Det besatte Irak
 

En besættelse som trækker ud

Af Jan R. Steinholt,
Netmagasinet Revolusjon

Amerikanske baser i Irak
Amerikanske baser i Irak

Verden bliver fortalt, at USA nu har trukket alle sine kampstyrker ud af Irak, i tråd med SOFA-aftalen som George Bush undertegnede i slutningen af sin præsidentperiode i 2008.

Nu udtrykker ’alle’ bekymring om, at USA overlader landet til kaos – eller til Iran. Også dét er del af den amerikanske strategi for at sikre et Irak under vedvarende amerikansk kontrol. 

USA har absolut ingen planer om at opgive et Irak som de har brugt tusindvis af milliarder dollar på at underlægge sig, hverken nu eller i 2011. Den gigantiske USA-ambassade i Bagdad bliver ikke nedbemandet. 50.000 soldater står tilbagen, fordelt på 58 baser over hele Irak. Mindst fem af disse er permanente byer i ørkenen – med eget kollektivnet, skoler, biografer osv.

Navneskift og stedfortrædere

Kampbrigaderne skifter navn til brigader for rådgivning, hjælpetropper og støtteafdelinger. Men de vil selvsagt fortsat deltage i kamphandlinger. I tillæg til disse styrker kommer mellem 75.000 og 140.000 lejesoldater fra private sikkerhedsfirmaer, som tapper stadig mere af Pentagons budgetter.

Alle ved at det kriseramte USA ikke har finansiel rygrad til at bære alle disse omkostninger. Hvor det er muligt, ønsker amerikanerne at overlade det til lokale kollaboratører at gøre det grove arbejdet, mens USA har et net af baser og militære installationer samt fuld kontrol over luftrummet. Sådan er det for eksempel med den offensive strategi over for Latinamerika, hvor USA bygger syv store og avancerede militærbaser i Colombia.

Den fallerede supermagt kan ikke føre krig alle steder på en og samme tid. Eller som Barack Obama sagde under sin valgkamp for at blive ny amerikansk præsident:
- Vi har ikke tilstrækkelige ressourcer til at gøre arbejdet færdigt i Afghanistan før vi nedtrapper  vores forpligtelser i Irak.
(New York Times 14. juli 2008)

USA helgarderer


Troppereduktionen i Irak er derfor ikke andet end en militær omdisponering af styrkerne, som samtidig giver indtryk af politisk lydhørhed over for den krigstrætte amerikanske opinion og over for irakernes krav om at de forhadte okkupanter må ud af landet. 

 USA kan når som helst vende tilbage i stor skala. Det vil ske i tilfælde af at modstandskampen får et kraftigere opsving, eller når USA gør alvor af sine krigsplaner mod Iran.

I SOFA-aftalen fra november 2008 ligger der tre vigtige forudsætninger for at en fuld tilbagetrækning skal finde sted. USA kan manipulere dem alle.

’Sikkerhedssituationen’ i landet må for det første gøre en fuldstændig tilbagetrækning forsvarlig, hæren må for det andet bygges op sådan at landet er i stand til at forsvare sig mod militært stærke nabostater (Iran, Tyrkiet eller Syrien), og den irakiske regering må for det tredie formelt henstille til USA om at trække sig ud.

Ifølge den første besættelsesguvernør i Irak, Paul Bremer, var det et hovedmål for den amerikanske indmarch i marts 2003 at ødelægge den irakiske hær. Det klarede USA. Og nu skal altså USA genopbygge hæren til et tilsvarende niveau for at den skal kunne forsvare irakisk suverænitet? Det er fuldstændig ulogisk.
 
Medløberne taler med to tunger

«Demokratiet i Irak er langt fra perfekt.» Gro Holm, NRK.

Ayad Allawi, Nouri al-Maliki og Moqtada al-Sadr skændes videre om, hvem der skal danne regering, fem måneder efter valget. To af disse er eller har været ’statsministre’ på besættelsesmagtens nåde. Alle er nødt til at snakke det irakiske folk efter munden og ’forlange’ at de som bragte dem til magten, amerikanerne, skal trække troppene ud. Men de vil sætte sig på første fly ud af Bagdad den dag deres amerikanske beskyttere stikker halen mellem benene.

