De gode og de onde

Af Erik Skibsted

Jørgen Flindt Pedersen og Erik Skibsteds film Muren beskriver konsekvenserne af det hegn, som officielt skal holde palæstinensiske selvmordsbomber ude af Israel, men som reelt tjener til at annektere land.

Sikkerhedshegnet i Israel er bygget for at forhindre selvmordsbomber i at komme ind i Israel med deres dødbringende last. Men de kommer alligevel - og de bliver ved med at komme. Hvorfor er hegnet/muren så bygget ?

Det spørgsmål kommer jeg tilbage til. Først lidt elementær dramaturgi. Eller oratorisk hokus pokus, kunne man kalde det. Jeg skriver selvmords-bomber og ikke selvmords-terrorist, sådan som de ellers konsekvent bliver omtalt af Sharon og hans talsmænd.

Terrorist - et lille ord, der i den store fortælling om konflikten i Mellemøsten bliver brugt med en glasklar hensigt.

Sagen er nemlig, at vi alle kan blive enige om at fordømme terrorister og terroraktioner. Det bliver straks sværere, hvis selvmordsbomberen er en frihedskæmper, der kæmper for at blive hørt af det internationale samfund.

HVIS selvmordsbomberen (Haifa oktober 2003) er en person, der lige har oplevet, at to af hendes nærmeste familie er blevet dræbt af israelske sikkerhedsstyrker. Er det så en retfærdig handling? Svaret er enkelt og klart: Nej, det er det ikke. Det er aldrig i orden at dræbe civile i en militær konflikt. Ligesom det heller ikke er i orden at foretage kollektive afstraffelser for enkeltpersoners handlinger. Den sag er helt klar ifølge Genevekonventionens artikel 4.

Problemet er bare, at Israel heller ikke overholder denne konvention. Ligesom Sharon heller ikke retter sig efter FN's beslutninger om at trække sig tilbage fra de besatte palæstinensiske områder.

For Sharon er palæstinenserne et internt israelsk problem og derfor højt hævet over alle internationale love og paragraffer. Regningen for "problemet" bliver godt nok sendt videre til det internationale samfund. UNWRA søger for hospitaler, skoler og mad til de palæstinensiske flygtninge.

Konflikten er kompliceret, siger man. Det er alle parter enige om. Min pointe er den stik modsatte. Det hele er meget enkelt, men debatten, medierne og politiske motiver har efter min mening sløret, hvad det handler om. Dertil kommer, at debatten ofte henter billeder, roller og konflikter fra fiktionens verden. Og det hele er smurt ind i en dramaturgi af helte og skurke.

Siden 11. september 2001 er skurken den onde terrorist, og helten er det gode, frihedselskende USA. Sharon og hans regering snakker efter USA's kamp mod terror, det bedste de ved.

I FIKTIONENS verden holder vi alle med de gode i kampen mod de onde. Vi støtter frihedskæmperen imod terroristen. Pointen er blot, at det er meget svært at afgøre, hvem der er de gode, og hvem der er de onde, når vi bevæger os fra fiktionen over i virkelighedens verden.

Når vi hører Sharon, så lades vi ikke i tvivl. Palæstinenserne er terrorister, og israelerne er frihedselskende demokrater, der kun vil beskytte sig mod de fæle terrorister.

Så enkelt er det desværre ikke. Vi hører, at 897 israelere (okt. 2003) er dræbt af terrorister under den nuværende opstand. I samme periode har israelske sikkerhedsstyrker dræbt to-tre gange så mange palæstinensere (terrorister).

I det hele taget hører vi sjældent om konflikten set fra palæstinensisk side. Det har Jørgen Flindt Pedersen og undertegnede forsøgte at råde bod på. Vi hævder ikke, at vi har sandheden om konflikten. Men vi har set og oplevet, hvordan sikkerhedshegnet krænker de mest fundamentale menneskerettigheder og har efter ringe evne forsøgt at skildre sikkerhedssituationen set fra den anden side af muren. Den mur, som ifølge israelerne skal forhindre terrorisme, men som i realiteten handler om at annektere land og skræmme palæstinenserne væk fra deres jord.

Sharon har aldrig lagt skjul på sin hensigt. I 1973 udtalte han: "We'll make a pastrami sandwich of them, we'll insert a strip of Jewish settlements in between the Palestinians, and then another strip of Jewish settlements right across the West Bank, so that in 25 years' time, neither the United Nations nor the United States, nobody, will be able to tear it apart."

