Oprør i Mellemøsten
 

Ørkenvinden kan tage
mange retninger

Af E. Holemast
Nettmagasinet Revolusjon, Norge


Demonstration Cairo 29. januar 2011

Folkeopstandene breder sig som en simoom (sandstorm) over hele den arabiske verden. Sandstorme kan ændre landskabet på kort tid. Men ørkenrotter og skorpioner ligger på lur.

Oprørene i Tunesien og Ægypten har synliggjort massernes kollektive vilje, styrke og trods. Man har modbevist påstandene fra vestens ideologer og samfundsforskere om, at ”revolutioner er gået af mode, revolutionernes tid er forbi” for hele verden.

Folkets store nationale og demokratiske sejre er alligevel foreløbigt kun ”delsejre”; det endelige slag er endnu ikke udkæmpet.

I Tunesien har arbejderne, ungdommen og folket fremtvunget en form for dobbeltmagt, men kredsen omkring den styrtede Ben Ali har stadig kløer tilbage. Ægypterne har væltet Mubarak, men her har militærrådets ”overgangsregime” også givet imperialisterne og kompradorerne en vis tid til at sunde sig med de farer, det indebærer.

Folkeoprørene har krævet sine ofre og martyrer, og der bliver flere. Præcise tal foreligger ikke. Men mange hundrede demonstranter er blevet dræbt i Tunesien og Ægypten, et ukendt antal i Algeriet.  

Libyen ligger i klemme imellem de to oprørsstater, og smitteeffekten var uundgåelig. Nu strømmer blodet i gaderne i Benghazi og Tripoli, efter at en desperat Muammar Gadaffi ifølge rapporterne har sat flyvevåbenet ind mod demonstranter. Regimet går støt imod enden. Jagerpiloter er deserteret, og libyske diplomater i udlandet vælger at skifte side, mens der endnu er tid. Landets oliereserver er de største i Afrika – og niendestørst i verden.

Det er et land med stærke klan- og stammemodsætninger, der giver imperialisterne et vidt register at spille på. Anonyme talsmænd for Obama udtaler, at USA vurderer ”alle til rådighed stående midler” for at intervenere i situationen omkring Libyen.

I golfstaten Bahrain, som er et koloniseret havneanlæg for den amerikanske 5. flåde, har der været hårde sammenstød og mange dræbte. Udenrigsminister Hillary Clinton besøgte østaten i december og udråbte kongedømmet til modelpartner og var imponeret over regimets vilje til demokratisering.

Den imperialistiske lejr bedriver nu et rænkespil for at fravriste de arabiske folk deres forventninger om frihed, økonomisk udvikling, reel suverænitet og national værdighed. Norge ikke undtaget. Den norske stat har haft aktivt ”partnerskab” (i særklasse med Ægypten) og har forsynet regimerne med våben for milliardbeløb.

Selskaber som Statoil, Jotun og DNO har længe været involveret i Yemen, Libyen og Algeriet – med aktiv tilrettelæggelse og støtte fra den norske udenrigstjeneste.

Hvad nu?

Det, der fortsat er helt uafklaret, er, hvilken retning oprøret vil tage i fortsættelsen. Hvilke inden- og udenlandske klassekræfter tager den strategiske ledelse? Både udviklingsniveau, udannelsesniveau og arbejderklassens grad af politisk organisering er meget forskellig i de arabiske lande. Hvem går sejrrigt ud til sidst?

De forskellige klassekræfter har forskellige strategier. Mange scenarier er tænkelige, men der er tre mulige hovedretninger, der skiller sig ud.

1. Den folkedemokratiske strategi

Folkets arbejdende lag vinder og bevarer offensiven, mobiliserer fagforeninger, styrker sine politiske organisationer og sikrer ledelsen, også blandt ungdommen. Det gamle statsapparat brydes ned, og en modmagt bygges op, hvori forsvar af landets suverænitet, brud med imperialismen samt magt til de arbejdende klasser er centrale punkter. Et sådant udfald er for tiden mere sandsynligt i Tunesien end i Ægypten. Krav i den retning bliver effektivt ført frem af den tunesiske 14. januar-Front og af andre progressive og demokratisk-nationale kræfter.

