Irakisk solidaritet
 

Hilsen fra det besatte Irak til det kæmpende Palæstina

Af Hind al-Naimi Kjær
Iraks Patriotiske Alliance

Hind al Naimi Kjær

Uddrag af tale ved den amerikanske ambassade i København ved demonstrationen Lad Gaza Leve 17. januar 2009

Det har hele tiden været zionisternes mål at udrydde den palæstinensiske befolkning eller få dem til at flygte, og verden har været blind over alle israelske forbrydelse gennem historien. Israel har altid været imperialismens lange arm i regionen, som blev støttet økonomisk og militært.

Straks efter, at Irak blev besat, udråbte man ’Det Store Mellemøsten’, der skal være præget af ’stabilitet og demokrati’. Tanken bag det er forsoning mellem besættelsesstyrkerne og dem, der er besat, og at enhver modstand skal blive slukket.

Det er at have fred mellem ulvene og fårene, på ulvenes præmisser. Alle virkelige modstandere bliver kaldt for terrorister.
Men det er et flertal i regionen, der nægter at underlægge sig besætternes præmisser.

Det er ikke kun Hamas, der i Gaza er i kamp mod de israelske besættelsesstyrker, der er også islamisk jihad, en del Fatah-styrker, PFLP og flere. Det er ligesom i Irak. Der er en vifte af folk i modstandsbevægelsen, muslimer, nationalister, venstreorienterede, alle, der ikke vil være undertrykte slaver i deres eget land. Det er folk, der ikke vil tæmmes af den grusomme besættelsesstyrke.

De grusomme manøvrer fra besætterne ligner hinanden både i Palæstina og i Irak. Det gælder f.eks.:

- Opsplitning af befolkningen, f.eks. ved at rejse mure mellem områderne og boligkvarterne.

- Belejring af de områder, hvor der er en stærk modstand, hvorved området gøres til et fængsel, der er afspærret for livets basale betingelser.

- Gruppestraf som nedrivninger af huse og afbrændinger af markerne.

- Brug af fosforbomber og forarmet uran.

- Bombning af ambulancer, hospitaler, skoler og moskeer.

- Internationale frie medier bliver lukket ude for at ikke være vidne til de uhyrlige forbrydelser.

Listen er meget længere endnu.

For folkene, der lever under besættelsens undertrykkelse, er der intet at miste. Der er ikke ét frit og stolt menneske, der kan leve med ydmygelse. Sådan har det været i Afrika, i Asien, og Latinamerika for 50 år siden. Og sådan er det i dag i Afghanistan, i Irak, i Libanon og i Somalia. Og i Gaza.

- End -