Jordskælv i Haiti
 

Hjælp Haiti: Det utilgivelige land råber højt

Af Chris Floyd

USA sender kampklare soldater i tusindvis til Haiti mod kaos og plyndringer, mens nødhjælpen ikke når frem til de overlevende for en naturkatastrofe, der er af større omfang end tsunamien i 2004. Den  er voldsomt forstærket af Haitis påtvungne tilbageståenhed, og hjælpen går i vidt omfang i de gale lommer. Haiti er besat, hvad enten besættelsesstyrkerne opererer under amerikansk flag eller FN-banner, og er blevet nægtet demokrati og social fremgang. Baggrunden ridses op her.

I.
Den ubarmhjertigt fastholdte og bevidst påførte politiske og økonomiske ruinering af Haiti har direkte indflydelse på omfanget af død og ødelæggelse, som landet lider under i dag på grund af jordskælvet. Den vil også i stor grad forkrøble enhver overvindelse af naturkatastrofen. Som beskrevet herunder har Washingtons griske økonomiske politik ødelagt alle forsøg på at opbygge en bæredygtig haitiansk økonomi og fordrevet folk fra landet og de små samfund ind til overfyldte, farlige, usunde slumbyer i et forsøg på at hutle sig igennem en pauver eksistens i sweatshops, som kendetegnes ved uhyre lav løn og ekstrem udbytning, ejet af den vestlige elite og deres lokale bonkammerater. Alle forsøg på at ændre et uhyggeligt uretfærdigt samfund er blevet brutalt slået ned, enten direkte af de vestlige eliter eller med dem som medskyldige.

Resultat? Millioner af mennesker – udmarvede af sult, afsavn, fejlernæring og sygdom – lever stuvet sammen i vakkelvorne huse af lav standard. Mangel på fysisk, finansiel og social infrastruktur, som behøves for at understøtte et anstændigt liv i normale tider og sikre ordentlig assistance samt en ramme for genopbygning, når katastrofer rammer. Selv et meget mindre jordskælv end det, som nu har ramt landet, vil forårsage en urimelig mængde unødvendig lidelse i et land, der med fuldt overlæg er blevet så skånselsløst stranguleret som Haiti.

Med orkanen Katrina så vi, hvor hjerteløst og uretfærdig den amerikanske elite reagerede over for ødelæggelsen af en af deres egne byer. Politisk allierede Mississippi-millionærer modtog omgående og rigelig hjælp, mens mange af New Orleans’ beboere stadig er flygtninge spredt ud over landet år efter flodbølgen. Og det i en nation, hvor infrastrukturen – skønt den hurtigt er ved at rådne op, undermineret af grådighed og militarisme – stadig er stærk. Hvilket håb er der så for Haiti?

Jo, der vil nu være en omfattende strøm af øjeblikkelig hjælp, som der er efter enhver spektakulær katastrofe. Og selvfølgelig er det da prisværdigt, og jeg opfordrer alle, som kan, til at bidrage med, hvad de kan, til disse bestræbelser. Men medmindre der er et total skifte i amerikansk politik, medmindre der endeligt bliver sat stop for den forbandelse, der er lagt på Haiti – ikke af Gud eller Djævlen, men af elitens hårde hjerter, der blindt følger deres forfædres grusomme traditioner – så vil denne byge af omsorg og opmærksomhed snart give plads for afstumpet ligegyldighed, brutal undertrykkelse og umenneskelig udbytning, som den altid gør.

Erfaringen med disse grusomme traditioner – og deres ”fortsættelse”, som Obama allerede har demonstreret – varsler ikke godt for et sådan skifte. Men som den vise mand Edsel Floyd altid siger, så lever vi i håbet og dør i fortvivlelse. Og et sådan håb for Haiti er værd at holde fast i og arbejde hen imod.

På samme tid må håbet ikke være blindt. Man må erkende de grumme realiteter for at vide præcis, hvad man er oppe mod. Så lad os se grundigt efter.

II.

Få timer efter jordskælvet var tv-prædikanten Pat Robertson i luften og forklarede sine millioner af seere, at grunden til, at Haiti blev ramt af denne katastrofe – og har lidt frygteligt i de sidste 200 år – er, at haitianerne ”svor en pagt med Djævlen” for at vinde deres frihed fra de franske koloniherrer i det tidlige 1800-tal.