2. Den religiøse eller islamistiske strategi

Islamiske partier og bevægelser vinder frem støttet af dele af det gamle bureaukrati og borgerskab, der ikke er kompromitteret i folkets øjne. Et stort pjalteproletariat og tilbagestående lag på landet vil tjene som islamisternes sociale magtbasis. Den politiske retorik vil være mere antizionistisk og anti- imperialistisk, men uden nødvendigvis at indebære et reelt brud med imperialismen. Det muslimske broderskab er den vigtigste politiske kraft, især i Ægypten, hvor broderskabet er godt organiseret og sørger for sociale ydelser og hjælp til de fattigste.

3. Imperialismens strategi

Den gamle komprador- og udbytterklasse pynter på facaden, udskifter ”de onde”, appellerer til de uddannede unge og entreprenører i småborgerskabet, som nepotismen og det gamle magtapparat har lukket dørene for, om at skabe et ”blomstrende erhvervsliv”. Det gamle regime bliver videreført i en moderniseret udgave med samme udenlandske sponsorer. Denne model vil naturligvis blive massivt understøttet på alle måder af USA og Vesten: med økonomiske stimuli, materiale tiltag, militært og kommunikationsmæssigt. G20-landene har allerede tilbudt Tunesien og Ægypten sin ”hjælp”.

Alle disse strategier er operative, frontfigurerne er i aktivitet, taktisk fremrykning afløses af taktiske tilbagetog og omringningsmanøvrer. Hvem der vinder, er langtfra givet. Udfaldet kan desuden blive forskelligt fra land til land. Det eneste, der er sikkert, er, at 2011 bliver et år med omfattende uro og store omvæltninger i Mellemøsten

Vesten vil smede, mens jernet er varmt

Da ørkenstormen først var i gang, konkluderede USA, at det farligste af alt er at vente til, at sandet havde lagt sig og måske begravede mange af imperialismens vigtigste bastioner.

Washington er åbenlyst blevet taget på sengen af intensiteten og omfanget af oprøret i Tunesien og i Ægypten. Efter et par ugers nølen indså USA-imperialismens strateger dog, at folkeoprøret var mere end bluff. I stedet for at indsætte militærmagt og terror for at redde Mubarak & Co. valgte USA at intervenere ”positivt” for at dreje udviklingen i sin retning.

At den mægtige ægyptiske hær ikke blev sat ind mod demonstranterne, skyldtes for det første, at hæren består af værnepligtige, men også at USA gjorde det klart for Mubarak, at hans tid var omme. Ved at opretholde billedet af hæren som ”neutral magtfaktor” kan militærrådet instrueres i at skabe institutioner og instrumenter i et mellemøst-demokrati tilpasset USA’s interesser. Om ægypterne vil finde sig i en løsning, hvor en veltrimmet ”opposition” lanceres som valgalternativ, er en anden sag.

Massernes oprør har fremskyndet USA’s planer for regimeændringer i Mellemøsten og nytegning af det politiske landkort. Den barbariske okkupation af Irak, hvor regimeændring var et udtalt mål, har ironisk nok bidraget til at forsinke facadeoppudsningen i det øvrige Mellemøsten.

Angrebet på Irak udløste et voldsomt raseri, især i den arabiske verden. De arabiske eneherskere blev også usikre og frygtede, at de måske kom til at dele skæbne med Saddam. Amerikanske vasaller som Ben Ali og Mubarak mistede tilliden til deres ”velgørere” og blev mindre samarbejdsvillige, også i forhold til at rotte sig sammen mod rivalerne i Damaskus og Teheran. Den amerikanske frustration over dette lod sig tydeligt aflæse i ambassaderapporterne fra Tunis og Ægypten, som vi vender tilbage til.

