| Nato |
Irak krig splitter NATOaf Peter Schwarz --------------------------------- Den atlantiske alliance står overfor den dybeste splittelse i sin 50-årige historie. I løbet af de seneste få dage er de indbyrdes modstridende parters holdninger blevet mere og mere fastlåste. Mens USA og England presser på i retning af et militært slag imod Irak så snart som muligt, så sætter Frankrig og Tyskland alle sejl til for at udmanøvrere USA diplomatisk. De anklager, som begge lejre slynger imod hinanden, bliver for hver dag stadigt skarpere . I tirsdags advarede USA´ udenrigsminister Colin Powell i forbindelse med sin vidneforklaring for senatets budgetkomite, om at NATO kunne risikere at falde fra hinanden hvis Tyskland, Frankrig og Belgien ikke opgav deres modstand imod militær støtte til Tyrkiet. Wall Street Journal, der er talerør for de mest aggressive og reaktionære kredse indenfor det amerikanske establishment, rejste spørgsmålet på et grundlæggende niveau og spurgte, om NATO "fortsat tjente de Forenede Staters interesser." Avisen anklagede Tyskland for at følge en dagsorden, der i mindre grad tog sigte på at afværge krig end på aktivt at fremme et amerikansk nederlag." Hvis NATO ikke ændrer kurs, sagde lederen, "har det udspillet sin rolle." Den konkluderede med at erklære: "Hvad præsident Bush kalder ´en koalitionen af de villige´ vil blive Amerika´s nye sikkerheds-alliance." Frankrig og Tyskland, hvis kritik af amerikanske krigsplaner indtil nu har været generelt passiv og afdæmpet, har taget adskillige diplomatiske initiativer i de seneste dage i et sidste øjebliks forsøg på at afværge et militært slag imod Irak. I mandags fremlagde den franske præsident Jacques Chirac og hans russiske modpart Valadimir Putin, som lige havde besøgt Berlin, ene fælles erklæring fra Rusland, Tyskland og Frankrig i Paris. Erklæringen opfordrede til udvidede våbeninspektioner i Irak. "Der er stadigt et alternativ til krig. Brugen af vold kan kun være den sidste udvej," erklærede erklæringen, i klar opposition til den amerikanske præsident Bush´s bemærkninger, som tidligere i denne uge sagde, "spillet er forbi." På grundlag af denne fælles erklæring vil de tre magter muligvis forsøge at blokere et engelsk resolutionsudkast til fremlæggelse for FN´s Sikkerhedsråd d. 14. februar. Denne USA-støttede resolution vil effektivt give Washington grønt lys til et militært slag. Chirac og Putin sagde, at de havde tillid til, at flertallet af Sikkerhedsrådets medlemmer var enige med dem. Siden udenrigsminister Colin Powell´s tale til Sikkerhedsrådet d. 5. februar har Chirac intensiveret sine bestræbelser på at finde støtte i rådet i form af henvendelser til statslederne fra Kina, Mexico, Chile, Syrien, Cameroun og andre lande. I mandags nedlagde NATO repræsentanter fra Begien, Frankrig og Tyskland veto imod militære forberedelser til beskyttelse af Tyrkiet i tilfælde af en Irak krig. En sådan forebyggende militær planlægning, gjorde de gældende, kunne "sende et forkert signal" og undergrave enhver fredelig løsning på Irak-konflikten. "Hvis vi bøjer os for denne anmodning, vil vi rette os ind efter en logik, der fører til krig," var den belgiske udenrigsminister Louis Michel´s kommentar. Dette veto udløste indignerede formaninger fra den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld, der beskrev det som "skammeligt" og en "frygtelig fejltagelse". Han erklærede: "Enhver, der hindrer alliancen i at tage selv de mindste forholdsregler til forsvar af Tyrkiet, truer med at underminere dens troværdighed." Præsident Bush anklagede offentligt Berlin, Paris og Bruxelles for at skade NATO. Forsinket indsigt Tysklands og Frankrigs bestræbelser på at lægge hindringer i vejen for amerikanske krigsplaner er moviveret af deres forsinkede erkendelse af, at internationale institutioner og overenskomster ikke vil hindre