Irak
 

Irak: Exit og nederlag

Søndag den 18. november blev de sidste amerikanske kamptropper trukket ud af Irak efter næsten ni års krig. Dermed siges den amerikanske præsident at have opfyldt et valgløfte om at afslutte den dybt upopulære og kriminelle aggressionskrig, som blev indledt på basis af en løgn om irakiske masseødelæggelsesvåben, der angiveligt skulle true Vesten.

De sidste amerikanske tropper gik ind over grænsen til Kuwait, hvor de holdes i reserve, klar til at rykke tilbage til Irak, såfremt den amerikanske præsident skønner det er nødvendigt.

Det kan imidlertid ikke skjules, at den amerikanske exit fra Irak er et politisk, militært og moralsk nederlag for den imperialistiske supermagt, som langt fra har fået opfyldt sine krigsmål.

Det var USA's plan at etablere sig permanent som besættelsesmagt i Irak. Det havde til formål at sikre USA den permanente kontrol med den irakiske olie og sørge for et stærkt udgangspunkt for den militære kontrol med regionen og krige, i forhold til nabolandet Iran, Syrien, Libanon o.a.

De største amerikanske militære og diplomatiske faciliteter i noget andet land er blevet bygget i Irak siden krigens start den 18. marts 2003. Men de er også for størstedelens vedkommende opgivet igen.

USA efterlader ikke et stabilt Iran eller et pålideligt regime, der 100 pct. vil garantere de amerikanske interesser.

For at håndtere den bastante irakiske modstand mod den amerikanske besættelsesmagt – og de øvrige besættere, herunder Danmark, som blev fordrevet og tvunget til at pakke sammen af modstanden – tyede USA ikke bare til etnisk splittelse og anstiftelse af sekterisk vold, men allierede sig ’ærkefjenden’ Irans shiitiske venner i Irak – heriblandt ikke mindst deres indsatte premierminister Al-Maliki, chef for det fundamentalistiske Dawa-parti.

To dage efter den amerikanske tilbagetrækning udstedte al Maliki en arrestordre på sin hidtidige vicepræsident Tariq al-Hashemi, en sunnimuslim, som anklages for terroristisk virksomhed og for at organisere dødspatruljer.

Ingen af delene er al Maliki ubekendt med. Han er simpelthen i færd med at etablere et politisk og religiøst diktatur i Irak, formentlig i stadig mere åben alliance med præstestyret i Iran.

Modstanden mod besættelsesmagten er blevet bombet, likvideret,, myrdet, fængslet og tortureret på bestialsk vis – af besættelsestropperne og det af dem indsatte regime. Men modstanden eksisterer stadig, og al Maliki handler også for at beskytte sig mod et nyt opsving i modstandskampen, som vil gøre regnskabet op med besættelsesmagternes lakajer.

USA og krigskoalitionen efterlader også et forbryderisk ødelagt land. For nogle år siden beregnede det medicinske tidsskrift The Lancet antallet af irakiske døde til 655.000 som følge af den amerikanske-ledte invasion. Mere end tre millioner er drevet i landflygtighed, internt eller til udlandet.

En basal ting I infrastrukturen som elforsyningen i det olierige land er katastrofal: 90 pct. af irakerne må supplere den uregelmæssige el med private generatorer. Befolkningen, ikke mindst på landet, er dybt forarmet, og arbejdsløsheden er tårnhøj.

Den mislykkede krig har også kostet USA dyrt. Den har været dyr i døde og sårede. Den har været utrolig kostbar – de officielle tal siger mindst 750 milliarder dollars, de reelle udgifter er langt større.

Men først og fremmest har den resulteret i en svækkelse af den amerikanske supermagt som sådan, i indflydelse, prestige og evne til at gennemtrumfe sit globale diktat. Irak-krigen efterlader en imperialistisk supermagt i dyb krise.

Kommunistisk Politik 25, 2011

- End -