Stop Terrorkrigen

Libanesisk sprængstofsekspert i den sydlibanesiske landsby Majdal Salam samler israelske klyngebomber for at uskadeliggøre dem (26. september 2006)

Den foreløbig sidste runde i konflikten i Mellemøsten er klart blevet vundet af den libanesiske folkelige modstand og særlig dens spydspids Hizbollah. Israel var ikke i stand til at nå sit erklærede mål, at slå Hizbollah på slagmarken, og måtte trække sig ynkeligt tilbage. Ingen kan for alvor nægte denne kendsgerning, som kraftigt bestyrkes af den offentlige mening i Israel selv.

Ikke alene lykkedes det ikke Israel at slå Hizbollah, men som følge deraf var det ude af stand til at anstifte en ny borgerkrig. Tværtimod blev den nationale enhed styrket af Hizbollahs evne til at forsvare landet mod zionismen. Når selveste Israel tabte krigen mod Hizbollah, hvem i landet selv skulle så vove at angribe dem militært?

Dette må fejres som en usædvanlig succes, der viser at det først og fremmest er folket selv og ikke marionetregimerne der kan bremse zionismen og den imperiaslistiske aggression. Og det er bestemt et inspirerende eksempel til efterfølgelse for den arabiske og islamiske verden.

Samtidig med at denne sejr fortjener anerkendelse, må vi ikke bedrage os selv med hensyn til dens partielle karakter. Venner og fjender ved lige vel at det kun var ét slag i den krig mod zionistisk kolonialisme og imperialisme der allerede har varet et århundrede. Nye angreb er under forberedelse for at svække den modstandsakse der er under udvikling og har vundet fodfæste på grund af Hizbollahs succes. Spørgsmålet er uløseligt forbundet med det iranske atomprogram, der udfordrer USAs og Israels dominans i regionen.

Sejren er ikke kun partiel i omfang, men også fordi FN-resolution 1701 og udstationeringen af ca. 15.000 tungt bevæbnede europæiske slagstyrker i Libanon udgør en tidsindstillet bombe mod modstanden. Ganske vist er de hverken i stand eller villige til at fortsætte den israelske militære kampagne for at knuse og afvæbne Hizbollah. De kommer endda med Hizbollahs accept, der forudsætter en slags ikke-angrebspagt. Men det er kun en midlertidig ordning.

De ledende nationer, Frankrig og Italien, har erklæret at de vil bremse forsyningen af våben til Hizbollah der kommer ind fra Syrien. Det vil blive brugt til at øve pres mod Syrien og true landet. Straks fra begyndelsen foreslog Frankrig for eksempel at forsegle hele den libanesiske grænse til Syrien, hvad der ikke blot ville have været en uhørt indskrænkning af libanesisk selvstændighed, men samtidig have rettet militær magt mod Syrien. Det er usandsynligt at de imperialistiske tropper vil være i stand til at standse våbentilstrømningen, men allerede forsøgene på det er beregnet på at udløse konflikt.

Samtidig er de europæiske styker på stedet for at lægge pres på det politiske system, hjælpe de pro-imperialistiske styrker omkring regeringskoalitionen ledet af Hariri-klanen, arbejde i retning af afvæbning af Hizbollah og svække dettes antiimperialistiske koalition. Ifølge disse planer skulle man sætte den libanesiske hær, kontrolleret af Hariri-koalitionen, i stand til at overtage Hizbollahs plads.

I tilfælde af lokale eller regionale forandringer kan den rolle de vestlige tropper har, skifte karakter med kort varsel. Israel kan foretage et angreb som Hizbollah svarer på, så der udvirkes et sammenstød med Hizbollah, noget zionisterne med sikkerhed vil forsøge at iværksætte. Eller måske følger Sarkozy Chirac i det franske præsidentembede. Det er velkendt at Sarkozy er en fuldblods zionist, fuldstændig allieret med USA. Eller hvis spiralen af eskalerende provokationer mod Iran får en ekstra omgang, vil dette også øge spændingerne i Libanon og mod Syrien. Uanset hvilket sceneri der bliver oprullet, er det klart at de europæiske imperialistiske styrker er en støtte for Israel og USA på linje med de reaktionære kræfter i Libanon selv.

I mellemtiden går både resterne af den hensygnende antikrigsbevægelse i Europa og den officielle venstrefløj ind for indsættelse af tropper i Libanon. Deres mission fremstilles som en fredsmission der er et alternativ til den ensidige og krigeriske USA-Israel-linje. De fejrer den endda på den latterligste måde som en genoprettelse af FN og begyndelsen på en verdensorden med flere poler. I virkeligheden er det ikke andet end en ny besættelse de dækker over.

I modsætning hertil fører Den antiimperialistiske Lejr ikke blot en kampagne for tilbagetrækning af interventionstropperne fra Libanon (ganske som tidligere fra Irak, Afghanistan, Bosnien osv.), men giver også åben støtte til den libanesiske folkelige modstand og særlig Hizbollah. Kun en folkelig over-konfessionel koalition omkring Hizbollah kan sikre Libanons uafhængighed. Hizbollah bør ikke afvæbnes, men tværtimod overtage statsmagten sammen med dets koalition, Aoun og andre medregnet.

Men spørgsmålet rækker langt ud over Libanons grænser. Vi står over for en ny regional eskalering. USA-zionisme-aksen kan ikke leve med fremkomsten af en modstandskoalition ledet af Iran og forsynet med et atompotentiale. Forebyggende handlinger forberedes. Som vi har set i Libanon, Irak og andre steder, er det kun de folkelige modstandsbevægelser der er i stand til at modstå imperialistisk aggression. Opgaven er at udbrede og forene disse bevægelser over hele den arabisk-islamiske verden og styrte marionetregeringerne, først og fremmest i Ægypten og Saudi-Arabien. De folkelige modstandsbevægelser må forberede sig på befrielseskrigen.

Sidst men ikke mindst må vi ikke glemme det uløste palæstinensiske spørgsmål, som er et af de centrale underliggende problemer. Vi insisterer på én demokratisk antiimperialistisk stat i hele Palæstina som den eneste vej til en løsning der kan gøre en ende på den zionistiske kolonialisme og dens racistiske apartheidsystem mod den indfødte arabiske befolkning.

Fred vil kun være mulig på grundlag af retfærdighed, dvs. arabisk selvbestemmelse!

Fremmede tropper ud af Libanon!

Fremmede tropper
ud af Libanon!