Den forhastede
anerkendelse af Israel

Af Gore Vidal




Forord til den første udgave af Israel Sharak’s
’Jødisk historie, jødisk religion: Vægten af tre tusind år’ (1994)

Engang sidst i 1950’erne fortalte en verdensmester i sladder og af-og-til historiker, John F. Kennedy, mig en historie om, hvordan Harry S. Truman i 1948 havde været temmelig forladt af alle, da han opstillede til præsidentvalget. Så var en amerikansk zionist kommet med 2 millioner dollars i kontanter i en kuffert og afleveret dem i hans kampagnetog, der gjorde korte stop i de mindre byer:
 ’Det er grunden til, at vores anerkendelse af Israel gik så hurtigt.’
Da hverken Jack eller jeg var antisemiter (i modsætning til hans far og min bedstefar) så vi det bare som endnu en morsom historie om Truman og amerikansk politiks dybe korrumpering.

Ulykkeligvis har den forhastede anerkendelse af Israel som stat resulteret i femogfyrre års morderisk forvirring og ødelæggelsen af, hvad zionistiske medløbere troede ville blive en pluralistisk stat – et hjemland for dets indfødte befolkning af muslimer, kristne og jøder, og samtidig et kommende hjemland for fredelige europæiske og amerikanske jødiske immigranter, indbefattet dem som følte at den Almægtige i himlen havde givet dem landene Judæa og Samaria i al evighed.

Da mange af immigranterne var gode socialister i Europa, gik vi ud fra, at de ikke ville tillade den nye stat at blive et teokrati, og at de indfødte palæstinensere kunne leve sammen med dem som ligemænd. Det blev aldrig til noget. Jeg skal ikke her gennemgå denne ulykkelige regions krige og kriser. Men jeg vil pointere, at den hastige opfindelse af Israel har forgiftet dets usandsynlige beskytter USA’s politiske og intellektuelle liv

Usandsynlig, fordi ingen anden minoritet i amerikansk historie nogensinde har lagt beslag på så mange amerikanske skatteyderpenge for at investere i et ’hjemland’. Det er som om den amerikanske skatteyder har været tvunget til at støtte Paven i hans generobring af pavestaterne simpelthen fordi en trediedel af vort folk er romersk-katolske.

Havde nogen forsøgt dette, ville det have ført til stor opstandelse og Kongressen ville have sagt nej. Men en religiøs minoritet på mindre end to procent har købt eller intimideret halvfjerds senatorer (de nødvendige to trediedele for at tilsidesætte et usandsynligt veto fra præsidenten), mens medierne har støttet det.

På en vis made beundrer jeg i grunden den made, hvorpå Israel-lobbyen er gået til værks for at sikre, at milliarder af dollars år efter år går til gore Israel til et ‘bolværk mod kommunismen’. Faktisk har hverken USSR eller kommunismen nogensinde været ret meget tilstede i denne region. Hvad Amerika opnåede var at vende den engang venligtsindede arabiske verden imod os. I mellemtiden er misinformationen om hvad der sker i Mellemøsten blevet stadig mere omfattende og det første offer for disse skrigende løgne er, bortset fra den amerikanske skatteyder, de amerikanske jøder, da de konstant tyranniseres af profesionelle terrorister som Begin og Shamir.

Hvad der var værre endnu var at jødisk-amerikanske intellektuelle med enkelte hæderlige undtagelser forlod deres liberale standpunkter til fordel for en række vanvittige alliancer med det kristne (sntisemitiske) højre og med Pentagon og det militær-industrielle kompleks. I 1985 skrev en af dem fornøjet, at da jøderne gjorde deres  indtog på den amerikanske scene, ‘fandt de, at liberale holdninger  og liberale politikere var mere kongeniale, mere sensitive over for jødiske bekymringer’, men nu er det i den jødiske interesse at alliere  sig med de protestantiske fundamentalister, for er der, når det kommer til stykket, ’nogen grund til for jøderne dogmatisk og hyklerisk at klynge sig til deres meninger fra forgangne år?’
Ved dette punkt blev det amerikanske venstre splittet, og de af os, som kritiserede vores tidligere jødiske allierede for vildført opportunisme, blev på stedet belønnet med de rituelle epiteter ’anti-semit’ eller ’selvhadende jøde’.

Heldigvis lever fornuftens stemme og har det godt, tilmed i Israel, af alle steder. Fra Jerusalem vedbliver Israel Shahak (Note 1) uophørligt med at analysere ikke bare Israels sørgelige politik i dag, men Talmud selv, og virkningen af hele rabbiner-traditionen i en lille stats, som højefløjs-rabbinatet vil gøre til et teokrati kun for jøder. Jeg har i årevis læst Shahak. Han har en satirikers blik for den forvirring, som kan findes i enhver religion, som søger at gøre det irrationelle rationelt. Han har den lærdes skarpe blik for tekstuelle selvmodsigelser. Det er en fornøjelse at læse ham om den store hader af ikke-jøder Dr. Maimonides (Note 2).

Det er overflødigt at konstatere, at Israels myndigheder dybt beklager Sharak. Men der er ikke meget, der kan stilles op med en professor emeritus i kemi, som blev født i Warschawa i 1933 og tilbragte sin barndom i koncentrationslejren Belsen. I 1945 kom han til Israel; gjorde tjeneste i det israelske militær; blev ikke marxist i de år, hvor dette var på mode. Han var – og er stadig – en humanist, som afskyr imperialisme, hvad enten det er i Abrahams Guds eller George Bush’s navn (Note 3). Med stor kløgt og viden imødegår han ligeledes de totalitære træk i judaismen.

Som en højlærd Thomas Paine belyser Shahak perspektiverne foran os, såvel som den lange historie, der går forud, og bliver således ved med at lade fornuften lyde år efter år. De som agter ham bliver helt sikkert klogere og – om jeg tør sige det – bedre. Han er den seneste, om ikke den sidste, af de store profeter.

Gore Vidal (f. 1925) er  amerikansk forfatter med et omfattende skønlitterært og politisk forfatterskab bag sig. Han er en skarp kritiker af det republikanske Bush-dynasti og ’krigen mod terror’.

Noter:

1.Israel Shahak (1933-2001) var professor ved Det Hebraiske Universitet i Israel indtil han trak sig tilbage i 1990. Han betegner i bogen ’Jødisk historie, jødisk religion: Vægten af tre tusind år’ talmudisk judaisme som en totalitær religion, hvor rabbinsk lov styrer alle aspekter af jødisk optræden, og at disse love resulterer i religiøs chauvinisme, som  styrer jødisk tankegang. I 1997 udsendte han bogen ’Open Secrets: Israel's Nuclear and Foreign Policies’ og  i 1999 sammen med Norton Mezvinsky.’Jewish fundamentalism in Israel’

2. Dr. Maimonides var rabbiner og hadede ikke-jøder og sorte. Maimonides Medical Center i Brooklyn er opkaldt efter ham.

3. George Herbert Walker Bush, amerikansk præsident 1989-93.