Hvad sker i Syrien?
 

Belejringen af Damaskus

Af J. St., Netmagasinet Revolusjon, Norge

Damaskus blev belejret af muslimerne i 634, korsfarerne i 1148, Frankrig i 1920.
I 2012 er NATOs korsfarere, Det muslimske Broderskab og al Qaidas hellige krigere gået sammen for at nedbryde den sidste sekulære stat i Mellemøsten.

Pro-Assad massedemo 2011

Volden i Syrien tager til i omfang. Propagandakrigen forbereder den vestlige opinion på nye NATO-krige. Salafister, al Qaida og NATO opererer hånd i hånd for at vælte Assad-regimet. Men det som sker, er kun muligt at forstå i lyset af imperialismens planer for destabilisering af regionen og et endeligt opgør med Iran. Vejen til Teheran går gennem Damaskus.

Den tunesiske og ægyptiske folkeopstand i 2011 sendte chokbølger igennem Vestens metropoler og rystede imperialisternes despotiske håndlangere over hele Mellemøsten og Nordafrika. De undertrykte arabiske folk rettede ryggen og krævede brød, velfærd, udvikling og demokrati.

Men imperialisterne lærte hurtigt af Ben Alis og Hosni Mubaraks fald. Man indså, at de gamle regimer ikke kunne fortsætte på samme måde som tidligere, i åbenlys alliance med imperialismen.

Washington, London og Paris vendte 180 grader fra den ene dag til den anden og blev pludselig demokratiets og humanismens forsvarere efter i årtier at have plejet deres despotiske vasaller som Ben Ali og Mubarak med våben, torturvejledning og politisk støtte.

Nu forbeholder imperialisterne sig retten til at anvende alle midler til at installere nye ’demokratier’ signeret NATO. Tiden er oprundet til opgør med de regimer, der ikke har været lydige nok overfor Vestens interesser. Sidst var det Libyen, nu er det Syrien.

Den folkelige modstand imod de gamle regimer har i alle de aktuelle lande været delt i to dele, der har været forenet i kampen imod despoterne:

En progressiv og sekulær del - med arbejderne og de intellektuelle som socialt massegrundlag - og en mere tydelig islamistisk del med særlig småborgerskabet og pjalteproletariatet som social base.

’If you can’t beat them, join them’

Frygten for grundlæggende sociale og politiske ændringer har medført, at imperialismen har satset på den mindste trussel imod den rådende verdensorden. Det muslimske Broderskab og såkaldte moderate islamiske kræfter har fået frit lejde og økonomiske gulerødder under forudsætningen af, at de indordner sig under Vestens interesser og mål.

Qatar og TV kanalen al-Jazeera er udset til at spille en nøglerolle. Partiet Ennahda vandt valget i Tunesien med finansiel støtte fra Qatar og al-Jazeera i ryggen. 'Qatar styrer folkelige islamiske parter i en retning som tjener amerikanske og vestlige interesser', slog det tunesiske kommunistpartis talsmand Hamma Hammami fast, da han i januar opsummerede det tunesiske valg.

Qatar sendte som den eneste arabiske stat også kampfly over Libyen, da krigen rasede der i fjor.

Det muslimske Broderskab har ifølge flere kilder fået støtte fra CIA, det britiske MI6 og Tyrkiet helt siden 1950’erne. De har i mange arabiske land fungeret som halvt legal undergrundsbevægelse og vundet indpas i fattige lag af befolkningen gennem lokale velfærdstilbud.

De sidder nu med præsidentposten i Egypten som en indirekte følge af den ægyptiske folkeopstand på Tahrir pladsen – en opstand, de muslimske brødre først advarede ægypterne imod at deltage i, før de senere satte sig på bevægelsen.

Ægypterne så Mohamed Morsi som det mindste af to onder da den eneste modkandidat ved præsidentvalget var en af det gamle styres støtter. Den ægyptiske model til at holde folket i skak er en tovtrækning imellem Broderskabets præsident og militæret via det militære råd SCAF, som forbeholder sig retten til at kontrollere parlamentet og skrive grundloven efter eget forgodtbefindende.

