| Irak |
Et år til er slutAf Riverbend Originalartikel: End of another Year ... Fra den irakiske pigeblogger Riverbends Dagbog fra Baghdad
Du ved, dit land har problemer, - når FN må åbne en særlig instans blot for at holde øje med kaos og blodsudgydelser – UNAMI. 2006 har afgjort været det hidtil værste år. Det har det virkelig. Denne krig og besættelsens enorme dimensioner rammer først nu landet med fuld styrke. Det er som at have et stort stykke hård og tør jord, som du er fast besluttet på at brække i stykker. Den første kile sætter du ind i form af ødelæggelse af infrastrukturen med missiler og den nyeste våbenteknologi, og de første sprækker begynder at danne sig. En stribe nye små kiler kommer i skikkelse af politikere som Chalabi, Al Hakim, Talebani, Pachachi, Allawi og Maliki. Sprækkerne begynder langsomt at blive ganget op og udstrækker sig over det engang så solide stykke jord, mens de søger hen mod dets hjørner som lige så mange skelethænder. Og så sætter du pres på. Du omringer det fra alle sider og skubber og trækker. Langsomt, men sikkert, begynder det at falde fra hinanden – en stump hist, et stykke der. Det er Irak lige nu. Amerikanerne har gjort et godt stykke arbejde for at få det til at brække i stykker. Det sidste år har overbevist næsten enhver om, at det var planen lige fra begyndelsen. Der var alt for mange fejltrin til, at det rent faktisk kan være fejltrin. ‘Fejltagelserne' var for katastrofale. De folk, som Bush-regeringen valgte at støtte og fremme, var forfærdelige, åbenlyst og offentligt – fra bondefangeren og svindleren Chalabi til terroristen Jaffari og militslederen Maliki. Beslutningerne, som at opløse den irakiske hær, afskaffe den gældende forfatning og tillade, at militser har overtaget sikkerheden i Irak, har været alt for ødelæggende til at være andet end bevidste. Spørgsmålet nu er: Hvorfor? Det har jeg virkelig spurgt mig selv om de sidste dage. Hvad kan Amerika overhovedet vinde ved at ødelægge Irak i dette omfang? Jeg er sikker på, at kun rablende idioter stadig tror på, at denne krig og besættelse drejede sig om masseødelæggelsesvåben eller en reel frygt for Saddam. Især det sidste år har været et vendepunkt. Næsten alle irakere har mistet utrolig meget. Utrolig meget. Der er ingen måde, man kan beskrive de tab på, vi har oplevet med denne krig og besættelse. Der er ingen ord, som kan sættes på de følelser, som kommer med en viden om, at der dagligt findes næsten 40 lig i forskellige grader af lemlæstelse og opløsning. Der findes ingen kompensation for den tykke sorte sky af frygt, som hænger over hver eneste irakers hoved. En frygt for ting, der i den grad er uden for ens kontrol, at det grænser til det glade vanvid – som om ens navn er 'for meget' sunni eller 'for meget' shia. Frygt for de større ting – som amerikanerne i tanksene, politiet, som patruljerer i dit kvarter iført sorte tørklæder og grønne indskrifter, og de irakiske soldater, som bærer sorte masker ved tjekpunktet. Hvad der lige nu forekommer mig mest gådefuldt, er: Hvorfor hælde benzin på bålet? Sunnier og moderate shi'iter fordrives fra de større byer mod syd og fra hovedstaden. Bagdad rives i stykker, og shi'iter forlader sunni-kvarterer, og sunnier forlader shi'itiske kvarterer – nogle af trusler og nogle af frygt for angreb. Folk bliver åbenlyst skudt ved tjekpunkter eller ved drab fra forbikørende biler … Mange universiteter og gymnasier har indstillet undervisningen. Tusindvis af irakere er holdt op med at sende deres børn i skole – det er simpelthen for usikkert. Hvorfor gøre tingene værre ved at insistere på at henrette Saddam nu? Hvem vil vinde, hvis de hænger Saddam? Iran, naturligvis, men hvem ellers? Der eksisterer en reel frygt for, at denne henrettelse vil være det endelige stød, som sønderslår Irak. Nogle sunni- og shia-stammer har truet med at bevæbne deres medlemmer mod amerikanerne, hvis Saddam henrettes. Irakerne følger i almindelighed nøje med for at finde ud af, hvad der nu vil ske, og forbereder sig på det værste. Det er, fordi Saddam nu ikke længere repræsenterer sig selv eller sit regime. I kraft af den voldsomme amerikanske krigspropaganda repræsenterer Saddam nu alle sunni-arabere (uanset de fleste i hans regering var shi'iter). Amerikanerne har gennem deres taler og nyhedsartikler og irakiske marionetter gjort det meget klart, at de mener, at han personificerer den sunni-arabiske modstand mod besættelsen. Med denne henrettelse siger amerikanerne grundlæggende set: 'Se her, sunni-arabere – det her er jeres mand, det ved alle. Vi hænger ham, han symboliserer jer.' Og tag ikke fejl: Denne retsfarce og dommen og henrettelsen er 100 % amerikansk. Nogle af skuespillerne var nok irakiske, men produktionen, indstuderingen og klipningen var ren Hollywood (om end på lavbudget). Malikis regering kunne ikke tilbageholde sin triumferen. Den annoncerede stadfæstelsen af henrettelsesordren, inden den pågældende ret selv gjorde det. For nogle aftener siden interviewede et amerikansk nyhedsprogram Malikis departementschef Basim Al-Hassani, som med amerikansk accent talte om den kommende henrettelse, som om han skulle til karneval. Han sad og så fedtet og ikke så lidt dum ud, med en talestrøm fuld af 'gonna', 'gotta' og 'wanna' ... Jeg formoder, det er, hvad der sker, når de eneste folk, man omgås, er amerikanske soldater. Den eneste konklusion, jeg kan komme til, er, at amerikanerne ønsker at trække sig ud af Irak, men at de gerne vil efterlade en borgerkrig i altomfattende skala, fordi det ikke vil se så godt ud, hvis de trak sig tilbage, og tingene faktisk begyndte at blive bedre, ville det vel? Her er vi så ved slutningen af 2006, og jeg er bedrøvet. Ikke simpelthen bedrøvet over landets tilstand, men over vores menneskelighed som irakere. Vi har alle mistet noget af den medfølelse og medlidenhed, som jeg følte udmærkede os for fire år siden. Jeg kan tage mig selv som eksempel. For fire år siden blev jeg beklemt, hver gang jeg hørte om en amerikansk soldats død. De var okkupanter, men de var også mennesker, og den viden, at de blev dræbt i mit land, gav mig søvnløse nætter. Uanset at de drog hen over oceanerne for at angribe landet, så følte jeg faktisk for dem. Bare fordi amerikanerne dør i ringere antal, gør det dem ikke mere betydningsfulde, eller hvad? Af Riverbend på dansk Når alt andet slår fejl … Riverbend – pigeblog'eren fra Baghdad - End - |