Bush-administrationen i at følge sine interesser på en ensidig og aggressive måde. Washington har besluttet sig for militær okkupation af Irak for længe siden. Debatterne i Sikkerhedsrådet, våbeninspektionerne og de falske beviser på masseødelæggelsesvåben tjener kun til at føre offentligheden bag lyset. Tidligere udenrigsminister Henry Kissinger indrømmede fornylig i et interview med den tyske avis Welt am Sonntag, at den amerikanske regering altid har betragtet den FN resolution, der tvang Irak til at accepterer fornyede våbeninspektioner, som blot et påskud til at føre krig. "Ingen regering der har talt med præsident Bush eller hans rådgivere siden resolution 1441 blev vedtaget i november 2002, har kunnet nære tvivl om, at amerikanerne indenfor få måneder ville bekendtgøre et klart brud (a material beach) på denne resolution med deraf følgende gengældelsesforanstaltninger." I betragtning af at mere end 100.000 amerikanske soldater allerede var indsat i regionen, sagde Kissinger, ville al tale om tilbagetrækning uden regime-ændring i Irak være ensbetydende med en katastrofe. Den pensionerede general Wesley Clark, NATO´s chef under krigen i Jugoslavien, sagde i et interview med den samme avis, at beslutningen om " at dreje Irak-problemet i retning af krig" allerede blev taget sidst i 2001. Efter Saddam Husseins nederlag ville der være en "massiv amerikansk tilstedeværelse i regionen" og "en militær administration i Irak." Clark fortsatte med at opregne de næste militære mål for USA: Syrien - "indenfor 12 måneder" - og derefter Iran. I lyset af deres langsigtede interesser kan Tyskland og Frankrig umuligt acceptere et sådant amerikansk overherredømme i Mellemøsten. Det ville bringe Europa´s energiforsyning og store eksportmarkeder under total kontrol af dets største økonomiske rival. Dertil kommer, at de frygter, at en krig imod Irak vil destabilisere hele regionen og radikalisere muslimske immigranter der i stort tal bor i Europa. Den afghanske konflikt, frygter de yderligere, kunne flamme op igen som følge af en krig imod Irak- en situation, som tyske soldater i Kabul er fuldstændig uforberedte på. I mange måneder forventede den tyske og den franske regering, at de ville være i stand til at komme til en forståelse med USA om en fælles politik. De satte deres lid til mere moderate sektioner af den politiske elite i Amerika. Men efter at ledende demokrater gav udtryk for deres uforbeholdne støtte til Bush´s krigsplaner, og de såkaldte duer anført af udenrigsminister Powell viste sig at være høge, blev disse håb tilintetgjort. Powell´s tale til FN d. 5. februar hvor han rippede op i længe tilbageviste propaganda løgne i stedet for som lovet at fremlægge seriøs beviser , rystede de tilbageværende illusioner om en mere moderat fløj indenfor den amerikanske administration. De politisk ledende kredse i Tyskland er blevet forbitrede over den amerikanske regerings bestræbelser på at splitte Europa over Irakproblemet. Solidaritetserklæringen med USA, der blev udformet og underskrevet af otte europæiske stater på foranledning af Wall Street Journal, var et åbent angreb på europæiske forsøg op at nå til en fælles udenrigspolitik. Siden da er tonen blevet væsentlig skarpere på begge sider af atlanten. På et møde for de socialdemokratiske medlemmer af parlamentet i mandags, talte den tyske kansler Gerhard Schröder under stort bifald fra tilhørerne om "en historisk beslutning for Tyskland." Den nærmeste fremtid vil vise, sagde han, om en multi-polær verden vil overleve, eller om alle vigtige beslutninger vil blive taget ensidigt - i Washington. Den franske præsident Chirac udtrykte sin opposition imod en verdensorden hvor amerikanerne optræder rollen som anklager, dommer og udøver. Ingen principiel opposition Det ville imidlertid være en alvorlig fejltagelse at forveksle den holdning, som