Det nye Mellemøsten

Allerede på G-8 i 1994 fremlagde USA Initiativet for et større Mellemøsten, som var et program for ”demokratisering” og balkanisering af hele regionen fra Marokko til Pakistan. En tidlig udgave blev lækket til den arabiske avis al-Hayat, noget som fik USA’s vasaller i Mellemøsten til at gå i harnisk. USA havde også bøvl med at få sine europæiske allierede med på oplægget, eftersom EU og særligt franskmændene plejede egne forbindelser til landene syd for Middelhavet.

I 2006 blev det lidt mindre følsomme begreb Det nye Mellemøsten lanceret af Condoleezza Rice. Det skete i Tel Aviv, med det israelske overfald på Libanon som baggrund. Ideen var og er en del af det angloamerikanske og israelske ”landkort” for Mellemøsten – en opskrift på at skabe mest mulig uro og ustabilitet i området. Ideen er, at en situation, hvor alt flyder, vil give USA mulighed for at tegne kortet over Mellemøsten på ny. 

Strateger som Zbigniew Brzezinski har samtidig været bevidst om, at det ikke var risikofrit at ægge forskellige etniske og religiøse grupper til strid, som ”balkaniseringsplanen” er gået ud på. Det kan udvikle sig så vidt, at situationen bliver uhåndterbar for imperialisterne, advarede han.

Der er denne type strategiske afvejninger, der har hærget Pentagon og amerikansk udenrigspolitik i et par årtier. På den ene side har USA indset, at de stivbenede og despotiske regimer, der garanterer amerikansk herredømme og kontrol over regionens ressourcer, ikke kan overleve i det lange løb, og at forandringer er nødvendige. På den anden side råder velbegrundet frygt for, at regimeændringer i form af folkeoprør også vender sig mod despoternes bagmand og hovedsponsor – Washington.

Af disse grunde vaklede USA i starten, som man også vil vakle, hvis oprør truer nøglestaten Saudi-Arabien. Balkanisering og ”farverevolutioner” var mere brugbar i Østeuropa. I den gamle sovjetiske indflydelsessfære havde man alt at vinde, intet at tabe. Selv en desillusioneret arbejderklasse kunne føres bag lyset af reklameglansen om hamburgerlykke og euroturisme.

Amerikanerne, Vatikanet og Socialistisk Internationale kunne endog servere færdigsyede ”fagforeninger” for arbejderne. I dag er der ikke meget eufori at finde i arbejdsløshedskøerne i Budapest og slumboligerne i Vilnius.

Mobilrevolution og ”psyops”

2011 er ikke 2009. Heller ikke i den arabiske verden. På den teknologiske front er der sket meget de sidste år. Mobiltelefonerne er blevet allemandseje, selv i fattige lande. Twitter og Facebook er i dag vigtigere end Voice of America. Sms-meddelelser er langt hen ad vejen erstattet af løbesedler.

De fleste af tjenesterne er skabt af amerikansk teknologi og er underlagt amerikansk eksportkontrol. NSA. Og USA’s hemmelige tjenester har langt hen ad vejen mulighed for at styre, hvor og hvordan de bruges. Echelon-systemet giver mulighed for omfattende overvågning af sms-trafikken hvor som helst i verden. De største søgemotorer er amerikanske.

Psyops, psykologisk krigsføring, har haft central plads i Pentagons aktivitet og udenrigsministeriet i årevis. Allerede Informations Operation Roadmap (2003) gav detaljerede anbefalinger for, hvordan USA skulle bruge internet og kommunikationsformer til at manipulere information og fremme sine strategiske mål.

Moderne unge bloggere – også i Norge – betales af modeindustrien med velvillig produktomtale som modydelse. Det vil være utroligt naivt at tro, at ikke også bloggere med indpas i rigtige målgrupper kan købes til at sprede politiske budskaber, diskret eller mere direkte.

Ambassaderapporter

Meget kan siges om amerikanske imperialisme, men naiv er den ikke. I en hemmelig meddelelse fra ambassaden i Tunis i sommeren 2009 fremgår det tydeligt, at Washingtons øjne og ører var helt klar over, at Ben Ali-regimet levede på lånt tid, og at USA burde spille på de rette heste fremover.

