Arabisk drama
 

No fly NATO-krig:
Hvad sker i Libyen?

Af Klaus Riis

NATO: Fredsengel? Krigsdjævel!

Hvad der egentlig foregår i Libyen er uklart, og har været det fra opstandens dag 1 og frem til i dag, hvor den libyske hær tilsyneladende er ved at gennemføre en fremgangsrig modoffensiv mod oprørsstyrkerne i den nordøstlige del af landet, som har taget kontrol med en række olierbyer og produktionsanlæg.

Billedet i medierne var, at den libyske befolkning blev grebet af  samme revolutionstrang som tunesere og ægyptere og andre arabiske folk, som har rejst sig mod social nød, arbejdsløshed, mangel på muligheder og autoritære vestvendte regimer.

Protesterne i Benghazi og andre byer blev i de første dage  fremstillet som en storm, der snart ville nå hovedstaden Tripoli og feje Gadaffi-regimet bort, som det var sket med Ben Ali og Mubarak. Sådan er det ikke gået. I stedet befinder Libyen sig i en borgerkrig, hvor den gruppe, der har taget ledelsen af oprøret – Det nationale råd,  med Gadaffis hidtidige udenrigsminister i spidsen - appellerer til FN og Vesten om militær støtte.

For ikke så mange dage siden tilbød Venezuelas præsident Hugo Chavez – med Gadaffis billigelse - at forsøge en mægling mellem regimet og oprørerne, og dermed undgå en borgerkrig. Det blev fuldstændig afvist af oprørsledelsen, der følte sig sikre på sejren og på Vestens støtte hele vejen igennem. Medierne påstod stadig, at Gadaffis fald var umiddelbart forestående. Og Hugo Chavez blev hånet som Gadaffis eneste støtte i verden.

Forslaget kunne forhindre det blodbad, som nu er i gang. Og stoppet en militær intervention, som nu forberedes - og stadig mere desperat - efter regeringshærens fremgange. NATO har planer klar for alle eventualiteter, har generalsekretær Anders Fogh Rasmussen erklæret. Det er utvivlsomt rigtigt, men det er ikke det samme som at invasionsplaner kan realiseres.

Lige nu fokuseres på gennemførelsen af en No-fly-zone, som er lig med at tilintetgøre det libyske luftvåben, en vigtig faktor i regimets modoffensiv. UK og Frankrig kræver åbent et sådant skridt, og USA arbejder mere tilsløret i den retning. For at det skal have et skær af legitimitet over sig i henhold til international lov kræver det et mandat fra FNs sikkerhedsråd. Hvad der ikke ville gøre et angreb berettiget.

Den amerikanske krigsminister Robert Gates har erklæret: "Lad os bare kalde en spade for en spade: En no-fly zone begynder med et angreb på Libyen for at ødelægge dets forsvar. Det er sådan man etablerer en no-fly zone. Det er en stor operation i et stort land.”

No-fly er krig. En krig fra de gamle kolonimagter mod endnu et olierigt arabisk land. Danmark har ikke endnu officielt erklæret sig om flyforbud. Det bliver, hvad de andre finder ud af.

Der tales ikke længere så meget om en ’humanitær’ intervention. Maskerne falder: Nu drejer det sig om støtte til ’oprørerne’, som USA og Vesten satser på. De blodige overskrifter om Gadaffis massakrer på civile er ikke blevet underbygget. Der er ikke fremvist lejesoldater i Gadaffis sold.

Det er på tide, at gøre sig klart hvad den libyske opstand er og hvad den ikke er.

Libyen adskiller sig med hensyn til de sociale vilkår ganske betydeligt fra Tunesien, Ægypten og andre arabiske lande. Det eksporterer ikke arbejdere, men har hundredtusinder arbejdere fra andre lande, især i olieindustrien. På sociale indekser ligger Libyen i toppen for Afrika. Det sociale moment er altså ikke en tilsvarende stærk drivkraft som i de andre lande.

I Tunesien og Ægypten gik folkemasserne på gaden i massivt omfang, regimerne var uden folkelig opbakning. Gigantiske og  relativt fredelige, dødsforagtende protester, angreb på forhadte politistationer; i sidste ende gik arbejderne i strejke og kamp og sendte diktatorerne ud.

