Demokrati eller folkemord?

Af Lasse Wilhelmson
Jøder for Fred ( JIPF)

Israel er ikke et demokrati. I realiteten er en apartheidlignende ideologi, zionismen, ved magten. Virkelig fred i Mellemøsten kræver, at Israel forvandles fra en jødisk kolonialstat til et sekulært demokrati. I virkeligheden handler problemet om demokrati eller folkemord, mener Mellemøstdebattøren Lasse Wilhelmson, aktiv i organisationen Jøder for Fred, JIPF, og byrådsmedlem i den svenske kommune Tæby

Israelsk arrestation af international fredsvagt

Zionismen er den politiske ideologi, som ligger til grund for visionen om en jødisk stat - Eretz Israel - frem til Jordanfloden og endog øst for den. Zionismens parole "et land uden folk til et folk uden land" overså totalt, at landet allerede var beboet.

For at skabe en jødisk stat 1948 måtte man tvangsforflytte tilstrækkeligt mange mennesker, som allerede fandtes der. Zionismen forudsætter det, som vi i dag betegner som etnisk udrensning (eller "transfer" med zionistisk terminologi). Staten Israel udråbtes af samme grund først oven på, at en kraftig jødisk majoritet var sikret gennem indvandring, terror og etnisk udrensning.

Endnu i dag savner Israel en forfatning og fastlagte grænser, hvilket er totalt i overensstemmelse med zionismens krav om yderligere ekspansion.
At Israels lovstiftelse og administrative bestemmelser indebærer såvel apartheid som racisme, er den logiske følge af dette.

Det er en udbredt myte, at Israel er et vanligt demokrati.
I Israel år 2004 gælder blandt andet, at:

* Jøder uden for Israel har ret til umiddelbart at indvandre og blive israelske medborgere, mens cirka 800.000 fordrevne palæstinensere nægtes retten til at vende tilbage til deres hjem.
* Ikke-jødiske medborgere (20 procent) i Israel kan ikke besidde statsejet mark.
* Et stort antal arabiske byer i Israel har ikke legal status som bosætningsområder og savner dermed tilgang til almen offentlig service som energi, vand m.m.
* Jøder i Israel kan ikke gifte sig med ikke-jøder.
* Israelske ID-kort viser, om indehaveren er jøde eller ikke-jøde.
* Arabiske israelere får ikke lov til at udføre værnepligt (med få undtagelser), hvilket medfører diskriminering i forhold til sociale foreteelser, studier m.m.

Israels premierminister Sharon er (ud over en dygtig militærperson) en meget fremgangsrig zionist. Han fuldbyrder den zionistiske vision om Eretz Israel - med fortsat kolonisering og snigende etnisk udrensning af Vestbredden med det formål at opnå en jødisk majoritet i hele Eretz Israel.

De folkeretlige brud og den statsterrorisme, som er en forudsætning for dette, har støtte i "demokratiske valg" i Israel. Palæstinenserne har ikke stemt for den individuelle terrorisme (selvmordsbombningerne), og Arafat er sat i husarrest af Israel.

Israel har en slagkraftig krigsmaskine med masseødelæggelsesvåben, inklusive kernevåben. Der foregår en omfattende ødelæggelse og militær kontrol af alt palæstinensisk liv på Vestbredden og i Gaza. Israelske agenter gennemfører såkaldte udenomretslige henrettelser (lejemord) på palæstinensere, som anses at true Israel.
Internationale fredsaktivister myrdes. Oliventræer graves op, de opdyrkede marker adskilles fra byerne med den såkaldte sikkerhedsmur, boliger sprænges i luften, ambulancer beskydes osv.

Underernæringen blandt palæstinensiske børn øger. Palæstinenserne tvinges endnu en gang til at forlade sine hjem. Udgangsforbud og hundredvis militære checkpoints har gjort palæstinenserne til fanger i deres egne landsbyer og byer.

Zionismen fortsætter med at opæde en mulig palæstinensisk stat gennem at etablere "geografiske" fakta. Cirka 200 ulovlige jødiske bosættelser er opført på Vestbredden, og over halvdelen af de omliggende markområder er eksproprieret af Israel.
90 procent av palæstinensisk ejede landområder inden for Israels grænser 1948 er tidligere konfiskeret. Det er zionismen, som har skabt en jødisk kolonialmagt - med racisme, apartheid og etnisk udrensning.

Hvem der har været premierminister i Israel, har været temmelig betydningsløst set over et 50-års perspektiv, eftersom alle har været zionister.

Såvel Oslo-aftalen som Baraks såkaldte generøse tilbud ligner Bantustan-øer uden nogen løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem og med israelsk overhøjhed.
Israels skriftlige indvendinger mod de fires (FN, EU, Rusland og USA) aktuelle "køreplan for fred" er mere af samme politik og i fuld overensstemmelse med Sharons udtalelser.

Vestbredden hakkes op i områder adskilt af israelske motorveje og nuværende jødiske bosættelser. Tunneler kontrolleret af Israel forbinder de palæstinensiske enklaver.
Palæstinensernes menneskerettigheder begrænses. De palæstinensiske flygtninges rettigheder ifølge international ret og FN-beslutningerne afvises kategorisk.
Det er på tide at se på USA's skjulte dagsorden for Køreplanen. Hvordan skal fred kunne nås i et område modsvarende Smålands størrelse mellem en apartheidstat og en ny palæstinensisk stat?

Den første diskriminerer en stor gruppe af egne medborgere, som etnisk tilhører den anden. Den første er en militær og økonomisk Goliat og den anden en David.

Det bliver stadigt mere åbenbart, at en reel og retfærdig fred blandt meget andet kræver, at Israel vælger demokratiets vej, dvs. forvandles til et sekulært demokrati og bliver en stat for alle medborgere, en stat med lige rettigheder for alle etniske og religiøse grupper, en stat, som ikke diskriminerer sine ikke-jødiske medborgere.

At tale for en tostatsløsning uden at sætte spørgsmålstegn ved Israels apartheidsystem indebærer, at Israels koloniale karakter indirekte accepteres. Dette har dæmpet kritikken af Israels politik og lettet den fortsatte ekspansion og etniske udrensning.
En retfærdig fred i Israel/Palæstina forudsætter et eller to sekulære demokratier, dvs. en forvandling af den jødiske kolonialstat.

Israel fuldfører nu det zionistiske projekt, hvor alternativet står stadigt klarere: demokrati eller folkemord.

Et første skridt på demokratiets vej og fred er et slut på okkupationen af Vestbredden og Gaza.

Kilder bl.a. "Menneskelige rettigheder i Israel og i de af Israel okkuperede områder 2002" fra det svenske udenrigsministerium.

Lasse Wilhelmson, medlem i JIPF (Jøder for Israelsk-Palæstinensisk Fred), byrådsmedlem i den svenske kommune Tæby, kommunalfuldmægtig i 23 år, heraf de sidste fire i kommunens ledelse.

- End -