Og skønt sådanne opkast kun er at forvente fra denne velforede, politisk tøjrede, voldeligt ekstremistiske mullah (engang i disse spalter træffende beskrevet som ”diktator-nusser, diamantsmugler indsølet i blod, jødehader og milkshake-blender”), så er der denne gang en et meget lille korn af sandhed at finde i den sprøjtende masse af Robertson-bræk. Haitianerne har virkelig været ramt af en forbandelse i 200 år og forbandelsen går faktisk tilbage til deres befrielse. Men tag det roligt, Robertson: Kilden til denne forbandelse er ikke metafysisk. Som jeg skrev i en artikel fra 2004: 

”Præcis for 200 år siden væltede haitianske slaver deres franske herrer – det første succesrige nationale slaveoprør i historien. Det, som Spartacus drømte om at gøre, opnåede de haitianske slaver i virkeligheden.  Det var en kolossal bedrift – og det hvide Vesten har aldrig tilgivet dem.

For at opnå international anerkendelse af deres nye land blev Haiti tvunget til at betale ”erstatninger” til slaveejerne – en knusende gældsbyrde, som de stadig betalte af på i slutningen af det 19. århundrede. USA, der nægtede at anerkende landet i mere end 60 år, invaderede Haiti i 1915, først og fremmest for at åbne op for udenlandsk ejerskab af lokale koncerner. Efter 19 år med besættelse har USA støttet en stribe blodtørstige diktaturer for at beskytte ”de udenlandske ejere”. Og det fortsætter stadig.”

Og det gør det sandelig! Artiklen fra 2004 beskrev i detaljer Washingtons seneste lange kvælertag på Haiti, som blev udført af begge partier, der kulminerede i et kup iscenesat af Bush-administrationen – hvor for anden gang en amerikansk USA præsident ved navn Georg Bush har afsat den demokratisk valgte haitianske præsident, Jean-Bertrand Aristide, fra sit embede.
Det er en historie, der er værd at fortælle igen:

Skønt kuppet i 2004 i vidt omfang blev fremstillet som en uimodståelig opblussen af folkelig utilfredshed, var det selvfølgelig resultatet af års hårdt arbejde fra Bushs hengivne undergravere af demokrati, sådan som William Bowles fra Information Clearing House kunne berette.  Bush-bagmænd finansierede den politiske opposition mod præsident Jean-Bertrand Aristide, smuglede våben til haitianske krigsherrer i eksil og gennemførte en benhård strangulering af landet ved at skære længe lovet finansiel og strukturel hjælp til en af verdens fattigste nationer bort, indtil fødevarepriserne var skyhøje og arbejdsløsheden nåede 70 pct., og den nedbrudte regering mistede kontrollen med samfundet til væbnede kriminelle bander, fanatikere og blot desperate. Samtidig blev Haiti tvunget til at betale to millioner dollars om måneden i gæld, der var ophobet under de morderiske (USA-støttede) diktaturer, som har regeret øen siden den amerikanske militære besættelse 1915-34.

Den angivelige grund til Bushs dødelige strangulerings-spil var Haitis omstridte valg i 2000. Valget, der kun var nationens tredje frie valg i 200 år, blev da også plettet af rapporter om uregelmæssigheder – på trods af, at disse ikke var nær så bemærkelsesværdige som det veldokumenterede tilfælde, at en vis kandidat, der blev nummer to ved valget, blev indsat i Det Hvide Hus samme år. Der var ingen tvivl om, at Aristide og hans parti fik det overvældende flertal af legitime stemmer. Valgobservatører fandt imidlertid, at ud af de 7.500 poster, der var på spil, så det ud til, at der var noget lusk omkring syv af senatspladserne.

Hvad skete så?  De syv omstridte senatorer trak sig. Nyvalg til sæderne blev udskrevet, men oppositionen – to elitære kliker finansieret af Washingtons foretrukne instrument til samfundsnedbrydning, der med orwellske navne hedder ”Det Nationale Fond for Demokrati” og ”Det Internationale Republikanske Institut” – nægtede at deltage. Regeringen bød sammen, da den lovgivende forsamling ikke kunne sammenkaldes. Da Bush trådte til, strammede han skruerne på den internationale blokade af øen og insisterede på, at 500 millioner dollars til akut nødvendig hjælp ikke kunne frigives, medmindre oppositionen deltog i nyvalg, mens han samtidig betalte oppositionen for ikke at deltage.  

