Irak
 

Hvad siger
besættelsesvalget i Irak?

Af Stop Terrorkrigen

Det irakiske parlamentsvalg den 7. marts bliver rost til skyerne i USA's og alle de gamle besættelsesmagters medier. Ordgøgleren Barack Obama erklærede:

”Irakernes deltagelse viser, at det irakiske folk har valgt at forme deres fremtid med en politisk fremgangsmåde. Dette irakiske valg er en milepæl i Iraks historie” – som om det ustandselig at sige Irak to gange gør det mindre amerikansk.

De imperialistiske medier er enige om at beskrive det som en stor succes efter den amerikanske præsidents opskrift: ”Jeg har stor respekt for de millioner af irakere, der har nægtet at lade sig afskrække af voldshandlinger og har brugt deres ret at stemme i dag”, meddelte Obama.

Med både det tidligere irakiske parlamentsvalg i 2005 og det nylige svindelvalg i Afghanistan in mente er der gode grunde til ikke at tage hverken propagandaen om de demokratiske fremskridt eller såkaldt faktuelle oplysninger om selve valget for pålydende.

Ifølge officiel opgørelse stemte 62 pct. af i alt 19 millioner (angiveligt, men usikkert) stemmeberettigede. Dette omfatter irakere i udlandet. Det er et klart fald i forhold til valget i januar 2005, hvor 76 pct. deltog, ligeledes ifølge officielle tal..

Den nuværende shi’ia-sekteriske premierminister Maliki, der både er USA’s og Irans mand, anklagedes før valget af flere politiske modstandere for at forberede valgfusk – bl.a. ved at lade trykke 25 millioner stemmesedler i stedet for de maksimale 19 millioner.

Blandt disse kritikere er den af USA først indsatte midlertidige chef for marionetregimet Ayad Allawi. Allawi er nu leder af en mere sekulært orienteret partikoalition, der også omfatter såkaldte ’moderate sunni’er’.

Der har også op til og efter valget været rapporter om kaos og fifleri på valgstederne, ligesom der rapporteres om fifleri mange steder i udlandet, hvor folk med irakisk baggrund har kunnet stemme.

Syv års ulovlig krig

Syv års krig og besættelse har efterladt det råstofrige Irak – det tidligere mest  udviklede og mest sekulære land i Mellemøsten – som en ruin med over en million dræbte, mange millioner der er flygtet til udlandet, en raseret infrastruktur og et hav af social elendighed og sygdom, også som følge af brugen af ulovlige våben. Omkring 2, 7 millioner er internt fordrevne, og ca.en tredjedel af de irakiske børn, omkring fem millioner, er forældreløse.

I den første årrække efter starten på den ulovlige krig og besættelse i marts 2003 lykkedes det den irakiske modstand at rette så hårde slag mod besættelsesmagterne, at besættelseskoalitionen gik i opløsning og det ene efter det andet land trak dets tropper ud. Danmark i 2007. Nu er der omkring 100.000 amerikanske soldater tilbage – og næsten dobbelt så mange private sikkerhedsstyrker og lejesoldater.

Den hårdt trængte amerikanske besættelsesmagt udviklede især efter 2005 et nært samarbejde med shi’itiske religiøse partier og organisationer, alle med større eller mindre tilknytning til Iran, de fleste og største med egne militser. Den iranske indflydelse i Irak er enorm. Kvinderne i det sekulære land blev påtvunget slør og jihab.

USA arbejdede efter en strategi for at splitte Irak efter religiøs og etniske linjer. Shi’itiske militser fik frit spil til at  forfølge, dræbe  og fordrive ’sunni’er’ og baath’ister, Det forbudte Baath-parti var hovedkraften i den irakiske modstand mod besættelsen, og medlemmer og tilhængere blev mål for sekteriske hævnaktioner.

Godt et år efter besættelsen opstod det såkaldte Al Qaeda i Irak, der erklærede at bekæmpe besættelsesmagterne, men gik i spidsen for sekterisk krig og overfald på både sunni’er og shi’iter. Det fik igen nogle ’sunni-oprørsgrupper’ til at samarbejde med besættelsesmagten og Maliki-regeringstropperne om at bekæmpe denne skumle milits.

I Vesten fremstilles George Bush’s troppeforstærkning og offensiv (’surge’) i 2007 – der nu kopieres af Barack Obama i Afghanistan – som en gigantisk succes, der har bragt noget der ligner fred og sikkerhed til landet. Det er misvisende. Der råder en ustabil intern magtbalance, med Iran som den stærke faktor i kulissen, og de kurdiske partier som medspiller, mens de amerikanske tropper er forlagt til baser uden for byerne.

Maliki-regeringen har været patron for de sekteriske, shi'itiske militser, som har terroriseret, torteret, myrdet og fordrevet politiske modstandere og sunni-muslimer. Den har som amerikansk og iransk marionet spaltet det irakiske folk på religiøs og etnisk basis - og indførten række religiøse påbud i det ellers sekulære irakiske samfund. Besættelsesmagterne har med andre ord styrket islamisk fundamentalisme i Irak.