Men det ulmer stadigt i det revolutionære bål i Ægypten. Såfremt masserne ikke snart får reelle ændringer at se, kan det hurtigt komme til at flamme op igen.

Syrien – sidste skanse før Iran

Situationen i Syrien går fra slemt til værre og begynder at tage form af regulær borgerkrig.

Bashar al-Assad’s regering er presset på mange fronter og tyr til stadigt mere drastiske modforholdsregler efterhånden som den uerklærede krig imod landet optrappes.

Tyrkiet, USA, Qatar og Saudi-Arabien kombinerer trusler og psykologisk krigsførelse med tilførsel af store mængder våben til oppositionsgrupperne. I tæt samarbejde med agenter og specialstyrker fra disse og andre stater som Frankrig og Storbritannien, udfører den udefra styrede opposition sabotage og bombeattentater.

Styret svarer igen med militær magtanvendelse som også rammer civile, hvilket i propagandaen bliver brugt som bevis for regimets utilregnelighed og at Assad slagter sit eget folk. De fleste vestlige medier rapporterer det som fakta, at regimet står bag massedrabene i Houla, Homas og andre byer, men beviserne er som oftest fraværende.

Der henvises til anonyme amatøroptagelser, ’kilder i oppositionen’ osv., men når f.eks. Vatikanets pressebureau Agenzia Fides melder, at det er fremmede lejesoldater fra Libanon, Libyen, Golfen og Afghanistan, der står bag massakrerne, bliver dette fortiet.

Lignende propagandametoder blev brugt mod Gaddafi regimet i Libyen.

Syrerne har ret til at gøre oprør imod politistaten og den privilegerede klasse omkring Assad-klanen. Lønstop og forværrede sociale forhold giver grundlag for skærpet klassekamp og organiseret modstand. Men den arabiske forår i 2011 førte aldrig til noget omfattende folkelig oprør imod styret i Damaskus.

Assad-regimet har haft og har stadig betydelig folkelig støtte, ikke kun blandt alawitterne (en shia-muslimsk retning, som er overrepræsenteret i den syriske magtelite). Selvom den almindelige folkelige opslutning ikke er glødende, så er den tilstede, ikke mindst af frygt for et værre alternativ.

Opposition med halsbånd på

Oppositionen i Syrien er dybt splittet og den har aldrig udgjort nogen samlet kraft. Udover den opposition, som de muslimske brødre hele tiden har repræsenteret, og udover lejesoldater og salafistiske grupper, findes der også mindre, sekulære og progressive modstandsgrupper, der ikke er forbundet til den udenlandsk inspirerede og finansierede oppositionsbevægelse. Men de er relativt små og svage.

Kurderne udgør omkring ni procent af befolkningen. Også i Syrien bliver kurderne nægtet deres nationale rettigheder, hundredtusinder er statsløse og udsat for arabisering.

Flertallet af kurderne har altid været i opposition til regimet i Damaskus. Men som i nabolandene har kurderne i Syrien desværre ladet sig bedrage gang på gang ved at indgå alliancer med regionale eller imperialistiske stormagter. Det sker også i denne situation.

Det syriske nationalråd har indsat kurderen Abdulbaset Sieda som leder, og Det kurdiske Nationalråd har været på gentagne besøg i udenrigsministeriet i Washington, der ønsker å ’strømline’ oppositionen imod Assad og ser på kurderne som nyttige brikker i balkaniseringen av Mellemøsten.

Det, der i medierne kaldes den syriske opposition, har været kendetegnet af militær modstand, terroraktioner og sabotage, ikke fredelige protester som dem i Ægypten, Tunesien, Bahrain osv.

