Mellemøsten
 

Hvem var Rafiq Hariri, og hvem stod bag mordet på ham?

Af Mohamed Hassan
GlobalResearch.ca
25.10.2005

David Pestieau og Luc Van Cauwenberghe interviewer Mohamed Hassan

Som reaktion på udsendelsen af FNs rapport der anklager Syrien, gør vi hermed vore læsere opmærksomme på en artikel der oprindelig blev publiceret af Global Research i marts 2005 kort efter mordet på Rafiq Hariri. 14.2. i år blev Hariri, tidligere statsminister i Libanon (fra 1992 til 1998 og fra 2000 til 2004) myrdet under en strejke i Beirut.

Rafiq Hariri

Den libanesiske opposition støttet af USA og Frankrig har uden videre givet Syrien skylden for forbrydelsen og krævet tilbagetrækning af Syriens 14.000 tropper fra Libanon.

Havde Syrien nogen interesse i at myrde Hariri? Er der andre interesser på spil der holdes skjult for os gennem officielle erklæringer og mediernes dækning af krisen? Mellemøsteksperten Mohamed Hassan besvarer disse spørgsmål.

----------

Hvem var Hariri, og hvem kan stå bag dette mord?

Hariri er en forretningsmand født i en almindelig fattig familie i Libanon. I 1960'erne emigrerede han til Saudiarabien, hvor han blev meget rig. Han vendte tilbage til Libanon, hvor han to gange blev statsminister. Han har altid haft gode relationer til Syrien og alle de nationalistiske kræfter i Libanon. Men den kendsgerning at han benyttede sig af statsapparatet til at gøre sig selv personligt endnu rigere, særlig m.h.t, fast ejendom, skaffede ham også fjender.

Hariri blev statsminister efter de aftaler der blev underskrevet i Taef (en by i Saudiarabien) i 1989 og gjorde en ende på borgerkrigen i Libanon (1975-1990). Tilstedeværelsen af syriske tropper blev dengang accepteret som en stabiliserende faktor. Alle de nationalistiske kræfter støttede tilstedeværelsen af syriske tropper. Vi må ikke glemme at Israel stadig holdt Sydlibanon besat. Selv USA, Saudiarabien og Frankrig godkendte dengang den syriske tilstedeværelse. På det tidspunkt var der ikke tale om "syrisk kolonisering", som det hedder nu blandt visse elementer. Efter at landet var blevet stabiliseret, skulle de syriske tropper tage af sted, men der var ikke sat nogen tidsbegrænsning ifølge Taef aftalerne.

Men når Israel trak sig tilbage fra Sydlibanon i 2000, hvorfor blev de syriske tropper der så?

I 2000 opstod der en ny situation med den israelske tilbagetrækning. Den islamiske bevægelse Hizbollah kontrollerede Sydlibanon. De kristne falangister, af hvem nogle var taget til Israel, var ved at blive marginaliseret. I den situation spillede Syrien rollen som mægler. Uden Syriens tilstedeværelse kunne hævnakter rettet mod falangisterne være blevet udført. Desuden støttede nationalisterne tilstedeværelsen af syriske tropper til at beskytte de palæstinensiske flygtningelejre. Man må huske 1982, hvor falangister fulgt af Sharons vagtsomme øje gennemførte massakrer rettet direkte mod palæstinenserne.

Stod Syrien bag mordet på Hariri?

USA... Men for at koncentrerere os om dette spørgsmål må vi se overordnet på Mellemøsten. De forenede Stater har et meget alvorligt problem i Irak. Det er ikke lykkedes dem at stabilisere landet. De organiserede et valg der, men det blev ikke fulgt op af noget konkret for befolkningen. Nu holder regeringen sig kun flydende med støtte fra USAs hær. Forsøget på at oprette en irakisk hær er ikke kommet nogen vegne. Som tiden går, er modstanden blevet bedre organiseret. Næsten 30 byer er blevet befriet. USAs hær har i praksis ingen adgang, den kontrollerer ikke de lokale myndigheder i disse byer. Konfronteret med deres manglende evne til at kontrollere situationen, peger de på Syrien og Iran. Den irakiske forsvarsminister i den proamerikanske Allawi-regering har således anklaget de to lande eksplicit. Den velkendte qatariske TV-kanal Al-Jazeera viste 24. februar i år en video-playback fra irakisk TV, som forsøgte at vise at mange irakiske modstandskæmpere blev trænet af syriske hemmelige tjenester. Dengang, for bare få måneder siden, bekræftede CIA at størstedelen af terroristerne kom fra Saudiarabien. Med andre ord forsøger USA nu på at "få foden til at passe til støvlen" og ikke "støvlen til foden".

Hvorfor anklager de Syrien?

Syrien har sluttet forbund med Iran. Det er ikke bare en taktisk alliance, men ligner mere en strategisk alliance. Iran er et rigt land, som er på vej til at slutte sig til Shanghai-gruppen, der inkluderer Kina og Rusland... Iran har underskrevet en ganske stor kontrakt på 170 billioner dollars for levering af olie til Kina. Indien og Japan har også sluttet vigtige kontrakter med Iran. USA vil gerne jage alle ud af Mellemøsten [inklusive europæerne], men disse andre magter er også indblandet [i oliehandelen].

Ved at angribe Syrien ville USA presse landet til at bryde dets alliance med Iran og gøre en ende på dets støtte til Hizbollah og den palæstinensiske modstand. Men den syriske regering gik ikke i panik og opretholdt sin politik. Den sluttede endda alliance med Iran. De to lande støtter Hizbollah i Sydlibanon, der jog Israel ud i 2000, og som fortsat øver pres på Israel for at evakuere det sidste stykke libanesisk territorium som det stadig holder besat. Svækkelse af Syrien, det sidste arabiske land der opretholder en uafhængig national politik, ville medvirke til at styrke de arabiske regeringer der samarbejder med USA, som Ægypten og Saudiarabien.

