Myten om den sekteriske kamp i Irak

Af Dahr Jamail

Den 18. marts er det 5 år siden George Bush med støtte fra Tony Blair, Anders Fogh og en stribe andre imperialistiske krigsforbrydere indledte den folkeretsstridige krig mod Irak
15. marts 2008 forberedes globale protestdemonstrationer med kravet om at besættelseen skal ophøre NU

Latuff 4 aars Irak krig

Hvis USA forlader Irak, så vil den sekteriske vold mellem sunnierne og shiaerne blive værre: Dette er, hvad både Republikanere og Demokrater vil have os til at tro. Dette er nøglen i den retorik, der bliver brugt for at retfærdiggøre besættelsen af Irak.

Ligesom tilsvarende propagandanumre vinder denne propaganda frem og får indhold og bliver til virkelighed først og fremmest på grund af uvidenhed hos dem, der sluger den. Denne stikken-blår-i -øjnene fra den samlede mediefront om ’den sekteriske kamp’ i Irak har sikret, at offentligheden køber den med, at sunnierne og shiaerne vil skære hinanden i små stykker, hvis besættelsen ophører.

Det kan være umagen værd at overveje, at der før den anglo-amerikanske invasion og besættelse af Irak aldrig har været åben krigstilstand imellem de to grupper, og bestemt ikke nogen borgerkrig. Hvad irakisk samfundsorganisation og skik og brug angår, så er Irak et stammesamfund, og nogle af de største stammer i landet indbefatter både sunnier og shiaer. Ægteskaber mellem disse to trosretninger (sekter) indbyrdes er heller ikke ualmindelige.

”Muslim og iraker”

Snart efter min ankomst til Irak i november 2003 fandt jeg ud af, at det var anset for uhøfligt og socialt uelegant at forhøre sig om en persons trosretning. Hvis jeg af uvidenhed eller af uimodståelig trang stillede spørgsmålet, så var det mest almindelige svar, jeg fik: ”Jeg er muslim, og jeg er iraker.”

Lejlighedsvis var der mere oplysende svar, som dette, jeg fik fra en ældre kvinde: ”Min mor er shia, og min far er sunni, så kan du fortælle mig, hvilken halvdel af mig der er hvad?” Det ledsagende smil sagde alt.

Store blandede kvarterer var normen i Bagdad. Sunnier og shiaer bad i hinandens moskéer. Verdslige irakere kunne danne livslange forbindelser med andre uden synlig bekymring med hensyn til den sekt, de tilhørte. Hvordan kunne et så velintegreret samfund bryde ud i modbydelige kampe, voldelig sekterisme og raceadskilte kvarterer? Hvordan kan man forklare de millioner irakere, som nu er fordrevet fra deres hjem, simpelthen fordi de var med i den forkerte sekt på det forkerte sted og på det forkerte tidspunkt?

Engang i december 2003 berettede Sheik Adnan, som holdt fredagens tale i sin moské, en hændelse for mig. I besættelsens første uger var en amerikansk kommandant dukket op i Baquba, hovedstaden i Diyala-provinsen omkring 30 km nordøst for Bagdad med en blandet sunni-shia-befolkning. Han havde ønsket at mødes med alle stammeledere og religiøse ledere. På den pågældende dag blev de forsamlede ledere sat i stor forlegenhed, da kommandanten instruerede dem om at dele sig: ”Shiaer i den ene side af lokalet, sunnier i den anden.”

Det ville næppe være for meget af denne beretning at udlede, at der blev gennemført en velovervejet ”del og hersk-politik” allerede fra de tidligste dage af besættelsen fra de invaderende anglo-amerikaneres side.

Der findes ingen statistiske undersøgelser fra de senere år, der kan fastslå den trosmæssige sammensætning af Irak. Imidlertid blev der dannet en præcedens, da (krigs-)Koalitionens Provisoriske Myndighed, ledt af Paul Brenner, dannede den første irakiske marionet-regering. De 25 pladser i det Irakiske Regerende Råd (IGC) blev fastlagt nøje ud fra sekteriske linjer baseret på den formodning, at 60 % af befolkningen er shiaer, 20 % sunnier og 20 % kurdere, som for det meste er sunnier. For god ordens skyld blev et par turkomaner og en kristen indsat.

Det er oplagt, at denne flok marionetter, der var udvalgt til at påbegynde ”demokratiet” i Irak, skulle gøre det klart for befolkningen, at det var i en større interesse at begynde at tænke i sekteriske og etniske baner, i det mindste politisk. Følgen var politiske magtkampe, der blev cementeret og forværret ved valget den. 30. januar 2005.

Dødspatruljer a la Honduras

Skraber man lidt i overfladen, fremkommer et endnu mere dystert billede af USA's opdelingsplan, som stort set ikke er fortalt. En FN-rapport, frigivet i 2005, holder det irakiske indenrigsministeriums styrker ansvarlige for en organiseret kampagne af anholdelser, tortur og drab på irakiske landsmænd. Disse specielle politikommando-enheder blev rekrutteret fra den shi’itiske Badr-organisationen og fra Mehdi-militsen.

