Israel-Palæstina
 

Om at forstå Gaza katastrofen

Af professor Richard Falk
FN's særlige rapportør

Richard Falk
I atten måneder har hele den 1.5 mio. store befolkning i Gaza oplevet en udmattende blokade, påført af Israel, og en mangfoldighed af traumatiserende udfordringer i det normale dagligliv.

Et glimt af håb dukkede op for omkring seks måneder siden, da en ægyptisk arrangeret våbenstilstand frembragte en effektiv våbenhvile, der reducerede israelske tab til nul til trods for periodisk skydning over grænsen med hjemmelavede raketter, der slog ned uden at gøre skade på nærliggende israelsk område, og som utvivlsomt forårsagede ængstelse i grænsebyen Sderot.

Under våbenstilstanden tilbød Hamas' ledelse gentagne gange at udvide våbenstilstanden og foreslog endog en ti-års periode og tilkendegav en modtagelighed  for en politisk løsning baseret på accept af Israels 1967-grænser.

Israel ignorerede disse diplomatiske initiativer og undlod at opfylde sin side at våbenhvile overenskomsten, der involverede en vis lettelse af blokaden, der havde begrænset indførslen til Gaza af fødevarer, medicin og brændstof til dråber.

Israel nægtede også at udstede udrejsetilladelser (til Gaza) til studenter med udenlandske stipendier, journalister og respekterede NGO repræsentanter til at komme ind i Gaza. På samme tid gjorde man det i stigende grad vanskeligt for journalister at komme ind, og jeg blev selv forvist fra Israel for et par uger siden, da jeg forsøgte at komme ind for at udføre min FN-udpegede opgave med at overvåge respekt for menneskerettigheder i det besatte Palæstina, dvs. i Vestbredden og Øst Jerusalem samt i Gaza.

Tydeligvis brugte Israel forud for den nuværende krise sin autoritet til at forhindre troværdige observatører i at give nøjagtige og troværdige beretninger om den alvorlige humanitære situation, der allerede var dokumenteret at have frembragt en drastisk nedgang i Gaza befolkningens fysiske tilstand og mentale sundhed. Ikke mindst konstateringen af underernæring blandt børn og fraværet af behandlingsfaciliteter for de, der led af forskellige sygdomme.

De israelske angreb blev rettet imod et samfund,der allerede befandt sig i en alvorlig tilstand efter en blokade, der havde været opretholdt i de foregående 18 måneder.

Som altid i relation til den bagvedliggende konflikt er nogle af kendsgerningerne vedrørende denne seneste krise uklare og omstridte, selvom den amerikanske offentlighed får 99% af sin information filtreret gennem en yderst pro-israelsk medie vinkel.

Hamas beskyldes for sammenbruddet af våbenstilstanden med dens angivelige uvillighed til at forny den, og på grund af det angiveligt øgede antal af raketangreb. Men virkeligheden er mere uklar. Der var ingen substantial raket-ild fra Gaza under våbenstilstanden, før Israel iværksatte et angreb 4. november 2008 rettet imod, hvad man hævdede var palæstinensiske militante i Gaza, og dræbte adskillige palæstinensere. Det var ved denne lejlighed, at raketbeskydningen fra Gaza blev intensiveret. Det var ligeledes Hamas, der ved adskillige offentlige lejligheder opfordrede til at forlænge våbenstilstanden, men disse opfordringer aldrig blev accepteret, end mindre reageret på fra officiel israelsk side.

Desuden er det heller ikke overbevisende at tilskrive Hamas alle raketterne. Forskellige uafhængige militsgrupper, der opererer i Gaza  som f.eks. den Fatah-opbakkede-al-Aqsa Martyrernes Brigade, der er anti-Hamas, og som endog kan have sendt raketter for at provokere eller retfærdiggøre israelsk gengældelse.
Det er veldokumenteret, at da det USA-støttede Fatah kontrollerede Gazas administrative apparat, var det ude af stand til at stoppe raketangreb til trods for koordinerede bestræbelser på at opnå dette.

Hvad denne baggrund kraftigt antyder er, at Israel ikke blot indsatte sine ødelæggende angreb, der begyndte 27. december, for at stoppe raketterne eller som gengældelse, men også af en række andre og ikke udtalte grunde.

Det var i flere uger forud for de israelske angreb klart, at det israelske militær og de politiske ledere var ved at forberede offentligheden på storstilede militære operationer imod Hamas. Timingen af angrebene syntes udløst af en serie overvejelser: Frem for alt konkurrerende politiske interesser, som hos forsvarsminister Ehud Barak og udenrigsminister Tzipi Livni, i at demonstrere deres hårdhed forud for de israelske valg, der var  fastsat til februar, men nu muligvis vil blive udsat, indtil de militære operationer er ophørt.

Den slags israelske magtdemonstrationer har været et gennemgående træk i tidligere israelske valgkampagner. Ved denne lejlighed er den nuværende regering især med held blevet udfordret af den notorisk militaristiske politiker Benjamin Netanyahu, for dens påståede forsømmelser m.h.t. opretholdelse af sikkerhed.