Malikis regering residerer nu i Bagdads Grønne zone, forhadt af store dele af befolkningen. Mange stemmer simpelthen på noget andet end Maliki i protest mod både hans rolle som amerikansk marionet og agent for den islamiske naborepublik. Han vil have mange grunde til at ty til valgfusk for at bevare magten - som den amerikanske marionet Karzai slap godt fra at gøre i Afghanistan.

Krigen i Irak udmattede og trættede USA. Den irakiske modstand satte kæp i hjulet for gennemførelsen af George Bush’s kriminelle og krigeriske Mellemøsten-strategi og hans ’krig mod terror’ og gav blandt andet den afghanske modstand mulighed for at opbygge sig. Barack Obama lovede som præsidentkandidat at bringe de amerikanske tropper tilbage fra Irak. I december 2008 indgik Bush-administrationen en aftale med Maliki om at alle amerikanske tropper skulle være ude af Irak i slutningen af 2011.

Det har Obama fastholdt, samtidig med at han vil lade 50.000 soldater blive tilbage for at støtte ’den irakiske hær’, og har samtidig  åbnet for muligheden af at forlænge tilstedeværelsen, hvis …

Modstand og besættelsesvalg

Den irakiske modstand, fortsat med Baath-partiet som hovedkraft, samler en række sekulære og religiøse modstandsorganisationer. Og den har uafbrudt videreført sine angreb på besættelsesmagten og marionetstyrkerne. Når de amerikanske tab i Irak er stærkt formindskede hænger det især sammen med, at de amerikanske soldater langt sjældnere vover sig frem fra deres befæstede baser.

Parlamentsvalget er ikke et ægte demokratisk valg af den simple grund, at det er et valg der finder sted under en besættelsesmagts kontrol – og i realiteten under kontrol af den utilslørede besættelsesmagt USA og den tilslørede Iran. Baath-partiet, landets største, er forbudt og alle personer med selv fjern historisk tilknytning til Saddam Hussein-styret og hans parti blev fjernet fra kandidatlisterne. En betydelig del af den irakiske befolkning har ingen mulighed for repræsentation i parlamentet. Dertil kommer at valgfusk, chikane og forskellige fiflerier tilsigter at give ’valgsejren’ til USA's allierede al-Maliki for endnu en periode.

Den irakiske modstand opfordrede til boykot af valget. Men det er ikke modstanden, som er ansvarlig for bomberne på valgdagen, rettet mod irakere, der ville stemme. Den afviser en sådan påstand med et solidt argument: Hvilken interesse skulle den have i at dræbe og terrorisere den irakiske befolkning? Det er skumle kræfter med forbindelser til andre magter, der står bag dette. Bombningerne ligefrem opmuntrede til valgdeltagelse, berettede vestlige medier.

38 pct, altså omkring 4 ud af 10 stemmeberettigede irakerne, har ikke stemt ved valget, ifølge de foreløbige medietal. Når lidt over halvdelen har stemt kan det jo sammenlignes med det danske folketingsvalg under besættelsen i marts 1943, der slog vælgerrekord med over en valgdeltagelse på over 90 pct. Det blev betegnet som en blåstempling af de gamle partiers samarbejdspolitik. Det kommunistiske parti var forbudt og modstandsbevægelsen deltog ikke, men et halvt år senere var kollaborationspolitikken brudt sammen og kollaboratørregeringen faldet.

Den shi’itiske religiøse høvding og militsleder Muqtada al-Sadr opfordrede til at deltage i valget som en' vej til at gøre slut på besættelsen'. Ved dette valg konkurrerer de shi'ia-muslimske partier med hinanden med stadig dybere indbyrdes modsætninger. Allawi har brudt med den shiamuslimske blok bestående af bl.a. SCIRI (Øverste Islamiske Råd i Irak) og al-Sadrs Mahdi-bevægelse. Ibrahim al-Jaafari, lederen af denne blok er den tredje premierministerkandidat.

På trods af forbudet mod Baath-partiet og underrepræsentationen af ’sunni-politikere’ har mange baath-tilhængere og sunni-muslimer alligevel afgivet deres stemme i håbet om at reducere Malikis, de shi’itiske og de kurdiske partier indflydelse, der fik absolut dominans efter valget i 2005. Mange af deres stemmer vil gå til Allawis blok.

Valgdeltagelsen skal ikke ses som et udtryk for støtte til det amerikansk-etablerede parlamentssystem i Irak eller dets partier, og langt mindre for støtte til besættelsesmagten og dens fup-demokrati. Det er et udtryk for irakernes afvisning af både den amerikanske besættelsesmagt og et signal om, at de ikke accepterer at Iran etablerer sig som den reelle magtfaktor i Irak. Det er et signal om afvisning af sekterisk og etnisk vold.

Men det er ikke et signal om at den folkelige støtte til modstanden mod den amerikanske besættelse eller vasalregimet er ophørt, eller at irakerne støtter ’besættelsesdemokratiet’.

Det officielle valgresultat skulle først foreligge den 18. marts.

Modstandskampen fortsætter, væbnet og på alle andre måder, indtil besættelsesmagten er væk – og indtil da fortsætter også den kriminelle krig og besættelse af Irak, med en stor del af  den imperialistiske verdens statsmænd og regeringsledere som direkte ansvarlige for de alvorligste krigsforbrydelser ifølge Nürnberg-domstolens definition.

- End -