For et frit og uafhængigt Palæstina
 

BDS-kampagnen 2010:
Mere magtfuld end sværdet

Af Eric Walberg

Den internationale BDS-kampagne (Boycott Divestment and Sanctions) mod Israel er et dobbeltsidet sværd, som bringer hjælp til de sultne i Gaza og udsulter besættelsesmagten

Tilbagetrærkning fra Gaza 2009

Den 27. december var det to år siden, Israel indledte invasionen af Gaza og gennemførte 22 dages mord og ødelæggelser, hvor 1400 blev myrdet og 5400 blev gjort til krøblinger for livet. Siden har det holdt de 1,5 millioner Gaza-beboere under belejring, hvilket har bevirket hundredvis af nye, unødvendige dødsfald.

Israels handlinger blev fastslået som krigsforbrydelser i Goldstone-rapporten til FN.
Israel er fortsat ustraffet og skjuler sig bag skørterne på sine amerikanske lobbyister, der lægger et uophørligt pres på hver eneste kongresmedlem og senator samt præsidenten for at forhindre enhver fordømmelse af landets forbrydelser.

Men dets forsøg på at kue palæstinenserne er slået fejl. Hvad Israel derimod har haft held med, er utvivlsomt at fastslå dets umenneskelige og racistiske dagsorden over for millioner af mennesker verden over.

De sidste to år har set en gryende forståelse fra verdens borgere for de tapre Gaza-indbyggeres trængsler. Der har været over et dusin konvojer og flåder, heriblandt Free Gaza-skibe, som har brudt belejringen fem gange, samt Gaza Freedom March og  Gaza Freedom Flotilla – med folk af alle trosretninger og nationaliteter, der har risikeret deres liv og lemmer for at bringe nødhjælp frem til Gazas beboere.

Den seneste – “Asia to Gaza Solidarity Caravan” – var den første med oprindelse syd for ækvator, og den repræsenterer 18 lande. Den nåede Tyrkiet i sidste uge efter start i Indien og passage gennem Pakistan og Iran. Den timede sin ”fredelige invasion” af Gaza til at ske på årsdagen for Israels skændsel.

Disse bestræbelser på at give lindring til Gazas lidende indbyggere er vigtige, men langtfra tilstrækkeligt. De kan ses som en positiv taktik i en fredelig krig fra palæstinenserne og folk med hjertet på rette sted imod Apartheid-Israel.

Denne krig går under navnet Boycott Divestment and Sanctions (BDS, på dansk ofte forkortet til Boykot Israel, KP). Krigens mål er at straffe Israel både politisk og økonomisk, så det kommer til en afslutning af belejringen, og der kan opnås en retfærdig fred for palæstinenserne.

Politisk har BDS overtalt stadig flere regeringer til at anerkende Palæstinas legitimitet, og er endog så vidt som til at delegitimere Apartheid-Israel. Blandt de vigtige skridt, der er taget, er:

- Venezuela og Bolivia afskar de diplomatiske forbindelser med Israel i 2009 lige efter invasionen af Gaza. Nicaragua gjorde det efter angrebet på Freedom Flotilla i maj 2010.

- Bolivia, Brasilien, Argentina og Uruguay anerkendte i 2010 et ”frit og uafhængigt” Palæstina med grænserne fra 1967, og Paraguay fulgte trop samme år kort tid efter.

- Norge og Storbritannien har opgraderet repræsentanten for de palæstinensiske myndigheder til ambassadørstatus, og det nye år giver løfte om, at flere EU-lande vil følge efter.

- Edinburghs byråd afviste et bud fra det franske firma Veolia om overtagelse af offentlig service på grund af dets medskyld i israelske forbrydelser.

- Stirlings byråd, også i Skotland, har vedtaget en omfattende boykotkampagne mod Israels ”utilslørede aggression og manglende respekt for international lov”.

- Marrickville i Australien, der siden 2007 har været søsterby til Betlehem, stemte her for nylig ja til at støtte en omfattende BDS-kampagne.

Israel belejrer Gaza. BDS opfordrer verden til at ” belejre belejreren”, at udsulte Israel fra dets eksport- og importmarkeder og presse det til at indgå en retfærdig fred med dets gidsler.

Der var også mange sejre på den økonomiske front, f.eks.:

- Qatar afskar sine handelsforbindelser med Israel.

- Aftaler blev aflyst med Tyrkiet, Storbritannien, Ægypten og Golfstaterne.

