Latinamerika
 

Brasilien og Venezuela

To betydningsfulde valg i dette efterår

Af James Petras

To valg i Latinamerika dette efterår vil have meget stor betydning for retningen af den økonomiske politik og udenrigspolitikken det kommende årti

Lula-Chavez

Brasiliens præsident Lula træder tilbage ved det kommende præsidentvalg - Venezuela afholder parlamentsvalg

Det venezuelanske parlamentsvalg den 26. september vil afgøre, hvorvidt Præsident Chavez kan sikre sig det to tredjedels flertal, der er nødvendig for at fortsætte sin ’demokratisk socialistiske’ dagsorden uden proceduremæssig obstruktion fra et stadigt mere aggressivt højre.

Brasilien, den mest magtfulde og dynamiske økonomi i regionen m.h.t. industri- og landbrugseksport, står foran præsidentvalg den 3. oktober.
I begge lande er vælgerkorpset stærkt polariseret, skønt det i Brasilien ikke er langs en socialistisk-kapitalistisk akse.

I Venezuela forsøger højrefløjen at blokere for videre fremgang for offentligt ejerskab af strategiske industrier, anstifte destabilisering ved at opmuntre til modstand eller sabotage fra lokalt baserede politiske initiativer og ved at indføre begrænsninger for budgetterede udgifter til sociale programmer og offentlige investeringer. Højrefløjens strategiske mål er at øge en institutionel indtrængen af  USA’s militær, efterretningsvæsen og ”bistands”-organisationer for at svække præsident Chavez’ uafhængige udenrigspolitiske initiativer og presse hans regering til indrømmelser til Det Hvide Hus, især ved at dæmpe hans støtte til Iran, Palæstina og – vigtigst – til de uafhængige latinamerikanske politiske og økonomiske nyskabelser, der holder Washington ude (MERCOSUR, ALBA, UNASUR).    

Præsidentvalg i Brasilien

I Brasilien stiller Arbejderpartiets kandidat Dilma Rousseff, der støttes af den afgående præsident Lula Da Silva, op til præsidentvalget mod den tidligere guvernør for delstaten Sao Paulo og fanebæreren for det brasilianske Socialdemokratiske Parti, Jose Serra. Partistemplerne betyder ikke noget, for begge kandidater har fulgt og vil fortsætte en frihandels-, eksportstyret, agrar- og minebaseret udviklingspolitik, og begge modtager finansiel støtte fra erhvervslivet og bankvæsenet.

På trods af deres bånd til erhvervslivets top og afsky for ethvert radikalt (eller blot moderat) skifte i Brasiliens højst ulige indkomstfordeling og jordbesiddelsessystem er der afgørende forskelle, der vil berøre:
(1) magtbalancen på halvkuglen,
(2) muligheden for de brasilianske sociale bevægelser for frit at artikulere deres krav,
(3) fremtiden for centrum-venstre-regeringerne i nabolandene (specielt Bolivia, Venezuela og Argentina), og
(4) de offentligt-private fællesprojekter i de massive og nyligt opdagede oliefelter uden for kysten.

Serra vil ændre Brasiliens udenrigspolitik hen imod større imødekommenhed over for USA, mindske eller bryde forbindelserne til Iran og reducere eller endog aflyse fælles investeringsprogrammer med Venezuela og Bolivia. Imidlertid vil Serra ikke ændre ved udenrigshandelen og investeringspolitikken i forhold til Asien, Serra vil fortsætte Lulas frihandelspolitik og se sig om efter flerstrengede markedsmuligheder (med undtagelse af, hvor USA angiver geopolitiske ”trusler” eller militære interesser) for at fremme landbrugseksporten og eksporten af bioenergi og anden energi. Han vil fortsætte Lulas politik med budgetoverskud og en stram finans- og indkomstpolitik.

Serras socialpolitik vil efter alt at dømme uddybe og udvide Lulas nedskæringer i offentlige pensioner og videreføre politikken med løntilbageholdenhed og nedskæringer af de offentlige udgifter, især til undervisning, sundhed og fattigdomsbekæmpelse.
På det afgørende område, der hedder udnyttelse af de nye olie- og gasforekomster, vil Serra nedtone statens rolle (og dens andel af indtægter, profitter og ejerskab) til fordel for private udenlandske olieselskaber. Serra vil sikkert undlade at opkøbe fagforeningsledere og i stedet i større udstrækning søge tilflugt til ”lovlig” undertrykkelse af strejker og til kriminalisering af de sociale bevægelser på landet – ikke mindst jordbesætterne i De Jordløses Bevægelse (MST). 

