Når alt andet slår fejl …

… så henret diktatoren. Så enkelt er det. Når amerikanske soldater dræbes i snesevis, når det land, man besætter, trues med at blive opdelt i mindre lande, når militser og dødspatruljer strejfer om i gaderne og man har bragt en flok mullaher til magten – så henret diktatoren.

Alle ventede denne dom fra sagens allerførste dag. Der var et kort mellemspil med den første dommer, hvor det blev troet, at der måske kom en sammenhængende sag, hvor irakere kunne få forklaringer og se, hvad der skete. Det var hurtigt forbi med anklagerens første falske vidne. De følgende begivenheder var så latterlige, at det selv nu er svært at tro dem.
Lyden forsvandt pludseligt, når forsvarerne eller en af de anklagede stod frem for at sige noget. Vi kunne høre vidnerne, men ingen kunne se dem – de var skjult bag et forhæng, deres stemmer blev fordrejede. Folk som var formodet døde i Dujail-episoden viste sig at være særdeles meget i live.
Den ene dommer efter den anden blev udskiftet, fordi de i retten virkede for fair. De fordømte ikke straks de anklagede (heller ikke til ære for medierne). Hovedretten var den dommer, de endte med at indsætte. Hans rygte matches kun af Chalabi, en velkendt tyv og morder, som flygtede til Iran for at undgå fordømmelsen – ikke den politiske – men hans fars vrede, efter han stjal fra dennes restaurant.

Så vi kendte alle resultatet på forhånd (Maliki var på TV 24 timer før dommen og sagde, at folk 'ikke skulle give for højlydt udtryk for deres glæde'). Hvad der overrasker mig mest lige nu, tror jeg, er den nuværende irakiske regerings stupiditet. Timingen er latterlig – lige op til kongrevalget? Særdeles godt for Bush. Irak er i dag i den værste forfatning siden invasionen og begyndelsen af besættelsen. April 2003 virker som en bryllupsrejse i dag. Er tiden virkelig inde til at henrette Saddam?
Jeg er mere end almindelig bekymret. Det er Bush's sidste trumf. Valgene kom og gik og en gruppe ekstremister og tyve fik magten (nej, nej, jeg mener i Baghdad, ikke Washington). Forfatningen, som synes at være druknet i en flodbølge af irakisk blod siden vedtagelsen, er glemt. Den graves kun frem, når en af marionetterne vil opsplitte landet. Genopbygning er et projekt fra en anden tidsalder: Jeg tør sværge på at vi ikke længere vil have bygninger og broer; sikkerhed og et udelt Irak er mere end nok. Tingene må være endnu værre end man kan forestille sig, når det er nødvendigt for Bush at bruge kortet 'Henret Diktatoren'.
I årtier har Irak ikke været så slemt som nu. Besættelsen er en fiasko. De forskellige pro-amerikanske, pro-iranske irakiske regeringer er fiaskoer. Den ny irakiske her er en dødelig vittighed. Er tiden virkelig inde til at gøre Saddam til martyr? Tingene er så slemme, at selv irakere, der er for besættelsen, dropper deres oprindelige 'VI ELSKER AMERIKA'-mani.Laith Kubba (også kaldet Mr. Havkat p.g.a. hans store mund og konstant stupide udtryk) var for nylig i BBC og erklærede, at dette kun var starten på retfærdighed, at folk der er ansvarlige for drabene af i dag også skal bringes for retten. Han synes at have glemt at han var en af krigens og besættelsens støtter og et vigtigt medlem i en af de morderiske pro-amerikanske regeringer. Men historien vil ikke glemme Hr.Kubba.

Der var demonstrationer for og imod dommen i Irak. Pro-Saddam demonstranter blev angrebet af den irakiske hær. Medierne i dag er så frie, at de kanaler, der viste demonstrationer for Saddam er blevet lukkede. Irakiske sikkerhedsstyrker raidede dem øjeblikkelig. Velkommen til det nye Irak.

Her er nogle billeder:

Zawra-kanalen: Underteksten læser: Zawra sattelitkanalen er ophørt med at sende på regeringens ordre

Salahiddin's grønne skærm dukkede pludselig op.
Teksten siger bare Salahiddin Satellitkanal

Sharqiya kanalen annoncerer breaking news: To kanaler Salahiddin og Zawra, er blevet lukket. Sikkerhedstyrker ransager kanalernes kontorer.

Det handler ikke om manden – præsidenter kommer og går, regeringer kommer og går. Det er frustrationen ved at føle at hele landet og hver eneste iraker i og udenfor Irak er i amerikansk politiks vold. Det er raseriet ved at føle sig som bare en skakbrik som der vilkårligt flyttes rundt med. Det er det forfærdelige ved at have en regering, der er så blind og ligeglad over for folkets behov, at den ikke engang finder det nødvendigt at gennemføre de obligatoriske ritualer eller spille skuespil. Og det er de døde. De tusindvis af døde og døende, mens Bush sidder og smisker og lyver om fremskridt og om at vinde i et land, hvor hver eneste iraker uden for Den grønne Zone taber.

Og igen … timingen af det hele er upåklagelig: To dage før valgene til kongressen. Og kan du ikke se det, så beklager jeg, så er du dum. Lad os se, hvor mange gange Bush malker dette som en succes i sine næste taler.
Og en sidste bemærkning: Jeg har lige et eller andet sted læst, at nogle dræbte amerikanske soldaters familier er på besøg i det nordlige Irak for at se 'hvad deres sønner og døtre døde for'. Hvis det er formålet med besøget, så:
'Ladies and Gentlemen – På jeres højre side ser I det irakiske olieministerium, på den venstre Dawry-raffinaderiet … Hver af jer får en farveplakat en meter høj og en meter bred af Al Sayid Muatada Al Sadr (Må Han Leve Og Blomstre Længe), en ayatollah Sistani t-shirt samt et kort over Iran, i sædvanlig skala, men markeret med den Islamiske Republik Sydirak. I vil også … Hej du dér! Kvinden bagerst! Er det en håprlok, jeg kan se? Dæk den til, eller blive hjemme.”
Og det er det, de døde for.

Fra den irakiske pigeblogger Riverbend på Baghdad Burning
riverbendblog.blogspot.com

Oversat af Stop Terrorkrigen

Af Riuverbend på dansk

Den grønne Republik
21.06.2005

Riverbend – pigeblog'eren fra Baghdad
23.03.2005 & 09.04.2005

- End -