Disse kræfter blev defineret som ”middelklassen” og ungdommen:

”Ud over at tale med den tunesiske regering bør vi komme i direkte kontakt med det tunesiske folk, især ungdommen. Ambassaden anvender allerede Facebook som kommunikationsværktøj. Desuden har vi ambassadørens blog, en ganske ny satsning, som tiltrækker sig opmærksomhed. I løbet af de sidste år har ambassaden øget sin opsøgende virksomhed i forhold til tunesiske unge gennem koncerter, filmfestivaler og andre arrangementer.
Det er desuden i vores interesse at skabe velstand iblandt Tunesiens middelklasse, så den kan sikre landets langsigtede stabilitet. Endvidere har vi brug for at øge den fælles forståelse af at reparere billedet af USA og sikre øget samarbejde om vore mange regionale udfordringer. USA har brug for hjælp til at fremme vore værdier og vor politik i denne region. Tunesien er et sted, hvor vi med tiden kan få det”.
Kilde: TROUBLED TUNISIA: WHAT SHOULD WE DO?  #09TUNIS492, lækage fra ambassaden i Tunis (WikiLeaks)

I en rapport fra ambassaden i Kairo 13-14. januar i fjor er budskabet også temmelig klart. Michael Posner var på besøg i Ægypten i egenskab af sin nyoprettede stilling som ”minister for demokrati, menneskerettigheder og arbejdsliv”. Han traf en række folk fra den officielle opposition og fortalte ”aktivister og oppositionspolitikere, at USA vil søge måder til at fremme menneskerettigheder og politisk deltagelse på i løbet af de næste 12-18 måneder”.
Kilde: A/S POSNER engages with civil society, political opposition #10CAIRO145, lækage fra ambassaden i Kairo 31/1 2001 (WikiLeaks)

Foreløbig kan vi konkludere, at

USA vurderer, at det handler om at lokke eller bestikke den del af ungdommen og folket, som ikke hører til arbejderklassen eller de allerfattigste, og indpode den med sine ”værdier”.

Det amerikanske sporskifte til aktivt at ”fremme politisk deltagelse” i Ægypten svarer påfaldende til Posners tidstabel.
Facebook- og Twitter-mobiliseringen i Kairos og Tunesiens gader har næppe kun været de spontane aktivisters eget værk.

Flere udfald er mulige.
Den vankelmodige amerikanske strategis hovedproblem er de arabiske massers høje bevidsthed om og generationernes erfaring med USA’s sheiker og diktatorer, Den arabiske ungdom i Tunis, Rabat, Benghazi, Alexandria, Damaskus, Bagdad, Manama, Sanaa, ja, også Riyadh, kender de zionistiske og imperialistiske skorpioner og deres skjulesteder. Rygter på Tahrirpladsen i Kairo om, at Mubarak har søgt tilflugt i Tel Aviv, er ikke grebet ud af luften. Han befinder sig der, hos sine sidste venner.

Enkelte af imperialismens penneholdere, som Aftenpostens Jørgen Lohne, tager nok imperialismens sejr en smule på forskud. I en kommentar 20. februar fremholder han Israel (”landet, araberne elsker at hade”) som det oplagte forbillede for de arabiske massers higen efter ytringsfrihed og demokrati.

Sådan kan imperialisternes lærde folk gå vild i de labyrinter, som folkene omkring Middelhavet har tradition for at forvirre deres fjender med. Vi fæster vor lid til, at de sultne og undertrykte, nationalt nedværdigede arabiske masser derimod gennemskuer imperialisternes falske lokketoner og snak om ”farverevolutioner”. Ægte frihed fra sult og nød, fra despoti og undertrykkelse, fra arbejdsløshed og udbytning, kan aldrig vindes i samspil med imperialismen.

Når de imperialistiske skorpioner messer om demokrati, så forbereder de deres giftige stik. Ingen sejr vil være sikret, før folkene og arbejderklassen træder den flade og river brodden af.

Originalartikel

Ørkenvinden kan ta mange retninger
Revolusjon 21.2.2011

- End -