Diplomatisk vil Serra i højere grad nærme sig USA og dets militaristiske politik, uden åben støtte til direkte militær intervention. En indikation på Serras tilslutning til af Washingtons dagsorden var hans betegnelse af den bolivianske reformregering som en ”narkostat” med et ekko af Hillary Clintons retorik, i modsætning til de venskabelige bånd mellem de to lande under Lula. Uden tvivl vil Serra afvise ethvert uafhængigt diplomatisk initiativ, der er i konflikt med amerikanske militære interesser.

Rousseffs kampagne lover grundlæggende at fortsætte Lulas økonomiske og diplomatiske politik, indbefattet at det offentlige har majoriteten i de nyfundne olie- og gasfelter. Den lover at fremme fattigdomsprogrammer og en tolerant holdning over for sociale bevægelser som MST og fagbevægelserne, uden dog at bakke disse op.
Med andre ord står valget imellem et skridt tilbage og hen imod den undertrykkende, USA-tilpassede politik fra 1990’erne eller status quo med frit marked, en uafhængig udenrigspolitik, fattigdomsprogrammer og større latinamerikansk integration.

Hvis Serra vinder, vil magtbalancen i Latinamerika tippe imod højre og dermed genbefæste USA’s indflydelse på samtlige Brasiliens centrum-venstre-naboer. Serra vil indenrigspolitisk stort set følge i Lulas fodspor, men administrere fattigdomsprogrammerne via sine funktionærer, mens han sikrer, at Lulas støtter i de sociale bevægelser svækkes.

Med disse begrænsede muligheder støtter de store erhvervsorganisationer Serra (mens individuelle forretningsfolk støtter både den ene og den anden  kandidat), hvorimod de store fagforbund befinder sig i Lulas lejr. Sociale bevægelser såsom MST, der føler sig forrådt af Lulas brudte landreformsløfter, fører kampagne ”mod Serra” – og  støtter dermed indirekte Rousseff.  Talemåden ”Hvor Brasilien går, følger Latinamerika efter” rummer mere end blot et enkelt gran sandhed, særligt hvis vi taler om Latinamerikas økonomiske fremtid og udsigter til en dybere integration.

Parlamentsvalg i Venezuela

Venezuela under Chavez er nøglen til udsigterne for progressive sociale forandringer i Latinamerika. Den demokratiske socialistiske regering støtter reformregimer i Latinamerika og Caribien og har via de offentlige udgifter banet nye veje for sundhed, undervisning og madstøtte til 60 % af de fattigste grupper i befolkningen.
Trods Chavez’ umådelige popularitet det seneste årti og de nyskabende omfordelingsprogrammer og progressive strukturelle forandringer er der en tydelig og overhængende fare for, at højre opnår betydelige gevinster ved det kommende parlamentsvalg.

Det Forenede Venezuelanske Socialistiske Parti (FSP), ledet af Chavez, har på sin plusside seks år med høj vækst, stigende lønninger og faldende arbejdsløshed. Imod det står den nuværende 18 måneder lange økonomiske krise, høj inflation og kriminalitet sammen med budgetbegrænsninger, der skærer ned på nye programmer.

Ifølge dokumenter fra officielle amerikanske bistandsagenturer har Washington hældt over 50 millioner dollars i oppositionens pengekister, som kontrolleres af ngo’er og politiske ”fronter”, som fremmer amerikanske interesser i valgkampen. Man fokuserer på at forene de indbyrdes kævlende oppositionelle fraktioner og støtter de 70 % af massemedierne, som er privatejede, og finansierer oppositionelle grupper i middelklassens og underklassens bykvarterer. Modsat USA kræver Venezuela ikke, at modtagere af oversøiske midler, der opererer på vegne af en udenlandsk magt, registreres som ’udenlandske agenter’.

Højrefløjens kampagne fokuserer især på statslig korruption og narkohandel, en linje, der finder sit ekko i Det Hvide Hus og New York Times, mens man glemmer at nævne, at Venezuelas statsadvokatur har annonceret retsforfølgelse af 2.700 tilfælde af korruption og 17.000 tilfælde af narkohandel. Oppositionen og Washington Post omtaler sagen om det statslige distributionssystem PDVAL, der undlod at udlevere adskilligt tusinde tons fødevarer, hvilket førte til deres forrådnelse og spild – men glemte lige at nævne, at de tre tidligere direktører er fængslede, samt at fødevareministeriet sørger for en tredjedel af basisfødevareforbruget i landet til priser, der en halvanden gang lavere end de private supermarkeders.