Den sekteriske vold, bombeangreb mod moskeer, bortførelser og nedslagtning af civile er den sikkerhedssituation som USA bevidst har skabt i Irak. Næppe nogen iraker, heller ikke de ivrigste kollaboratør i Den grønne zone, vover at hævde i fuld offentlighet at de amerikanske besættere og terrorister bør forblive der.

Derfor støtter også de en mindre synlig amerikansk okkupation. Ironien er at ’alle’, også mange af USAs gamle fjender i Ba'ath-partiet, beder USA om at blive indtil videre. Tidligere udenrigsminister Tariq Aziz, som overgav sig til amerikanerne i 2003, beder fra sin fangetilværelse om at USA ikke ’kaster Irak for ulvene’.
(The Guardian.)

Vi skal ikke spekulere i, hvorfor Aziz kommer med en sådan henstilling til sine fangevogtere. Men som mange irakere frygter han en endnu stærkere iransk indflydelse over hans fædreland.

Den iranske joker

Uanset hvad passer alt dette ind i den amerikanske imperialismes spil. Operationsplanerne for angrebet på Iran hænger på væggen i generalstaben i Tel Aviv og Pentagon, og har gjort det længe. Irakernes modstandskamp og de militære tab som USA og NATO lider i Afghanistan, har stadig gjort det nødvendig at udsætte angrebet.

Men for USA er det tvingende nødvendigt at banke Iran på plads, også af hensyn til den fortsatte kontrol over Irak. Sandsynligvis vil kun et regimeskift i Teheran forhindre at USA og Israel går i krig, men foreløbig ser præsident Ahmadinejad ud til at have kvalt folkeoprøret og fået overtaget i fraktionskampen indadtil i det iranske regime.

Om og når angrebet på Iran kommer, vil det på den ene eller andre måde involvere Irak, og dette vil straks blive et påskud for ny intervention for at ’beskytte’ Irak mod nabolandet. For USA kan det være en anledning til at tage det endelige opgør med Irans dominerende indflydelse over parlamentet og regeringen Bagdad.

Præsident Obama har for længe siden demonstreret at han ikke står tilbage for sin forgænger som krigsforbryder og verdensterrorist. Men i Norge bliver han hyldet som en fredens mand, samtidig med at  den norske våbeneksport til amerikanernes krige i Irak og Afghanistan er tredoblet i de sidste seks år.

NRK – ’Natos rikskringkasting’

Norge og en del andre vestlige land var som bekendt noget reserverede i forhold til den ulovlige krig mod Irak, takket være den massive folkeopinion mod krigen. Norge har til gengæld sluttet desto mere aktivt op om slagtning af afghanerne. Og statskanalen er sig sit ansvar bevidst.

Nyhedschefen i NRK er Gro Holm. Hun er gift med den tidligere NATO-ambassadør og FNs specialudsending til det besatte Kabul, Kai Eide, hvilket selvsagt ikke gør hende inhabil, snarere tværtimod. Holm spørger i en kommentar den 19. august hvad som egentlig er opnået i Irak. Hendes svar er at «Demokratiet i Irak er langt fra perfekt.» […]
Det må være årets understatement.

Men Holm medgiver dog at
”fysisk og social sikkerhed er dårligere for de fleste end i 2003. Til gengæld er mulighederne for at sige hvad du tænker kraftigt forbedret, og kanalerne for politisk påvirkning er mangedoblet og i princippet åbne for alle. Det skal de have, amerikanerne.”

NRK-journalister får lov til at udvise en vis kritisk distance til USA, bare den ikke på nogen måde bliver negativt overskyggende.
Det skal de have, NATO og Forsvarets Højskole.

Lyt hellere til den irakiske kunstner og forfatter Ghalib Al-Manoori:  
”Irakerne har levet og lever i et helvede. I Bagdad har vi elektricitet mindre end tre timer om dagen og vandet kan ikke drikkes uden at det er filtreret. Den ’delvise tilbaketrækning’ som USA har lovet inden udgangen af august er af lille betydning for irakere eftersom USA ikke har ændret sine intentioner.”


En million irakere er dræbt som følge af besættelsen, mange som følge af amerikanernes forbryderiske brug af forarmet uran og hvid fosfor. Kræfttilfældene og barnedødeligheden i Falluja overgår Hiroshima efter 2. verdenskrig. Klik på billedet for at se filmen.

Vær opmærksom på at filmen indeholder stærke billeder.

Originalartikel her (norsk)

- End -