I Libyen antog opstanden meget hurtigt karakter af en væbnet, militær kamp. Massedemonstrationerne udeblev i Tripoli og mange andre byer. Mange udenlandske arbejdere flygtede, men arbejderklassen har ikke i overvældende tal vendt sig fra Gadaffi-regimet og til oprørerne. DR’s udsendte  i Benghasi Thomas Ubbesen meddelte overrasket, at Gaddafi-tilhængere i Benghazi jublede på gaderne, da nyheden om regimets modoffensiv spredte sig.

Og selvom generaler, officerer og soldater fra den libyske hær har sluttet sig til oprørerne, og selvom de har vist sig i besiddelse af store mængder våben, kan de ikke hamle op mod den veludrustede hær, der ikke er gået i opløsning.

Det er med andre ord en anden type opstand end den tunesiske eller ægyptiske. Ikke den folkelige revolution, som udviklede sig og fortsat udvikler sig i disse og andre lande. Det minder mere om et væbnet kupforsøg, der er sat i værk og har forsøgt at udnytte det momentum, der blev skabt af folkerevolutionerne i de andre lande, og den eksisterende, reelle utilfredshed med Gadaffis autokratiske regime.

I Tunesien ved vi, at folkerevolutionen har været forberedt i lang tid. At et marxistisk-leninistisk parti spillede en stor rolle i dens udvikling og i at få skabt et program for revolutionen, som vandt massernes opbakning. Det drejede sig ikke som ved et kup at erstatte en klike med en anden, en diktator med en ny.

Fra Libyen er der ikke kommet et politisk program, andet end at diktatoren skal væk, og der skal være  ’demokrati’ i stedet. Sådan hed det sig også, da den amerikanske krigskoalition gik til angreb på Irak i 2003, og Irak er ikke engang i nærheden af noget, der ligner et borgerligt demokrati.

Hvem er så oprørerne i Libyen, der på få dage skabte en hær, der gik til angreb på Gadaffi, og som valgte det gamle kongeflag som symbol? Den libyske opstand udviklede sig simpelthen for hurtigt til at den kunne have den karakter af spontan masserevolte, som medierne fortalte.

Øjensynligt er de ledende kræfter pro-vestlige, nogle tilmed tilhængere af det afsatte monarki, suppleret med folk fra Gadaffis hierarki, der er gået over til opstanden.
Og noget tyder på, at disse kræfter, der fra starten var bakket op fra USA og Vesten, har fejlbedømt situationen. Eller at der hele tiden har været kalkuleret med intervention og krig.

Gadaffi bliver til det latterlige ved med at gentage, at det er ’al Qaeda’, han er oppe imod. Hovedoppositionsgruppen i oprøret er den såkaldte Nationale Front til Libyens Frelse (FNSL), der i 2005 deltog i Den nationale konference for den libyske opposition i London, og af holdt sin første nationale kongres i USA i juli 2007.

At USA, UK og NATO allerede er aktører i den libyske krise – og i selve Libyen – dokumenteres dagligt. Britiske efterretningsfolk er pågrebet i Libyen, et samarbejde mellem den engelske ambassadør og oprørsledelsen er afsløret i form af en opsnappet telefonsamtale, som er offentliggjort på libysk tv. USA har tilsyneladende samtidig bedt det sorteste center for den arabisk reaktion – Saudiarabien – om at forsyne opstanden med våben og avanceret udstyr.

Muammar Gadaffi er ikke nogen revolutionær skikkelse, og hans regime kan ikke på nogen måde betragtes som en progressiv model for de arabiske lande.  Han er arabisk nationalist, men har på intet tidspunkt været konsekvent antiimperialist. Og han har til det sidste vendt sig mod de arabiske folkerevolutioner og støttet diktatorerne Ben Ali og Mubarak. Men det gør ikke et NATO-støttet kupregime at foretrække, som vil smykke sig med falske demokratiske fjer.

Borgerkrigen i Libyen handler om olie. Gennemførelsen af et flyforbud eller en intervention vil handle om olie.

Men den farlige og blodige situation, som har udviklet sig, handler også  om, at USA og NATO med et regimeskifte i Libyen vil bremse og føre den arabiske revolution ind i baner, der er ufarlige for imperialismen. Borgerkrigen mellem de to sider bringer intet godt med sig.

Forhåbentlig har det libyske og de arabiske folk tilstrækkeligt med erfaring med USA, NATO og de gamle kolonimagter til at de kan gennemskue og modsætte sig de imperialistiske planer, intriger og manøvrer.

- End -