I november og december 2004 hørte jeg udbredte beretninger om dødspatruljer, som myrdede sunni-modstandsledere og deres vigtigste sympatisører. Det var efter den fejlslagne ’Operation Phantom Fury’, som USA’s belejring af Fallujah i samme november måned blev kaldt, at den irakiske modstand som en løbeild bredte sig over hele landet. Dødspatruljer blev dannet for at kvæle denne ild ved at tilintetgøre ledelsen af den voksende modstand.

Dette brandkorps blev styret af den amerikanske ambassadør i Irak, John Negroponte, og dygtigt assisteret af den nu pensionerede oberst James Steele, rådgiver for de irakiske sikkerhedsstyrker. I 1984-86 var Steele leder af USA’s militære rådgivningsgruppe i El Salvador. Mellem 1981 og 1985 var Negroponte amerikansk ambassadør i nabolandet Honduras.

I 1994 anklagedes han af Honduras’ menneskerettighedskommission for omfattende brud på menneskerettighederne, idet man henviste til tortur og i hvert fald 184 politiske arbejderes forsvinden. En CIA-arbejdsgruppe, som blev nedsat i 1996 for at undersøge USA’s rolle i Honduras, har baseret på indsamlede dokumenter indrømmet, at de operationer, som Negroponte havde opsyn med i Honduras, blev udført af ’specielle efterretningsenheder’, bedre kendt som ’dødspatruljer’ af honduranske bevæbnede enheder, som kidnappede, torturerede og dræbte tusinder af mennesker mistænkt for at støtte den venstreorienterede guerillabevægelse.
Negroponte var ambassadør i Irak i næsten et år fra juni 2004.

Den eneste offentlige omtale af noget af dette, som jeg har set, var i Newsweek fra 8. januar 2005. Det citerer Donald Rumsfeld, på det tidspunkt USA’s forsvarsminister, som diskuterede brugen af ’Salvador-muligheden’ i Irak. Det sammenligner den planlagte strategi for Irak med den, som blev brugt i Centralamerika under Reagan-administrationen:
”På den tid, ansigt til ansigt med en næsten tabt krig imod salvadoranske oprørere, så dannede eller understøttede den amerikanske regering ”nationaliststyrker”, som angiveligt indbefattede såkaldte dødspatruljer, direkte for at nedkæmpe og dræbe oprørsledere og sympatisører. Til sidst blev oprøret kvalt, og mange amerikanske konservative anser politikken for at have været en succes – til trods for uskyldige menneskers død og den følgende Iran-Contras-skandale.”

De amerikansk-støttede sekteriske dødspatruljer er blevet den største frembringer af død i Irak og overgår tilmed den amerikanske militærmaskine, der er berygtet for dens kapacitet til nedslagtning i industriel skala. Det er ingen hemmelighed i Bagdad, at amerikansk militær regelmæssigt omringede kvarterer, hvor modstanden stos stærkt, som Bagdads al-Adhamiyah-kvarter, og tillod ’det irakiske politi’ og ’den irakiske hær’, maskeret bag sorte elefanthuer, at køre igennem deres tjekpoints for at gennemføre bortførelser og mord i kvarteret.

Bagdad: Den opdelte by

Som følge af dette er næsten hele Bagdad og meget af Irak nu opdelt efter sekteriske linjer. Den anden side er, at volden i hovedstaden på det seneste er taget noget af, nu hvor det endelige mål med dannelsen af dødspatruljerne, opsplitningen af befolkningen, stort set er opnået.

Den tidligere general Waleed al-Ubaidy, indbygger i Bagdad, fortalte for nylig min irakiske kollega:
- Jeg kunne godt forlige mig med tanken om, at volden i Irak er formindsket, og at alt nu går godt. Men sandheden er langt mere bitter. Alt, hvad der er sket, er en dramatisk ændring af det demografiske landkort i Irak.

Bagdad i dag er en opdelt by.
Ahmad Ali, chefingeniør for en af Bagdads regioner, fortalte min kollega, Ali al-Fadhily:
- Bagdad er blevet sønderrevet i to storbyer og mange mindre byer og bydele. Der er nu til en start Shia-Bagdad og Sunni-Bagdad. Hver af dem er opdelt i små, bylignende stykker, der rummer de hundredetusinder, som var tvunget til at flygte fra deres hjem.

Al-Adhamiyah på Russafa-siden af Tigrisfloden er nu fuldstændig beboet af sunnier, de andre områder er alle shia. Al-Karkh-siden af floden er ren sunni med undtagelse af Shula, Hurriya og små strimler af Aamil, der er domineret af shia-militser.