Berlin og Paris har indtaget med en principiel opposition imod en krig i Irak. Begge regeringer accepterer myten om Saddam Hussein´s angivelige masseødelæggelsesvåben, og tilpasser sig dermed det erklærede mål for amerikansk politik: "afvæbning" af Irak - en forskønnende omskrivning kolonial undertvingelse af landet. Hvad de ikke accepterer, er at dette skal finde stede under ren amerikansk kontrol. Som det tyske magasin Der Spiegel korrekt bemærkede, så går det fransk-tyske initiativ til intensiverede våbeninspektioner ud på etableringen af et FN-protektorat. Denne plan, der distribueres af den franske FN delegation i form af et såkaldt "non-paper", forudser en fordobling eller tredobling af antallet af FN inspektører. De skal ledsages af væbnede enheder af FN sikkerheds korps, mens amerikansk U2 og franske Mirage fly udfører konstant luftovervågning. Dette vil i givet fald effektivt udvide "flyveforbudszoneren" til hele landets territorium. Hvis dette projekt bliver sat i værk til trods for amerikanske reservationer vil det være meget nemt at arrangere en provokation som påskud for krig - hvilket så ville blive støttet af Tyskland og Frankrig. "Enhver obstruktion eller voldelig sabotage af denne afvæbningsmission vil blive mødt med et umiddelbart militært mod-stød," skriver Der Spiegel." Og dette stød ville ikke være baseret på kun en enkelt supermagts magtpolitik, men på verdensorganisationens ret til at bruge magt som nedlagt i artikel VII." Det tysk-franske forsøg på at kvæle Bushadministrationens krigsplaner via diplomatiske manøverer er dømt til at mislykkes, fordi det ikke tager rødderne til denne krigspolitik i betragtning. Den amerikanske regerings aggressive udenrigspolitik er en reaktion på den dybe indre krise i det amerikanske samfund, som den herskende elite ikke har nogen løsning på. Den dybe splittelse indenfor NATO er ikke kun en episode eller resultatet af politiske misforståelser. Den er en uundgåelig konsekvens af verdenskapitalismens iboende modsætninger, der finder deres mest udviklede udtryk indenfor USA. Den æra, i hvilken relationerne mellem de store magter kunne reguleres fredeligt, er nu forbi. Som i første halvdel af det sidste århundrede fremmaner enhver alvorlig økonomisk krise faren for en verdenskrig. Det eneste levedygtige svar på krigsfaren er den internationale mobilisering af den arbejdende befolkning på grundlag af et socialistisk program. Politik på grundlag af diplomatiske manøvrer tjener på den anden side til at udelukke folkemasserne fra det politiske liv. I denne henseende er det oplysende at studere de argumenter, som fremføres imod kansler Schröder i Tyskland. Ved adskillige lejligheder har Schröder fremsat temmeligt udiplomatiske erklæringer om amerikansk politik. Han har gjort dette af rent internt politiske grunde i et forsøg på at forbedre sin dårlige stilling i opinionsmålingerne med demagogiske appeller til de antikrigs-stemninger, der er meget udbredte og dybtstikkende i den tyske befolkning. Men udenrigsminister Joschka Fischer (de grønne), og selv de dele af medierne. som er kritiske overfor USA, advarede om, at han gik for vidt. De anklagede kansleren for at isolere Tyskland internationalt og for at undergrave landets diplomatiske manøvremuligheder. En leder i Süddeutsche Zeitung opsummerede denne kritik. Den offentlige mening, sagde den, er den største trussel imod diplomati: "Diplomati bryder sammen, hvis dets følsomme mekanismer udsættes for højspænding - de offentlige følelsers stærkstrøm -." Siden sammenbruddet af Metternichs Europa i 1848 er denne fare blevet uundgåelig, skriver lederskribenten med beklagelse. "Fra da af," erklærede han, "var udenrigspolitik ikke længere et rent kabinetsspørgsmål, men begyndte at smelte sammen med hele nationers følelser udtrykt i offentlig mening." (Oversættelse: Hans Pendrup) - End - |