Målet for den væbnede opstand har hele tiden været at udløse modreaktioner og angreb fra landets væbnede styrker, inklusive brugen af kampvogne og artilleri, noget, som i næste omgang er tænkt at skulle retfærdiggøre militær intervention under NATOs selvopfundne mandat kaldet ’Ansvar for at beskytte’ (Responsibility to Protect – R2P).

Oprørskræfterne har været koncentreret omkring byen Homs, hvor britiske SAS - og lignende specialstyrker fra Qatar, USA, Frankrig og andre stater - har opereret aktivt lige siden foråret 2011. I mængdevis af våben, infiltratorer og jihadister er strømmet til de forskellige fraktioner, som i dag kalder sig 'Den frie Syriske Hær', og som har base i Tyrkiet.

Infiltrationen udefra er så omfattende, at den ikke lader sig skjule. Selv den norske chef for FN-inspektørerne, general Robert Mood, har klart sagt, at der foregår fremmed indblanding på syrisk jord:

’Vi er blevet ganske sikre på, at det kommer forsyninger av penge og våben, og at udenlandske aktører er til stede på slagmarken og bidrager til voldsspiralen’, udtalte han til Aftenposten den 9. juni.

Krigstrusler og militær optrapning

Efter syrernes nedskydning i juni af et tyrkisk Phantom F-4 jagerfly, som rekognoscerede over syrisk territorium, har situationen tilspidset sig endnu mere.

NATO rasler yderligere med sablerne, og Tyrkiet har modtaget stigende økonomisk og moralsk støtte til at fortsætte sin indblandingspolitik og oprustning af den selvudråbte Frie syriske Hær.

Tyrkiet har varslet, at Syrien vil blive straffet, og har sendt pansereskadroner til grænsezonen. Tyrkiet har ligeledes truet med at lamme den syriske vand- og strømforsyning, en handling, der i så fald vil stride klart imod Genève konventionen.

Selv om Tyrkiet har tradition for at krænke nabolandenes grænser med jævne mellemrum i sin ustoppelige jagt på den kurdiske guerilla, så vil man ikke gå løs på Syrien, førend NATO og Washington giver grønt lys. Økonomisk krise i NATO-blokken samt forholdet til Rusland og dets støtte til Annan-planen gør, at NATO vælger at føre krig i det skjulte og gennem stedfortrædere.

For den, der har en smule politisk hukommelse, er det let at genkende forspillet forud for Vestens og USAs blodige felttog imod Jugoslavien, Irak og Libyen.

Det syriske Ba’ath regime har fællestræk med Saddam Hussein’s  i Irak, på trods af, at de to regimer hadede hinanden som pesten efter Ba’ath splittelsen i 1966. Syrien har, som Irak og Libyen i sin tid, været udpræget sekulære stater i forhold til Mellemøsten i øvrigt. Islamister og jihadister har ikke haft meget spillerum, og både muslimske og kristne trosretninger stort set har kunnet leve i fred med sig selv og med hinanden.

Det var først, da imperialisterne, i ledtog med al Qaida, Det muslimske Broderskab og beslægtede grupper, infiltrerede og terroriserede dele af befolkningen, at den sekteriske strid blussede op og titusinder har måttet flygte fra hus og hjem for ikke at blive dræbt.

Flygtningestrømmen

Flere titusinder er flygtet over grænsen til Tyrkiet for at undgå kamphandlinger i det, der stadigt mere tager form af en borgerkrig påført udefra. Men medierne anslår, at over en million er flygtet til Syrien, bort fra USAs terror og de sekteriske massakrer i nabolandet Irak siden 2003.

Dette er en enorm belastning for et lands økonomi og ressourcer, og har bidraget til at arbejdsløsheden i landet er steget markant i de senere år.

Uanset, hvad man mener om de tidligere regeringer i Bagdad, Tripoli og Damaskus, har de haft det til fælles at befolkningen har haft visse sociale rettigheder og en form for ’velfærdsstat’ efter arabisk målestok. Ba’ath partierne har ført en populistisk politik med nogle sociale goder til indbyggerne og megen anti-imperialistisk retorik.

