstandere af besættelsen, er særligt udsatte for angreb fra Liwa il Theeb, de irakiske specialstyrkers Ulve-Brigade. De torteres ofte underafhøring og nogle af dem findes dræbte.
Beton i Baghdad: US Army Go back home!
Der var også mange eksplosioner og vejspærringer i dag. Det tog min fætter en time at komme på arbejde mod kun tyve minutter før krigen. Nu må han navigere mellem lukkede gader, checkpoints og de yndige cementmure, der skyder op overalt. Det er særlig svært når man fanges i trafikken og det sker nu hele tiden. Baghdad er blevet skåret op i sektioner og mange af dem er forbudt område lige efter en eksplosion eller op til et møde hos marionetterne. Det mest ubehagelige er at blive fanget i middagstrafikken, på en tæt befærdet vej, i heden mens man venter på at den næste bombe sprænger.
Hvad folk finder særlig frustrerende er den kendsgerning, at mens Baghdad på så mange måder falder sammen, med gennemhullede og brudte veje, bombesprængte og udbrændte bygninger og boligkvarterer, der oversvømmes af affald, så blomstrer Den Grønne Zone. Murene, der omgiver de forbudte områder, hvor amerikanerne og marionetterne bor, er blevet højere som om de konkurrerer med de højeste dadelpalmer. Betonforstærkningerne og vejblokkene, som skal bremse trafikhastigheden, er nu en del af hverdagssceneriet vejen, træerne, butikkerne, jorden, himlen
og de grimme betonplader der undertiden er spundet ind i lumsk pigtråd.
Prisen på byggematerialer er steget til ufattelige højder selvom nogen virkelig genopbygning ikke er i gang. Jeg troede det var fordi så megen cement og andet byggemateriale fik til at befæste de forbudte områder. En ven, som for nylig blev rodet ind i arbejde for en irakisk underleverandør, som påtager sig projekter i Den Grønne Zone, forklarede, at der er mere i det. Den Grønne Zone, fortalte han, er en by i sig selv. Han kom tilbage lamslået og mere end almindelig oprørt. Han fortalte om nye konstruktioner og planer for alt fra den kommende amerikanske ambassade og boligkomplekset, der skal omgive den, til restauranter, butikker, fitness-centre, benzintanke, vedvarende el og vand et virtuelt land inden i et land med sine egne love, regler og regering. Ladies and gentlemen velkommen til Republikken i Den Grønne Zone, også kendt som Den grønne Republik.
'Amerikanerne er tidligst ude om 10 år', lyder argumentet fra min ven, som har besøgt Den grønne Republik . 'Hvordan kan du sige det?', er mit sædvanlige svar og så slynger jeg om med tal: 2007, 2008 senest
Vil de overhovedet være her længere? Har de råd til det? Her ryster T. på hovedet hvis du kunne se de baser, de planlægger hvis du kunne se hvad allerede har bygget så ville du vide, at de vil blive her et godt stykke tid.
Den grønne zone er en kilde til irritation og bestyrtelse for den typiske iraker. Den gør os urolige, fordi den symboliserer besættelsens hjerte og hvis befæstning og barrikader er nogen indikation, så vil besættelsen vare lang tid. Den er en provokation, for uanset hvordan nogen prøver at forklare eller retfærdiggøre den, så er den et slag i ansigtet. Den fortæller os at selvom vi er borgere i vort eget land, så er vores bevægelsesfrihed begrænset, fordi dele af vort land ikke længere tilhører dets folk. De tilhører de folk, der lever i Den grønne Republik.
Se også
Riverbend pigeblog'eren fra Baghdad: To år
- End -
|
