Irak
 

Irakerne går på gaden

The Common Ills

De arabiske folkeprotester fortsætter – også i lande som Marokko, Bahrain og Irak – selv om den borgerlige presse undlader at rapportere om dem, fordi regimerne er amerikanske marionetter. Her en reportage fra de fortsatte protester i det besatte Irak.

Den 17. juni 2011

Det er Afgørelsens Fredag i Irak, da aktivister går på gaden for at kræve en lydhør regering. Der har siden januar måned i år været fortsatte protester. Gymnasieelever og den irakiske ungdom begyndte at organisere fredagen som fast dag for protester hver eneste uge. I Bagdad er indbyggerne gået på gaden i store mængder.

Alle fotos her er fra protesten i Bagdad i dag og fra videoer sendt af 'Revolution of Iraq'.

                                                                               

Jeg ser ingen vestlige mediereportager om protesterne i Irak, men det er endnu tidligt på morgenen (i USA). Forhåbentlig vil der dukker reportager op senere på dagen om protesterne, der finder sted i hele Irak. Men foreløbig må vi trække på facebooksiderne Revolution of Iraq og The Great Iraqi Revolution for at dække protesterne.

Det startede i Bagdad, hvor ”aktivister flokkes på Frihedspladsen trods regeringsstyrkernes chikane og kontrolposter spredt over pladsen”, og hvor ”et nyt spil om den store løgner Nouri Al Maliki finder sted nu. Oplysninger tyder på, at hans støtter (støtter af alt, der er falsk og løgnagtigt, støtter af røveri og korruption) er beordret til at dukke op på Tahrir-pladsen og blande kortene.

Det er et tveægget trick, naturligvis – enten at give udseende af, at det er Firas Al Jibouris slægtninge (se note), der angriber oprørerne, eller at hans støtter faktisk igen åbent angriber oprørene på Tahrir-pladsen.

Note 
Terrorangrebet i Dujail referer til et terrorangreb på et bryllup i den ”shiitiske” by Dujail i 2006 begået af Firas Al Jibouri og en række medskyldige som et led i den sekteriske terrorisme i Irak. Al Jibouri og 14 andre gerningsmænd, som dræbte 70 bryllupsgæster, er netop blevet dødsdømt.
En af anklagerne, som Saddam Hussein blev henrettet for, var for en påstået massakre i 1982 på shiitter i Dujail efter et mislykket attentat mod ham. (Overs)


Vi siger til Maliki og hans støtter, at vi er klar til dem. Heltene fra alle Tahrir’erne i Irak, fra den allernordligste spids til den sydligste spids del af Irak, vil vælte jer!”

 Forrige fredag (se foto nedenfor) blev aktivister angrebet af regeringsloyale bøller, der invaderede pladsen for at overtage den og stoppe de fortsatte legitime protester.

                                                   

I dag ”sender Malaki sine hooligans til Tahrir-pladsen, mens sikkerhedsstyrker letter deres vej og adgang til pladsen og samtidig gør det svært for de oprørske irakiske unge at komme ind. Trods disse forhindringer ”kræver et voksende antal oprørske unge demonstrerende på Tahrir-pladsen regeringens fald”. 

Pro-regerings-bøllerne føler, at man er ved at tabe, og forsøger at gøre de tilstedeværende aktivister rasende:
 ”Malakis slæng provokerer oprørerne ved at råbe: ’Hele folket står bag dig, Nouri Al Malaki’!”.

Pro-regeringsbøllerne begynder at lade, som om de demonstrerer mod terrorangrebet i Dujail og Firas al Jibouri – alt sammen for på ny at begynde at råbe slogans til støtte for Nouri Al Malaki”.

Da det ikke lykkes at få afsporet protesterne, ”forsøger Malakis slæng at angribe de oprørske unge, og oprørerne stopper dem, så de ikke har held med deres forsøg på at skabe skade og vanskeligheder”, men aktivisterne er Irak, og ”Sunnier og shiitiske brødre” står side om side.


Men det er ikke kun Bagdad.

”DIWANIYA: En virkelig stor demonstration fra vores oprørske unge fandt sted for meget kort tid siden”.

”NASSIRIYA for kort tid siden: En fredelig demonstration blev opløst af sikkerhedsstyrker, og en del aktivister blev arresteret – det anslås, at antallet var tre”.

Og vi slutte af med dette fra Ted Ralls ”Revolutionen bliver ikke uaktuel”

”Vil Tahrir-pladsen komme til Washington?”

16. juni 2011/Information Clearing House

- Jeg plejede at arbejde for Demokraternes kandidater. Jeg var studenteraktivist. Jeg marcherede i protest.

Men i 1980’erne forlod jeg politik. Jeg var stopfyldt. Venstrefløjen var impotent og tåbelig. Man ønskede ikke at forandre tingene og var tilfredse med skuespil. Endog med dårligt skuespil. Nørder på stylter, kedelige talere, stupide slogans, de samme gamle slagsange: ”Et forenet folk vil aldrig blive besejret”.

Bortset fra ... at vi blev besejret. Vi kæmpede ikke engang.

Vores protester havde dårlig tilslutning. Medierne ignorerede os. Vi tabte altid. Selv Demokraterne var ligeglade med vores holdninger. Da Bill Clinton vandt i 1992,  kunne den progressive fløj af partiet bruges til en bestemt ting: Stem demokratisk.
Sammen med millioner andre sivede jeg bort.

Nu endelig for den første gang i årtier er jeg begejstret.
Vi kan forandre alting. Her. I Amerika. NU.

Folk gør oprør. I Tunesien, Ægypten, Jordan og Syrien, patriotiske afghanere, irakere og yemenitter bekæmper marionetdiktatorer holdt oppe af amerikansk militær besættelse. De kræver en afslutning på voldelige, korrupte regeringer, der tjener sig selv, men ikke befolkningen.

Folk i Mellemøsten og i europæiske lande som Grækenland nægter at acceptere systematisk fattigdom og arbejdsløshed, så et lille bundt korrupte, tæt forbundne eliter kan fortsætte med at dynge rigdom sammen.

Hvorfor kun i andre lande? Hvorfor ikke her?
Hvorfor kan vi ikke have en Tahrir-plads? 

Originalblog: Iraqis take to the streets
17. juni 2011

- End -