Det ultimative mål med denne brutale saltstangs-logik var at male Haitis nødlidende folk længere ned i jorden og ødelægge Aristides evne til regere. Hans reelle forbrydelse var selvfølgelig ikke valgnumre i Florida-stil eller påstået ”tyranni”… Næh, Aristide gjorde noget meget værre end at valgfuske eller dræbe folk – han forsøgte at hæve mindstelønnen til det fyrstelige beløb af to dollar om dagen. Dette skridt ophidsede de amerikanske firmaer og deres lokale lakajer, som i generationer har udnyttet Haiti som et reservoir af tæskebillig arbejdskraft og skyhøje profitter. Det var det sidste halmstrå for de elitære kliker, hvoraf en faktisk ledes af en amerikansk statsborger og tidligere udsending for Reagan og Bush, manufakturmagnaten Andy Apaid.

Apaid var hovedmanden bag den griske gennemførelse af Reagans og Bushs ”markedsreform” på Haiti. Selvfølgelig betyder “reform” i privatiseringsfortalernes primitive jargon at udsætte alle midler til overlevelse og underhold for de magtfulde virksomheders grådighed. F.eks. tvang Reagan-Bush-planen Haiti til at fjerne importafgifter på ris, som længe havde været en lokalt dyrket afgrøde. Så oversvømmede man Haiti med kraftigt statsstøttet amerikansk ris, ødelagde det lokale marked og kastede tusinder af selvforsynende bønder ud i arbejdsløshed.

Med et nu kontrolleret marked skruede de amerikanske firmaer priserne op og har spredt ruin og sult ud over det haitiske samfund. De arbejdsløse bønder giver nyt foder til Apaid og hans bonkammeraters fabrikker. Reagan og Bush slog til ved at afskaffe skatterne for amerikanske firmaer, der oprettede haitianske sweatshops. Resultatet blev et brat fald i lønningerne og gennemsnitslevealderen. Aristides første valgsejr i 1990 truede disse profitable arrangementer, så han blev behørigt afsat ved et militærkup med Bush d. 1.s ikke ligefrem stiltiende forståelse.

Men som vi sagde, den sidste runde af straf mod Haiti var en affære, som begge de amerikanske partier var fælles om hele vejen igennem:
Bill Clinton genindsatte Aristide i 1994, men først efter at have tvunget ham til at acceptere ... ja, ”markedsreformer”. Det var faktisk Clinton, privatiseringstilhængernes ven, der indførte den embargo for hjælp efter valget, som Bush d. 2. brugte med så ødelæggende effekt. Aristides hovedfejl som leder var forsøget på at leve op til denne afpresning fra de to partier. Som alle andre nationer, der kommer under Den Internationale Valutafonds pisk, kollapsede Haitis allerede skrøbelige økonomi. Bush-familiens støtter som Apaid skubbede derpå landet ud i totalt kaos og gjorde det til et let bytte for krigsherrerne, som Bush- agenter, hvoraf mange var gamle kendinge som Iran-contraer, forsynede med våben via Den Dominikanske Republik, ifølge Boston Globe.

Protester mod kidnapningen af Aristide 2004

Da Aristide så accepterede en aftale, der var forhandlet på plads af hans caribiske kollegaer, som effektivt ville have afgivet magten til den Bush-finansierede opposition, men i det mindste ville bevare træk af haitiansk demokrati, afviste Apaid og drengene tilbuddet, med velsignelse fra deres finansielle bagmænd i Washington, som pludseligt påstod, at de ikke havde nogen indflydelse på deres nu vrangvillige hyrede hænder.

I stedet fortalte væbnede amerikanske pistolmænd Aristide, at hvis han ikke trådte tilbage, ville han blive overladt til at dø i oprørernes hænder. Derpå blev han sat på et ventende fly og dumpet midt i Afrika. I løbet af nogle få timer marcherede Bush-støttede terrorister åbent gennem Port-au-Prince og henrettede Aristides tilhængere.
Mon de nu længere vil bede om to dollars om dagen, hvabehar? Mission udført!

III. 

Alt dette skete naturligvis i de onde gamle dage, før Barack Obama førte os ind i en ny ’post-racistisk’ æra. Helt sikkert ville denne visionernes og medfølelsens mand, der selv er en ætling af Afrika, endelig sætte en stopper for Haitis straf for at rejse sig mod sine hvide herrer.

