Krig mod kurdere
 

Brutale tyrkiske luftangreb i irakisk Kurdistan

Målet for bombardementerne er de civile landsbybeboere

Af Karsan Kardozi

Vedvarende tyrkiske luftangreb i Qandil-bjergene i den kurdiske del af Irak, nær grænsen til Iran, har kostet mange dræbte og sårede.  Den vestligt indsatte leder af det kurdiske Irak Nechirvan Barzani vil nu sende peshmerga-soldater til grænsen til Tyrkiet og Iran og opfordrer PKK til at nedlægge våbnene.

Dette blogindlæg på
themovingsilent.worldpress.com belyser baggrunden og hensigten med de barbariske tyrkiske angreb, der sanktioneres af NATO og de imperialistiske magter. (Stk)

Kurdiske guerillaer i Qanil-bjergene, irakisk Kurdistan

Mens verden er travlt beskæftiget med krigen i Libyen og NATO’s daglige bombardement af  Tripoli, har et andet NATO-medlem, Tyrkiet, travlt  her i det irakiske Kurdistan med at bombardere landsbyer og veje i og rundt om Qandil-bjergene i Kurdistan-regionen. I dag (23. august 2011)  er det fjerdedagen med disse tyrkiske bombardementer, hvis sigte angiveligt er PKK-baser. Men der er mange ofre blandt de civile,  for bare to dage siden, dræbte bomberne en familie på syv mennesker, som i en bil var på vej til deres gård, og som aldrig nåede frem.

Siden bombardementernes begyndelse har civile forladt deres hjem i sådan et omfang, at kun få fortsat er  blevet boende i landsbyerne ved Qandil. De fleste af dem bor nu i flytningslejre, og de flestes ejendom, gårde, kvæg og huse er blevet tilintetgjort af militærets bomber.

I en samtale med en ven her rejste følgende spørgsmål sig: ”Hvorfor bomber Tyrkiet i højere grad landsbybeboernes huse, gårde og kvæg, og ikke selve PKK, som angiveligt er målet for bombardementerne?”

Svaret er meget simpelt: I årtier har Tyrkiet forsøgt at nedkæmpe PKK uden succes, bombningen alene rækker ikke til at vinde sejr. Derfor en omjustering af strategien - man vil vende befolkningen i Qandil (som skal være PKK’s livslinje for forsyninger), imod PKK, ved at de bebrejder PKK den elendighed, de militære angreb har forvoldt dem.  I samme ombæring eliminerer man en rekrutteringsmulighed for PKK  ved at gøre Qandil-området ubeboeligt.

Hvis der ingen landsbyer er, vil der ingen civilbefolkninger være, og derfor heller ingen livslinje for PKK. Tyrkiet har tidligere taget brug af lignende strategier i midthalvfemserne i Nordkurdistan, men det er første gang, at civilbefolkningen i Sydkurdistan gøres til offer i sådan et omfang, som tilfældet har været.

Jeg fortalte min ven, at Tyrkiets nylige handlinger mindede om filmen Burn (Gilo Pontecorvo, 1969), og i særdeleshed Marlon Brandos figur i filmen. Brando spiller Sir William Walker, en britisk kolonist, udsendt af Royal Sugar Company på en mission til et caribisk land for at nedkæmpe en revolte mod det britiske imperium og sørge for at dronningen får sukker i sin te.

Efter en  bitter kamp mod guerillaerne med mange sårede og dræbte, når han til den konklusion, at den eneste måde, hvorpå opstanden kan besejres, er ved at afskære deres livline til forsyninger. Derfor ændrer han taktik. I stedet for at bekæmpe oprørerne, begynder han at bekæmpe de civile, ved at afbrænde alle landsbyer i rebellernes territorium og massakrere civile. Så venter han og ser, for tiden er på hans side.
en ændring i strategien: Oprørenes forsørgelseskilder skal beskadiges, og det gør han ved, at terrorisere hver enkelt landsby i rebellernes territorium, ved at udføre tortur og massakre på de civile landsbybeboer. Og bare se: opstanden hører op, uden livlinen stopper oprøret. For en  essentiel rolle for overlevelse for enhver guerilla-kamp, er nemlig forsyningsfaktoren. Og derfor er det i højeste grad nødvendigt, at der er huse, veje, landsbyer og allervigtigst, en civilbefolkning.

Hvad ville Sir William Walker sige om Tyrkiets nuværende strategi, og hvad ville hans råd være til de nye tyrkiske generaler i  i Ankara? Bare forestil jer, at han sidder ved et bord sammen med dem, bøjet over et kort og forklarer, hvordan PKK kan besejres:

”Ærede kollegaer, vi må erkende, at hvis vi skal eliminere PKK, så er det ikke et spørgsmål om, at vi er bedre, klogere eller modigere end dem, det er ganske simpelt fordi vi har flere våben, mere teknologisk avanceret udstyr end dem og flere soldater.
Desuden må vi erkende, at vore soldater enten kæmper for lønnen eller fordi  hans land tvinger ham til det. Guerillaen derimod kæmper for at realisere en vision, og derfor er han i stand til at producere 20,30,50 gange mere energi i forhold til vore soldater, og derfor virker de stærkere.

Hvad har en guerilla at miste, udover sit liv? Soldaterne har derimod meget at miste; kone, børn, elskerinder, huse, karrierer, opsparinger, personlige fornøjelser og private forhåbninger, sådan er livet og menneskenes moral.
Lad os antage, at PKK udgøres af 5000 guerillaer, våben, ammunition, men ingen højteknologiske våben. Tyrkiet er medlem af NATO, har en stor hær, moderne våben og udstyr, men alligevel har dette militær i årtier ikke formået at nedkæmpe PKK.

Hvorfor? Hvorfor?
Fordi deres baser er placeret i Qandil-bjergene. Og i Qandil-bjergene er forudsætningerne for overlevelse ikke ideelle, der er få og ingen større vej, men alligevel er det her, at guerillaen har slået sit hovedkvarter op.

Forstår I - Heroppe på toppen af disse bjerge er der en håndfuld små landsbyer. I dette grænseland er folk fattige, og de har altid været ofre for væbnede politiske stridigheder. Ydelserne fra regeringen er få, de har heller ikke meget at miste, bortset fra deres eksistensgrundlag, huse, gårde og liv. De hjælper guerillaerne, de er deres håb. Disse landsbyer er roden til guerillaens overlevelse. Det er denne rod, der må skæres over, og vi må skære dem over for at  tilintetgøre PKKs livline.”


Oversat af nudem.dk/Stop Terrorkrigen

Se også
Kurdistan: Struggling from the Qandil Mountains

- End -