Hvilke kræfter i Libanon støtter nu Syriens tilbagetrækning?

Der er falangisterne, de kristne militser som stadig nyder støtte fra Israel. Og så er der feudale familier med Chamael, Wallid Jumblatt og andre overhoveder, der ønsker at generhverve deres gamle privilegier.

På den anden side foregår der demografiske forandringer, så 50 procent af den libanesiskke befolkning nu er shiitisk. De politiske organisationer der repræsenterer det shiitiske samfund, Hizbollah og Amal, er prosyriske. Andre elementer, som borgerskabet af kristen oprindelse, ved at de ikke længere kan opretholde deres indflydelse. Og på det regionale niveau støtter kompradorregeringerne i Saudiarabien, Jordan og Ægypten tilbagetrækningen, ligesom de politiske kræfter i Libanon der er knyttet til Ægypten.

Skal vi frygte en militær intervention mod Syrien?

En militær intervention vil kun være en sidste udvej, foregået af en lang periode med pres og interventioner af alskens slags. Men sanktioner og pressioner udgør også en form for krig.

Stillet overfor dødvande i Irak er USA på udkig efter fjender uden for landet. Ganske som de gjorde under Vietnamkrigen da de bombede Cambodia og Laos. De kan også finde på i dag at bombe Syrien og Iran. Fordi modstanden i Irak har voksende støtte fra nationalisterne i Syrien og Iran og forhindrer kompradorborgerskaberne i at udvikle sig. Men hvis de beslutter at bombe Syrien eller Iran vil det kun styrke den antiamerikanske nationale følelse i hele den arabiske verden.

Arabisk nationalisme: hvad er den historiske baggrund?

I 1952 tog den arabiske nationalist Nasser magten i Ægypten. I 1956 angreb Frankrig, Storbritannien og Israel Ægypten. Det var Suezkrigen, som endte med katastrofe for angriberne. USA drog fordel af katastrofen til at svække Frankrig og Storbritanniens indflydelse i regionen. De nationalistiske regeringer i Syrien og Ægypten indgik så en alliance for at skabe Den forenede arabiske Republik (UAR = United Arab Republic) i 1958. USA-imperialismen etablerede Bagdad-Pagten mod UAR. Det det handlede om, var en alliance støttet af kompradorborgerskaberne i Irak, Jordan, Iran og Libanon. Men den irakiske revolution i 1958 gav dødsstødet til Bagdad-Pagten.

Samme år sendte USA sine tropper til Mellemøsten første gang, til Libanon. Storbritannien gjorde det samme i Jordan. Det var et spørgsmål om for enhver pris at forebygge spredning af den irakiske revolution. Men det lykkedes dem ikke at indestænge den panarabiske nationale bevægelse, hvis mål var ægte uafhængighed. Nationalismen fortsatte med at udvikle sig i Yemen, Algeriet og Palæstina.

På det tidspunkt var Libanon (omtrent af samme størrelse og befolkning som Connecticut og tre gange mindre ened Belgien) karakteriseret af konfessionalisme (regeringsmagten var fordelt efter religiøse skillelinjer: kristne maronitter, sunnier, shiitter, drusere osv.). Der er en vaklende balance mellem de forskellige religiøse mindretal, som ledes af feudale ledere. Men i 1950'erne udviklede den arabiske nationale befrielsesbevægelse sig og indgik forbund med palæstinenserne.

Et stort antal palæstinensiske flygtninge fordrevet af Israel var endt i Libanon. Denne udvikling førte til en svækkelse af de feudale kræfter og en relativt neutral indstilling fra Libanons side til de nationalistiske lande på den ene hånd og de proamerikanske kompradorlande på den anden. Den underliggende situation ville sandsynligvis forrykke sig [og lede til en styrkelse af nationalismen], hvad der førte til USAs indgriben i 1958.

I dag er situaionen den modsatte. Det nationalistiske Irak er belvet ødelagt, men der er en antiimperialistisk modstand som er under udvikling. Ægypten er blevet "et kompradorregime" der samarbejder solidt med USA og Israel.
[Note: Et kompradorborgerskab er en kapitalistisk klasse hvis interesser er tæt bundet til det imperialistiske system. F.eks. det saudiske borgerskab, der har investeret det meste af sine rigdomme i Vesten.]

Disse "kompradorborgerskaber" kontrollerer staten i alle de arabiske lande undtagen Syrien. Hvis regeringen i Syrien svækkes, kapitulerer eller bliver styrtet, vil det være et nederlag for den arabiske nationale bevægelse. Hizbollah vil blive svækket eller forsvinde, og det vil støtte fremkomsten af et borgerligt kompradorlederskab i Palæstina [hvad der allerede er sket i kølvandet på Arafats død] parat til at samarbejde med Israel og give efter for dets forskellige krav. Så kunne USA lettere påtvinge hele området sin indflydelse, og Israel ville blive integreret i regionen, mens det også ville kunne påtvinge palæstinenserne dets løsninger når de havde mistet støtte udefra.

Dette scenario som er ideelt for USA, er mere end tvivlsomt. Modstanden i Irak udvikler sig stadig. Syrien holder stand og har indgået en alliance med Iran. Og folkelig bevidsthed og antiamerikanisme i de arabiske lande er stærkere end nogensinde før, selv om organiseringen af folket i revolutionære organisationer befinder sig på et lavt niveau.

Med tak til John Catalinotto ( International Action Center , New York ) for oversættelse. Ubetydelige redaktionelle indgreb fra Michel Chossudovsky (Global Research).

Oversat til dansk for Boykot Israel.

- End -