DE 25 ÅR er gået og lidt til. Man må sige, at hans udtalelser fra dengang nærmest er profetiske. I dag er sikkerhedshegnet ved Qalqilya placeret, så Israel nu kontrollerer halvdelen af palæstinensernes vand-ressourcer. 47 pct. af palæstinensernes jord er konfiskeret/annekteret af Israel og ligger nu på den israelske side af hegnet.

Den port i hegnet, der skal give palæstinenserne adgang til deres jord, er lukket med en kraftig hængelås. Officielt skal den være åben tre gange i døgnet i 15 minutter, men i lange perioder bliver den slet ikke åbnet.

I filmen Muren møder vi en gartner ved hegnet. I 11 dage har han ikke kunnet komme til sine drivhuse. Den officielle forklaring er, at hegnet er lukket af sikkerhedsmæssige årsager. Ingen yderligere forklaring. Soldaternes råb fra det nærliggende skydetårn er ikke til at tage fejl af. "Forsvind!" bliver der råbt.

Vi kan se over til drivhusene. De ligger kun 100 meter fra den aflåste port. Gartneren er grædefærdig. Det er hans livsværk, der nu er ved at tørre ud og gå til grunde. "Forsvind!" råber de fra vagttårnet, men han forsvinder ikke. Hver dag møder han op ved overgangsstedet for at komme på arbejde - på sin egen jord, og hver dag råber de israelske soldater "Forsvind!".

Gartneren fortæller mig, at han har planer om at klippe et hul i hegnet, så han kan kommet ind og vande i drivhusene, inden alt er ødelagt. Jeg er overbevist om, at en dag vil gartneren i fortvivlelse gøre noget desperat for at komme ind til sin jord. Den dag vil soldaten i skydetårnet ikke nøjes med at råbe "Forsvind!". Den dag vil han skyde for at dræbe.

Hvem er terroristen, og hvem er frihedskæmperen?

DER ER nu gået tre måneder, siden vi mødte gartneren ved porten i Qalqilya. Hver dag venter jeg at se en notits i avisen, der lakonisk beretter om en palæstinensisk terrorist, der er blevet skudt under forsøget på at komme igennem hegnet.

Jeg er også temmelig sikker på at én af gartnerens mange børn en dag vil spænde sprængstoffer fast på kroppen og gå ind på en café i Jerusalem, Tel Aviv eller Haifa for at hævne sin far - råbe verdenssamfundet op - og for at kræve den jord tilbage, som er blevet annekteret af Israel.

Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller, sang de danske terrorister i Ryvangen, inden de blev skudt af herrefolket. Hvem er de gode, og hvem er de onde?

Sikkerhedshegnet skaber ikke sikkerhed - det skaber selvmordsbomber. Riv den mur ned og giv palæstinenserne de samme rettigheder og pligter som jøderne. Og gør det i én stat, så tror jeg på fred i dette vidunderlige, men forpinte land.

LÆR AF historien i Sydafrika. De hvide forsøgte at spærre de sorte inde i Bantustans - hjemlande - for at skabe sikkerhed for den hvide befolkning. Det projekt lykkedes heldigvis aldrig. I dag lever de side om side i ét land.

Man kan ikke få et helt folk til at forsvinde ved at bure det inde bag et hegn, så verdenssamfundet ikke kan se og høre det. Det lykkedes ikke for nazisterne, selv om de gik til sagen med stor grundighed. Det lykkedes næsten for amerikanerne at få landets oprindelige befolkning - indianerne - til at forsvinde.

Sharon og den israelske regering arbejder målrettet på at udrydde palæstinenserne. Jeg tror og håber ikke, at de får held med projektet. Men verdenssamfundet må snart vågne op og se, hvad der forgår.

Palæstinenserne forsvinder ikke, blot fordi man lukker dem inde bag en mur eller et hegn. Amerikanerne og Sharon tror åbenbart, at de kan løse problemerne i Mellemøsten ved at kalde palæstinenserne for terrorister og spærre alle palæstinensere inde i et bur.

Kom dog til fornuft. Sikkerhedshegnet er bygget for at annektere land og fordrive palæstinenserne fra deres jord. Det hersker der slet ingen tvivl om. Spørg bare Sharon.

Erik Skibsted er tv-producer

- End -