- Et tyrkisk firma krævede, at israelske firmaer underskrev et dokument, der fordømmer den israelske massakre i Gaza, for fortsat at gøre forretninger. Israelske forretningsmænd må skjule deres identitet i Tyrkiet.

- Japanske MUJI har opgivet sine planer om at investere i Israel efter at være blevet sat under enormt pres fra borgere i Japan og Sydkorea.

- EU lavede retningslinjer, som kræver, at supermarkeder mærker produktoprindelsen på etiketter, sådan at forbrugere kan skelne mellem palæstinensiske, israelske og bosætter-produkter.

- Den hollandske pensionsfond PFZW afhændede israelske firmaer i deres investeringsportefølje. Større svenske og norske investeringsfonde solgte deres aktier i alle israelske firmaer, som er involveret i anlæggelsen af bosættelser og Apartheidmuren.

- Det chilenske parlament har besluttet at gennemføre en boykot af varer fremstillet i bosættelserne.

- Firmaer som Multilock har besluttet at lukke deres virksomhed på Vestbredden som følge af  presset fra menneskerettighedsorganisationer. 

Snesevis af BDS-(Boykot Israel)-grupper verden over, inklusive i USA, synger, danser eller demonstrerer på anden vis foran og inde i butikker, der sælger israelske produkter, og opfordrer ledelse og kunder til at gå med i boykotten.

Men den største virkning på Israel kommer ironisk nok fra de hårdt plagede palæstinensere selv. Den palæstinensiske myndighed (PA) har gjort det ulovligt i palæstinensiske butikker at sælge noget som helst, som er produceret i bosættelserne.

Vestbredden som marked har en årlig værdi på 200 millioner dollars for israelske virksomheder, og nogle bosætter-fabrikker sælger op til 30 % af deres produktion på det palæstinensiske marked. Sytten fabrikker i det store industriområde Mishor Adumim mellem Østjerusalem og Jericho er lukket som direkte følge af de palæstinensiske myndigheders boykot.

Da 22.000 palæstinensere er ansat i bosætter-virksomheder, har de palæstinensiske myndigheder etableret en fond på 50 millioner dollar, både for at modvirke, at palæstinensere tager arbejde i bosættelserne, og for at hjælpe dem, der mister deres arbejde som følge af BDS’ succes.

Hvor Israels økonomiske medier ikke fordømmer Israels politiske og moralske fallit, tvinger BDS landet til at vågne op. Avisen Marker advarer imod den voksende boykot af israelske højteknologiske firmaer fra europæiske og amerikanske virksomheder, der mener, de ikke kan investere i Israel af moralske grunde.

Israels førende økonomiske analytiker, Nehemia Strassler, angreb den israelske minister for industri, handel og arbejde Eli Yishai for at opfordre militæret til at ”ødelægge 100 hjem i Gaza for hver eneste raket, der rammer Israel”.

”Gaza-operationen skader økonomien. Rædselsscenerne på tv og politikernes ord i Europa og Tyrkiet forandrer forbrugeres, erhvervsfolks og potentielle investorers opførsel. Mange europæiske forbrugere boykotter israelske produkter i praksis. Intellektuelle opfordrer til økonomisk krig mod os og til at gennemføre en officiel og total forbrugerboykot”.


Verden forandrer sig for øjnene af os. For fem år siden var den anti-israelske bevægelse begrænset til det yderste venstre eller arabere og muslimer. Nu er kampagnen på vej til at blive hovedstrømmen som en principfast rød og grøn, venstreorienteret og muslimsk alliance.

Boykotten er et særligt effektivt våben mod Israel, fordi Israel er et lille land, der er afhængigt af eksport og import. BDS var nøglen til at gøre ende på apartheidregimet i Sydafrika og forsyner verdens borgere med energi til at gøre det samme med den israelske apartheid.

Og det er alt sammen en følge af Israels Operation Cast Lead, som lod verden se, hvordan Israel hamrede løs på Gaza med bomber, på live-tv.

Den israelsk-amerikanske kunstner Theodore Bikel, der for nylig er gået over til at støtte BDS, citerer den legendariske Pablo Casals, der nægtede at spille i det fascistiske Spanien med ordene:

”Min cello er mit våben. Jeg vælger, hvor jeg spiller, hvornår jeg spiller, og foran hvem jeg spiller”.

Der er mange våben, der er mægtigere end sværdet.

Eric Walberg skriver for Al-Ahram Weekly
Oversat til Kommunistisk Politik 1, 2011

Engelsk originaltekst:
BDS 2010: More powerful than the sword


- End -