De tre lande tilhørte alle ’afvisningsfronten’ i forhold til at indgå kompromisser med zioniststaten, og de har alle på forskellige tidspunkter haft samarbejdsaftaler med Rusland og det tidligere Sovjetunionen. Rusland har fortsat en marinebase i havnebyen Tartus. Dette er nu den sidste flække ved Middelhavet som ikke er under amerikansk eller europæisk NATO kontrol.

Syrien er i dag den sidste uafhængige og sekulære stat i den arabiske verden. Et land, som også har indtaget en anti-imperialistisk og anti-zionistisk profil. Syrien har været og er fortsat det vigtigste baseområdet for mange palæstinensiske frihedsbevægelser. Hertil kommer selvsagt Libanon, der også er støttespiller for Hizbollah og hvor Syrien længe har haft afgørende indflydelse.

Alle disse faktorer gør, at en destabilisering af Syrien står meget højt på både Israels og USA's ønskeliste.

Plan for destabilisering

Siden den folkeretsstridige krig imod Jugoslavien i 1999 er NATO blevet mestre i at iscenesætte sekteriske eller etniske konflikter. Dette har været en del af doktrinen for at destabilisere hele Middelhavsregionen og for at opnå de regimeændringer, som USA ønsker.

Allerede i Jugoslavien 1999 samarbejdede USA med islamiske jihadister, der blev sendt ind i Kosova. Siden har denne metode antaget stadig mere avancerede former.

Folkeoprørerne i Tunesien og Ægypten er foreløbigt neutraliseret ved, at USA og Vesten har indgået regulært partnerskab med islamisterne og Det muslimske Broderskab for at knække de progressive og sekulære kræfter. I Libyen spillede og spiller jihadisterne stadig en afgørende rolle.

Der var rene al Qaida kompagnier, som deltog. Disse elementer sendes nu til Syrien for ’indsamlede midler’ i åbenbar forståelse med både NATO og den syriske opposition. Selv NRK indrømmer, at dette sker i betydelig omfang.

Der er væsentlige forskelle mellem al Qaida og Det muslimske Broderskab, selv om begge er del af sunni retningen indenfor islam. I dagens Mellemøsten tyder stadig mere på, at de begge spiller imperialisternes spil som Vestens optimale fjende og højre hånd på samme tid.

Broderskabet følger en strategi, der giver rum for taktiske tilpasninger som kan forme sig højst forskelligt i forskellige lande og regioner. De kan gå ind for hellig krig et sted og flirte åbenlyst med imperialisterne et andet, sådan som præsident Morsi nu gør det i Ægypten.

Broderskabet har tidligere iscenesat et oprør imod Assad-familiens alawitiske regime. Oprøret i byen Hama blev i 1982 besvaret med en massakre fra det syriske regimes side, og broderskabets hævnlyst er ikke blevet mindre med årene.

Oprørsbyen Homs ligger i nærheden af Hama, og begge byer regnes som bastioner for Broderskabet. I dag opfordrer Broderskabet åbent til imperialistisk intervention i Syrien, en opfordring, som bliver tillagt større vægt efter, at det lykkedes dem at få deres kandidat Morsi valgt til præsident i Ægypten. Morsi er inviteret til Washington af præsident Obama - og de to har en klar fælles interesse i at tilintetgøre dagens syriske statsdannelse.

Assad regimet har Iran og Rusland som deres ven i nøden, men støtten fra Rusland (og Kina) er af betinget karakter. Russerne og kineserne så, hvad eftergivenhed i Sikkerhedsrådet førte til i Libyen, og ønsker ingen gentagelse, hvor NATO går amok og påstår, at de har ’verdenssamfundet’ i ryggen.

Styret i Iran har sendt frivillige fra Sadrs milits og fra revolutionsgarden og har desuden hjulpet syrerne i at modstå den elektroniske krigsførelse og forbedre landets cyber efterretninger. Iran opererer i ren og skær egeninteresse, fordi Syrien er en vigtig buffer for at forhindre det angreb på Iran, der i mange år har været tegnet ind på operationskortene i Washington og Tel Aviv.