Højre når uden tvivl ’betydelige fremgange’ ved parlamentsvalget, simpelthen fordi de starter fra et lavpunkt, nulpunktet, fordi de boykottede sidste valg. Deres antikorruptionskampagne kan næppe vinde over Chavez-flertallet blandt vælgerne, da deres tidligere bannerfører, ekspræsident Carlos Andres Perez, blev dømt for bedrageri for mange milliarder dollars og plyndring af statskassen. Lokale guvernører og borgmestre fra oppositionen er også blevet sigtet for bedrageri og misligholdelsen af fonde og er fængslet i Miami. Mens Chavez opfattes som ærlig og uplettet af de fleste vælgere, kan det samme ikke siges om alle de parlamentarikere, der søger genvalg.

Spørgsmålet er: Vil vælgerne genvælge dem for at støtte Chavez, på trods af deres blakkede papirer – eller undlader de at stemme? En manglende valgdeltagelse, baseret på skuffelse, og ikke som et skift mod højre, udgør den største trussel mod en afgørende sejr for VFSP.

I opløbet til parlamentsvalget har VFSP afholdt opstillingsvalg, hvor mange lokalråd valgte folkelige lokale kandidater i stedet for folk udpeget af det officielle etablissement. Det vil være afslørende at se, om kandidaterne fra græsrødderne vil klare sig bedre end folk udvalgt af ”toppen”. En sejr for de førstnævnte vil styrke socialisterne i forhold til de moderate dele af FSP.

Valgprocessen er stærkt polariseret langs klasseskel, hvor majoriteten i de lavere klasser bakker op om FSP, og middelklassen og overklassen nærmest i uniformerede geledder slutter op om højre. Alligevel er der en betragtelig del af fattige og fagforeningsmedlemmer, der ikke har besluttet sig endnu og ikke er motiveret til at stemme. De kan afgøre udfaldet af valget i kritiske distrikter, og det er der, hvor valgkampen er hårdest. Nøglen til VFSP’s sejr vil være, hvorvidt fagforeningerne, de arbejderstyrede fabrikskomiteer og lokalråd vil lave en større anstrengelse for at få de tøvende vælgere til stemmeurnerne og stemme på venstreorienterede kandidater.

Selv militante fagforeningsfolk og arbejderbaserede ledelsesgrupper har notorisk fokuseret på ”lokale” og ”økonomistiske” spørgsmål (som lønspørgsmål) og enten overset eller ignoreret de større politiske emner. Deres stemme og aktivitet som opinionsledere i at tegne ”det store billede” er vigtigt for at overvinde politisk inerti og tilmed skuffelse over visse VFSP-kandidater.
         

Konklusion

De kommende valg i Brasilien og Venezuela vil have afgørende indvirkning på latinamerikansk politik og økonomi og forbindelserne til USA i hele det andet årti af dette århundrede. Hvis Brasilien går mod højre, vil det styrke USA’s indflydelse i regionen umådeligt og eliminere en uafhængig røst. Skønt ingen af kandidaterne vil flytte en fod for større social retfærdighed, vil valget af Lulas foretrukne kandidat Dilma Rousseff betyde fortsættelsen mod større latinamerikansk integration og en relativ uafhængig udenrigspolitik. Valget af hende vil ikke åbne døren for strukturelle forandringer af nogen betydning.

En sejr til de venezuelanske socialister vil styrke Chavez’ beslutsomhed og mulighed for at fortsætte den sociale velfærdspolitik og hans antiimperialistiske og pro-integrations-politik. Chavez’ faste  holdning om at modsætte sig amerikansk militarisering, indbefattet kuppet i Honduras og militærbaserne i Colombia, tilskynder centrum-venstre-regimer til at anlægge en noget mere moderat, men dog principiel position imod militarisering. Chavez’ socialistiske reformer i Venezuela tjener til at lægge pres på centrum-venstre-regimerne til at vedtage sociale reformer, fattigdomsbekæmpende programmer og fælles aftaler i stedet for at følge det pro-amerikanske højres nyliberale politik.

I Brasilien er det et spørgsmål om at vælge det mindst onde, i Venezuela et spørgsmål om at vælge det klart bedste.     

Oversat af Kommunistisk Politik 17, 2010

- End -