Men sådan skulle det ikke gå. Som omtalt her sidste år i ”Græd, du utilgivelige land”:
”Obama og hans ”superstar”, udenrigsminister Hillary Clinton, promoverer højlydt den seneste topmålt brutale farce, som Washington og Vesten har prakket de kæphøje haitianere på.

Senatsvalg afholdt i denne måned af regeringen, der blev påtvunget Haiti efter det amerikansk-støttede kup i 2004, resulterede i en valgdeltagelse på mindre end ti pct. af de stemmeberettigede vælgere. Det er et resultat, som modbeviser enhver forestilling om folkeligt, legitimt demokrati. Men det skyldes ikke, at haitianerne er så dovne og uinteresserede, at de ikke gider stemme. Eller at de er så tilfredse med den godgørende, faderlige omsorg fra deres amerikansk-indsatte herrer, at de ikke så noget behov for at lade dumme valgkampe forstyrre deres idylliske landlige liv.

Nej, afvisningsraten på 90 pct. var reelt en massiv protestaktion, hovedsageligt fremdrevet af det faktum, at den amerikansk-støttede regering ikke ville tillade det mest populære parti – regeringspartiet, som blev afsat ved kuppet 2004 – at opstille en kandidatliste ved valget. Ved hjælp af bureaukratiske manøvrer udelukkede Haitis valgtilsynsførende i februar tidligere på året Fanmi Lavalas kandidatliste. Fra det øjeblik var aprilvalgene et død sild, en meningsløs farce, endnu en grufuld spøg mod det haitiske folk.”

Men hvordan reagerede de oplyste progressive i den nye amerikanske administration? John Caruso rapporterer:
CLINTON: USA fjernede et militærdiktatur i 1995 og banede vejen for demokrati. Og efter flere års politiske skænderier, som er almindelige i alle lande, der gennemgår en omdannelse, begyndte Haiti at opleve fremskridt. De nationale valg og præsidentvalget i 2006 skubbede virkelig Haitis demokrati fremad. Det, som præsidenten og statsministeren forsøger på, er at fastholde en stærk forpligtelse over for et demokratisk styre, som vil tage endnu et skridt fremad ved valget til senatet på søndag.  

For at oversætte Clintons vulgære sprog:
1) ”Politiske skænderier” refererer til John-Bertrand Aristides overvældende populære præsidentskab, der blev ”skældt ud” (og kontinuerligt undergravet) af USA og dets femtekolonne på Haiti;
2) Haiti begyndte at opleve fremskridt takket være det amerikansk støttede kup mod Aristide 2004; og
3) valgene i 2006, der ”virkeligt skubbede Haitis demokrati fremad”, udelukkede både Aristide og FL's foretrukne kandidat i hans sted (fader Gerard Jean-Juste, der blev smidt i fængsel på opdigtede anklager af den amerikansk-støttede regering for at hindre ham i at stille op) og resulterede i Rene Prevals regime, der klart forstår, hvem der er bossen, og derfor fortjener et skulderklap fra Clinton. 

Der bringer os frem til senatsvalget, hvor den amerikansk/haitianske ”stærke forpligtelse over for demokratisk styre … vil tage endnu et skridt fremad” med den indkalkulerede undertrykkelse af det største partis mulighed for at stille med en kandidatliste.
Så det århundredelange amerikanske projekt med bekæmpelse af demokrati i Haiti går stadig strygende. Og alle, der frygtede, at den første sorte amerikanske præsident ville være mindre sympatisk over for behovet for at smadre de demokratiske aspirationer i den første frie sorte nation på denne halvkugle, kan være helt trygge: Obama vil aldrig lade race – eller noget andet – forhindre ham i at gøre imperiets beskidte arbejde.

Det er helt sikkert, at et sådant beskidt arbejde snart sker igen. Vi må bekæmpe det, gøre opmærksom på det og ikke lade Haiti forsvinde i den imperialistiske skygge endnu en gang. Men for tiden er den mest presserende bekymring de menneskelige lidelser på Haiti.

Så kig de nødhjælpsbestræbelser, der er i gang, efter i sømmene, og vælg så det, du foretrækker.    


Originalartikel:

Help Haiti: The Unforgiven Country Cries Out


- End