Hvad der bestyrkede disse valgmæssige motiver var det slet skjulte pres fra de israelske militære leder om at gribe lejligheden i Gaza til at udviske erindringerne om deres fiasko i at knuse Hizbollah med den ødelæggende Libanonkrig i 2006, der både svækkede Israels ry som militærmagt, og som førte til udbredt international fordømmelse af Israel for det omfattende bombardement af forsvarsløse libanesiske landsbyer, den uforholdsmæssige anvendelse af magt og ekstensive brug af klyngebomber imod tætbefolkede områder.  

Respekterede og konservative israelske kommentatorer går videre. F.eks. kæde den fremtrædende historiker Benny Morris for få dage siden i New York Times Gaza-krigen samme med et mere dybtliggende sæt bange anelser i Israel, som han sammenligner med den dystre stemning i offentligheden, der gik forud for 1967 krigen, hvor israelere følte sig dybt truede af arabiske mobiliseringer ved deres grænser.

Morris insisterer på, at til trods for dets velstand i de seneste år og relative sikkerhed, har en række faktorer fået Israel til at handle dristigt i Gaza: en opfattelse af en stadig afvisning af at anerkende Israel som en eksisterende realitet fra den arabiske verden; Mahmoud Ahmadinejads ophidsende trusler sammen med Irans påståede forsøg på at erhverve kernevåben; den svindende erindring om Holocaust kombineret med voksende sympati i Vesten for den palestinensiske nød, samt radikaliseringen af politiske bevægelser ved Israels grænser i form af Hizbollah og Hamas.

Faktisk hævder Morris, at Israel med udraderingen af Hamas i Gaza forsøger at sende et videre signal til regionen om, at det ikke vil vige tilbage for noget for at opretholde sit krav om suverænitet og sikkerhed.

Der er to konklusioner, der trænger sig på:
Gazas befolkning bliver gjort til offer  af grunde, der ligger fjernt fra raketterne og bekymringer om grænsesikkerhed, men som tilsyneladende forbedrer valgudsigterne for de nuværende ledere, der ellers konfronteres med nederlag, og for at advare andre i regionen om, at Israel vil bruge overvældende magt, når som helst dets interesser er på spil.

At en sådan menneskelig katastrofe kan finde sted med minimal ydre indblanding viser også international lovs og De Forenede Nationers svaghed, såvel som de vigtige spilleres geopolitiske prioriteter.

De Forenede Staters regerings passive støtte til alt, hvad Israel måtte gøre, udgør igen den afgørende faktor, som den var det i 2006, hvor Israel iværksatte sin aggressionskrig imod Libanon.

Hvad der står mindre klart er, at de vigtigste arabiske naboer, Ægypten, Jordan og Saudi Arabien med deres ekstreme fjendskab overfor Hamas, der opfattes som bakket op af Iran, deres hovedrival i regionen, også var villige til forholde sig passive, mens Gaza blev så brutalt angrebet, og at nogle arabiske diplomater endog var villige til at lægge skylden på palæstinensisk uenighed eller på Hamas' afvisning af at acceptere Mamoud Abbas  som leder af PNA, de palæstinensiske myndigheder.

 Gazas befolkning er ofre for geopolitik, når den er værst og mest umenneskelig: den hidfører  hvad Israel selv kalder en 'total krig' imod et grundlæggende forsvarsløst samfund, der mangler enhver defensiv militær kapacitet overhovedet, og som er totalt sårbart overfor israelske angreb med F-16 bombefly og Apache-helikoptere.

Hvad dette også betyder er, at den flagrante krænkelse af international humanitær lov, som nedfældet i Geneve-konventionen, i stilhed tilsidesættes, mens massakren fortsætter og ligene hober sig op.

Det betyder ligeledes, at FN endnu engang er afsløret som impotent, når dets ledende medlemmer berøver det den politiske vilje til at beskytte et folk, som udsættes for ulovlig magtanvendelse i stor skala.

Endelig betyder det, at offentligheden kan skrige og marchere over hele verden, men at myrderiet vil fortsætte, som om intet sker.

Det billede, der dag for dag tegnes i Gaza, skriger om en fornyet forpligtelse over for international lov og over for FN-charterets autoritet. Det må starte her i de Forenede Stater, især med en ny ledelse, der har lovet sine  borgere forandring, indbefattet en mindre militaristisk tilgang til diplomatisk ledelse.

Se også af Richard Falk
De israelske luftangreb udgør massive brud på international lov

På vej mod et palæstinensisk holocaust
Arbejderen 15. maj 2008

Professor Richard Falk er FNs særlige rapportør om menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder. Falk er  amerikansk jøde og blev udvist af Israel i midten af december, da han trodsede besked om indrejseforbud. Han betegnede også inden luftbombardementerne Israels fremfærd i Gaza som ’en forbrydelse mod menneskeheden’

Om Richard Falk

FN-rapportør for menneskerettigheder udvist af Israel
Information 17. december 2008

Om FNs rolle

Er FN medskyldig i Israels massakre i Gaza?
Af Omar Barghouti

Oversættelse: Hans Pendrup for Stop Terrorkrigen efter The Huffington Post 2. januar, 2009

- End -