Irakere i Bagdad, der ikke er indviet i de amerikanske manipulationer, giver irakisk politi og irakisk militær skylden for de sekteriske henrettelser og undrer sig over, hvorfor amerikansk militær gør så lidt eller intet for at stoppe dem.
- Amerikanerne beder [premierminister Nouri] al Maliki om at standse de sekteriske henrettelser, vel vidende at hans ministre giver ordre til sekterisk udrensning, udtaler Mahmood Farhan for Det Muslimske Lærerforbund, der er en ledende sunni-gruppe.

Formindsket vold?

Et nyere udtryk for USA’s splittelsespolitik er ’belønningen’ af medlemmer af den fortrinsvis sunni-dominerede modstand i Bagdad og i al-Anbar-provinsen, der udgør en tredjedel af det geografiske Irak.

USA’s militær har udbetalt penge til kollaborerende stammesheiker med et beløb, der allerede er nået op på 17 millioner dollars. Pengene passerer direkte over i de militantes hænder, folk, der i mange tilfælde var involveret i kamp mod besætterne for mindre end to uger siden. Stammekæmpere er blevet betalt 300 dollars pr. måned for at afpatruljere deres områder, især imod fremmede lejesoldater. I dag refererer militæret til disse mænd som ’bekymrede lokale indbyggere’, ’vågnende kræfter’ eller simpelt hen ’frivillige’.

Der bliver argumenteret for, at volden i området foreløbig er faldet.
- Amerikanerne tror, de vil formindske modstanden ved at opsplitte det irakiske folk i sekter og stammer, udtalte al-Fadhily, en 32-årig mand fra Ramadi, på betingelse af anonymitet.
- De ved, at de synker dybere ned i sandet. Men kollaboratørerne narrer amerikanerne lige nu og vil ende med at benytte strategien imod dem.

I slutningen af november 2007 har amerikansk militær inddraget 77.000 af disse styrker og håber at føje andre 10.000 til. 82 % af styrkerne er sunnier.
Politisk fastholder den amerikanske administration sin støtte til de shia-dominerede bydele i Bagdad.

Sammenbruddet står fuldstændig klart. I begyndelsen af december blev Adnanal-Dulaimi, leder af Forsoningsfronten, som udgør den politiske sunni-blok i det irakiske parlament, sat under husarrest af irakiske og amerikanske sikkerhedsstyrker i bydelen Adil vest for Bagdad. Irakiske sikkerhedsstyrker arresterede også hans søn Makki og 45 af hans vagter. De var anklaget for at fabrikere bilbomber og for drab på sunni-militsmedlemmer, som har arbejdet sammen med det amerikanske militær i bydelen. Medlemmer af Forsoningsfronten, der sidder på 44 af de 275 pladser i det irakiske parlament, udvandrede med det samme. Maliki har adskillige gange i de seneste uger offentligt udslynget anklager og kritik mod al-Dulaimi, der har medført politiske og sekteriske chokbølger og yderligere lemlæstet den skrantende politiske proces.

Det er vigtigt at nævne, at Maliki, der er en amerikansk marionet par excellence, gør, hvad man beder ham om. Efter januar-valgene i 2005 valgte den regering, som kom til magten, Ibrahim al-Jaafari som premierminister. Da Jaafari afslog at makke ret over for USA og Storbritannien, fløj Jack Straw til Bagdad, og før dette korte besøg var ovre, var Jaafari ude og Maliki inde som premierminister.

Sekterisk vold eller fortsat besættelse?

Lad os så nu, med disse kendsgerninger in mente, vende tilbage til det store spørgsmål: Vil Irak yderligere havne i et sekterisk mareridt, hvis besættelsen afsluttes?

En indikator på, hvordan tingene sandsynligvis vil løse sig selv efter de fremmede troppers afgang, kan udledes af Basra i det sydlige Irak. I begyndelsen af september forlod 500 britiske soldater et af Saddam Husseins paladser i hjertet af byen og ophørte med at gennemføre regulære fodpatruljer. Ifølge britisk militær sank det samlede voldsniveau i byen med 90 %.

Dette er måske, og måske ikke, en garanti for, at sekterisk vold vil formindskes med de invaderende hærstyrkers afmarch. Men det viser, at når hovedårsagen til vold, sekterisk strid, ustabilitet og kaos, er fjernet fra den irakiske ligning, så vil tingene hurtigt forbedres.
Skal vi blive ved med at tro på, at besættelsen holder Irak sammen?

Dahr Jamail er amerikaner og tilbragte otte måneder i Irak som uafhængig journalist. Han er forfatter til ’Beyond the Green zone: Skildringer fra en uafhængig journalist i det besatte Irak’ (Haymarket Books, 2007). Dahr har besøgt adskillige lande – Danmark indbefattet – for at holde foredrag om situationen i Irak. Hans artikler kan findes på

www.dahrjamailiraq.com

Oversat af Kommunistisk Politik 2, 2008

- End -