Mediekrigen

Propagandakrigen bliver stadigt vigtigere. Disinformationskampagnen imod Syrien, med ’amatøroptagelser’ og kilder, som ’skal ha’ set og hørt’ om overgreb har stået på i månedsvis. Mønsteret ligner medierapporterne fra Benghazi i Libyen, som gav regimet skylden for overgreb og massakrer, der enten aldrig havde fundet sted eller var udført af ’befrielsesbevægelserne’ selv.

Når syriske TV kanaler og medier bliver udsat for blodige militære angreb, er dette også i tråd med det nye mønster i NATOs officielle og uofficielle destabiliseringskrig.

Den 27. juni blev tre mennesker dræbt, da den syriske TV kanal al-Ikhbariya blev angrebet af en gruppe bevæbnede mænd. Kanalen er privat og ikke statslig, men anses som regimevenlig. al-Ikhbariya har imødegået propagandaen og den såkaldte nyhedsdækning fra vestlige og arabiske satellitkanaler.

NATO bombede, som vi husker, også Tv-stationen i Beograd i 1999 og libysk nyhedsdækning under krigen imod Libyen i fjor.

NATO vil dog næppe driste sig til et angreb på Syrien, før opinionen er tilstrækkeligt blødgjort både hjemme og i Mellemøsten, ikke før alle medier, der er kritiske overfor USA, Saudi-Arabien og NATO er bragt til tavshed.

Præsident Obama tager næppe heller chancen med nye militære eventyr, før præsidentvalget er overstået i november.

For at lamme venstrefløjen og krigsmodstanderne, har imperialisterne lært sig, at det er nyttigt at gennemføre sabotageaktioner og ’terrorhandlinger’ i befrielsesgruppers navn, så regimet provokeres til militær magtbrug der også rammer civile og derigennem destabiliserer landet politisk og socialt.

Kombineret med økonomiske sanktioner, der fører til social elendighed, er dette effektive midler til at vende befolkningen mod det siddende styre.

Desuden har man klaret at vende det, som blev anset som en alternativ og objektiv informationskanal i Mellemøsten - nærmere bestemt Qatar baserede al-Jazeera -  til et redskab for imperialisterne.

Det er yderst enøjet, når grupper på venstrefløjen tager ethvert oprør for gode varer og ikke undersøger, hvilke kræfter der står bag det, der udgiver sig for at være folkelig massemodstand.

’Orange revolutioner’ i diverse udgaver er blevet imperialisternes nye specialitet, især i de sociale mediers tidsalder. Når folk i ’Rødt’s arbejdsudvalg snakker om at støtte det syriske oprør uden at nævne indblandingen fra udenlandske magter, er dette også et resultat af NATO propagandisternes gennemslagskraft.

Vi så noget af det samme, da ’Rødt’ i en tidlig fase af Libyenkrigen krævede våben til oprørerne - i en situation hvor imperialisterne sørgede for at våben, agenter og jihadister strømmede ind i landet.

Det er ikke indtil videre lykkedes de mest aggressive NATO-stater som USA, Frankrig og Storbritannien at få gennemtvunget en ny ’Libyen resolution’ til brug mod Syrien. Dette skyldes russisk og kinesisk modstand.

Dermed blev der åbnet op for at tidligere generalsekretær Kofi Annan og FN-inspektørerne kunne arbejde for en fredsløsning. Annan-planen er den mest realistiske mulighed for at få en ende på blodbadet i Syrien, men den vil næppe blive gennemført, da NATO gør alt hvad der står i alliancens magt, for at sabotere den.

Også Norge deltager, sammen med blandt andre Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet, på møderne i gruppen af interventionsstater, der kalder sig ’Syriens Venner’. Med sådanne venner har syrerne ikke behov for fjender

Originalartikel her

- End -